Hos Nordea siger head of responsible investments i Nordea, Sasja Beslik: ”Vi vil lancere en ny aktiefond – Global Stars – i denne måned. Fonden vil ligesom resten af Stars-fondene investere i virksomheder med høj ESG-rating. Som det fremgår af fondens navn, vil den investere i globale virksomheder fra mange forskellige lande.”
Danske Bank ønsker ikke på nuværende tidspunkt konkret at kommentere deres nye etiske fond, der lanceres i løbet af sommeren.
[quote float=”right”]Etiske fonde vil give danske investorer og danske opsparere flere muligheder for at placere midler i flere bæredygtighedsfokuserede aktiver[/quote]Trods meldinger om stigende interesse fylder de særlige etiske fonde i Danmark dog stadig næsten ingenting i det samlede billede. De nuværende særlige 12 etiske fonde repræsenterer således kun 1,8 procent af den samlede markedsværdi af alle investeringsfonde, der er bæredygtighedsvurderet efter Morningsstars nye sustainability rating, i alt 300 fonde. Og endnu mindre i forhold til alle fonde, når man inkluderer ikkebæredygtige vurderede fonde.
”Efterspørgslen i Danmark er i høj grad drevet af pensionskasser og større institutionelle investorer. Vi mangler stadig at se det store ryk fra de private investorer i Danmark, hvis man sammenligner med Sverige.” udtalte Eric Pedersen, direktør for Nordea Invest, den 16. marts i år til Finans.dk.
Interessen i markedet synes dog at være stigende og bekræftes også af Nordeas Sasja Beslik, som siger til Erhvervsfilosofi: ”Interessen er meget stor, og vi forventer bestemt, at fonden bliver en succes. Vi offentliggør ikke et specifikt tal for forventningerne til salget.”
[quote float=”left”]Etiske fonde i Danmark fylder dog stadig næsten ingenting i det samlede billede[/quote]Hos Jyske Invest har man ingen konkrete planer, men følger udviklingen tæt og er klar til at lancere, hvis markedet tilsiger det: ”Vi er løbende i dialog med både kunder og distributører omkring nye produkter. I den forbindelse kigger vi naturligvis også på vores udbud af etiske investeringsfonde. Der foreligger ingen konkrete planer om et nyt produkt, men historien har vist, at meget kan ændres i løbet af 12 måneder, ” oplyser vice president, head of investment management Jens Christian Thellesen fra Jyske Invest Fund Management.
Miljø og klima bedste afkast blandt etiske fonde
Blandt de 12 etiske fonde har klima- og miljøfokuserede fonde generelt klaret sig bedst i årets første måneder, når der udelukkende fokuseres på økonomisk afkast. Både Danske Invests ”KlimaTrends” (+1,43 procent), Nordeas ”Klima og Miljø” (+1,62 procent) og Nykredits ”Klima og Miljø SRI” (+1,72 procent) præsterer bedre afkast end etiske fonde med en bredere industritilgang, f.eks. Carnegies ”Globale Aktier Etik” (+0,23 procent), Jyske Invests ”Globale Aktier Special” (+0,24 procent), Nykredits ”Globale Aktier SRI” (-0,43 procent) og BankInvests ”Basis Globale Aktier Etik” (-0,22 procent). Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ”LD Miljø og Klima” (-1,16 procent) og Nordeas ”Nordic Stars”(+1,89 procent) står begge som undtagelsen i dette perspektiv.
Ifølge de seneste tal (30. april 2016) fra brancheforeningen fik investeringsfondene generelt med danske aktier små positive afkast, og den typiske fond gav 0,3 procent. Afkastene var lidt højere i fondene med europæiske og globale aktier med typiske afkast på henholdsvis 0,9 og 0,6 procent. Fonde med amerikanske aktier havde tab på typisk 0,5 procent. Fonde med emerging markets aktier sluttede næsten uændret, mens der var tab i fonde med fjernøstlige aktier på typisk 1,2 procent. Fonde med japanske og latinamerikanske aktier havde positive afkast på henholdsvis 3,6 og 5,0 procent.