Ikke langt syd for de antikke ruiner finder man bakker, hvis skråninger er dækkede med kolonner af oliventræ, så langt øjet rækker. I dag er byens beboere hverken grækere eller romere, men jordanere, palæstinensere, romaer og armeniere, der overvejende gør sig i landbrug.
[quote float=”right”]Ansvar er også at gøre, at være aktiv og at engagere sig[/quote]En af disse er Abu Omar, en firsårig jordansk mand, der bor på en af de højtliggende toppe af det bakkede landskab, fastklemt mellem to minareter, der, om end en smule asynkront, kalder smukt til bøn de obligatoriske fem gange om dagen.
Abu Omar er en ressourcestærk, indsigtsfuld ældre herre, der har tjent styrtende på udviklingen af software til de mellemøstlige børser. Da jeg blev kørt til Amman af hans søn, der som sin far også er selvstændig programmør, fortalte han mig om Abu Omar. Han berettede, hvordan hans far og gården var et samlingspunkt ikke blot på grund af de naturskønne omgivelser, men også på grund af hans gæstfrihed og varme. Han kaldte gården for en læringsanstalt for tilrejsende, det være sig frivillige som mig eller storbytrætte professionelle.
Dog accentuerede han også et andet aspekt, nemlig paradokset i, at den eneste måde, hans far kunne leve et asketisk tilbagetrukkent liv, var netop, fordi han spillede spillet i tilstrækkelig lang tid. Hans nuværende liv, hvori han påstår at have fundet roen og glæden, er muliggjort af den verden, han lægger afstand til.
Abu Omar havde igennem sin opvækst og voksenliv oplevet Ammans eksponentielle vækst i befolkningstal, kommercialisering, bilkøer og i naturlig forlængelse heraf en stadig tiltagende smog. Han beskrev storbyen som et sort hul, der fortærer energi uden at give igen. Den tærede på hans sjæl og krop. Han udtrykte en fremmedgørelse til sin omgivelser, mest af alt i form af byens tumultariske leveforhold og det golde asfalterede landskab uden træer og parker. Mest af alt græmmede han sig ved den blotte tanke om, hvor miljøskadelige storbyer er, og hvordan urbanisering var den sikre vej til dommedag. Han var oprigtigt indigneret.
[quote float=”left”]Permakultur er at tænke bæredygtighed og produktivitet på én og samme gang.[/quote]Derfor flyttede han til Jerash og stiftede et landbrug på sin udsigtspost over de bakkede landskaber. Grundet stor vandmangel i Jordan blev han tidligt nødt til at tænke i genanvendelse og bæredygtighed. Dette praktiske udsyn introducerede ham til permakultur.
Permakulturen blev udviklet som en måde til ikke kun at balancere miljøpåvirkningen fra landbruget, men at vende ligningen om, så der ikke længere kun er tale om damage control. Ved at udnytte de naturlige omgivelser – eksempelvis skovlandbrug – kan man tænke bæredygtighed og produktivitet på én og samme gang.
Abu Omars gårds bæredygtige omvendelse skete gradvist over en lang årrækkes observationer, forsøg, fejl og refleksioner over forholdene, f.eks. landets topografi og træernes placering. Når han lidenskabeligt ville fortælle om landbruget, afslørede hans tekniske vokabular tydeligt, at det ikke blot var kvasividenskabelige overvejelser, men systematisk tænkning, der relaterede sig direkte til omgivelserne.
Observationerne går f.eks. på at finde ud af, hvilke afgrøder, træer og dyr der bedst supplerer hinanden, og hvordan man kan placere disse i forhold til effektiv brug af vand og sol. På denne måde kan man finde bedst mulige forhold til de forskellige afgrøder uden brug af eksterne energiressourcer. I den ideelle situation af en sådan model vil mindre kvælstof ikke resultere i mindsket produktion, da et givent landbrugsareal vil kunne rumme flere afgrøder, f.eks. ved at plante opad frem for udad.
[quote float=”right”]Produktiviteten har været støt stigende i denne ’’designproces’’[/quote]Grundet gårdens beliggenhed på toppen af en bakke kunne vandingen, der startede fra regnvandsbeholderne på toppen af taget, gøres nedadgående for at udnytte vandet mest effektivt. Vandet ville ideelt set til sidst ophobe sig i bunden, hvor han klogt havde placeret sine mandeltræer, en meget vandtørstig afgrøde. Den høje placering muliggjorde derudover, at han kunne placere afgrøder i alle kompassets hjørner, alt efter hvor meget sollys og vind de havde brug for. Tomatplanterne havde han placeret under et nåletræ, da de kræver mere sur jord. I dansk monokultur ville et nåletræ være overflødigt og til gene for solen, men i et permakulturelt landbrug opretholder man plantediversiteten ved at udnytte de forskellige kompetencer i et ’’smart design’’. Gødningen var affald, og fårene spiste gammelt brød fra byen.
Produktiviteten af hektarerne på Abu Omars gård, der rummer stor plante- og dyrediversitet (blandt andet en skildpaddefamilie) har været støt stigende i denne ’’designproces’’. Han planter aldrig afgrøder det samme sted for mange gange i træk, da det er dårligt for jorden. Hans indkomst består så i salg til det lokale marked eller små grønthandlere. Af og til kommer folk direkte til hans gård for at købe olivenolie eller økologiske æg. Ellers er produktionen til eget forbrug: friske æg direkte fra hønsene hver morgen, hvorend de lægger dem.
Måske er det netop innovative og ressourcestærke personer som Abu Omar, der kan skubbe klimaet, en gård og en person ad gangen den anden vej igen ved at skabe samlingspunker, der tiltrækker nysgerrige og videbegærlige.
Permakultur er ikke automatisk overskudsgivende, og der skal derfor eksperimenteres og givetvis tabes penge på vejen, før man finder en produktiv og profitabel måde. Det har netop Abu Omar ressourcerne til.
En af de sidste aftener, hvor vi spiste middagsmad af gårdens afgrøder, talte vi om miljøhensyn. Abu Omar ærgrede sig over, at miljøhensyn ofte er et negativ, et fravalg, et valg om ikke at gøre, f.eks. ikke at købe fabrikskyllingen. Det giver en samvittighedstilfredsstillelse, der passiviserer – mange føler, de har gjort noget. Han henviste til filosoffen Peter Singer, der i sin applikerede etik argumenterer for, at det etiske ansvar er større. Ansvar er også at gøre, at være aktiv og at engagere sig. Det kan være i lokalt landbrug, ved frivilligt arbejde i f.eks. Nørrebros byhave, ved at lave sin egen grønsagshave eller blot betale kontingent til dedikerede ngo’er. Man behøver ikke som Abu Omar at starte et helt landbrug selv.