Skønt ledelsesindustrien de seneste år er vokset markant, præsterer dagens ledere ikke tilsvarende bedre. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaldte 90’erne for moralens årti. På CBS i København udviklede Ole Thyssen sammen med kolleger et etisk regnskab. Værdiledelse og ledelsesfilosofier så dagens lys i denne periode. Nu, mere end tyve år senere, står erhvervslivet stadigvæk over for samme problem: Hvordan leder man ansvarligt?
[quote float=”left”]En af de væsentligste udfordringer ligger i at gentænke forholdet mellem profit og værdi[/quote]I dag skal en leder ikke kun udvise ansvar over for interessenter – både lokalt og globalt. En leder bør udvise ansvar over for alt. Alt hænger sammen. Presset er vokset. Værdierne er ikke længere kun instrumenter til at fremme en bæredygtig og ansvarlig profit; værdier er blevet indlejret i markeder og ledelseshandlinger, og spørgmål, om en leder fremmer verdensfreden, den samlede lykke eller en større biodiversitet, fremkommer oftere og mere synligt. Kravene er vokset. Af samme grund er det blevet sværere at undervise ledere, fordi ledelse i højere grad handler om ansvar og værdier end om håndteringen af forskellige modeller og værktøjer.
Inden vi smider håndklædet i ringen, er der er ting, som er vigtig. Selv om nogle af os ikke ser os selv som formelle ledere af titel, leder de fleste af os alligevel. Jeg er ikke leder, men en gang imellem tager jeg beslutninger i min familie. Pointen er, at vi har forsømt at se ledelse i en bredere kontekst end omkring det mørke mahognibord. Ledelse er en dagligdagserfaring for alle mennesker. Tænk på familien, der skal beslutte, hvor deres børn skal gå i skole, eller om de skal vaccineres. Her er der noget på spil, som ingen ledelsesmodel synes at indfange. Og det er netop det, som ledelsesundervisningen har forsømt.
[quote float=”right”]Der kommer et tidspunkt i enhver leders liv, hvor han eller hun må følge sin intuition snarere end at læne sig op ad Aristoteles’ dyder, Kants pligtetik eller Porters five forces[/quote]Der kommer et tidspunkt i enhver leders liv, hvor han eller hun må følge sin intuition snarere end læne sig op ad Aristoteles’ dyder, Kants pligtetik eller Porters five forces. Ifølge Kellerman, vurderes dagens ledere på to kriterier: etik og effektivitet. En god leder er etisk og effektiv, mens en dårlig leder er uetisk og ineffektiv. Det er så simpelt, skriver hun, at det er problematisk.
En af de væsentligste udfordringer ligger i at gentænke forholdet mellem profit og værdi. Ofte står disse i kontrast til hinanden, f.eks. i antagelsen af at penge spolerer enhver etik. Mennesket er ikke kun potentielt egoistisk, men også empatisk og medfølende; det perspektiv må involveres i gentænkningen.
Hvad kræves der af den moderne leder? Åbenhed, som kræver mod, fordi åbenhed ikke fortæller, hvad lederen skal gøre. Snarere åbner det lederens tanker for alle mulige perspektiver, hvorved lederen kan tænke mere klart med hensyn til, hvad han eller hun kan gøre. Præmissen er, at alt er forbundet. Enhver mental aktivitet opstår på grund af indbyrdes forbundne processer. Ingen tænker helt alene; ingen beslutter sig alene, selv om visse ledere sagtens kan føle sig ensomme, fordi de må eksekvere beslutningen alene.
En virksomheds eller en leders grænser, identitet og sociale ansvar forandrer sig konstant. Enhver leder og medarbejder påvirkes af det forhold, at de er indbyrdes forbundne. Hvad betyder det for ansvaret? At vi alle sammen er ansvarlige for stress og ulighed blandt kønnene, fordi vi er sansende og følsomme mennesker. Det etiske dilemma er, at lederen må tage ansvar for noget, som han eller hun måske ikke kan se, f.eks. stress og ulighed. En etisk beslutning behøver ikke at referere til en model, men snarere sikre, at man handler overens med det, som man i egenskab af at være et menneske både føler, sanser, erfarer og ved er forkert. At en mand skal tjene mere, fordi han er mand, er et eksempel på et argument, der er så dårligt, at man ikke kan undgå at føle et vist ansvar for at elimere det. At en medarbejder ”bare” skal tage ansvar for sin egen selvledelse og derved undgå at blive ramt af stress, er et tåbeligt argument. Ingen er fuldstændig suveræn og upåvirkelig med hensyn til de normer, idealer og magtforhold, som florerer i enhver social kontekst. Ledelsespraksissen er baseret på den til enhver tid tilgængelige viden, f.eks. den, der siger, at ingen er en bedre leder i kraft af kønnet. Eller den, der siger, at mennesket ikke er autonomt.
Åbenhed medfører, at ingen bestemt position eller identitet favoriseres. Hvordan kan lederen åbne sig? Svaret finder vi ikke hos Kellerman. Hun er for skeptisk over for lederen, men understreger, at en bedre balance mellem leder og deltagere er nødvendig. En leder må lede på alles vegne, hvilket sker ved at lede fra en position, som reelt ikke er – eller i det mindste flygtig og i konstant bevægelse.
En åben leder er empatisk og medfølende. Selv om lærerbøger i økonomi elsker at tale om økonomi som en socialdarwinistisk disciplin, hvor kun den stærkeste overlever, er dette billede naivt. Arbejdsdeling, som allerede Adam Smith talte om, er et klassisk eksempel på gensidighed, hvor alle kan komplementere hinanden. Disse tanker blev senere udviklet af filosoffen Hegel og sociologen Durkheim, hvorved det sociale overvandt det stramme fokus på individet. Den stærkeste overlever ikke. Det gør de mest medfølende. Vi behøver hinanden. Der er mennesker, måske vores nærmeste kollega, som ikke kan overleve på arbejdsmarkedet, hvis ikke vi udviser omsorg og pleje. Der kan være dygtige og kompetente medarbejdere, som er nødvendige for virksomhedens fremtid, men som ikke kan levere, hvis ikke en leder sørger for at skabe trygge rammer, hvor denne kan udfolde sig.
En åben leder besidder modet til at lede efter forholdene. Ligesom de af os, der har kørekort, har lært at køre efter forholdene. Fremtidens leder er alle. Alle må lære at tage vare på hinanden, fordi alt hænger sammen. De andre er allerede del af mig. Det er en erkendelse, som det kan være svært at formidle i ledelsesundervisningen. Medmindre undervisningen i ledelse bliver mere beslægtet med humanistisk dannelse.
[box]Artiklen er skrevet af Finn Janning, filosof, forfatter og ph.d.[/box]