Boganmeldelse

Verdensborgeren – pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede.  af Peter KempVerdensborgeren – pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede. af Peter Kemp

Hans Reitzels forlag,
2013 reviderede og opdaterede udgave, 1. oplag 299 sider
Kr. 349,-

Anemeldelse af  Vanessa Laura Bowns Poulsen, stud.pæd.fil., Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Kilde: Dansk Filosofisk Selskab

Intro og sigte

[dropcap]P[/dropcap]eter Kemp udgav i 2005 Verdensborgeren – som pædagogisk ideal. I forordet til denne anden udgave pointerer forfatteren, hvad hans oprindelige sigte var, og hvorledes han i den nye udgave har udbygget sin idé. Værket fra 2005 havde et særligt fokus på den pædagogiske modstand mod verdensborgertanken, som Kemp så den udfolde sig i den nationalt orienterede skole. Endvidere havde bogen et fokus på den politiske modstand mod verdensborgertanken, som viste sig i den imperialistiske eller absolutte nationalstat. Ifølge Kemp forældede ideer i en globaliseret verden.

Anden udgave fokuserer desuden på den øgede markedstænkning og konkurrence, som ifølge forfatteren har vist sig at være en langt mere drabelig modstander af verdensborgeren, da markedstænkeren på trods af at være global kun er indstillet på at løse fælles globale problemer, såfremt det gavner ham selv i konkurrencen. Som titlen afslører, er verdensborgeren et ideal. Og holdningen i bogen er den, at det er verdensborgeren, der vil kunne imødegå nogle af de globale udfordringer, verden står over for. Ulrich Beck beskrives som inspirationskilde ligesom David Held, der er forfatter til bogen Demokrati og global orden: Fra den moderne stat til verdensborgerligt styre.

[quote float=”left”]Som værk tager Verdensborgeren et vigtigt og spændende emne op med dets fokus på planetens bæredygtighed og i bestræbelsen på at finde veje til skabelse af et fremtidigt øget globalt etisk-politisk fællesskab og samarbejde[/quote]

Kemp mener at kunne tilføje det pædagogiske perspektiv. Forfatterens oprindelige sigte var at vække det danske uddannelsessystem til bevidsthed og at få sat fokus på en dannelse og uddannelse, som ikke blot kunne hvile på danske værdier. Kemp minder os om, at vi må se begrebet verdensborger i en nutidig kontekst, hvor det er nødvendigt at forholde sig til store globale problemer vedrørende økonomi, kultur og miljø. Verdensborgerens sigte er en bæredygtig verden for de fremtidige generationer. Der foretages i bogen en analyse af forholdet mellem individ og stat, hvor forfatteren tager afstand fra både ekstrem individualisme og blind statsdyrkelse for i stedet at fremhæve det frie individ, som både er statsborger og verdensborger.

Kemp påpeger, hvordan verdensomspændende solidaritet ved diverse naturkatastrofer, hvad enten de er forårsaget af naturen alene eller er en følge af konkurrencesamfundets hensynsløshed, viser os, at vi er verdensborgere på en klode med en fælles skæbne. Vi kan vælge at skyde verdensborgerskabet fra os og holde fokus på vores eget liv. Kemp vil påvise, at de store fælles, globale problemer kun kan løses ved, at vi lever og handler som verdensborgere.

Bogens tre dele

I bogens første del, Udfordringerne, sættes der fokus på de udfordringer, som ifølge forfatteren er de mest graverende, vi som menneskehed nu og i fremtiden står over for. Herunder globaliseringens tvetydighed, der på den ene side udsletter det menneskelige individs muligheder, idet dets handlinger er bestemt andetsteds fra, og på den anden side styrker individets muligheder for udfoldelse og gensidig berigelse (s. 34). Forfatteren betvivler, hvorvidt vi kan bryste os af at leve i et vidensamfund, når børnene blot lærer, ”hvordan man kan klare sig i verden…”, men ikke ”hvordan man kan bidrage til at verden klarer sig” (s. 44). Den danske skole kritiseres for en at lægge vægt på faglighed frem for almendannelse, ligesom den berejste verdensmand kritiseres for ikke at kunne gøre det ud for verdensborgerens globale ansvarlighed i solidaritet med de fremmede i et verdensborgerligt skæbnefællesskab (s. 45). Kemp er kritisk over for ideen fremsat af visse økonomer om, at det globale marked skulle være en form for naturtilstand, som de nationale økonomier bør tilpasse sig (s. 47). De politiske og økonomiske realiteter vedrørende globaliseringen bliver skitseret, og der trækkes i særlig grad på økonomer og sociologer, blandt andre Susan Strange, Robert Boyer, Giddens og Ulrich Beck.

Nationen som idé tages op til refleksion, og forfatteren påpeger, hvordan nationer på den ene side skaber en modstand mod ”overnationale instanser, der vil begrænse det nationale livs udfoldelse…”, men samtidig motiverer til ”… oprettelse og opretholdelse af internationale eller tværnationale institutioner, der kan beskytte det regionale og nationale imod tværnationale magter…” (s. 54) Kemp ønsker at illustrere, hvorledes modsigelsen er en dobbelthed, der ikke behøver at være identisk med en selvmodsigelse. I sin argumentation trækker forfatteren især på de tyske idealister og franske oplysningsfilosoffer. Kemp forsvarer især Fichte, som gøres til forbillede for et opdragelsesideal, der tilstræber opdragelsen til det samfundsmæssige menneske, hvor den faste vilje frem for den frie vilje tilstræbes i et samfund, hvor mennesket skal ses som art og ikke som enkeltindivid (s. 64). Der tales for et Europa, hvor nationalstaterne i stedet for at være ekspansionistiske stater med et imperialistisk udsyn må styrke deres kulturelle karakterer, adfærd og erindringer og i deres forskellighed berige menneskehedens kultur, som Kemp formulerer det (s. 71). Forfatteren er særlig kritisk over for den amerikanske patriotisme samt tendensen til at undervurdere nødvendigheden af borgerens kendskab til andre kulturer og i stedet ville lade verdens ledere være forbilleder for skabelse af aftaler om en minimal fælles moral (s. 73). Læseren præsenteres for et ideal, hvor dialog mellem kulturer ikke blot i form af udveksling af informationer på et teknisk plan, men i en åbenhed over for den andens overbevisninger finder sted (s. 75).

Forfatteren fremhæver klodens fremtidige bæredygtighed som en tredje udfordring. Menneskeskabte vilkår som forurening, udpining og global opvarmning samt de konsekvenser, som disse socialt og materielt medfører, kræver foruden viden først og fremmest en etisk tilgang, hvilket i sig selv indebærer et ideal om social retfærdighed. Desuden fremhæver forfatteren behovet for en forsigtighed over for naturen, nødvendige økonomiske beregninger, i forhold til hvor meget miljøet kan belastes, og sidst, men ikke mindst, en retslig bæredygtighed. Til understøttelse af sit ideal bruger Kemp den såkaldte Brundtlandrapport fra 1987 fremlagt af FN’s Verdenskommission for Miljø og Udvikling (s. 84). Forfatteren påpeger vigtigheden af det nutidige menneskes eftermæle i fremtidige generationer. Med reference til Lévinas understreges hensynet til ”den anden” og ”den andens” rettigheder, som det andet menneske og alt levende nu og i fremtiden (s. 98). Forfatteren påpeger problemet i en tendens, hvor man nøjes med at tænke på sin egen families nærmeste generationer frem for fremtidens (s. 101). Forfatteren hævder, at der er et behov for en global retsorden, som til trods for ofte kun at sikre social fred midlertidigt alligevel kan være med til at angive retningen for udviklingen (s. 101). Forfatteren omtaler selv sin vision som utopisk, men understreger også med inspiration fra Kant, at utopier ikke kan gennemføres hen over hovedet på folk, men derimod skal fungere som en gradvis reform, en ledestjerne, for at undgå, at det ender i revolution og kamp. ”Ansvaret for en bæredygtig udvikling må være båret af en utopi om en mere ansvarlig verden, hvor verdensborgeren er det alment gyldige pædagogiske ideal” (s. 108).

I anden del, Historien, foretager Kemp en historisk analyse af verdensborgerbegrebets udvikling. Læseren får et overblik over forskellige historiske tolkninger af ideen om verdensborgeren, samtidig med at forfatteren ønsker at konkretisere kernen i ideen.

”Ideen om verdensborgeren udspringer af en drøm om et universelt menneskeligt fællesskab i én og samme verden” (s. 111) Læseren føres i store træk fra den stoiske idé over den kristne til den moderne idé om verdensborgeren, repræsenteret af Kant som ”en figur for en forestilling om en fredelig verden, hvori alle er indgået i et fællesskab” (s. 137). Kant er hovedfigur i fremstillingen af den moderne verdensborger. Hovedtrækkene i hans praktiske filosofi, herunder det kategoriske imperativ, bliver anskueliggjort, og forfatteren udlægger en længere og fyldestgørende præsentation af Kants retsfilosofi, herunder privatretten, den offentlige ret og den internationale ret.

Forfatteren mener, at verdensborgerideen, på trods af at det kan forekomme højtflyvende og urealistisk i henhold til for eksempel Rawls, er nødvendig, hvis økonomiske, sociale og kulturelle spørgsmål, der angår vores sameksistens, skal kunne imødekommes.

I tredje og sidste del af bogen, Opgaven, præsenteres forfatterens bud på, hvorledes verdensborgeren kan vækkes til live i vores samfund. Begrebet dannelse bliver belyst og fremhævet som vigtigt for et samfund, hvor mennesket skal lære at tænke frem for ukritisk at godtage viden, det ikke selv har efterprøvet. En tendens, der ifølge forfatteren synes at præge vores samfund med dets præference for kompetencegivende uddannelse (s. 166). Kemp understreger det store og uudskiftelige ansvar, der ligger hos pædagogen og læreren for dannelse og uddannelse af børnene, og han retter en kritik imod den pædagogik, der overlader hele ansvaret til barnet selv (s. 174).

Forfatteren går nærmere ind i den pædagogiske filosofis rolle som humanistisk videnskab og påpeger, hvorledes denne, ud over at den bør udfoldes i alle sammenhænge, hvor der samtales om dannelse og uddannelse, skal optræde som videnskab på universitetet med nogle helt særlige overordnede retningslinjer, som består i at skabe bevidsthed på forskellige planer. Kemp hævder at kunne afsløre hemmeligheden bag den pædagogiske formidling, der skal lære os at blive verdensborgere (s. 185). Begrebet mimesis bliver af forfatteren fremhævet som et vigtigt, men ofte fraværende eller fravalgt og udskældt element i den nutidige undervisning og pædagogik. Kemp ønsker, at vi skal tilbage til anerkendelsen af den mimetiske dannelse ved den lille forførelse, som bringer os til at overtage mesterens indsigt og tankegang, og som lader os føle tillid til, at mesteren besidder en erfaring, vi kan lære noget af i stedet for at gøre dennes autoritet til en figur for overmagt (s. 215).

Forfatteren argumenterer for, at samfundet har behov for en pædagogisk filosofi, og han illustrerer med referencer til nutidige pædagogiske tænkeres rolle i forhold til den pædagogiske hermeneutik, hvordan denne kan blive hermeneutisk. Der refereres til både Rousseau, Kant og Herbart i hævdelsen af, at pædagogisk filosofi ikke behøver at have rod i pædagogisk erfaring, men at det er en kunst i form af filosofisk hermeneutik.

I sidste kapitel af bogen fremhæver forfatteren, at verdensborgerskabet i dag handler om at være borger i globaliseringens tidsalder. Ikke gennem et religiøst men gennem et politisk fællesskab. Der rettes en samfundskritik mod den afgørende ændring af statsform og identitetsdannelse, som Kemp har været vidne til inden for de sidste 15 til 20 år: Vejen fra velfærdsstatens rettighedstænkning til konkurrencestatens pligttænkning, der gør borgeren til en tjener, som først og fremmest skal bidrage til at styrke nationen på det globale marked. Forfatteren ønsker os væk fra en idé om, at dannelse som meningsdannelse og politisk korrekthed kan gå forud for eller erstatte dannelsen af et fælles liv (s. 250). Der rettes en skarp kritik mod den øgede statskontrol af centre og råd samt tendensen til at lade de såkaldte eksperter, ”forklædt som spindoktorer” dominere den offentlige meningsdannelse, da disse, ifølge Kemp, er endnu mere i politikernes magt end hidtidige eksperter. Forfatteren fremhæver, hvordan staten som den højeste dannelsesfaktor i løbet af det 20. århundrede viste sig utroværdig, ikke mindst ved de rædsler Hitlers og Stalins regimer afstedkom. Heller ikke USA går i denne henseende fri af kritik. Et eksempel, som forfatteren drager frem, er Irakkrigen, som blev erklæret på falsk grundlag med et ærinde om at afsætte en diktator blot for at indføre et demokrati ud fra eget billede. Manglen på respekt for international ret er et af kernepunkterne i kritikken. Forfatteren finder, at sammenhængen mellem opdragelseskunst og regeringskunst lægger et ansvar på den politiske magt, og han påpeger vigtigheden af, at magten i en nation ikke underminerer internationale vedtægter og således er med til at underminere folkets moralske samvittighed. Kemp rejser en skarp kritik af magten i dansk politik. Politikerne beskyldes for ikke at tage deres ansvar alvorligt, når de leverer en sandhed med modifikationer eller direkte lyver over for folket og således skaber mistillid, undergraver moralen og destruerer den mimesistanke, der styrker folkets holdninger i en tiltro til autoritetens viden og udsagn.

Forfatteren taler med inspiration fra Kant for, at man som menneskeligt fornuftsvæsen altid må handle således, at man respekterer ethvert menneske, sig selv eller en anden som rationel skabning (s. 260) og således om nødvendigt må sætte sig op imod staten. Ifølge Kemp er det i erindringen om befrielsen fra en fælles lidelse, at vi som mennesker kan stå sammen og blive verdensborgere. Kemp argumenterer for, at dannelsen af den europæiske union, såfremt den forbliver en beskyttelse af de enkelte landes særpræg, traditioner og institutioner (s. 267), kunne fungere som ”en model for struktureringen af hele det kosmopolitiske verdensfællesskab, der som enheden af forskellige kulturer i en fælles international retsorden bør være vores højeste politiske ideal” (s. 268). Dannelse til demokrati skal ifølge Kemp være hermeneutisk, da det er i fortolkningernes verden, at vi anerkender forskelligheder (s. 269), og via gennemlevede konflikter, vi formår at opretholde mangfoldigheden.

Som en afslutning på bogen udtrykker forfatteren, hvad han oplever som en uhyggelig grad af mangel på respekt for hinandens forskelle i den verden, vi i dag befinder os i, samt mangel på mod til dialog mellem kulturer i et fælles verdensborgerligt liv. Verdensborgeren er et ideal, og Kemp konstaterer selv, at idealet nok aldrig vil kunne realiseres til fulde. Det er dog heller ikke noget, han mener, at vi nødvendigvis skal tilstræbe, da en fuld realisering også indebærer en risiko for et verdensdiktatur. Kemp bifalder dog en international retsorden og internationale institutioner til fastholdelse af et humant dannelsesideal for alle uddannelser samt den pædagogiske filosofis refleksion og afklaring som bidrag til det verdensborgerlige selv.

Kemp konkluderer, at den gode elev i globaliseringens tidsalder er verdensborgeren, der virkeliggør den perfekte mimesis og stiller krav til en undervisning, der skal åbne for nye horisonter frem for at holde sig til snæver faglig viden og krav om eftersnakken. Endvidere vil den gode elev med sit globale samfundssind have mod til at rejse kritik af staten, i tilfælde af at denne svigter. Verdensborgeren er figuren, der står midt imellem individualisme og statsdyrkelse, og som med global opmærksomhed vil bidrage til mere fred i verden.

Som værk tager Verdensborgeren et vigtigt og spændende emne op med sit fokus på planetens bæredygtighed og i bestræbelsen på at finde veje til skabelse af et fremtidigt øget globalt etisk-politisk fællesskab og samarbejde. Bogen er umiddelbart godt struktureret og logisk bygget op, ligesom den er skrevet i et godt og livligt sprog. Ved nærmere læsning synes der dog ikke at være en klar sammenhæng mellem de tre afsnit, ligesom kapitlerne inden for de tre dele sommetider bevæger sig ud på områder, hvor der bliver gået for meget i detaljer eller bliver favnet for bredt. Kemp lægger ikke skjul på, at bogen er værdiladet, hvilket da også giver den et personligt præg og en gejst, som man ikke ofte oplever i nutidig faglitteratur. Dette finder jeg både modigt og beundringsværdigt. Ikke desto mindre bliver bogen flere steder så værdiladet og så sikker på egne holdninger, at blandt andet valget af enkelte af de filosofiske teorier, der refereres til, kan virke som forceret understøttelse af argumentationen. Verdensborgeren er for mig at se et vigtigt ideal, og bogen vakte uden tvivl inspiration.

Skriv et svar