Hun angiver både en konkret løsningsmodel og en række illusioner i medieverdenen, der fastholder selvsamme såkaldte fjerde statsmagt i et dødvande, hvor den journalistiske uafhængighed er i fare for at blive undergravet af kommercielle eller politiske magtinteresser. Hertil kommer, at pressede medievirksomheder med skiftende ejere, flygtige strategier og færre journalister til at løfte opgaven medfører lavere politisk engagement med svag demokratisk befolkningsinvolvering til følge. I eksempelvis Frankrig udgør journalister i ledelses- og videnstillinger nu 0,8 procent mod 1 procent i år 2000. Antallet af nyhedsjournalister i USA er kraftigt faldende: fra 55.000 i 2005 til omkring 35.000 i 2015. I Danmark er antallet af dagbladejournalister faldet med 17 procent i perioden 2008–2011.
[quote float=”left”]Det er en illusion at tro, at løsningen blot er at justere og tilpasse forretningsmodellen til nye digitale tider[/quote]Tendensen stimulerer polarisering i samfundet, giver medvind til populismen populismen på samtlige politiske yderfløje og svækker generelt det demokratiske engagement. Det er den sande mediekrise, mener Julia Cagé, og det er i hendes øjne på tide at identificere pressen som et samfundsgode frem for et forretningsanliggende.
Medieillusioner blokerer omstillingen
Ifølge Julia Cagé slører en række illusioner vores forståelse for, hvor dybt problemet stikker.
For det første peger Julia Cagé på, at debatten i mediebranchen ofte handler om overgangen fra print til digital, hvordan betalingsmodeller skal skrues sammen, og hvordan indhold skal tilgås i kombination med andre produkter. Men det er en illusion at tro, at løsningen blot er at justere og tilpasse forretningsmodellen til nye digitale tider. Illusionen har medført færre journalister og såkaldt native advertising, hvor reklamer kamufleres som journalistiske produktioner i håb om at erstatte den forsvindende annonceomsætning. Det er i Julia Cagés øjne en illusion at tro, at native advertising kan løse mediernes økonomiske krise, fordi den samlede annonceomsætning i flere lande målt som procent af bnp er stærkt faldende, og ingen nye annonceringsmetoder vil formentlig ændre på det, fordi annonceindtægter primært tilfalder platforme og ikke nyhedsmedierne.
[quote float=”right”]Hvis det for medierne blot drejer som om at konvertere printlæsere til digitale læsere, så ser demokratiets fremtid ikke lys ud[/quote]Tidligere sikrede annonceringsomsætningen en vis økonomisk uafhængighed til at udvikle journalistikken. Den indtjeningsmulighed er forsvundet. I flere lande udgør annonceomsætningen under 50 procent af den samlede omsætning i mediebranchen mod 90 procent i år 2000. At tro, at medierne under pressede økonomiske vilkår kan skabe samme kvalitetsjournalistik som tidligere, når der stort set ikke er kommet nye indtægtskilder til erstatning for de forsvundne, er en illusion.
Nyhedsproduktion, antallet af kunder og økonomisk formåen følger ikke samme kurve. Faste omkostninger afhænger ikke af læserantal, men af muligheden for overhovedet at producere journalistik. Prisen er den samme, uanset om du har penge eller ej.
Illusionen om at kunne opretholde journalistisk kvalitet med færre midler er udtalt i lande som USA, Frankrig og Tyskland, som er forfatterens primære fokusområder. Men hvis man skanner blot få udtalelser om de seneste års fusioner, effektiviseringer og forandringer blandt danske medier, ses disse tendenser også i Danmark. Bogen nævner også den danske tv-serie ”Borgen”, hvis dramaturgi krydser den faretruende fællesnævner af journalistik og kommercielle magtinteresser.
Hvis det for medierne blot drejer som om at konvertere printlæsere til digitale læsere, så ser demokratiets fremtid ikke lys ud, mener Julia Cagé. For værdien af en digital læser er langtfra den samme som en printlæser. Digitale læsere er flygtigere, bruger kortere tid på journalistik, læser flere overskrifter, men langt mindre indhold. Julia Cagé sammenstiller, at en stor del af annonceomsætningen fra digital annoncering tilfalder de store sociale medier og ikke det indholdsproducerende ophav. Cagé konkluderer derfor naturligt, men også radikalt, at omkostningen for en digital læser er højere end for en printlæser, når den perspektiveres til indtjeningsværdien.
Nyhedsmediernes svagere mulighed for at kapitalisere digitale læsere bevirker, at journalistikken svækkes gennem nedskæringer og effektiviseringer, der medfører et demokratisk fordærv. Dermed er vi fremme ved det fundamentale problem og årsagen til, at bogens forfatter mener, at helt grundlæggende forandringer er nødvendige for at sikre den journalistiske uafhængighed og derigennem også et velfungerende demokrati.
Hybrid organisering som løsning
Hvis problemet skal løses, må der helt nye og mere fundamentale ændringer til i både kapital- og ejerstruktur samt reviderede rammebetingelser – herunder et fundamentalt skifte i forståelsen af, hvad medievirksomheder er. Medievirksomheder bør ifølge Julia Cagé ikke være kommercielle virksomheder, men i stedet gives rammer for at drives som en hybrid mellem en nonprofitorganisation og en fond – eller med Julia Cagés ord: ”a nonprofit media organization” (NMO).
Medieorganisationers rolle, skriver Julia Cagé, skal ligestilles med universiteter. ”What must be recognized is that the news media provide public good, just as universities and other contributors of the knowledge economy of the twentyfirst century do. For that reason, they deserve special treatment by the goverment.” Det er Julies Cagé helt centrale pointe i bogen.
Budskabet er, at medierne har en særdeles vigtig rolle at spille i et moderne demokrati. Deri er de fleste enige. Derfor er det nu på tide, at politikere konkret indretter rammerne derefter og betragter medier som demokratiske intuitioner og ikke som profitmaksimerende virksomheder. Ifølge Julia Cagé undergraver det nemlig i dårlige tider demokratiet, oplysningen og befolkningens politiske engagement, som i mange lande er stærkt aftagende.
For at undgå yderligere demokratisk fordærv skal medievirksomheder sikres mod kapitaludhulning gennem regler, der sikrer uigenkaldelige investeringer som dem, også nonprofitorganisationer kender til. De traditionelle governanceregler – ”en aktie, en stemme” – skal redefineres mere afbalanceret, så ansatte, læsere og andre minoritetsinteresser gennem fællesskaber kan opretholde relativ stemmemagt og ikke miste indflydelse ved f.eks. kapitalforhøjelser eller overtagelser. Julie Cagé vil med andre ord demokratisere medievirksomheder og sikre, at journalistikken ikke rådner op i effektviseringer, magt- og pengeinteresser, ligesom hun vil afkoble kapitalstrukturen fra kontrollerende ledelsesinstanser. Desuden forslår hun med NMO-modellen, at mindre aktionærer – eksempelvis medarbejdere – er langt sværere at udvande. Kapitaltilføjelse i medieorganisationer skal ikke indgå i strategiske overvejelser i forbindelse med fusioner eller overtagelser, ikke handles og som nævnt delvist være afkoblet fra den kontrollerede magt.
Til gengæld for de uigenkaldelige investeringer, den begrænsede mulighed for at købe sig til kontrol og mistet dividende tilbydes investorer NMO-modellen i stedet gunstige skattefradrag. Julie Cagé mener, at vi på den måde sikrer, at journalistikken ikke korrumperes af økonomiske interesser, og at en af demokratiets søjler består intakt.
Forfatter: Julia Cagé Saving the Media. Capitalism, Crowdfunding and Democracy.
Harvard University Press, 2016