Bør etiske mål og opfølgninger prioriteres højere i anbefalinger til god selskabsledelse?
Komitéen for God Selskabsledelse, nævner kun samfundsansvar i en enkel sætning i sine anbefalinger om corporate goverance. Anbefalingen er, at bestyrelser skal vedtage politikker for samfundsansvar. Anbefalingerne formulerer ikke et krav om mål eller opfølgning på aktiviteter over for hverken ejere eller omverdenen.
Erhvervsfilosofi.dk bragte i forbindelse med temaet “CSR-rådgivere i Danmark” den 17. januar i år en analyse, der viste, at erhvervslivets ledere vurderer, at rådgivningsbehovet inden for CSR-område er størst, når det angår CSR-forankring i organisationen. I en tid, hvor verdens store udfordringer og erhvervsliv ofte indgår i en og samme sætning, er det relevant at drøfte, om Komitéen for god Selskabsledelse burde skærpe sine anbefalinger til virksomhedernes bestyrelser om samfundsansvar, således at fokus også rettes mod opfølgning og mål. Erhvervsminister Troels Lund Poulsen har netop bedt komiteen om at se nærmere på anbefalinger om aktivt ejerskab. Et eventuelt sæt reviderede anbefalinger eller kommentarer på dette område kunne involvere samfundsansvar, men vil næppe gøre det – og i så fald kun for institutionelle investorer.
Et etisk spørgsmål er, om samfundsansvar skal prioriteres højere i anbefalingerne til god selskabsledelse og formuleres mere konkret i retning af opfølgning og målsætning?
Bør bæredygtige mål være obligatorisk i virksomheders incitamentsprogrammer?
Som det fremgår af artiklen ”Bæredygtige mål indgår ikke i virksomheders incitamentsordninger” i Erhvervsfilosofi.dks udgivelse #2, 2016 har kun Novo Nordisk og Novozymes blandt C20-virksomhederne indskrevet principper for vederlagsudbetalinger, der direkte kobles til virksomhedens bæredygtige mål.
Ikke overraskende anerkender økonomisk teori som hovedregel, at både adfærd og beslutninger er kraftigt influeret af økonomiske incitamenter. Det afspejles også tydeligt i de komponenter, lønprogrammer i virksomhederne inddrager, f.eks. EBIT-resultat og aktieværdi. Artiklen peger blandt andet på: ”Danske virksomheder er samlet set langt bagefter flere sammenlignede lande, hvad angår direkte sammenhæng mellem toplederlønninger og virksomhedens bæredygtige mål.” Og at ”kun i to tilfælde (i Danmarks C20-virksomeder, red.) er der fundet konkrete vedtægtsbestemmelser, der regulerer bonusser eller vederlag for opnåelse af bæredygtige mål.” Danske virksomheder er altså slet ikke så bæredygtigt anlagt, hvad angår økonomiske bonusser for at indfri virksomhedernes samfundsansvarlige mål.
Et andet etisk spørgsmål er derfor, om flere ansvarlige bestyrelsesformænd og ejere bør prioritere at indføre økonomiske incitamentsordninger, der understøtter bæredygtig adfærd?
Bør der være krav om CSR-politik i alle statsejede virksomheder?
En gennemgang fra 2015, som Erhvervsfilosofi.dk har foretaget, viser, at kun 10 af i alt 28 statsejede virksomheder rapporterer global compact. 9 statsejede selskaber har ikke formuleret en overordnet CSR-politik, heriblandt blandt andet Finansiel Stabilitet A/S, Statens Ejendomssalg A/S, Metroselskabet I/S, Det Danske Klasselotteri A/S og Danpilot A/S. Det politiske landskab i Danmark – herunder Statsminister Lars Lykke Rasmussen – ser generelt gerne, at de største virksomheder bidrager til at løse samfundsudfordringer som traditionelt har været statens opgave – herunder også flygtningekrisen.
Et tredje etisk spørgsmål er således, om det ikke vil være mere troværdigt at stille krav til erhvervslivet om samfundsansvarlighed, hvis staten selv havde orden i egne virksomheder og eksempelvis indførte obligatoriske CSR-politikker og rapportering efter internationale standarder om samfundsansvar?
Bør krav til CSR-indsatser skærpes?
Erhvervsfilosofi.dk har tidligere spurgt adskillige erhvervsledere, interesseorganisationer og ngo´er om frivillighedsprincippet i årsregnskabsloven i relation til politikker og rapportering om virksomheders samfundsansvar. Der er afhængigt af interesse delte meninger. Og filosofisk set kan der argumenteres begge veje: At frivillighed motiverer, eller at frivilligheden svækker indsatsen.
Grundlæggende er der behov for en drøftelse af, hvorfor frivilligheden på andre områder ikke menes at motivere, når den nu efter manges mening gør det på det samfundsansvarlige område. Skattebetalinger, mindre brug af forurenende stoffer og lønaftaler vil næppe stille hverken velfærdsstaten, miljøet eller arbejdstagerne bedre uden lovgivende tvang. Hvorfor så lade frivillighedsprincippet gælde for samfundsansvar, når alle – både erhvervsliv og samfund - ønsker mere af det? I 2013 afsluttede EU det hidtil største og dyreste empiriske forskningsprojekt, der var finansieret under EU´s syvende forskningsprogram, som nu er erstattet af Horizont 2020. Dette såkaldte IMPACT-studie involverede 17 forskningsorganisationer og tænketanke i Europa, herunder Copenhagen Business School og det internationalt anerkendte franske Insead. Mere end 7.000 virksomheder blev undersøgt, og 500 eksperter bidrog til konklusionerne. Studiet fastslår at virksomhedernes motivation til at udvikle et socialt samfundsansvar stort set kun kan fremmes via lovgivning, og at der ikke findes dokumentation for, at frivilligheden skaber reelle resultater.
Et etisk spørgsmål er, om det vil være mere hensigtsmæssigt (for fællesansvarets skyld) at ophæve følg eller forklar-princippet og gennemføre obligatoriske processer og rapportering på udvalgte områder af virksomhedernes samfundsansvar?
Bør der være krav om ens CSR-information om samfundsansvar?
Volkswagen-sagen – dieselgate – som afslørede bilproducentens miljøsvindel med dieselbiler, som fik installeret snydesoftware for at dække over ulovligt niveau af udledning af kvælstofoxider, viste også svagheden i flere aktieindeks etableret med fokus på de bedste virksomheder til bæredygtighed. Et af de mere internationale kendte indekser er Dow Jones Sustainability Indices, som Volkswagen før skandalen toppede i sin branche. Efter afsløringerne blev VW smidt ud af indekset.
Det viser to ting. For det første, at sådanne indekser ikke viser et retvisende billede af den samlede aktieværdi af de virksomheder, der efter vurderingsmetoderne er bedst til bæredygtighed. VW´s aktiekurs faldt drastisk efter skandalen, men blev samtidig også fjernet fra indekset, fordi selskabet altså ikke længere levede op til kriterierne for en topperformer i CSR. Benchmark for aktieværdier i de ”mest bæredygtige” virksomheder beregnes altså ikke på baggrund af markedets reelle forhold, men udelukkende fra dem, der lever op til de kriterier indekset har opstillet. Det ville svare til at smide en virksomhed ud af et indeks, fordi bundlinjen var i minus.
For det andet viser det, at rapporterings-regimet i relation til bæredygtighed hviler på ugennemskuelige og tilfældige kriterier. Virksomhederne kan med andre ord skrive hvad de vil, hvad de selv finder relevant og undlade hvad de ikke mener offentligheden skal have besked om. Målsætninger og processer revideres kun sparsomst efter nogle abstrakte principper og vurderes stort set aldrig i forhold til eksternaliteter og slet ikke – endnu i hvert fald – i forhold til globale politiske mål.
To etiske spørgsmål er, om (1) det vil være mere hensigtsmæssigt for investorer og de økonomiske markeder, om der kunne opstilles ens og obligatoriske vurderingskriterier for CSR samt om (2) en mere formel revisionsprocess af CSR-rapporter ville give et mere retvisende billede af markedsværdien af CSR-aktiviteter?
Bør virksomhederne tage imod bæredygtighedspriser?
Der findes et hav af muligheder for virksomheder, der gerne vil hædres med en pris for social ansvarlighed eller bæredygtige initiativer. Det er vigtigt at fejre sine sejre, hylde de dygtige og anerkende de progressive. Men de mange CSR-priser og awards kan potentielt devaluere området og gøre det generelt uigennemskueligt for offentligheden at vurdere indsatserne. Prisfesterne står i skærende kontrast til de problemer, som virksomhedernes sociale ansvar forsøger at håndtere.
Et sidste etisk spørgsmål er, om vi skal hylde virksomheder for at være samfundsansvarlige? Er dette ikke en naturlig pligt?