Regeringen ser desværre ikke ud til at anvende matematikkens love, hvilket bliver tydeligt i de varslede stramninger af dansk statsborgerskabspolitik, hvor sprogkravene og paratvidentesten bliver gjort sværere, og selvforsørgelseskravene strengere. Det vidner om symbolpolitik, der som så ofte i det seneste års stramninger i udlændingepolitikken ikke tager forskningen til indtægt. Det er ikke så mærkeligt i lyset af Inger Støjbergs udtalelser til Ritzau i september sidste år: ”Man bliver nødt til at melde sig ind i den virkelige verden i stedet for sådan en eller anden akademisk verden.”
[quote float=”right”]Der er flere velintegrerede indvandrere, der opfylder kriterier for selvforsørgelse, og som deltager i samfundet, men som ikke kan blive statsborgere[/quote]Eksperter på området, som Erhvervsfilosofi.dk har talt med, fortæller ellers, at en mere velkommende politik kan skabe bedre integration, muligvis også på et af de parametre, der (officielt) optager regeringen allermest: arbejdsmarkedsintegrationen.
Per Mouritsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, fortæller, at yderligere stramninger af statsborgerskabskravene især kan have en negativ effekt på ikkevestlige immigranter: ”Der er flere velintegrerede indvandrere, der opfylder kriterier for selvforsørgelse, og som deltager i samfundet, men som ikke kan blive statsborgere. Det rammer overvejende folk med lavere uddannelsesbaggrund eller folk, som generelt bare har svært ved at lære sprog, hvilket f.eks. ofte er tilfældet med nordamerikanere,” siger Per Mouritsen.
Så når statsborgerskabskravene bliver urimelig hårde, kan det vende velvilje og iver over for arbejdsmarkedet til en følelse af fremmedgørelse, af ikke længere at føle sig velkommen i samfundet: ”Det er den dominerende opfattelse hos danske politikere, at samfundet skal være hundrede procent sikker på, at man er en aktiv medborger af højeste klasse, før man kan få statsborgerskab. Statsborgerskabet er blevet samfundets helligste. Men hvis statsborgerskab er forbundet med helt urimelige krav og bliver oplevet som nærmest umuligt at opnå, så kan man sagtens forestille sig, at det resulterer i fremmedgørelse og tilbagetrækning fra samfundet, hvor skuffelse over en urimelig eksklusion og tilbageholdelse bliver den dominerende følelse,” fortæller Mouritsen.
[quote float=”left”]Statsborgerskab kan være en effektiviseringsstrategi, der i sidste ende kan ses på bundlinjen[/quote]Per Mouritsen og Christina Hovmark Jensen har gennemført en præliminær interviewundersøgelse til et større forskningsprojekt. Resultaterne heraf peger i retning af, at især mellemøstlige migranter – altså langt hoveddelen af de flygtninge, der ankom til Danmark sidste år, og som vi via internationale konventioner har pligt til at hjælpe – vægter statsborgerskab højt, især hvis de ikke kan få det: ”De søger typisk statsborgerskab af praktiske grunde for at få de fordele og den sikkerhed, der er forbundet med det, men når de begynder at overveje at søge det, får det ofte en følelsesmæssig betydning, som det ikke har for vestlige indvandrere. Ikkevestlige indvandrere har ikke nødvendigvis stærke følelser for deres oprindelige land, som de måske er flygtet fra, eller hvor de kun har mødt modgang – og hvis de så oplever det som urimelig vanskeligt at få statsborgerskab i det nye land, er de mere disponerede for at føle skuffelse og opleve en uretfærdighedsfølelse,” siger Per Mouritsen.
Kvantitative undersøgelser viser yderligere, at det netop er denne gruppe – der i øvrigt ivrigt debatteres i de igangværende trepartsforhandlinger – som ville have gavn af et statsborgerskab. Pieter Beverlander, professor i international migration og etniske relationer (IMER) fra Malmø Universitet, har arbejdet ekstensivt med sammenhængen mellem statsborgerskab og arbejdsmarkedsintegration.
Her viser det sig, at der er en positiv om end svag korrelation mellem statsborgerskab og arbejdsmarkedsintegration (hovedsagelig beskæftigelsesfrekvens). Pieter Beverlander siger til Erhvervsfilosofi.dk: ”Måske er der en effekt for marginaliserede grupper. Generelt har de, der opnår statsborgerskab, en tendens til at have en større forbindelse til arbejdsmarkedet, især dem fra usikre og farlige områder som visse lande i Mellemøsten. Så er den relative følelse af tryghed større, og man er ivrigere efter at investere i det specifikke lands kapital”.
Pieter Beverlander maner dog til besindighed og statistisk integritet, da der ikke kan findes en kausalsammenhæng mellem statsborgerskab og arbejdsmarkedsintegration, når man udelukker andre variabler:
”Vi kontrollerer for naturalisation, og empirisk burde der ikke være en effekt, da få ting er forbundet med statsborgerskab i forhold til økonomisk integration. Man får pas og stemmerettigheder. Derudover er der ingen forskel på den økonomiske integration mellem Danmark, Norge og Sverige, selv om der er forskellige statsborgerskabskrav. Så når der er en positiv sammenhæng mellem beskæftigelse og statsborgerskab, kan det lige såvel være en selektionseffekt, altså at de, der naturaliserer, overvejende er bedre uddannet og har bedre vilkår i forvejen,” uddyber Beverlander
Der kan dog spekuleres i, om (udsigten til) statsborgerskab ikke alligevel kan have en vis motivationseffekt til at kvalificere sig, mener Per Mouritsen. Sådan begrunder politikere i hvert fald ofte de skrappe regler. Hvis det er rigtigt, er urimelig hårde krav nok skadelige for integrationen, men de skal på den anden side heller ikke være alt for lempelige: ”Man kan mene, at det ikke er sikkert, at folk anstrenger sig for at gøre sig fortjent til statsborgerskabet, hvis det er alt for nemt og dermed opleves som lidt banalt. Der skal nok være nogle krav. Men hvis det allerede opleves som umuligt, fra man ankommer, kan det modsat virke demotiverende og ekskluderende,” siger Per Mouritsen.
Den potentielle motivationseffekt skal altså findes i en optimal blanding af ikke for liberal, men heller ikke for restriktiv statsborgerskabslovgivning – her ligger Danmark ifølge forskningsanalyser fra OECD (f.eks. ”Naturalisation: A Passport for the Better Integration of Immigrants?”) sammenlignet med andre OECD-lande i den klart striksere ende.
Det er en opgave for videre forskning, hvorvidt effekten af statsborgerskab på arbejdsmarkedsintegration er signifikant. I ånden af filosofisk argumentation kan der imidlertid trækkes en analogi til diverse ledelsesfilosofier, hvor ansvar og engagement øges, når medarbejderen mødes med tillid. Udviser ledelsen tillid, fordres tryghed for ansatte i ansættelsens varighed og et håb om, at netop denne stilling kan føre til noget mere. Samme psykologiske effekt kunne antages at blive vakt hos en flygtning.
Til sammenligning kan man se statsborgerskab som statens pendant til en langsigtet ansættelseskontrakt i arbejdslivet. Statsborgerskab kan altså være en effektiviseringsstrategi, der i sidste ende kan ses på bundlinjen.