Det skete, da de to talte på nytårsmødet i Finansforeningen / CFA Society Denmark, en brancheorganisation for finansfolk. Mødet blev afholdt uden for citat, men Erhvervsfilosofi.dk har fået tilladelse af de to talere til at citere og referere dem som sket i denne artikel.
[quote float=”left”]Det er farligt, hvis det, som er godt for sektoren, ikke er godt for samfundet[/quote]Både Michael Rasmussen og Tonny Thierry Andersen kommer fra pengeinstitutter, som har været i dyb tillidskrise. Danske Bank allerede under finanskrisen, hvor banken efter i årevis at have markedsført sig med, at den gjorde det, den var bedst til, pludselig skulle have hjælp. Og Nykredit kom for alvor i krise for et år siden, da koncernen ville hæve sine priser – bidragssatserne – for at kunne blive børsnoteret; en børsnotering, som kritikere siger, at kunderne ikke får nogen glæde af.
Tillidskrisen i finanssektoren er tilsyneladende sværere at komme ud af, end det var at skabe den.
I sommeren 2012 konstaterede daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at tilliden til finanssektoren var væk, og, tilføjede hun, ”man mister tilliden på et øjeblik, men den tager meget, meget lang tid at bygge op igen.” Og hun talte endda kun på grundlag af den tøjlesløse kreditadfærd i USA og Europa, som udløste finanskrisen.
Skandaler slider på tilliden
Senere i 2012 kom den såkaldte Libor-skandale for en dag; en række store banker havde manipuleret fastsættelsen af Libor-rentesatsen, som styrer renten på mange erhvervslån, og som angiveligt skulle være bestemt på det frie finansmarked i London. I 2013 måtte hele banksektoren i Cypern reddes med en gigantisk hjælpepakke, og indlånskunderne mistede en stor del af deres penge. Senere fulgte en langstrakt bankkrise i Italien.
I foråret 2016 kom Panama Papers-skandalen. I efteråret kom det frem, at ansatte i den amerikanske storbank Wells Fargo havde oprettet millioner af falske konti i kunders navn for at få højere bonusser. Finanssektoren overalt i verden bliver ved at sætte tilliden over styr.
”Alvorlige regelbrud er ikke begrænset til en enkelt jurisdiktion eller forretningsmodel. Beviserne, der nu strækker sig over et tiår, har kun bekræftet mig i min oprindelige opfattelse af, at dette er et problem for hele sektoren,” sagde chefen for Federal Reserve Bank of New York, William C. Dudley, i en tale i januar i år.
[quote float=”right”]Manglende tillid er et problem for hele sektoren[/quote]Udgangspunktet for diskussionen på Finansforeningens nytårsmøde var således, at tilliden er om ikke væk, så dog kraftigt minimeret. Amerikanske undersøgelser viser, at kun godt halvdelen af befolkningen på verdensplan har tillid til den finansielle sektor; det viser blandt andet Edelmans tillidsundersøgelse, der placerer finanssektoren som den mindst tillidsvækkende af en række brancher, selv om tilliden dog har været svagt stigende fra 2012 til 2016. Sektorer som fødevaresektoren og bilbranchen nyder langt større tillid.
Og det er et problem, var de to danske topledere enige om.
Ganske vist er det sådan, som Nykredits Michael Rasmussen pegede på, at tilliden til bankfolk nok aldrig vil nå helt i top, ”for det er en del af vores job en gang imellem at sige nej”. Men lidt større måtte tilliden gerne være og ikke så meget, fordi den er nødvendig for at tiltrække indlån, men fordi den manglende tillid koster dyrt på andre måder.
Tonny Thierry Andersen pegede på, tilliden kun bliver vigtigere, i takt med at kompleksiteten og asymmetrien øges, og at lav tillid simpelthen giver højere cost of capital, altså renter af de lån, banken selv optager, mens Michael Rasmussen så problemet i en politisk sammenhæng: Undersøgelser viser, at folks syn på finanssektoren hænger sammen med deres tillid til sektoren; jo mindre tillid man har til finanssektoren, jo strengere regulering ønsker man af sektoren.
Det er måske ikke så overraskende, men for finanssektoren er det en vigtig erkendelse, for intet belaster i disse år sektorens omkostninger så meget som den stadig strammere og mere detaljerede offentlige regulering i form af Basel II-regler, europæiske stresstest, særlige krav til systemisk vigtige banker og endelig det danske Finanstilsyns egen ’tilsynsdiamant’, nye retningslinjer for tilsynet med pengeinstitutterne. Alt sammen meget komplicerede regler at arbejde med og meget kostbare at leve op til.
Hvortil kommer, at en sektor, som konstant bedømmes på et baggrundstæppe af mistillid, helt generelt er bagud på point. Og som det blev sagt i den efterfølgende debat på mødet, påvirker den lave tillid sektorens handlerum. Når regnskaberne endelig er gode, kommer der straks krav om lavere priser. Ingen forlanger, at Lego sætter sine priser ned efter et godt regnskab.
Ude af sync med samfundet
Men hvad er tillid i grunden? Det lille ord er upræcist og bliver brugt om forskellige ting samtidig. Den store mængde regulering skyldes direkte manglende tillid fra politikeres og myndigheders side – tillid til, at pengeinstitutterne er i stand til at overskue og håndtere de risici, de påtager sig. Derfor har man strammet kapital- og rapporteringskrav.
[quote float=”left”]Den lave tillid påvirker sektorens handlerum[/quote]Men tillidskrisen mellem samfundet og finanssektoren handler om mere end det; både Michael Rasmussen og Tonny Thierry Andersen talte ligefrem om ”en kløft”.
”Ti år efter finanskrisen bliver vi stadig opfattet som ude af sync med samfundet,” sagde Michael Rasmussen.
Og derfor handler det om at komme tilbage i sync:
”Det er farligt, hvis det, som er godt for sektoren, ikke er godt for samfundet.”
Her handler mistilliden altså ikke om manglende tro på, at sektoren kan styre sig selv, men om den overhovedet holder loven og i øvrigt opfører sig moralsk.
I sociologiens verden vil man skelne mellem tillid til den enkelte og tillid til systemet, og den skelnen kan også overføres på finanssektoren. Begge topcheferne var inde på, at kunderne sådan set ikke har mistillid til deres faste rådgivere. Og denne tillid til den enkelte bankmand kan måske føres tilbage på hele sektoren; kan man stole på sin rådgiver, kan man måske også stole på hele banken.
”Hvordan får vi den sociale licens tilbage,” spurgte Tonny Thierry Andersen og svarede for sin egen bank:
”Vi arbejder med kundetilfredshed med, med co-creation og med transparens – også med hensyn til hvad folk betaler i gebyrer. Vi lytter og har fokus på dialog med vores omgivelser. Og arbejder med en langsigtet stabil forretningsmodel. Kunderne er ofte tilfredse med rådgivningen, så den personlige tillid er der, men den generelle tillid – legitimiteten – bliver i stigende grad vigtigere, fordi den personlige kontakt naturligt reduceres til fordel for den digitale.”
Og den personlige tillid kan kun genvindes eller opretholdes via konkrete handlinger og konkrete udvekslinger mellem en bestemt kunde og en bestemt rådgiver, var de begge inde på.
”Vi har fokus på at styrke kundetilfredsheden – ikke med markedsføring eller sponsering, men i konkrete kunderelationer,” sagde Michael Rasmussen.
”Kunderådgiverne skal give kunderne tryghed for, at de rådgiver i forhold til kundens behov og ikke ud fra, at bankens dækningsbidrag er højere på andre produkter.”
Da Erhvervsfilosofi.dk for nylig offentliggjorde årets ESG-rating, tallene for virksomhedernes bæredygtighed, sprang det da også i øjnene, at de store banker ikke topprioriterer forholdet til samfundet, for eksempel i form af filantropi og sponsering.
Men det er der en grund til: Tillid er noget, der skabes mellem mennesker og gennem etisk handlen.