Ifølge EU hindrer Googles dominerende position på internettet andre aktørers adgang til markedet, da de – Google – kan udelukke konkurrenter ved at henvise til egne tjenester blandt andet via deres søgemaskine. Hvis anklagen er sand, kræver det en kritisk tilgang, eftersom de fleste af EU’s virksomheder og borgere er brugere af Googles tjenester, og det aldrig er en uforbeholden adgang til information, Google udbyder, men en adgang betinget af firmaets interesser.
[quote float=”left”]Med en liberal forståelse af økonomiens mekanismer, hvor statslige organer ikke er endemål, men midler til at skabe de bedste betingelser for økonomisk vækst, bliver den transnationale diskussionen om EU’s indblanding i Googles markedsposition en diskussion om markedets selvregulering.[/quote]Adam Smith, der oprindelig var moralfilosof, skrev i sit værk The Wealth of Nations i 1776 om markedsmekanismerne og bidrog til at gøre den moderne økonomi til en selvstændig samfundsvidenskabelig disciplin. Smith formulerede mekanismerne bag den usynlige hånd, der kom til at ligge til grund for det selvregulerende marked – herunder ikke mindt den etiske retfærdiggørelse for den enkeltes forfølgelse af egen vinding, ud fra den betragtning, at dette ultimativt kommer fællesskabet til gode. Smith formulerede det selv således: “By pursuing his own interest, he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it.”
Der stilles i dag mange spørgsmål ved det frie marked som en naturlig effektiv garant for forøgelsen af den fælles velfærd igennem individets forfølgelse af egne interesser. Thomas Piketty påpeger, at kapitalismen i grove træk skaber større ulighed, hvorfor den usynlige hånd nu – stik imod Adams Smiths antagelser – synes at understøtte de kapitalstærke og undertrykke dem med færre besiddelser end flertallet.
[quote float=”right”]Der er i dag kommet et større fokus på synligheden af vores færden på nettet. Men internettets platforme mangler transparens, og som bruger af Googles søgemaskine ved vi ikke, hvorfor vi præsenteres for de søgeresultater, Google udvælger.[/quote]Margrethe Vestagers udmelding om udelukkende at behandle sagen mod Google som en konkurrencesag, gør sagen til et spørgsmål om rimeligheden i Googles dominerende markedsposition i Europa, navnlig når Google potentielt kan bruge sin position til at fremme egne produkter. Google har en fordel, når de bevæger sig ind på nye markeder. Googles tjenester, hvor nogle har tilnærmelsesvis de facto-monopol i EU – ni af ti søgninger er googlesøgninger – er af vital karakter for andre markeder og virksomheder. Men anklagen er, at Google fremmer egne produkter og sorterer konkurrenterne fra, når forbrugeren bruger Googles tjenester.
Det aktuelle marked er svært overskueligt. Men hvad angår etisk retfærdiggørelse af de økonomiske politikker eller mangel på samme, henvises der til de selvregulerende markedsmekanismer, der gerne skulle herske på et frit marked. Med en liberal forståelse af økonomiens mekanismer, hvor statslige organer ikke er endemål, men midler til at skabe de bedste betingelser for økonomisk vækst, bliver den transnationale diskussion om EU’s indblanding i Googles markedsposition en diskussion om markedets selvregulering. Og en diskussion om, hvorvidt den enkelte aktørs forfølgelse af egne interesser kommer fællesskabet til gode.
Det frie marked har i dag indtaget en plads som kontingensformel – en begrundelse, som man antager, at der er enighed om, og som derfor ikke behøver videre refleksion. Markedets naturlighed som sandhedssiger og den økonomiske forståelse af et marked med konkurrence gør, at interventioner i markedet er ilde set med liberale øjne. Men Google-sagen er et eksempel på, at et liberalt markedet bringes i ubalance, og at Googles dominerende position kræver “ikkeliberal” indgriben, som gør det muligt for andre virksomheder at etablere sig
Med Vestagers beslutning om at lægge sag an mod Google bliver linjerne trukket op mellem det frie marked og overstatslig intervention. EU’s argument lyder, at det frie marked ikke længere eksisterer, hvad angår udbuddet af søgemaskiner i Europa, da der ikke længere er konkurrence under Googles monopoldannelse. Det etiske fundament eksisterer stadig – den enkeltes intentioner skal promovere samfundets intentioner. Men det kræver en overstatslig intervention på et globalt marked, der i dag fremstår uoverskueligt, når firmaer som Google afhænger af den enkelte persons valg om at bruge deres søgemaskine.
Google forsvarer sig med, at de eksisterende henvisninger gennem deres søgemaskine er med til at fremme salget hos andre firmaer. Men diskussionen handler mindre om indtjening end den handler om princippet i, at andre aktører på internettet er delvis afhængige af Googles henvisninger.
Problematikken angående forbrugerens frie valg på et gennemsigtigt marked er i internettets tidsalder blot en endnu større abstraktion end tidligere. Med internettets muligheder for global handel kan sager som den aktuelle blive en nødvendighed for at bibeholde et marked, der kun bliver mere komplekst. EU’s etablerede rettigheder og reguleringer risikerer at blive undermineret af markedet, hvis ikke sagerne mod virksomheder som Google forfølges konsekvent. Og med en samhandelsaftale med USA, også kaldet T-TIP, kan EU se sig nødsaget til at stå fast på sin ret til at regulere markedet.
Googles dominerende position har andre følger end de udelukkende markedsrelaterede for den enkelte internetbruger. At brugernes netadfærd tilpasses Googles tjenester bliver et yderligere argument for at begrænse Googles egenhenvisning.
Der er i dag større fokus på synligheden af vores netfærden på nettet. Men internettets platforme mangler transparens, og som bruger af Googles søgemaskine ved vi ikke, hvorfor vi præsenteres for de søgeresultater, Google udvælger. Google er nødsaget til at sortere fra og fremhæve i internettets enorme datamængder og gør dette ud fra en subjektiv ikketransparent selektivitet. Google er et privat firma, der kan forme deres algoritmer, som de vil – når Google er den primære indgang til den information, vi henter fra nettet, bliver det således kontroversielt. Resultatet er, at vi som internetbrugere ikke får en uforbeholden indgang til information, men en indgang baseret på en enkelt virksomheds monetære interesser, medmindre den enkelte bruger opbygger et kritisk beredskab i sin netadfærd.
Google forsvarer sig mod anklageren med at henvise til andre søgemaskiner såsom Bing, Yahoo og Duckduckgo. Men det er svært at argumentere mod virksomhedens indflydelse på vores netfærden, og Googles argument om, at udvalget af alternative søgemaskiner ikke er problemet, klinger hult. I kraft af Googles medskabende rolle i vores internetkultur kræver det oplysning og regulering, før brugerne ændrer vaner og ”søger” andre steder hen, da vi hverken har kompetencerne eller tiden til at forholde os kritiske i forbindelse med hver eneste søgning. Markedskræfterne dikterer valget af bedste og billigste udbyder. Men det kræver en intervention i markedet fra EU: Muligheden for at vælge en anden udbyder eksisterer, men begrænses af Googles dominans.
Se også:
Google eget syn på sagen
EU´s pressemeddelelse om sagen