Det nye dialogforum er forskelligt fra de tidligere råd på området, henholdsvis Rådet for Samfundsansvar og Rådet for Socioøkonomiske Virksomheder: Ikke blot skal det nye dialogforum jonglere med begge felter – samfundsansvar og socioøkonomi – på en gang i rundbordssamtalerne, men begrebet ”vækst” har nu også sneget sig ind i dialogforummets navn. Og det er der ifølge Dan Boyten en god pointe i.
”Mit indtryk er, at ministeren gerne ville have en erhvervsmand som formand, fordi det handler om at få virksomhederne mere aktiveret. Jeg mener, at der er en god pointe i at fokusere på vækst og at inddrage spørgsmålet om at drive en sund forretning i kombination med samfundsansvar. Vækstbegrebet signalerer en retning og giver noget til virksomhederne, selv om det naturligvis kan være komplekst at få både samfundsansvar og vækst til at gå hånd i hånd. Helt konkret vil jeg benytte vækstbegrebet som styringsværktøj for dialogforummets arbejde, og det kan være med til at fokusere de kommende debatter og konklusioner. Jeg mener, at det er vigtigt, at dialogforummet netop er placeret under Erhvervs- og Vækstministeriet, fordi det giver et hensigtsmæssigt fokus, når vi skal i dialog med erhvervslivet,” siger Dan Boyter.
[quote float=”left”]Helt konkret vil jeg benytte vækstbegrebet som styringsværktøj for dialogforummets arbejde[/quote]I kommissorium for Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst hedder det blandt andet, at formålet er ”at understøtte virksomhedernes arbejde med at tage samfundsansvar (…).” Der er altså tale om et meget bredt udgangspunkt, der skal defineres af de mange forskellige interesser, der er repræsenteret i forsamlingen. ”Det er rigtigt, at betydningen af samfundsansvar kan opfattes på mange forskellige måder. Helt overordnet vil jeg og medlemmerne tage udgangspunkt i de sytten SDG´er (sustainable development goals, red.). Jeg synes, det er interessant, at verdensmålene åbner mulighed for at til- eller fravælge områder, som er specifikt relevante for den enkelte organisation. Dette valg er efter min opfattelse også det, der i sidste ende vil give vækst og fremdrift,” siger Dan Boyter.
Med de mange muligheder for at vælge relevante SDG´er at arbejde med i virksomhederne følger også krav om ambitioner og målsætninger. Men der er ifølge Dan Boyter meget store forskelle på, hvordan disse krav bør stilles til virksomhederne.
”Virksomheder er meget forskellige. Jeg mener, at de største virksomheder har et kæmpe ansvar i forhold til at kommunikere samfundsansvar til deres stakeholdere. De arbejder på den store globale skala, og jeg forventer, at de inddrager SDG-målene i deres rapporteringer og handlinger i deres forretninger generelt. Den viden, som de største virksomheder udvikler på området, har vi mulighed for gøre brugbar for de mindre og mellemstore virksomheder, der udgør den største andel af erhvervslivet. Det er en af dialogforummets største opgaver at sikre, at der sker en overførelse af viden og inspiration. De mindre og mellemstore skal inspireres til at se relevansen, og de skal samtidig også være i stand til kommunikere indsatserne præcist i forhold til SDG-målene. Der er efter min opfattelse mange smv-virksomheder, der allerede gør meget. Men de har udfordringer med at kommunikere det til omverdenen. Det skal vi og de helt store virksomheder hjælpe dem med,” siger Dan Boyter.
[quote float=”right”]De største virksomheder har et kæmpe ansvar i forhold til at kommunikere samfundsansvar til deres stakeholdere[/quote]Det samfundsansvarlige fokus, som verden i øjeblikket oplever på mange fronter, har også en politisk dimension. Groft forenklet kan man tale om så forskellige positioner som dem, der mener, at det for virksomhederne er nok ansvar at skabe profit, mens andre mener, at uanset hvad virksomhederne foretager sig, vil det altid være i et skær af ”greenwashing”, fordi det underliggende motiv altid vil være drevet af profit. De positioner skal tale sammen i det nye dialogforums rundbordssamtaler, og det er Dan Boyters opgave, at det sker på en konstruktiv måde.
”Mit personlige udgangspunkt for at styre den politisk ladede debat er, at de virksomheder, der ikke kan få øje på værdien eller slet ikke har blik for, at samfundsansvar kan skabe vækst, vil tabe på den lidt længere bane. SDG´erne er også i denne sammenhæng fortræffelige værktøjer til at styre den politiske debat, fordi de netop i sig selv opstiller nogle politisk relaterede spørgsmål til både virksomheder og politikere,” siger Dan Boyter og påpeger samtidig, at han anser sin formandsrolle som facilitator for den politiske debat, der forventelig vil tone frem i det meget sammensatte dialogforum.
”Min holdning er, at en virksomhed skal være meget afklaret med, hvordan den vil drive virksomhed. Det er et krav, at den har taget stilling, synes jeg. Men afgørende er jo også, at bundlinjen er sund. Vi skal huske på, at en virksomhed er profitdrevet – det er ikke en socialinstitution,” forklarer Dan Boyter.
[quote float=”left”]Det er en af dialogforummets største opgaver at sikre, at der sker en overførelse af viden og inspiration[/quote]Et af de store spørgsmål som iagttagere af det nye dialogforum spændt venter på, er, hvilke konkrete temaer og områder dialogforrummet vil fokusere på i den kommende mandatperiode på to år. Herunder, hvordan formanden vil drive arbejdet frem.
”På vores første møde gjorde jeg det meget klart, at jeg forventer, at deltagerne melder klart ud, hvad deres holdninger og positioner er. Det er nemlig forudsætningen for, at jeg som formand kan agere stærkt og koordinere præcist i forhold til de interesser, der er repræsenteret. Princippet om rundbordssamtaler er også et udtryk herfor. Alle skal bidrage med input, men vi skal forsøge at melde samlet ud, når vi f.eks. skal give anbefalinger til regeringens kommende udspil for, hvordan verdensmålene skal forvaltes,” siger Dan Boyten, der oplyser, at han i høj grad vil gøre brug af eksterne eksperter og fagpersoner med kompetencer på relevante områder. Dertil vil dialogforummet udpege medlemmer som værter på områder, der ligger dem på sinde, eller som de har specielle kompetencer til at varetage.
”Vi er i dialogforummet enige om, at SDG-målene bliver centrale. Dertil som nævnt også, hvordan vi får smv-segmentet mere aktiveret med samfundsansvarlige tiltag. Jeg er også varm fortaler for at skabe nye modeller for partnerskaber mellem f.eks. det offentlige, ngo´er og erhvervsliv med henblik på at løse opgaver såsom flygtningeintegration på arbejdsmarked, beskæftigelse for udsatte og styrkelse af de socioøkonomiske virksomheder. Sluttelig vil jeg også nævne iværksætterne, hvor mange af de nye virksomheder har et naturligt forhold til samfundsansvar, og hvordan det integreres i ydelser og produkter. Også her tror jeg på, at vi kan gøre en forskel med at hjælpe dem bedre på vej.”
Om de mere kontroversielle områder som skatteplanlægning og ulandsbistand siger Dan Boyter: ”Det kan sagtens være, at vi skal tage skattespørgsmålet op, men det blev ikke drøftet på vores første møde. Vedrørende ulandsbistand så mener jeg, at det også kunne være et område, hvor dialogforummet kunne komme med indspark til, hvordan vi kan prioritere bedre i forhold til verdensmålene. Men vi er kun lige gået i gang, og vi skal finde vores arbejdsgang, før vi kan melde mere tydeligt ud på disse områder”.
Verdensmålene vil altså være i centrum for formanden og det nye Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. De bliver pejlemærket og omdrejningspunktet, der i kombination med økonomisk vækst skal bære dialogforummets arbejde.
”SDG´erne er jo på sin vis forkromede, men de sætter en klar retning og minder os om, hvad det er, vi arbejder for. Om verden når målene, ved jeg ikke. Det afhænger af, dels hvor mange lande der tager dem alvorligt, og dels hvilke lande der er i stand til at gøre en forskel. Jeg synes, at vi i Danmark er seriøse omkring dem, men vi er også meget små og skal arbejde hårdt for at gøre vores bidrag betydeligt,” siger Dan Boyter afslutningsvis.