Interview. ”Det dydige samfund”. Den titel indrammer perfekt nutidens samfundsideal og de mange CSR-visioner. Den nyudgivne bog af Lasse Nielsen, adjunkt ved Institut for Statskundskab, tager sit udgangspunkt i Aristoteles og den græske filosofi, men interviewet med Erhvervsfilosofi.dk kommer hurtigt til også at dreje sig om nutidens godhedsbølge og FN’s ekstremt ambitiøse mål som globaliseringens etiske højdepunkt.
Forestil dig, at den altgennemskuende filosof Aristoteles genopstod på planeten Jorden anno 2016 og kastede et blik på FN’s ”17 Goals to Transform Our World” og visionen eller utopien om det gode verdenssamfund. Hvad ville han sige – er vi tættere på ”det dydige samfund” end grækerne i oldtiden?
Hvis man forestiller sig, at Aristoteles faktisk dukkede op og evaluerede FN’s global goals, tror jeg måske, han ville være overrasket over, hvor globaliseret verden er blevet. Han ville uden tvivl være blevet forfærdet over al den menneskelige lidelse han så, og at verdenssamfundets ressourcer er så skævt fordelt, som de er. Måske ville han også være forundret over, at vi har en international og så indflydelsesrig organisation som FN til at opstille en meget omfattende politisk målsætning for fremtiden. Jeg tror, at den globaliserede etisk funderede menneskeretstænkning ville overraske ham.
Men den tankeeksperimentelle gætteleg er nok den mindst interessante måde at besvare spørgsmålet på. Det er mere interessant, hvordan vi skal forstå Aristoteles’ etik i dag. Hvad forpligter Aristoteles dydsetik os på i dag? Her er svaret, at vi simpelthen er meget langt fra det dydige samfund.
[quote float=”right”]Måske ville han være forundret over, at vi har en international og så indflydelsesrig organisation som FN til at opstille en meget omfattende politisk målsætning for fremtiden[/quote]Hvordan lyder din korte version af Aristoteles’ dydsetik?
Mennesker er artstypiske væsener, som i grove træk ligner hinanden. De har de samme behov og etiske karakteristika og adskiller sig fra andre artstyper ved at være både refleksive, sårbare og sociale. Den menneskeopfattelse giver anledning til at påpege nogle særegne menneskelige karaktertræk, som vi finder gode, fordi det er godt, både at personer besidder dem, og at de udfolder dem. De karaktertræk kalder vi dyderne. For eksempel mådehold eller retfærdighed. Hvis mennesker ligner hinanden med dyder, som er gode for alle, så kan vi formulere universelle politiske principper om, hvordan mennesker bør leve sammen.
Og hvad er det dydige samfund i din definition?
Det dydige samfund er et, hvor borgerne deler den opfattelse, at mennesker til trods for kulturelle, sociale, og individuelle forskelle ligner hinanden tilstrækkeligt til gensidigt at kunne identificere og anerkende visse dyder, såsom barmhjertighed, velgørenhed og retfærdighed, og at denne anerkendelse betyder, at alle har krav på tilstrækkelig mulighed for og frihed til at kunne opnå centrale menneskelige funktioner såsom sundhed, uddannelse, socialt tilhørsforhold og politiske friheder.
[quote float=”left”]Hvis mennesker ligner hinanden med dyder, som er gode for alle, så kan vi formulere universelle politiske principper om, hvordan mennesker bør leve samme[/quote]Var den græske polis et dydigere samfund?
Som vi ved i dag, levede den græske polis på mange måder heller ikke op til idealet om det dydige samfund. Aristoteles var forsvarer for naturlige slaver, men sammenfaldet mellem politik og etik var mere markant dengang. Så hvorvidt vi er tættere på eller længere fra et dydigt samfund end grækerne i oldtiden, er svært at sige, for det er vidt forskellige samfund. Men afgørende er, at vi kan bruge dydsetikken i dag til at se, hvor langt vi er fra målet. Den minder os om, at vi som menneskellige individer ikke burde finde os i den virkelighed, vi ser i dag.
Grøn omstilling, ledelsesetik, ikkeøkonomiske værdier, social ansvarlighed. Alle vil i dag fremstå som de gode, der velmenende ønsker et bedre samfund, det hele menneske og en bæredygtig natur. En CSR-politik med forsikringer om ædle motiver midt i den nådesløse kamp om penge og magt er for mange virksomheder og institutioner blevet uomgængelig. Selv finansverdenen satser nu på responsible investments og ESG (environmental, social and governance). Hvad sker der?
Jeg tror, der sker to ting, som ikke er uafhængige. For det første bliver vi både som private forbrugere, producenter og som en samlet økonomi generelt mere bevidst om effekten af vores forbrug på vores omverden. Og mange har intentioner om at skabe et bedre samfund. Det er jo godt! For det andet sker der vel bare det, som altid er sket: Når de ressourcestærke og trendsættende forbrugere/købere/aktører på et marked skifter kurs, så bliver det rentabelt at forsøge at være der, hvor de gerne vil hen. Når vi så ser et skifte imod at være social og klimamæssigt bevidst, så ser vi også socialt og klimamæssigt bevidste virksomheder. CSR, økologi, dyrevelfærd etc. er alle sammen mærkater, som er blevet noget, som folk gerne vil betale for, og derfor kan det betale sig for virksomhederne.
[quote float=”right”]Afgørende er, at vi kan bruge dydsetikken i dag til at se, hvor langt vi er fra målet[/quote]Endelig går økonomisk indtjening og etik op i en højere enhed?
Det gør det sikkert ofte. Der er ikke noget i vejen med at tjene penge. Hvis markedet kan være med til at gøre noget etisk rigtigt, så går det jo i en vis forstand op i en højere enhed. Men det farlige ved etik på markedet er, at markedet ikke er etisk i sig selv, men kun er det, når det kan betale sig at være det. Så et vedvarende etisk marked kræver en etisk regulering af markedet og etiske incitamentsstrukturer, samt at vi er opmærksomme og slår ned på etiske faldgruber såsom falsk etisk markedsføring, greenwashing etc.
Scenariet i dag er ekstremt positivt. En nødvendig planetarisk bevidsthed med grønne idealer og en social ansvarlig politisk bevidsthed breder sig til alle samfundslag, erhvervslivet inklusive. Er det det dydige samfund, som du i din seneste bog elaborerer over, der er ved at indfinde sig i det frie samfund? Eller er der også en overdrevet retorik med uindfriede løfter og pleje af renommeet på spil?
Man kan jo håbe, at det primært er det første, men det er jo nok begge dele. Hvad angår økologi og vores bevidsthed om vores forbrugs effekt på omverdenen, så ser vi en generel forbedring hen imod det dydige samfund. Er det også en pleje af renommeet? Det er det måske nok. Jargonen er i hvert fald uden tvivl delvist begrundet i det signal, vi gerne vil sende til omverdenen om os selv. Men det er der vel intet problematisk i. Der er jo intet galt i at ville sende signaler om, at man handler etisk forsvarligt, så længe der også er hold i løfterne.
Kan en magtelite påvirke, hvilke dyder der vinder indpas i en bestemt historisk periode? Ændrer dyderne sig over tid?
Der er jo ingen tvivl om, at vores opfattelser af og holdninger til politiske spørgsmål er stærkt præget af magtelitens indvirkning. Ikke blot historisk set, men også i en nutidig kontekst, hvor blandt andet italesættelsen af ”danskheden” som det frie, fredelige, ligesindede, vestlige, demokratiske er blevet modstillet alt det ikkedanske. Magteliten kan påvirke, hvad folk tænker om dyderne, og hvilke dyder der vinder indpas, men hvad der er dyder, forbliver et filosofisk etisk spørgsmål, ikke et historisk eller politisk spørgsmål.
Hvis du skulle vælge en enkelt dyd, der afbalancerer det nuværende globale samfunds dynamik, som en sociolog træfsikkert har indrammet med begrebet ”fast capitalism”, hvad er det så for en dyd – velgørenhed?
Velgørenhed er en vigtig og helt central dyd, som sikkert bør spille en meget væsentlig rolle i det globale samfund! Ikke mindst for virksomheder. Jeg tror og håber også, at denne dyd bliver en yderligere rentabel strategi fremover, men helt afgørende for dydsetikken er den ”praktiske visdom”, som indbefatter evnen til at analysere de etiske aspekter af givne aktuelle scenarier, kende til de andre dyder og forstå, hvilke handlinger der er påkrævet hvornår og hvordan. Praktisk visdom er på den måde en form for ”metadyd”, som betinger anvendelsen af de andre dyder.
I min optik er FN’s global goals faktisk et godt eksempel på en international politisk handling, som er foretaget i lyset af praktisk visdom! Det, at en så seriøs og indflydelsesrig institution vedblivende sætter målsætningerne så ekstremt højt, har væsentlig global betydning. Det lægger pres på de lande, som endnu er meget langt fra målene. Selv hvis disse mål aldrig kan nås – hvilket jeg tror, de kan – så gør de virkelig en forskel. Fordi det ikke bare er vigtigt, hvad målene siger, men også i høj grad hvem der sætter dem. Derfor skal vi også passe på med at kalde dem utopiske eller negligere deres betydning. Hvis vi vil gøre noget etisk, så bør vi tage målene meget alvorligt.
Håbet ser ud til at være, at dyder som bæredygtighed, socialt ansvar, delelyst, deltagelse, rummelighed og gavmildhed kan føre til ny vækst, ligesom lasterne til gavn for helheden var drivkraften i industrialiseringens liberalistiske økonomi. Er det realistisk?
Realistisk som i ”kan det lade sig gøre?” – ja, utvivlsomt. Der er ingen forhindringer ud over os selv, som står i vejen for dette mål. Realistisk som i ”kommer det til at ske?” – det er mere usikkert. Konstruktiv kollektiv organisering på globalt plan har aldrig været en af menneskehedens stærkeste sider.
Og hvad med dydens modpol, lasten? Menneskets natur består af såvel laster som dyder. Lasterne kan rumme en enorm drivkraft for mennesker og samfund, f.eks. grådighed. Hvad stiller dydsetikken i en moderne version op med lasterne?
Dydsetikken tager afstand fra det uetiske, som den forstår i kontrast til dyderne. Eksempelvis er grådighed i forhold til de begrænsede ressourcer eller ligegyldighed over for menneskelig nød i mine øjne nogle af de mest problematiske laster i nutiden. Mindre graverende laster i vores samtid er for mig at se selviscenesættelse og i et vist omfang afhængighed, og de er lettere at integrere i et dydigt samfund.
Tilbage til Aristoteles. En stat styret af filosoffer var Platons ideal. Hvem burde ifølge Artistoteles føre an i ”det dydige samfund”?
Det dydige samfund kommer fra folket. Men det er det oplyste folk, som gennem fælles deliberation og diskussion finder frem til den rette etiske løsning. Og den rette etiske løsning kan tage mange former. Dydsetikken rummer en række uenigheder om politisk design.
Og hvis man ikke er enig i den rette etiske løsning, som det oplyste folk er nået frem til?
Så må man argumentere. Vinderen i det dydige samfund er den, som fremfører det stærkeste argument, det vil sige den, som kan give os de stærkeste etiske grunde for sit synspunkt eller sin position. Der er her en klar objektiv opfattelse af moralbegrundelse og dermed en afvisning af relativisme i dydsetikken, hvad angår afklaring af værdispørgsmål. Dydsetikken er måske nok konkret, idet den typisk giver sine svar i henhold til meget konkrete og erfaringspåvirkede livssituationer, men den er i direkte modstrid med etisk relativisme.
På sin vis er en organisation som FN – om end til tider noget luftig og abstrakt i sine målsætninger – vel en af de stærkeste etiske spillere i den globaliserede verden, netop fordi den minder os om alle de stærkeste grunde til at forandre den verden, vi lever i. Den slags argumenter er stærkt fremmende for det dydige samfund.
Det dydige samfund
Lasse Nielsen
ISBN: 9788741262895 (Bog)
ISBN: 9788741265674 (i-bog)
Udgivelsesår: 2016
Udgave: 1
Sider: 182
Hans Reitzels Forlag