Økonomiske kriser er ved at være et tilbagevendende fænomen, og der er tegn på bekymring når økonomiske og – ofte i forlængelse heraf – klimarelaterede problemer bliver debatteret. Med den eksponentielle udvikling inden for teknologi- og miljøpåvirkning er der behov for stærke og anderledes tiltag, hvis vi skal sikre en velfærd med forankring i sociale- og miljøbevidste strukturer.
[quote float=”left”]Prestige og ære vindes gennem gavmildhed frem for mængden af goder[/quote]En potentiel løsning er deleøkonomien, der af mange forkyndes som fremtidens marked. Den vedhæftes prædikater som ”altruistisk”, ”solidarisk” og ”bæredygtig”. I etnografiske studier findes en sådan økonomisk form allerede i såkaldte traditionelle samfund. Her er homo oeconomicus erstattet af homo reciprocans, det reciprokke menneske, der motiveres af fællesskabet, samarbejdet og vedligeholdelse af miljøet.
Deleøkonomi og Borneos agerbrugskultur
I deleøkonomiens idealiserede form er det det reciprokke menneske, der figurerer. Fælles for begge idealtyper, reciprocans og oeconomicus, er, at de indeholder nogle forskellige systemer. Mødet mellem disse udfoldes i udformningen af samtidens delevirksomheder, men en parallel kan også drages til eksempelvis Borneos agerbrugskultur. I det sydøstasiatiske opland bor den indfødte befolkningsgruppe dayakerne. Dayak, hvilket på de indfødtes sprog betyder ”menneske”, er en samlebetegnelse for over 200 etniske undergrupper hjemmehørende på Borneo.
De flestes hovedproduktion og dermed kilden til deres økonomi og fysiske underhold er risdyrkning igennem svedjebrug. Organisationsformen er gensidig arbejdshjælp, ligesom distributionsformen er gensidig udveksling. De forskellige husholdninger ned til den sociale mindsteenhed arbejder og deler på kryds og tværs. Det skaber et egalitært (stræben efter lighed) samfund, hvor slægtskabsforholdene i sprog og praksis rækker længere end til blodets bånd.
Dette reciprokke udvekslingssystem har skabt et velbespist og kulturelt rigt samfund, der igennem samfundsordineret altruisme er velpolstret mod trængselstid og radikale vejrforhold. Det må for markedsøkonomisk logik virke irrationelt, at man ikke akkumulerer afgrøderne og sparer op til de trænge tider, men for dayakerne forholder det sig modsat. For prestige og ære vindes igennem gavmildhed frem for mængden af goder.
Det reciprokke delefællesskab
Som i mange andre tilfælde holdt den globale økonomi også sit indtog i Borneo, fordrede effektivisering, flere handelsvarer og anderledes distributionssystem. Når afgrødernes brugs- og socialværdi mindskes til gavn for den markedsdominerede bytteværdi, vil der blive solgt ud frem for at blive redistribueret. Dette havde negative konsekvenser for slægtskabsforhold husholdene imellem, og hvor samarbejdsvillighed før klarede trængselstid og klimatiske udsving, blev det handelsafhængige underhold nu gjort inkonsistent ved at indskrænke tilliden til en mindre socialsfære.
Deleøkonomien kan ses som et forsøg på en vestlig tilbagevending til det samarbejdsvillige fællesskab, der producerer og distribuerer ydelser på en social ressourcebesparende måde.Det kræver dog tillid, for at udveksling i et sådan økonomisk fællesskab kan baseres på brugs- og socialværdi og dermed afstandstagen til markedets bytteværdi. I disse år ses deleøkonomiske tiltag i form af eksempelvis udlejningstjenester mest som en udbyttemaksimering, hvor tilliden er betinget af den økonomiske transaktion.
Hvis deleøkonomier skal kunne rodfæste sig, skal de opbygges igennem vedvarende transaktioner i en balanceret gensidighed. Man kan tage ved lære af Borneos indfødte, hvor udvekslinger bunder i og reguleres af de andre sociale institutioner, hvormed delefællesskabet kan beskyttes. Man går dermed til hinanden ikke som to anonyme forbrugere i en enkeltstående transaktion, men som borgere, der er del af et vedvarende reciprokt delefællesskab.