Samtidig peger analysen på, at due diligence-programmerne langtfra er omfattende nok og nemme at omgå, og at krænkelser stadig sker i stort omfang, selv hvor der er gennemført auditering. [quote float=”left”]Analysen peger på, at due diligence-programmerne langtfra er omfattende nok og nemme at omgå[/quote]
Studiet er interessant, fordi det bygger på interview med virksomhedernes egne auditansvarlige, eksterne såvel som interne. Selv om repræsentationen kan diskuteres, idet undersøgelsen alene bygger på kun 25 kvalitative interview, så påviser den centrale problemstillinger. På baggrund af de adspurgte respondenters svar konkluderer forskerne følgende: ”The audit regime is ‘working’ for corporations, but failing workers and the planet. Labour abuses, poor working conditions and environmental degradation within global supply chains remain widespread.”
De engelske forskere peger dermed på den udfordring, som mange danske virksomheder formentlig vil nikke genkendende til, når de begynder at forholde sig til årsregnskabslovens §99a, stk. 3, om at respektere menneskerettighederne. Nemlig spørgsmålet, hvor dybt i værdikæden og i hvilket omfang virksomhedens ansvar for krænkelser skal undersøges.[quote float=”right”]Hvor dybt i værdikæden og i hvilket omfang skal virksomhedens ansvar for krænkelser undersøges?[/quote]
Mange større danske virksomheder forventes i de kommende år at etablere processer for due diligence – rettidig omhu – for mulige krænkelser af menneskerettigheder i forsyningskæden. Både OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, FN’s ditto for menneskerettigheder og erhvervsliv samt årsregnskabslovens paragraf om due diligence stiller krav (følg eller forklar) til virksomhederne om at etablere auditeringer af forholdene omkring rettighedsspørgsmål.
Studiet fra University of Sheffield peger på, at mange virksomheder typisk åbent annoncerer tidspunkt og frekvens for auditeringerne. Det muliggør ikke bare, at krænkede mennesker kan fjernes, og overtrædelser kan sløres, når tidspunktet for et besøg fra den interne auditør aflægger sit besøg. Det er i lige så høj grad, fremfører studiet, et generelt strukturelt problem for ”revisionsregimet”, at jagten på effektiviseringer og standarder gør det nemmere at gennemskue den interne revision.
Problemet er altså ikke kun et spørgsmål om muligheden for bedrag. Det er tillige et spørgsmål om, at rettidig omhu udelukkende defineres af virksomheden selv og institutionaliseres alene på kommercielle præmisser. En af interviewpersonerne understreger med sin udtalelse pointen i en nøddeskal: ” We will audit as far down as the brand wants to go.”
I forlængelse af udtalelsen konkluderer forskerne, at mange virksomheder udelukkende inspicerer tier 1-leverandører (kerneleverandører) og typisk kun dem, der samlet leverer den største mængde produkter. Et konkret eksempel, skriver forskerne, er det amerikanske tøjfirma REI, der erklærer, at de har foretaget audit af “en procentdel af tier 1-fabrikker i vores forsyningskæde.” Men disse frabrikker udgjorde kun 27 procent af virksomhedens samlede globale forsyningskæde.
Samtidig viser tier-1-problematikken, at virksomhedernes auditering typisk ikke omfatter arbejdskraft fra vikarbureauer, eksterne arbejdskraftagenturer og underleverandører længere nede i forsyningskæden, hvor værdiskabelsen er lavere. Forskerene understøtter pointen fra andre større studier om menneskerettighedskrænkelser. Ifølge forskerne har krænkelser inden for eksempelvis fødevare- og tekstilindustrien (f.eks. tvangsarbejde og børnearbejde) en tendens til at blive identificeret i komplekse værdikæder med mange sub- og underleverandører.
Det får forskerne til at påpege den risiko, at en øget due diligence-aktivitet i tier-1-leverandører blot vil forværre forholdene længere nede i forsyningskæden. Igen understøttes pointen med en rammende udtalelse fra en interviewet intern revisor: ”I’m going to audit the crap out of your coop coffee bean company to make sure you’re actually paying the farmers. Who checks to see if the farmer is paying the pickers? Nobody!” [quote float=”left”]Who checks to see if the farmer is paying the pickers?[/quote]
Det mere interessante budskab i studiet er, at virksomhedernes stigende brug af auditeringer udbygger selskabernes magt til at gennemføre egne regler og normer, og at virksomhederne derfor efterfølgende kun rapporterer om egne præstationer. De interne auditeringer afspejler umiddelbart en effektiv supply chain-overvågning, men reelt forstærker de blot regionale og lokale problemer med krænkelser i forsyningskæden.
Desuden konkluderer forskerne, at de frivillige due diligence-programmer – typisk supporteret af stater gennem soft law-principper som i Danmark – ikke løser de strukturelle problemer i ”auditregimet”: bedrag og krænkelser dybere i forsyningskæderne. Forskerne fremfører, at styringsmekanismer institutionaliseres og dermed mister sin effekt, fordi opmærksomheden lukkes ned af private interesser frem for at fremme en større samfundsmæssig opgave.
[quote float=”right”]The report should be a wake-up call[/quote]I pressemeddelelsen fra 14. januar i år udtaler forskeren bag studiet, dr. Genevieve LeBaron, senior lecturer in Politics, University of Sheffield: ”The report should be a wake-up call for governments, international organisations and non-governmental organisations. It raises serious questions about the effectiveness, legitimacy and accountability of a system of supply chain monitoring that is increasingly being designed, implemented and reported on by corporations themselves. Unless concerted effort is taken to strengthen non-corporate led inspections, it seems highly likely we will continue to have serious abuses within the supply chains of major global brands.”