MENU
23. September 2017

Størst forretningspotentiale i verdensmål nr. 12

Obamas overoptimistiske og urealistiske farvel

22. januar 2017 Erhvervsfilosofi.dk #1, 2017, årgang 3, Offentlig, Samfundsetik

Tænk, hvis Keynes genopstod

Tænk, hvis grundlæggeren af moderne makroøkonomi John Maynard Keynes var blevet nedfrosset med henblik på at vende tilbage i dag, 80 år senere, og give sin analyse af situationen.

Hvad ville Keynes efter sin genoplivning egentlig sige til den skrantende europæiske og danske økonomi i dag? En del tyder på, at han ville være stærkt kritisk over for den kurs EU, har valgt med henblik på at bekæmpe arbejdsløshed, deflationære tendenser og fattigdomsproblemer? Er det i det hele taget den rigtige kur, der ordineres fra Strasbourg og Bruxelles, i forhold til problemerne?

Keynes ville undre sig over, hvorfor danske politikere undlod at bruge muligheden for at føre en selvstændig finanspolitik

Økonomiske kriser korrelerer med social uro og i værste fald demokratiets tilbagetog, og det er derfor vigtigt aktivt at gribe ind og rette op på markedssamfundets svigt.

I dag er der paralleller til den sociale, politiske og økonomiske situation i 30’erne, og avisoverskrifter i 2016 lader ikke 1936 meget tilbage. Høj arbejdsløshed i de hårdest ramte europæiske økonomier, mangel på vækst og social polarisering har udløst en storm af offentlig vrede mod politikerne. Brexitafstemningen i Storbritannien, resultatet af det amerikanske præsidentvalg og den voksende støtte til højreekstremistiske partier i Tyskland og Frankrig er her symptomatiske fremtrædelsesformer.

EU’s økonomiske politik

Keynes ville efter sin genopstandelse undre sig over, at dansk økonomi har ladet sig hvirvle ind i en ond cirkel af manglende økonomisk-politiske indgreb. I stedet sætter man sig på hænderne, mens man plæderer for at lade markedsmekanismerne arbejde uden politisk indblanding. Forklaringen skal findes i centrale beslutningstageres accept af Lissabontraktaten og vækst- og stabilitetspagten – uanset partifarve

Stabile priser, sunde offentlige finanser og en holdbar betalingsbalance dominerer de politiske målsætninger, mens arbejdsløshed og beskæftigelse er gledet i baggrunden. Dette skyldes først og fremmest, at skiftende regeringer på trods af resultatet af folkeafstemningen i 2000 har accepteret konvergenskravene, der fokuserer på inflationsbekæmpelse, tilnærmelse mod balancerede offentlige budgetter og renteudviklingen.

Det centrale i disse målsætninger er, at det offentliges samlede gæld i hvert medlemsland ikke må overstige 60 procent af bnp, og det offentlige budgetunderskud må årligt ikke overstige 3 procent af bnp. Vælgerne forkastede resultatet af folkeafstemningen om Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og indførelsen af euroen i 2002: Et folkeflertal på 53,1 procent sagde nej til unionen og de fire konvergenskrav. Konvergens skal her forstås som det, at medlemslandene tilnærmer sig hinanden.

Keynes ville kritisere EU’s økonomer for, at man glemmer hans lære om, at staten skal køre med budgetoverskud i de gode tider og underskud i de dårlige tider

Med hensyn til en fælles økonomisk politik og fælles accepterede mål er de fire krav et udtryk for, hvad man i EU-regi anser for vigtigst. Edinburgh-afgørelsen fra december 1992 var imidlertid ganske klar i sin formulering om ØMU’en. Man meddelte, at Danmark ikke vil deltage i tredje fase af ØMU’en, og at man derfor ikke er bundet af regler vedrørende økonomisk politik, som kun gælder 15 af EU’s 27 medlemslande. Et eventuelt senere lovforslag om fuld dansk tiltrædelse i ØMU’ens tredje fase skal godkendes ved en ny folkeafstemning, medmindre forslaget støttes af et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer.

Afhængigt af den politiske situation ville man nok her spørge, om Danmarks tiltrædelse af Lissabontraktaten og vækst- og stabilitetspagten netop ikke ville have krævet en ny folkeafstemning. De fire konvergenskrav, som vi nu alligevel har forpligtet os på, var en del af ØMU-forbeholdet og befolkningens nej til ØMU’ens tredje fase. Keynes ville uden tvivl undre sig over, hvorfor danske politikere undlod at bruge muligheden for at føre en selvstændig finanspolitik ved at stå fast på forbeholdet over for konvergenskravene.

Arbejdsløshed eller konvergenstal?

I forbindelse med den tidlige debat undrede den nu afdøde socialdemokrat Ivar Nørgård sig over, hvorfor man ikke havde et konvergenskrav for arbejdsløshed. Hvorfor blev der, selv om det ville være svært at definere, ikke stillet et krav om, at arbejdsløsheden ikke må overstige det, nogle ville kalde den naturlige arbejdsløshed? Blot et gæt – f.eks. 4 procent arbejdsløshed – kunne have fastholdt en høj beskæftigelse og lav arbejdsløshed i europæisk økonomi.

Samme Ivar Nørgård kunne som uddannet økonom sin Keynes, som i mange år påvirkede europæiske socialdemokratiske arbejderpartier. I 2000 sagde Nørgård fra over for konvergenskriterierne, fordi han med rette så, at EU’s økonomiske politik var ensidigt bundet op på den monetaristiske skole, der sætter det frie marked, en tilbagerulning af den offentlige sektor og inflationsbekæmpelsen højere end bekæmpelsen af arbejdsløshed.

Hvis Keynes i dag steg op fra sin nedfrosne tilstand, ville han uden tvivl tænke i samme baner som Nørgård. Vi befinder os midt i en økonomisk krise med alarmerende høje arbejdsløshedstal i EU-regi, der især rammer de sydeuropæiske økonomier. Forskellige bankøkonomer peger tit på, at dansk økonomi nu er på vej ud af krisen, og får det til at se ud, som om den økonomiske krise er et rent dansk anliggende. Sådan er det selvfølgelig ikke; en lille åben økonomi som den danske er afhængig af den internationale overførsel af konjunkturer i de stærkeste økonomier.

Derfor ligger vi lunt sammen med vore nærmeste samhandelspartnere Tyskland og Sverige, og det smitter af på dansk økonomi på en positiv måde. Men en international økonomi med lav vækst og deflationære tendenser er tæt på at være et nulsumsspil. Den form for spil er baseret på princippet, at det, som én spiller vinder, er en anden spillers tab. De nordeuropæiske økonomier er vindere, mens de sydeuropæiske økonomier er tabere.

Den stigende arbejdsløshed kan kun forårsage en endnu lavere efterspørgsel og en endnu større arbejdsløshed

De nyeste arbejdsløshedstal for 2016 viser på trods af små forbedringer fortsat alarmerende høje arbejdsløshedsprocenter for Grækenland (24,9) og Spanien (22,1) og lavere tal for de nordeuropæiske økonomier – Tysklands arbejdsløshedsprocent ligger på kun 4,6 procent, mens Danmark ligger på 6,2 procent. Tendensen de sidste ni år peger dog klart på stigende arbejdsløshed, så umiddelbare forbedringer berettiger ikke, at man afviser, at kortsigtede forbedringer i dag igen afløses af højere arbejdsløshedstal i fremtiden. Blandt økonomer taler man ofte om målkonflikter, og dette skal forstås på den måde, at den monetaristiske og nyliberale filosofi om at trænge staten, offentlige reguleringer og økonomisk politik (finanspolitik) tilbage er på kollisionskurs med en aktiv finanspolitik, der søger at øge produktion og beskæftigelse med en faldende arbejdsløshed til følge.

De pæne arbejdsløshedstal skal ikke overskygge, at to andre faktorer for, at dansk økonomi fortsat kan udvikles, ikke har det godt. I første halvdel af 2016 så det ud til, at det private forbrug og forbrugernes tillid havde ført til stigende opsparing. Den samlede efterspørgsel falder på grund af de begrænsninger, konvergenskravene lægger på produktion og beskæftigelse. Eksporttallene var heller ikke imponerende, så en del tyder på, at der produceres til lager i eksportvirksomhederne, inden afskedigelserne sætter ind. Denne udvikling afspejler sig i en lav økonomisk vækst, der for nogle kvartalsopgørelser faktisk viser, at man er gået fra en lav forøgelse af samfundslagkagen til, at den er skrumpet ind (negativ vækst).

Keynes giver en forelæsning

Hvis den socialliberale Keynes er genopstået, kunne vi passende invitere ham til at gæsteforelæse på et dansk universitet. Han vil sikkert under forelæsningen vise sig oprigtig forbavset over, at den klassiske ortodokse lære om det frie markeds velsignelser igen er kommet til ære og værdighed blandt kolleger, politikere og organisationsfolk. Han ville sige, at hvis krisen i den globale økonomi skal tæmmes, kan det ikke nytte noget at basere sig på laissez faire, som man gjorde det inden børskrakket i USA i 1929.

Hvis ikke man i 30’erne havde fået ’lagt kapitalismen i ilttelt’, ville enten sovjetimperiet eller den tyske fascisme sikkert havde stået tilbage som sejrherrer i ringen.  Men han ville selvfølgelig hilse det velkommen, at Danmark og de øvrige skandinaviske økonomier har draget en lære af 30’erne. Indsnævringen mellem rig og fattig er fortsat lav i de skandinaviske økonomier, også selv om kløften for Danmarks vedkommende er uddybet de sidste 10 år med en mere skæv fordeling af indkomster og formuer. Dette er dog for intet at regne, hvis man sammenligner Danmark med f.eks. USA.

På samme tid ville han bemærke, at man i 60’erne holdt efterspørgslen på et så højt niveau, at man kunne sikre fuld beskæftigelse. At dansk økonomi efter 70’erne har ladet sig underordne monetaristiske og nyliberale doktriner, ville han imidlertid næppe kunne forstå. Keynes ville kritisere EU’s økonomer for, at man glemmer hans lære om, at staten skal køre med budgetoverskud i de gode tider og underskud i de dårlige tider. I stedet er det gået hen og blevet til god politik, at man kører med underskud hele tiden. Man er gået fra en aktiv finanspolitik til en passiv finanspolitik.

Aktiv finanspolitik betyder her, at det offentlige via sine investeringer øger den samlede efterspørgsel og beskæftigelse, når den økonomiske krise sætter ind, mens passiv finanspolitik betyder, at man kun fokuserer på de umiddelbart kortsigtede offentlige udgifter, hvor det ofte handler om at spare eller lægge begrænsninger på, hvor høje de offentlige udgifter må være. Selv det danske Socialdemokrati, der om nogen fulgte Keynes’ anvisninger frem til 70’erne, konverterede med den forrige regering til nyliberalismen dikteret fra EU, selv om man ikke behøvede at gøre dette. Med accepten af ØMU’ens anden fase accepterede skiftende regeringer at ophæve kontrollen med kapitalbevægelser. Man opgav målsætningen om fuld beskæftigelse, og fagbevægelsen og den skandinaviske arbejdsmarkedsmodel var under gentagne angreb, hvilket fortsætter den dag i dag.

Under forelæsningen ville Keynes sikkert bemærke, at forsøgene på at knægte den organiserede arbejdskraft og de gentagne nedskæringer i de offentlige udgifter ikke kan føre til andet end mangel på effektiv samlet efterspørgsel og følgelig arbejdsløshed.

At forsøge sig med at pynte lidt med rentenedsættelser og billigere lånemuligheder kan måske nok føre til en vis i stigning forbrug og investeringer. Men at det også skulle skabe beskæftigelse, overskygges af spekulation med hensyn til passive investeringer på valutamarkederne og de finansielle markeder. Pengepolitik er et gode, hvis det hænger sammen med finanspolitikken – men den kan ikke som foreskrevet af EU’s monetarisme stå alene. Hvis ikke der er positive forventninger, vil private virksomheder føle sig så usikre på fremtiden, at de er tilbageholdende med at investere; på samme vis vil husholdningerne hamstre kontanter og spare op frem for at øge det private forbrug. Det kan selv lidt julehandel ikke rette op på. Han ville sikkert bemærke, at lønnedgang er at lægge gift for den samlede efterspørgsel og det private forbrug, og når staten ikke må gribe ind med en aktiv finanspolitik på grund af konvergenskravene, kan det kun gå en vej. Den stigende arbejdsløshed kan kun forårsage en endnu lavere efterspørgsel og en endnu større arbejdsløshed.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *