Parolen synes at være, at et samfund, en organisation eller en virksomhed har brug for en bredere forståelse af udvikling, et langt mere tolerant vækstbegreb, hvor økonomi i højere grad sidestilles med andre indikatorer for hvad der gør det gode liv, det gode samfund og den gode arbejdsplads. Det er en erkendelse som strukturelt endnu mangler sin fulde samfundsudfoldelse, sit endelige koncept, sin integration til økonomiske målesystemer og sin italesættelse, begrebsidentifikation og konkretisering i den daglige erhvervspolitiske diskurs.
[quote float=”left”]Et nyt vækstbegreb anerkender også den modsatte logik: At et udviklet – og forsat udviklende – socialt samfundsansvar skaber en sund økonomi.[/quote]Økonomisk vækst har i de sidste hundrede år hjulpet millioner af mennesker til et bedre liv, fri af fattigdom og givet dem bedre muligheder for at udvikle sig. Derfor søger politikerne, både i den aktuelle valgkamp og i den konkrete førte politik, at finde forskellige midler til at stimulere økonomien, så væksten igen kan indfinde sig på et højt niveau og derigennem skabe livskvalitet og bedre livsbetingelser. Men økonomisk vækst gør ikke alene et godt og moderne samfund, fordi økonomisk vækst også sker på bekostning af større ulighed, miljøpåvirkninger og menneskelig fordærvelse. Derfor søger flere at definere et nyt vækstbegreb – ikke kun partiet Alternativet – men også toppen af den erhvervsteoretiske verdens elite.
Tendensen bobler i praksis i nogle virksomheders CSR-afdelinger, hvor begreber om bæredygtighed, menneskerettigheder og social ansvarlighed i et vist omfang sættes på formler og målestokke. Men begrebsuniverset er, som tidligere beskrevet på Erhvervsfilosofi.dk (# 1), ofte begrænset eller betinget af kvantitative mål om forretningsdrevet bæredygtighed eller optimeret C02 besparelse fremfor fx dynamiske kvalitative formulerede mål for livskvalitet, reel respekt for naturen eller tydelige holdninger til ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Dertil kommer rigide KPI´ere, budgetter og store økonomiske bonusordninger, der alt for ofte udelukkende bygger på underliggende økonomiske incitamenter. Virksomhedernes samfundsansvar og vækstopfattelse er stadig betinget af den økonomiske bundlinje og der er et stykke vej til, at samfundsansvaret måles for samfundsansvarets egen skyld og den økonomiske vækst spejles ligeværdigt i sociale og bæredygtige resultater.
[quote float=”right”]Erhvervslivet forsøger måske at bidrage, men mangler både værktøjer, idéer og måske også reel interesse i et tolerant og bredere vækstbegreb.[/quote]Vækstbegrebet er i det praktiske erhvervsliv stadig italesat ud fra det samfundsansvarlige perspektiv, at et positivt økonomisk bidrag er samfundsansvar nok i sig selv. Det er delvist også korrekt, men et nyt vækstbegreb anerkender også den modsatte logik: At et udviklet – og forsat udviklende – socialt samfundsansvar skaber en sund økonomi.
Måske har erhvervslivet et snævert økonomisk syn på forståelsen af vækst, men erkendelsen af et nyt vækstbegreb er også i sit allertidligste forår. Måske kan man anklage erhvervslivets ledere for ikke at tage nok ansvar for verdens beskaffenhed og mangle interesse for udviklingen af et mere tolerant vækstbegreb. Men hvilke værktøjer og rammer har de til at ændre på forholdet? Det kan være, at erhvervsledere kan dokumentere, at økonomisk vækst er et godt argument for bedre social udviklingen. Men hvorfor har samfundsansvar samtidig en stigende bevågenhed blandt ledere. Måske fordi virksomheder anerkender deres stigende politiske indflydelse gennem den økonomiske magt, de besidder samt et generelt øget pres fra offentligheden om, at virksomhederne må påtage sig et reelt ansvar? Erhvervslivet forsøger måske at bidrage, men mangler både værktøjer, idéer og måske også reel interesse i et tolerant og bredere vækstbegreb.
Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at tendensen om udvikling af et nyt vækstbegreb kommet helt til overfladen blandt flere af tidens største business guruer. Idéen om virksomhedernes samfundsansvar synes på den måde at vise konkrete tegn på at sive fra toppen af egne tænketanke ned gennem erhvervssystemerne. Hvis fx Michael Porter, Philip Kotler samt ”vores egne” Steen Hildebrand og Claus Riskær Pedersen stadig har tidligere tiders anerkendelse, så bør deres budskaber om nødvendige forandringer, i kombinationen med græsrodsbevægelsernes evige kamp og offentlighedens pres, langt om længe betyde, at vækstbegrebet i nær fremtid ikke kun vil blive iscenesat som en økonomisk term.
Michael E. Porter, amerikansk professor i management og økonomi og leder af Institute for Strategy and Competitiveness ved Harvard Business School har senest udviklet ”The Social Progress Index.” Indekset måler forskellige dimensioner af landes sociale fremskridt gennem indikatorer om menneskelige behov, betingelserne for trivsel og deres fremtidige udviklingsmuligheder. Indekset formulerer ”sociale fremskridt” som kapaciteten i et samfund til at opfylde de grundlæggende menneskelige behov og alle enkeltpersoners muligheder for at indfri deres potentiale. The Social Progress Index er i øvrigt integreret i Erhvervsfilosofi.dk´s ” Erhvervsfilosofiske Index”, der netop søger sammenhænge mellem vækst og ikke-økonomiske indikatorer.
Også marketingguru Philip Kotler har gennem bogen ”Confronting Capitalism: Real Solutions for a Troubled Economic System”, udgivet i april 2015, gjort opmærksom på kapitalismens fejl og mangler i relation til den amerikanske samfundstilstand. Han peger på, at store forandringer er nødvendige, hvis den vedvarende fattigdom, det stigende jobtab i lyset af automatisering, de store offentlige gældsbyrder, den stigende ulighed, de voldsomme miljøomkostninger og de store økonomiske cyklusser skal inddæmmes. Kotler gør ikke oprør mod kapitalismen, men kobler dens væsen til de største globale problemer og mener, at løsningen er at indse at maksimal profit ikke kan være det eneste mål.
Steen Hildebrandt , Ph.d. og professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet, skriver bl.a. på sin hjemmeside, at: ”Det, som skubber os frem, er en voksende systemisk krise, der ses i form af en voldsom fattigdom i verden, skrøbeligheden i de finansielle institutioner, klimaforandringer, ressourcemisbrug, stor befolkningstilvækst og voldelige konflikter. Men vi trækkes frem af muligheden for at hæve os til et nyt niveau af menneskelig modenhed, partnerskaber og frihed.”
Uortodokse Klaus Riskær Pedersen begynder sin bog ”Socialkapitalime” med ordene: ”Det må efterhånden står klart for de fleste, at markedsøkonomi ikke opfylder alle vores behov.” Det der, ifølge Riskær, mangler er en forbindelse mellem, på den ene side det kollektive, befolkningens ønsker og forventninger, og på den anden side det private og den enkeltes velstand. Riskær synes, hvor besynderligt det end måtte lyde fra en højreorienteret finansmand, at have opdaget at virksomheder kan drives uden hensyntagen til det omliggende samfund uden et moralsk ansvar for helheden.
Der er stærke tendenser, der peger med et nyt vækstbegreb.