Sagens kerne er, at Auriga, der ejer Cheminova, er solgt til et amerikansk selskab. Hovedaktionæren i Auriga, Aarhus Universitets Forskningsfond, har stillet forslag om, at de tidligere aktionærer bidrager med en del af salgssummen til at fjerne 110 tons gift, der stadig ligger ved høfde 41. ATP´s aktiepost på 5 procent var afgørende for, om forslaget kunne vedtages på generalforsamlingen i Auriga den 8. april i år. ATP afviste forslaget. Tilbage står derfor den moralske diskussion om, hvorvidt det er rimeligt, at ATP afviser hovedaktionæren og afskriver sig ethvert ansvar for, hvem der skal betale regningen for oprydningen.
Problemet er, at Jørgen Søndergaard understreger ATP´s moralske standpunkt i Cheminova-sagen med udgangspunkt i et etisk modstridende synspunkt. Formanden for Danmarks største pensions- og sikringsselskab modsiger nemlig sig selv, når han argumenterer for, at et moralsk ansvar kun kan gøres gældende gennem en vurdering af konsekvenserne af egne beslutninger og samtidig peger på, at ATP praktiserer aktivt samfundsansvar blandt andet gennem den førnævnte udfasning af pesticider.
Det aktive samfundsansvar i relation til pesticider forstås altså – ifølge Jørgen Søndergaard – som en handling, der rækker ud over ATP´s økonomiske interesser til gavn for mere end blot hensynet til pensionsopsparernes midler. Dette argument afviser Jørgen Søndergaard ellers pure i relation til ansvaret for oprydning ved høfde 41. Ved at fremføre, at ATP allerede har gennemført mange andre samfundsansvarlige tiltag gør Jørgen Søndergaard netop gældende, at ansvar kan vurderes på andet end konsekvenser, nemlig på handlingers motiver og værdier. Men det er altså præcis det, Jørgen Søndergaards eget argument i Cheminova-sagen udelukker.,
[quote float=”right”]Sagen kan det undre, fordi ATP udstiller organisationens samfundsansvarlige formuleringer som hule og uden reel betydning.[/quote]I interviewet udtaler Jørgen Søndergaard: ”Forudsætningen for, at man overhovedet kan begynde at tale om et moralsk ansvar, er, at man har været med til at træffe nogle beslutninger, som har ført til uhensigtsmæssige konsekvenser. I dette her tilfælde, er alle de beslutninger, der er truffet omkring høfde 42, længe før ATP investerede i selskabet.”
Den logiske konsekvens af budskabet må være, at Jørgen Søndergaard mener, at moralsk ansvar kun kan debatteres med udgangspunkt i handlingers konsekvenser. Konsekvensetikken er altså -ifølge ATP – eneste platform for debat om ansvar. Eftersom ATP ingen beslutning har taget i forhold til depotet ved høfde 42, har organisationen ifølge Jørgen Søndergaard ingen relation til konsekvensen. ATP´s holdning er således krystalklar: Ansvar har med konsekvenser at gøre – og sågar kun konsekvenser som ATP har haft direkte indflydelse på. En bleg holdning, i lyset af at etik og moral netop kan (og skal, vil mange hævde) diskuteres ud fra forskellige perspektiver – og er blevet det i flere tusinde år. Det er en helt legitim anerkendt filosofisk etisk position at argumentere for, at værdien i handlingers motiver og vilje til at gøre det gode er kriterier for ansvarlighed. Det er omvendt næppe filosofisk acceptabelt at opstille ensidige betingelser for, hvornår et ansvar overhovedet kan debatteres.
Jørgen Søndergaard har besynderlige strenge krav til, hvornår ”man overhovedet kan begynde at tale om et moralsk ansvar.” Et af Jørgen Søndergaards krav er, at ansvar er bundet til konkret egenbeslutning. Men Jørgen Søndergaard glemmer den pointe i argumentationen i forhold til pesticidudfasningen. Jørgen Søndergaard tager med andre ord gerne æren for Cheminovas samfundssind uden at have været en del af den pågældende beslutningsproces. Æren for den bedrift benytter han så til at afskrive sig ansvar på et andet område med selvsamme forklaring om manglende andel i beslutningsprocessen.
Sagen kan undre, fordi ATP udstiller organisationens samfundsansvarlige formuleringer som hule og uden reel betydning. ATP har en velbeskrevet CSR-strategi, hvor der blandt andet står: ”I forlængelse af det fokus på miljø og klima, som ATP har som investor, er det naturligt også at have fokus på bæredygtig forvaltning af ressourcer i ATP’s egen husholdning og indkøb.” Cheminova er ikke længere en del af ATP´s ”husholdning”. Men det var det indtil i sidste måned, og overdragelsen af Cheminova til det amerikanske selskab FMC Corporation kan næppe kategoriseres under overskriften ”bæredygtig forvaltning”.
ATP/Cheminova-sagen viser desværre, at selv fællesskabets pensionsforvalter er styret efter kortsigtet performance og økonomiske her-og-nu-resultater. Et ophøjet mål, der er blind for både fremtidige generationers liv og viljen til for beskedne økonomiske ressourcer at være rollemodel ”for at gå nye veje og sætte nye standarder” – for nu at citere ATP´s egen ambition for samfundsansvar. Sindelaget har trange kår i Danmarks største pensions- og sikringsselskab og sagen viser med al tydlighed den genkendelige tendens, at økonomiske interesser som hovedregel accepteres som et argument for at afvise et samfundsansvar.
[box]Jørgen Søndergards kommentar til artiklen“I ATP er vi enige i, det er en god sag at rydde op på Harboøre Tange. Sagen er bare, at der ligger en klar dom fra 1987, der siger, Auriga ikke har pligt til at betale for oprydning. Det vil sige, at oprydningen er det offentliges ansvar. Forureningen skete, 20 år før ATP blev medejer. Da forureningen skete, var Forskningsfonden eneejer. Uanset hvor stor sympati man kan have for sagen, er formålet med ATP at give medlemmerne de bedst mulige pensioner. ATP må derfor ikke bruge medlemmernes pensionskroner til andet end det, der er formålet med ATP. Derudover står jeg ved mit synspunkt om moralsk ansvar, der er beskrevet i artiklen i Jyllands-Posten.”[/box]