Hvor er de kierkegaardske CSR-ledere?

[dropcap]D[/dropcap]en nu afdøde amerikanske CSR-helt og grundlægger af virksomheden Interface Inc., Ray Anderson, beskrev læsningen af Paul Hawkens ”Ecology of Commerce” som ”et spyd i brystet, noget, der rystede mig i min grundvold, en øjenåbnende, skelsættende oplevelse”. Dette blev efter hans eget udsagn starten på hans virksomheds forrygende succes som både miljømæssig og økonomisk stærkt bæredygtig. Hans ansatte udtrykte deres skepsis allerede tilbage i 1994, da han ønskede, at virksomheden skulle blive fuldstændig bæredygtig. I selvbiografien ”Confessions of a Radical Industrialist” fortæller han, hvordan han igen og igen spurgte sig selv: Hvorfor skal vi kaste os ud i det her grandiose eksperiment, når ingen – ikke engang jeg selv – ved, hvad der vil komme ud af det?

Da Paul Polman, en anden CSR-helt, kom til roret som ceo for UniLever i 2009, annoncerede han, at kvartalsregnskabet skulle droppes for at kunne fokusere langsigtet. Det medførte, at UniLevers aktiekurser øjeblikkelig faldt med drastiske 8 procent. Men UniLever kunne for nylig fremlægge et imponerende årsregnskab for 2015, der viste en stigning i omsætning på 10 procent, vel at mærke samtidig med at virksomheden udmærker sig som en af de mest bæredygtige i verden.

[quote float=”right”]Verden har brug for ledere, der bevæger sig ud på de 70.000 favne vand og gennemfører det, som de så inderligt tror på[/quote]

De to eksempler viser os en ledertype. der kan sammenlignes med Kierkegaards begreb ”troens ridder”. Troens ridder er for Kierkegaard den, der stoler og tror på, at han vil få det tilbage, han ofrer, en tro baseret på “det absurdes styrke”. Som leder at vælge den bæredygtige vej er et eksistentielt drama hos hin enkelte, som er båret af en dybest set uforklarlig og ubegrundet tro på, at projektet med at omstille sig bæredygtigt og ansvarligt nok skal lykkes. Den inderlige tro bliver det anker, der holder skuden oppe, når den største storm truer med at slå alt ud af kurs.

Verden har brug for ledere, der som Andersson og Polman bevæger sig ud på de 70.000 favne vand og gennemfører det, som de så inderligt tror på.

Tro er en intim sag, som vi hverken kan måle eller veje. At tage skridtet ud i troens absurde og gyngende farvand lykkes med Kierkegaards ord ikke gennem rationel argumentation, men med lidenskab. Og Kierkegaard viede sit liv til at forstå, hvordan tro ikke handler om, hvor mange gange du går i kirke, eller om du overholder de ti bud i Biblen til punkt og prikke. Dette gør dig ikke til et troende menneske, det etablerer ikke nødvendigvis en relation mellem dig som dødeligt menneske og noget, der er større end dig selv.

Tilsvarende handler det ikke for virksomheder om, hvor ofte de aflægger CSR-rapportering, hvor stærkt og strategisk de kommunikerer deres bæredygtige værdisæt, men først og fremmest om lederens ”troens lidenskab”. Det starter alt sammen i hovedet på lederen. Tør hun vælge at tro på sin vision og strategi om at kunne omlægge produktion til bæredygtig? Tror hun på, at det er muligt at balancere mellem vækst og bæredygtighed, strategi og etik? Vi har brug for ledere, der tør satse og på kierkegaardsk maner vælge sig selv.

[quote float=”left”]Det starter alt sammen i hovedet på lederen. Tør hun vælge at tro på sin vision og strategi? [/quote]

Men hvad vil det sige at vælge sig selv? At vælge sig selv betyder at tage ansvar for sit selv, gøre det, man har lært, og derefter foretage ”springet”. Først derved kan man tage ansvar for næsten. Så at vælge sig selv er ikke en navlebeskuende akt, men fører til et spring i ens væremåde, der paradoksalt nok betyder, at man tager ansvar for næsten og sin omverden. Kierkegaard viser det med sin berømte stadieteori når han redegør for æstetikerens, etikerens og den religiøses livsform.

Æstetikeren foretager kun overfladiske, kvantitative og æstetiske valg. Der er ingen samlende enhed i æstetikerens valg, som kun retter sig efter hans umiddelbare luner. Han følger Don Juans logik – hvor mange kvinder kan jeg have elskov med? – i stedet for hvem skal jeg gifte mig med? Hos æstetikeren er der ingen selvrelation, ville Kierkegaard sige, ingen forholden sig til sig selv som en kontinuerlig enhed. I overgangen til det etiske stadie er æstetikeren ved at opdage at han er en del af noget større.

[quote]Når vi taler lederskab, har vi ingen manualer, der kan omvende lederen til at foretage et spring til det etiske eller religiøse stadie. Men mange ledere er stadig tøvende, så den bæredygtighedskrise, vi befinder os i, er måske dybest set en lederskabskrise. Vi mangler kierkegaardske ledere, der tør vælge sig selv og dermed næsten[/quote]

Etikeren oplever en forpligtelse over for sig selv; han søger at træffe det rigtige valg, der kan indskrive ham i et universelt og forpligtende menneskefællesskab. Det næste skridt – den religiøse livsform – er troens ridder. Her har selvet en ukuelig og absurd troskab til Gud og skal ikke længere byrdefuldt konsultere etiske principper, hver gang han skal foretage et valg.

Kierkegaards pointe er, at for en udefraseende er overgangene fra stadierne usynlige – subjektive. Og når vi taler lederskab, har vi derfor ingen manualer, der kan omvende lederen til at foretage et spring til det etiske eller religiøse stadie.

Med den aktuelle udvikling inden for bæredygtige teknologiske løsninger samt de efterhånden overvældende beviser for økonomiske gevinster ved langsigtede forretningsmodeller er der snart ingen undskyldning for ikke at vælge den bæredygtige vej. Men mange ledere er stadig tøvende, så omvendelsen eller overgangen til det etiske lederskab i kierkegaardsk forstand er stærkt efterlyst.

Den bæredygtighedskrise, vi i dag befinder os i, er måske dybest set en lederskabskrise. Vi mangler kierkegaardske ledere, der tør vælge sig selv og dermed næsten.