I den nuværende græske tragedie er tilgivelsen også udeblevet, og rammen er stadig kosmologisk. Det er nemlig en mærkbar del af den græske befolkning, hvis eksistensgrundlag er blevet draperet i en foruroligende inkonsistens. Gudinden Europa straffer grækerne for deres fejl – og der er blevet begået rigeligt med fejl. Grækerne har længe været aktive i skabelsen af egen tragedie.
I en lige dele pathosfyldt og faktuel tale foran EU-toppen og Alexis Tsipras d. 8 juli, kom den tidligere belgiske premiereminister Guy Verhofstadt med en sønderlemmende kritik, der udpegede disse fejl, i hvilke både tidligere regeringer og den nuværende var meddelagtige. Han angreb bl.a. klientelismens omfattende tag og korruptionens tilstedeværelse på alle niveauer. Han angreb den offentlige sektors uproportionelle størrelse. Opfordringen lød: kom med konkrete forslag for at fjerne disse dybt forankrede praksisser og stop overtrædelserne.
[quote float=”right”]Det er et iboende gode at tilgive, for det viser ens dydighed og gode karakter[/quote]I tilgivelsen kræves der netop en overtrædelse. Ligeledes kræves der anger fra overtræderen. Tag fx hovedkarakteren Meursault i Albert Camus’ eksistentielle værk ’Den Fremmede’, der grundet sin manglende evne til at føle anger og fortrydelse – sin apati ifølge anklageren – bliver dømt til den værst mulige straf: offentlig halshugning. Hvorfor er tilgivelsen, indforstået græsk gældsnedskrivning, ikke en mulighed? Eller måske snarere en legitim strategi? Kan en mulig forklaring ligge i den græske regerings mangel på anger?
I en snæver undvigelse af ’Grexit’ blev der d. 13 juli underskrevet en aftale, der lægger grundlaget til en tung nedskæringspolitik. Det direkte modsatte af hvad det græske folk ønskede med sit ’nej’ til folkeafstemningen. Langsigtede strukturelle reformer, hård sparepolitik og kapitalkontrol er på programmet, for at Grækenland kan modtage sin tredje redningspakke og begynde at betale kreditorerne tilbage.
[quote float=”left”]Tyskland burde stille sig på den ’givendes’ side i tilgivelsen. De var selv i modtagerens position i efterkrigstidens økonomiske bankerot.[/quote]Samtidig forudsættes der vækst i den græske økonomi. Noget der udråbes som ’optimistisk’ af flere økonomer. Tyskland vil ikke gældsnedskrive, selvom der er flere stemmer, der taler for, at det ville give et skub til væksten, bl.a. ved at skabe plads til offentlige investeringer. Paul Krugman, nobelpris-vindende økonom, ser fx ikke en benhård sparepolitik som et tilstrækkeligt stærkt tiltag for, at den græske situation kan forbedres. Det skal opfølges af en gældstilgivelse. Ellers tager tragedien til, giver han udtryk for i en opinion i New York Times.
I en rapport lækket kort tid efter, aftalen om en ny hjælpepakke faldt på plads, lød det også fra IMF, at netop gældslettelse er et krav, før de vil skyde flere penge ind i den synkende skude. Tilbagebetaling og en begyndende revitalisering af den græske økonomi er i deres øjne ganske enkelt umulig, skærer kreditorerne ikke i Grækenlands kolossale gæld, der er oppe på 163 procent af den samlede GDP. Så inden for den økonomiske logik findes der argumenter for tilgivelse.
Tilgivelse er ikke det samme som at frikende, undskylde eller retfærdiggøre overtræderen og dennes syndefulde handlinger. I tilgivelsen erkendes i stedet det forkasteliges tilstedeværelse, og der søges en udbedring af forholdet, den angrende og den tilgivende imellem. Anger er, som den dødsdømte Meursault eksemplificerede, et krav i en sådan transaktion. Men måske det faktisk er anger, Grækenlands valg om at gå med til aftalen d. 13 juni, viser. Følges det op med indledende resultater, og lytter den politiske elite til Guy Verhofstadts opfordring og giver afkald på deres privilegier, må angeren i hvert fald blive tydelig for EU’s skeptiske kreditorlande. I hvert fald er fejlene nu indrømmet, og det gør ofte ondt. I dette tilfælde er det særligt den græske befolkning, der får smerten at føle.
Tertullian (ca. 160-220), en af oldkirkens vigtigste teologer, ville være forbeholden med at tilgive. Han mente, at synderen skulle ekskommunikeres for at fjerne det syge fra den sociale krop. Under særlige forhold, med tilstrækkelig bodfærdighed, kunne reintegration i fællesskabet ske. Man ville få én chance til. Det minder om det forslag til et midlertidigt Grexit, som tyske finansminister Wolfgang Schäuble stillede.
Men den generelle forståelse af nytestamentlig tilgivelse kan indkapsles i Lukasevangeliets kendte ord: ’Slår nogen dig på den ene kind, så byd også den anden til’. Her er tilgivelse uhæmmet, og anger er ikke nødvendigvis en forudsætning. Selve overtrædelsen er irrelevant for tilgivelsen. Guds tilgivelse er en konstant, en kvalitet mennesket også skal bestræbe sig på.
Det er ikke længere den tilgivet, der er i fokus. I stedet er det en karaktertest af den tilgivende, hvor point i det himmelske regnskab, er det overordnede mål. Et egennyttigt projekt. Det er et iboende gode at tilgive, for det viser ens dydighed og gode karakter.
En sådan dydig handling med renselse af image og nogle pluspoint i den geopolitisk kontekst som følge, kan måske være motivation nok for Tyskland, hvis internationale ry er dalende i kraft af deres hårdhændet ’nej’ til gældsnedskrivning. Tyskland kan ’vinde’ og fremstå som den ’større’ af aktørerne – eller i ånden af religionsfaglige analogier, som den frommeste.
Et vigtigt aspekt ved tilgivelsen er, at den ofte fordrer forsoning, og dermed en heling af de bånd, der blev tæret på ved overtrædelsen. Her er den igen noget mere end blot egennyttighed, retfærdiggørelse eller en kristen absolution: bruddet mellem parterne skal overvindes, ikke ses stort på. Det kræver samarbejde. Gældsnedskrivningen skal altså ledsages af hårdt arbejde, med vægt på grækernes byrde. Det hårde arbejde i form af benhård sparepolitik og dybdeborende reformer er med aftalen påbegyndt, med kreditorernes upopulære treenighed IMF, ECB og EC som opsynsmænd. EU-projektets popularitet er ikke på sit højeste. Uden en gældstilgivelse er det svært at tro på, at tilliden, der må antages også at svækkes af en sådan umyndiggørelse, kan reddes. Troen på den transnationale solidaritet er falmende.
Set i lyset af ’tilgivelsens’ mange facetter, tilhørende forbehold og potentielle goder, burde kreditorerne overveje – også med de økonomiske argumenter in mente og dermed udsigt til afbetalinger – om det kunne være gavnligt at give Grækenland en håndsrækning.
I et moralregnskab, hvor man gør tingene op i noget-for-noget, er der også præcedens for, at netop Tyskland burde stille sig på den ’givendes’ side i tilgivelsen. De var selv i modtagerens position i efterkrigstidens økonomiske bankerot. Frankrig er blevet varmere på idéen, måske Tyskland også kunne overtales.
[box]August Schwensen skriver for Erhvervsfilosofi.dk. Han BA i Religionsvidenskab og MA studerende i Advanced Migration Studies på Københavns Universitet. [/box]