MENU
17. November 2017

Er banketik reduceret til en funktion af effektivitet?

Åndens medium er stilheden

26. marts 2017 årgang 3, Erhvervsfilosofi.dk #4, 2017, årgang 3

Fagforeningsinstitut: Øget arbejdsløshed, fattigdom og indkomstulighed

Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI) har udgivet en ny årsrapport ’Benchmarking Working Europe’ med et tema, der handler om at afdække sociale kløfter på det europæiske arbejdsmarked. Rapporten kan umiddelbart tage sig ud, som om europæisk økonomi er på vej ud af krisen. Konklusionerne antyder imidlertid, at jubeloptimismen er uberettiget – arbejdsløsheden er fortsat høj.

I stedet bør det handle om inflationsbekæmpelse og en tilbagerulning af den offentlige sektor. Antallet af arbejdsløse i EU omfatter hele 20 millioner, samtidig med at beskæftigelsen er stagnerende. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at arbejdsløsheden anvendes som en krisebekæmpende løftestang, hvor et overskudsudbud af arbejdskraft, lavere lønomkostninger og en forbedret lønkonkurrenceevne skal skabe en eksportorienteret vej ud af krisen.

En stigende arbejdsløshed presser millioner af europæiske lønmodtagere ud i fattigdom

Ved at lade ’tyrkertroen’ på laissez faire-markedet dominere håber de centrale økonomisk-politiske beslutningstagere i EU på, at næste opgangsperiode snart vil sætte ind. Den økonomiske krises rensende virkninger er kendetegnet ved produktionsnedgang, koncentration af kapital på færre hænder og virksomhedslukninger.

Den øgede automatisering ved brug af kunstig intelligens og en forceret øget indvandring af uorganiseret og lavtlønnet arbejdskraft bremser lønglidningen. En stigende arbejdsløshed på grund af den teknologiske udvikling, en massiv indvandring fra udviklingsøkonomierne og en svækkelse af fagbevægelserne presser millioner af europæiske lønmodtagere ud i fattigdom. Flere og flere må tage til takke med lavtbetalt deltidsarbejde, midlertidige kontrakter og et i stigende grad amerikaniseret arbejdsmarked, hvor lønmodtagere må hutle sig igennem ved hjælp af flere deltidsjob på en gang.

Stagnation, lav økonomisk vækst og alarmerende høj arbejdsløshed

Det er EU’s fastholden af en monetaristisk og nyliberal økonomisk politik i perioden 2008-2016, der forklarer tilbagerulningen af de europæiske modeller for velfærdsstaten, ligesom deregulering og strukturreformer har resulteret i en stagnerende og manglende vækst i bnp de seneste år. En stigende arbejdsløshed, en alt for lav investeringsrate i både den private og den offentlige sektor, stagnerende lønstigninger og nedskæringer på det sociale område skaber øget fattigdom i mange af EU’s 28 medlemslande (EU28). Den keynesianske strategi, som er baseret på at lægge kapitalismen i ilttelt ved at øge den offentlige efterspørgsel, ignoreres, selv om den sammen med eksportorienteringen kunne bekæmpe arbejdsløsheden.

Konvergenskriterierne er inflationsbekæmpelse og offentlige budgetter med lave underskud; en konvergensindikator, der påbyder medlemslandene at holde arbejdsløsheden under et lavt niveau, eksisterer ikke.

I andet kvartal for 2016 lå arbejdsløsheden på 8,7 procent i EU28 – hvilket er lavere end de 10,1 procent i euroområdet. Det svarer til 20,8 millioner arbejdsløse, hvilket skal sammenholdes med en arbejdsløshed på 16,1 millioner i andet kvartal i 2008, hvor krisen satte ind. Kun syv lande – Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Storbritannien, Tyskland og Malta ­– har reduceret arbejdsløsheden i 2016 til niveauet fra før den økonomiske krise. Ser man på de enkelte medlemslande, ligger 11 lande, hovedsagelig transformationsøkonomierne i Baltikum sammen med de sydeuropæiske økonomier over de 8,7 procent.

Krisen har ramt Italien, Portugal, Frankrig, Spanien og Grækenland særdeles hårdt – især Spanien og Grækenland har alarmerende høje arbejdsløshedstal på henholdsvis 18,2 procent og 23 procent. Arbejdsløshedstallene er ganske vist en kende forbedret de seneste år, men usikkerheden, hvorvidt det er en vedvarende tendens, er fortsat til stede. Det er især de unge og de lavtuddannede, der er ramt, og det er her, man finder de langtidsledige, der er svære at sluse ind på arbejdsmarkedet.

Øget fattigdom og indkomstulighed

En stigende andel af de beskæftigede tvinges ud i deltidsarbejde på kortsigtede kontrakter og lavere indkomster. Risikoen for at blive fanget i en fattigdomsfælde øges, selv om man er i arbejde. Generelt er risikoen for fattigdom blandt beskæftigede i EU28 intensiveret i årene, efter at krisen begyndte. De beskæftigede må i stigende grad tage vikar- og deltidsarbejde. Selv om de sociale udgifter er steget, har dette ikke været nok til at opveje de negative konsekvenser af den stramme finanspolitik, der er god latin blandt borgerlige EU-politikere og -økonomer.

Fattige i beskæftigelse er et mål for andelen af beskæftigede med en husstandsindkomst, der ligger under 60 procent af den gennemsnitlige husstandsindkomst (medianindkomsten) i EU28.

Af samtlige beskæftigede var det i 2015 ca. 10 procent af de beskæftigede, der tilhørte risikogruppen af potentielt fattige, et tal, der er steget med et par procent siden 2010. Den største risikogruppe med hensyn til at havne i fattigdom var selverhvervende personer, hvor ca. 23 procent af de beskæftigede lå under 60 procent af medianindkomsten. Beskæftigede med risiko for fattigdom i deltidsjob eller midlertidige job lå hver for sig på ca. 15 procent. Selv beskæftigede med lange og mellemlange uddannelser befinder sig i risikogruppen. Generelt er risikoen for at havne som fattig i beskæftigelse steget i EU28 og eurozonen, når man sammenligner 2015 med 2010.

Det er en kendt sag, at en øget indkomstlighed har en gunstig effekt på produktion og beskæftigelse, fordi de lavere indkomstgrupper forbruger mere på den sidst tjente krone end de højere indkomstgrupper, der ikke øger sit forbrug, men sparer op og ophober rigdom. Derfor er det ikke heldigt, hvis indkomstuligheden vokser, som det er sket i EU28, siden krisen satte ind. ETUI-rapporten konkluderer, at ginikoefficienten i 2015 skabte øget ulighed i både i eurozonen og EU28.

Fald i forbruget

Arbejdsløshedstallene forklarer den stigende forarmelse af dele af den europæiske arbejdsstyrke. Den øgede indkomstulighed, faldet i lønstigningstakten og et fald i det private forbrug forstærker den økonomiske krise, fordi den samlede efterspørgsel falder. Hvis man sammenligner væksten i det private forbrug for perioden 2001-2007, før krisen satte ind, med perioden efter, ser man en vækst i det private forbrug, der ligger betydelig lavere. Det private forbrug i 2010 priser ligger for EU-området kun en smule højere i EU-økonomierne end i kriseåret 2008, hvor det først er i 2015 og i 2016, der sker en ubetydelig forøgelse.

Med vigende profitrater på grund af en fortsat automatisering, frisætning af arbejdskraft og en faldende realløn er det ikke usandsynligt, at forbruget og den samlede efterspørgsel og beskæftigelsen vil falde yderligere.

Beskæftigelsen i EU28

Den sædvanlige kakofoni af overoptimistiske danske bankøkonomer vil sikkert fokusere på, at nordeuropæiske økonomier og i den forbindelse dansk økonomi ikke er så hårdt ramt af krisen, fordi vi ligger i ly af den tyske storebror. Afhængigt af hvor stor den gensidige afhængighed er mellem landene i EU28, tilslører dette, at dansk økonomi på længere sigt også berøres af de kriseramte økonomiers importfald. Kakofonien vil sikkert også udbasunere, at andelen af EU28’s erhvervsaktive befolkning i beskæftigelse for perioden 2008-2016 viste en stigning, således at beskæftigelsesgraden for andet kvartal i 2016 lå over niveauet, før krisen satte ind i 2008.

EU’s 2020-mål opererer med en beskæftigelsesgrad på 75 procent af de erhvervsaktive personer i alderen 20 – 64 år. I andet kvartal 2016 lå tallet for EU28 på 66,6 procent, mens tallet før krisen var 65,8 procent.

Imidlertid er det værd at bemærke, at beskæftigelsesgraden varierer fra land til land. Det tilslører, at de velbeslåede økonomier i Nordeuropa tørrer krisen af på de sydeuropæiske økonomier. Beskæftigelsesudviklingen afslører en betydelig divergens på tværs af lande fra Grækenlands 52,4 procent til 74,3 procent i Tyskland og 76,7 procent i Sverige. Mellem 2013 og 2016 så alle EU-lande, undtagen Østrig, Finland, Luxembourg og Belgien, forbedringer i deres samlede beskæftigelsesfrekvens.

Men absolutte tal i halvdelen af landene viser, at situationen i 2016 var værre end før krisen. Efterspørgslen på arbejdskraft siden det første kriseår i 2008 faldt med 180.000 færre beskæftigede.

Beskæftigelsesgraden er i virkeligheden bestemt af demografiske ændringer med hensyn til befolkningens aldersmæssige sammensætning på arbejdsmarkedet. Forbedringen skyldes en nedgang i EU-befolkningens omfang. Når antallet af erhvervsaktive falder, mens beskæftigelsen ligger konstant eller stiger, kommer dette til at tage sig ud som en øget beskæftigelsesgrad.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *