MENU
18. December 2017

Etiske investeringsfonde slår ikke benchmark

Fagforeningsinstitut: Øget arbejdsløshed, fattigdom og indkomstulighed

26. marts 2017 Ansvar, Erhvervsfilosofi.dk #4, 2017, årgang 3, Etik, Finanssektor, Governance

Er banketik reduceret til en funktion af effektivitet?

Både Nordeas og Danske Banks modsvar på kritikken om uansvarlighed i sagen, hvor russiske kriminelle har formået at hvidvaske milliarder af kroner via de to bankers afdelinger i henholdsvis Moldova og Letland, bygger på en velkendt kommunikationsstrategi om at isolere problemstillingen. Bristen skal helst afskærmes langt væk fra den grundlæggende kultur- og etiske ledelseskrise, som Finanstilsynet ellers i ugen, inden sagen kom frem i pressen, netop understregede i sin endelige redegørelse for danske bankers involvering i Panama Papers-sagen.

I forrige udgave af Erhvervsfilosofi.dk kunne vi citere bankdirektør og chef for wealth management i Danske Bank Tonny Thierry Andersen for at spørge den finansielle sektor: ”Hvordan får den finansielle sektor sin sociale licens tilbage.”

Spørgsmålet blev mandag den 20. marts tilført foruroligende dybder, da Berlingske Business kunne offentliggøre, at det er lykkedes russiske kriminelle at hvidvaske syv milliarder kroner via konti i Danske Bank og Nordea.

Tonny Thierry Andersens gode spørgsmål blev stillet tilbage i januar under Finansforeningens traditionelle nytårsmiddag, hvor temaet var manglende tillid til den finansielle sektor. Han besvarede selv spørgsmålet ved blandt andet at pege på, at et af problemerne var, at digitaliseringen af bankydelser reducerede den personlige kontakt og intervention. Tonny Thierry Andersen refererede i den forbindelse til kontakten mellem rådgivere og kunder.

Spørgsmålet er imidlertid også, om kontakten mellem ledelseslagene, medarbejderne og samarbejdspartnere internt i de store banker er reduceret til en funktion af effektivitet, i takt med at kontroller, complianceregler og generelt øgede myndighedskrav har været stigende siden finanskrisen. Debatten om den finansielle sektors kulturelle etik og indarbejdede psykologiske logikker bliver nemlig sjældent adresseret i den danske erhvervspresse eller af de danske bankers topledere selv, når forklaringerne for systemsvigt skal frem i lyset.

Debatten om den finansielle sektors kulturelle etik og indarbejdede psykologiske logikker bliver sjældent adresseret i den danske erhvervspresse

Danske Bank bliver eksempelvis af Berlingskes erhvervskommentator Jens Chr. Hansen anerkendt for atlægge sig fladt ned” og erkende fejlene, mens Nordea identificeres som vævende om sagen. Men Jens Chr. Hansen overser, at de to bankers tilsyneladende forskellige respons repræsenterer samme afværgemanøvre, der fjerner fokus fra sektorens kulturelle og etiske problem. Danske Bank isolerer problemstillingen geografisk til Letland. Nordea isolerer svigtet til tidligere tiders mangler. Sammenhængen med organisationskultur og ledelsesetik nedtones.

Uanset karakteren af de to bankers på overfladen forskellige måder at besvare sagen vil diskursen næppe blive italesat i øverste ledelseslag som et kulturelt fælles etisk problem, der kræver fundamentalt nye tankesæt og en erkendelse af, at problemet måske vil tage en generation eller tre at løse.

Danske Bank flager – hvilket vil være Erhvervsfilosofi.dks læsere bekendt ­– med verdensmål nummer 4 om lige adgang til kvalitetsuddannelse og alles muligheder for livslang læring for, at danske børn og unge ved besked om et ansvarsfuldt forhold til penge. Et sådant ansvar i forhold finansverdens egen forvalterrolle tvinges ofte igennem med modsvaret om styrkede kontroller og fyrede mellemledere.

For den finansielle sektors topledere er det med andre ord sjældent hverken et kollektivt eller personligt ansvar for fællesskabet, der er roden til problemet, men ofte blot et lokalt problem, som kun fremtræder netop lige der eller på det givne tidspunkt.

”Vi havde på det pågældende tidspunkt i Estland ikke tilstrækkelig effektive systemer og rutiner til at sikre, at vi ikke blev misbrugt til hvidvask. Det har vi rettet op på. Vi har afviklet alle kunder, der ikke kunne dokumentere en legitim årsag til at have en konto i Estland. Som et resultat heraf er samtlige kunder – på nær én  – med relation til de pågældende transaktioner blevet afviklet. Vi har indført nye systemer og kontrolprocedurer og har desuden indsat en ny ledelse i Estland,” skriver Danske Bank i en officiel meddelelse om sagen.

Svaret synes at være mere kontrol og flere af samme slags systemer, som man allerede har, og man har skiftet lokalledelsen ud. Ikke et ord om, at det skulle være et element af et større internt moralsk fordærv eller etisk svag kultur, selv om det nok heller ikke ville være den valgte formulering, hvis det kom på tale.

Nordeas chef for privatkunder, Torben Laustsen, isolerer problemet således:

”Vi skal huske, at det her er i 2012-2014, og vi har siden 2014 investeret massivt i at få rettet op på tidligere mangler på området.”

Svulsten er altså gået i sig selv, systemer og kontroller er indført, og i dag er der så investeret massivt i netop hvidvaskning. Heller ikke fra Nordea et ord om et større internt etisk underslæb eller manglende kritisk sans.

Tillidskrisen mellem samfund og den finansielle sektor, som løbende bliver vedligeholdt af bedragere, der afslører huller i finansledelsernes manglende praktisering af etiske retningslinjer, koster ikke bare Danske Bank og Nordea, men hele sektoren kolossale mængder af både ridser i image, personaleressourcer og penge til både øgede myndighedskrav, tilsyn og skærpede retningslinjer.

En lille uge før – den 14. marts – hvidvaskningssagen kom til offentlighedens kendskab, varslede og gentog Finanstilsynet i sin endelige ’Redegørelse for undersøgelse af danske bankers involvering i Panama Papers-sagen’, at ”bankernes ledelseslag i højere grad, end tilfældet er i dag, skal sørge for, at der er en sund kultur i organisationerne. En kultur, der kontinuerligt bidrager til, at bankerne overholder deres forpligtelser efter hvidvaskloven. Dette er en driftsmæssig opgave på lige fod med andre lovkrav. Det er således ikke muligt i dag at drive et sundt og robust pengeinstitut, hvis ledelsen ikke samtidig tillægger hvidvasklovens bestemmelser betydning.

Finanstilsynets påmindelse om, at ”der ikke i fornødent omfang har været det forventede fokus i bankerne på hvidvaskreglerne og deres betydning” og at ”området ikke har været tilstrækkelig forankret i bankernes ledelser og derfor ikke prioriteret i den daglige drift”, er altså slet ikke ny. Den er blot en uddybning og gentagelse af tilsynets rapport fra juni 2016.

Bankerne frygter flere regler og skærpede kontroller, men svarer tilbage ved at gentage de samme termer og uopfindsomme tilgange til problemet, som de tidligere har adresseret spørgsmålet – at de har skærpet reglerne, indført flere systemer og strammere kontroller osv. –  og har tilsyneladende reduceret etik til en funktion af effektivitet.

Topfoto under Creative Commons-licensen.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *