Kommentar: Skåret ind til benet handler den globale klimaindsats om hurtigst muligt at få vænnet verden fra den fossile afhængighed og udvikle klimaneutrale bæredygtige ligevægtssamfund. Det er en kamp med tiden, og Paris-aftalen har tydeliggjort et svimlende emissions gap: Den nuværende indsats skal accelereres markant, hvis vi skal have nogen chance for at opfylde Paris-aftalens målsætninger og undgå de værste klimaforandringer for vores efterkommere. Her har verdens virksomheder en helt central rolle, og World Business Council for Sustainable Development har i en rapport klarlagt, at verdens virksomheder med de rette rammevilkår i 2030 ville kunne bidrage med CO2-reduktioner i størrelsesordenen 17-18 gigaton CO2.
[dropcap]S[/dropcap]om del af Paris-aftalen har 189 af verdens 195 lande udarbejdet nationale klimaplaner for perioden 2020-30, de såkaldte INDC (intended nationally determined contributions). Mange udviklingslande har delt deres klimaindsats i to: En del, som de kan løfte med egne kræfter, og en del, som forudsætter finansiel og teknologisk hjælp. Problemet er blot, at selv hvis man gennemfører alle disse planer, inklusive de betingede indsatser, så giver det i bedste fald kun begyndelsen til en indsats, som – hvis den opretholdes ud over 2030 – vil kunne føre til en 2,7°C-udvikling. [quote float=”right”]Hvis verdens virksomheder systematisk implementerede en vifte af definerede indsatser frem mod 2030, ville de kunne bidrage med to tredjedele af Paris-aftalens klimamål[/quote]Dette er klart bedre end business as usual, hvor vi ved at lade stå til ville se en temperaturstigning på 4-5°C ved udgangen af dette århundrede, men omvendt langtfra tilstrækkeligt. Samtlige lande må derfor i den kommende tid gentænke deres klimaplaner og stramme betragteligt op, hvis deres underskrift i Paris skal stå til troende. Når Paris-aftalen overhovedet har nogen troværdighed som ramme for den globale klimaindsats, er det da også, fordi den fik indbygget en løbende 5-årig reviewproces, hvor de enkelte landes klimaindsatser skal gennemgås og opstrammes.
[toggle title_open=”Christiana Figueres umulige opgave er lykkedes” title_closed=”Christiana Figueres umulige opgave er lykkedes” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]Når Christiana Figueres i begyndelsen af juli træder tilbage som leder af FN’s klimasekretariat UNFCCC, vil vi se en sværm af artikler, som lovpriser hendes indsats. For det lignede en nærmest umulig opgave, da hun i 2010 tog over efter Yvo de Boer. Stemningen i sekretariatet var på nulpunktet oven på sammenbruddet i klimaforhandlingerne i København, som med al tydelighed havde demonstreret vores uformåenhed: At det var lettere at pleje særinteresser end i fællesskab at sikre vores efterkommere mod løbske klimaforandringer. Modsætningerne mellem nord og syd, øst og vest, industrilande og udviklingslande, kortsigigatonede interesser og det fælles bedste gjorde tilsammen, at troen på, at verdens lande overhovedet var i stand til at stå sammen om at løse klimaudfordringen, kunne ligge på et meget lille sted.Figueres synes at have formået at opbygge den nødvendige tillid til alle sider. Hun har talt med alle, ikke kun ministre og embedsmænd, men også byer, ngo’er og erhvervsliv – det sidste indimellem med ngo’ernes misbilligelse, ikke mindst når det var samme brancher og virksomheder, som gennem en omfattende lobbyvirksomhed igennem årtier systematisk har søgigaton at modvirke og forhale en systematisk klima- og bæredygigatonighedsindsats. Men Figueres har klart set, at regeringerne og FN-systemet måtte gå forrest, når det gælder fastlæggelsen af klimapolitikken og den første finansiering heraf, samtidig med at det kun kunne lykkes, hvis alle blev involveret: verdens byer, regioner, civil- og trossamfund, ngo’er og ikke mindst virksomheder. Og her efter Paris står vi med udfordringen: Hvordan skaber vi den situation – de rammevilkår – hvor alle disse niveauer og instanser har optimale vilkår for at virke sammen om at tackle klima- og bæredygtighedsudviklingen?
Gradvist kom klimaforhandlingerne igen på benene. To år efter COP15 i København blev der i Durban vedtaget en køreplan til en aftale, som skulle falde på plads i 2015 og træde i kraft i 2020, denne gang i langt højere grad bygget op omkring common but differentiated responsibilities: At alle måtte bidrage ud fra deres meget forskellige udgangspunkter, og at de rige lande måtte hjælpe med til, at den nødvendige omstilling også kunne ske i de fattigste lande, samt at de nationale indsatser måtte bygge på frivillighed, hvis det skulle lykkes at etablere en aftale, som alle kunne slutte op om.
Og det lykkedes! Ved COP21 i Paris fik vi i december en aftale – endda en ambitiøs aftale. På baggrund af de mellemliggende års erfaringer med, hvor omfattende klimaforandringerne allerede med den nuværende temperaturstigning på lige omkring 1°C siden industrialiseringens begyndelse var, strammede man den overordnede målsætning fra at måtte holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C til well below 2°C med en bestræbelse på at begrænse stigningen til blot 1,5°C. Dette kan synes som en bagatel, men verdens lande har hermed truffet en aftale om en gennemgribende transformation af hele den måde, vi driver vore samfund på, som i det væsentligste skal være gennemført i midten af dette århundrede.
[/toggle]
I UNEP’s ’’Emissions Gap Report 2015’’ er baseline for verdens samlede udledninger i 2030 beregnet til at udgøre 65 gigaton CO2 per år (et gigaton* er 1 milliard ton eller rundt regnet 20 gange de samlede danske årlige udledninger). Forud for Paris-aftalen var der vedtaget klimaindsatser, som i forhold til denne baseline ville reducere de globale udledninger i 2030 med omkring 5 gigaton per år. Den ubetingede del af de indleverede INDC omfatter tilsammen reduktioner på 4 gigaton, mens de betingede klimaindsatser giver yderligere 2 gigaton. Paris-aftalen vil således med de nuværende INDC fuldt gennemført føre til årlige udledninger i 2030 på 54 gigaton. Heroverfor siger UNEP’s beregninger, at vi i 2030 maksimalt må udlede 42 gigaton, hvis vi skal have en reel mulighed for at at opnå en 66 procents sandsynlighed for at overholde 2°C-målsætningen.
[quote float=”left”]Mange af løsningerne vil ikke være rent teknologiske, men involvere hele den måde, vi organiserer os på[/quote]Der er således tale om et emissionsgap på 12 gigaton CO2 per år i forhold til en 2°C-målsætning. Og hvis vi skal forsøge at begrænse den gennemsnitlige globale temperaturstigning til blot 1,5°C, skal udledningerne være reduceret endnu mere i 2030. UNEP har her sat de maksimale udledninger i 2030 for en 1,5°C-målsætning til 39 gigaton – hvilket dog nok er forsigtigt sat for ikke at afskrække nogen fra at beslutte en 1,5°C-målsætning. For det indebærer et forløb, hvor vi mod udgangen af århundredet globalt set har negative udledninger og netto absorberer 5 gigaton om året fra atmosfæren.
Et snærende carbon budget
Som det fremgår af cirkelgrafen, vil vi med de nuværende globale udledninger have opbrugt det carbon budget, som følger med en 1,5°C-aspiration (50 procent), på under 10 år, mens det for en 2°C-målsætning (66 procent) vil ske på 21 år. Ud over at de nationale klimaplaner må skærpes markant allerede inden 2020, er det således uomgængeligt vigtigt at inddrage en lang række af de potentielle indsatsområder, som endnu kun er sporadisk inddraget i Paris-aftalens nationale klimaplaner: skibsfart og luftfart, de kortlivede klimagasser, forvaltningen af vore skove og landbrugsarealer og ikke mindst verdens byer og virksomheder.
Grafen ovenover stammer fra den synteserapport, som FN’s klimaorganisation UNFCCC udarbejdede forud for klimaforhandlingerne i Paris på baggrund af de nationale klimaplaner, INDC (intended nationally determined contributions), som blev indleveret inden 1. oktober 2015. Den viser med al tydelighed, at de nu indleverede INDC er helt utilstrækkelige, for samlet set vil udledningerne fortsat stige frem mod 2030. De tre forskellige blå bånd viser, at jo længere vi udsætter iværksættelsen af den nødvendige klimaindsats, jo sværere bliver det at overholde 2°C-målsætningen, og jo hurtigere vil vi være tvunget til at gennemføre udfasningen af fossile brændstoffer. Hvis vi kommer hen til 2025 eller 2030, før omstillingshastigheden øges, så er muligheden for at holde 2°C-målsætningen gledet os af hænde – eller den kan kun nås gennem disruptiv opbremsning. Og den 1,5°C-aspiration, som verdens lande endte med at vedtage, kræver øjeblikkelig og resolut handling.
Hermed følger en række af de supplerende reduktionspotentialer som foreligger, ikke mindst i verdens virksomheder.
De kortlivede klimagasser
Klimaindsatsens centrale udfordring er hurtigst muligt at få udfaset de fossile brændstoffer. Men der findes en række mere kortlivede klimagasser, hvor der ligger et betydeligt og ikke mindst umiddelbart potentiale, som gør, at vi kan vinde lidt tid. Det gælder områder som metan og lattergas fra lossepladser og opfyldninger, gasudvinding og utætte gasledninger samt ikke mindst vore stadig flere husdyr.
En lysere klode
De arktiske is- og snelandskaber er i de senere år blevet stadig mørkere af store mængder sod fra skovbrande og afbrænding af kul og olie. Det bevirker, at en mindre del af sollyset sendes tilbage til verdensrummet, og dermed at afsmeltningen øges. Her ville en systematisk montering af filtre på samtlige verdens køretøjer og kulkraftværker give en umiddelbar bedring af ikke bare byernes luftkvalitet, men også af is- og snefladernes albedo, dvs. deres evne til at reflektere solens stråler.
[quote float=”right”]10 m2 hvid maling kompenserer for 1 ton CO2[/quote]Et nylig offentliggjort studie i Nature Climate Change viser, at en systematisk indsats mod luftforureningen, nærmere bestemt de såkaldte SLCF (short-lived climate-forcers), som omfatter sodpartikler fra kulkraftværker, olie- og gasudvinding, skovbrande og forbrændingsmotorer, SOxer, NOxer, VOCer osv., ville kunne mindske temperaturudviklingen i 2050 med 0,2°C.
En forsker fra Berkeley, Hashem Akbari, har beregnet, at man ved at male tagflader og befæstede arealer i verdens byer hvide ville kunne opnå en markant kølende effekt. Således ville den kølende effekt af at male samtlige himmelvendte flader i verdens 100 største byer hvide kunne kompensere for 44 gigaton CO2-udledninger. Samtidig ville det mindske smogdannelsen og behovet for køling af bygningerne. En sådan hvidmaling vil dog i praksis indebære nærmest uoverstigelige udfordringer, men lidt har også ret. Ifølge Akbari går der for sydligere himmelstrøg blot 10 m2 hvid maling til at kompensere for 1 ton CO2.
[quote float=”left”]Der ligger et kolossalt klimapotentiale i at tilpasse dyrkningsmetoder i landbruget, så mere CO2 bindes i muldlaget[/quote]Øget lagring i biosfæren
En nylig opgørelse nåede frem til, at der var omkring 3 trillioner træer på kloden, men at der ville have været dobbelt så mange, hvis ikke vi mennesker havde fældet løs. Skovene er veritable CO2-lagre, og hver gang vi rydder mere skov for at give plads til flere afgrøder til husdyr, fører det til øget klimabelastning. Som del af Paris-aftalen kom de første ansatser til den såkaldte REDD+aftale, som skal sikre først og fremmest tropiske regnskove mod at forsvinde. UNEP vurderede i sin analyse af de indleverede INDC, at der var et teoretisk reduktionspotentiale på 9 gigaton CO2 per år ved en systematisk gennemført REDD+ eller halvanden gang den samlede effekt af de INDC, som blev indleveret forud for Paris 2015.
Tilsvarende ligger der et kolossalt klimapotentiale i at tilpasse dyrkningsmetoder i landbruget, så mere CO2 bindes i muldlaget.
Luftfart og skibsfart
Udledningerne fra både skibs- og luftfart har været konstant voksende. Endda er det igennem nu to årtier lykkedes de to sektorer at undgå en egentlig klimaindsats. FN’s civile luftfartsagentur ICAO har på det seneste luftet forslag til et kvotesystem for luftfarten, men op imod 40 procent af flytrafikken vil være undtaget. Dette er nærmest absurd, i lyset af at en undersøgelse i Nature Climate Science klarlægger, at den amerikanske luftfartindustri frem til midten af århundredet udgiftsneutralt ville kunne reducere sin klimapåvirkning per passagerkilomenter med 2 procent om året.
Måske det også giver mening i lyset af klima- og bæredygtighedsudfordringen at genoverveje det hensigtsmæssige i en udvikling, som har medført, at vi år for år rejser stadig mere og flytter stadig flere produkter og råvarer stadig længere rundt på kloden.
Byernes reduktionspotentiale
UNEP vurderer, at alene klimaindsatsen fra C40-sammenslutningen af byer i 2020 vil udgøre reduktioner i størrelsesordenen 0,7-2 gigaton CO2 per år. Hvis denne indsats blev udbredt til alle klodens millionbyer, og ikke mindst hvis byernes klimaindsats samtidig blev bredere defineret, så den i højere grad omfattede borgernes forbrug og adfærd, så ligger der i byernes klimaindsats et mange gange større potentiale.
Lima to Paris Action Agenda
Som del af arbejdet frem mod Paris-konferencen blev der etableret en Lima to Paris Action Agenda, hvor non-state-aktører kunne byde ind med klimaprojekter. Der er her indberettet mere end 10.000 projekter og aktiviteter fra byer, virksomheder, borgergrupper og ngo’er verden over med anslåede CO2-reduktioner i størrelsesordenen 2,7 gigaton årligt. Omkring halvdelen heraf kommer fra byer og regioner, som tilsammen dækker 17 procent af den globale befolkning. Der blev indberettet klimatilsagn fra mere end 2.000 virksomheder, heriblandt 609 af verdens 2.000 største virksomheder. De spænder fra tilsagn om at inddrage en CO2-pris i den langsigtede planlægning over en bred vifte af CO2-reduktionsprojekter til virksomheder som Acciona og Philipps Lightning, som har forpligtet sig til at blive CO2-neutrale i henholdsvis 2016 og 2020.
FN’s klimachef Christiana Figueres har således set rigtigt, når hun parallelt med arbejdet med at få 195 lande til at enes om en klimaaftale systematisk vedholdende har søgt at stimulere forretningsverdenen og de øvrige non state-aktører til at involvere sig og tage deres del, både hvad angår klimaindsatsen og klimafinansieringen, og til at se det som en enestående forretningsmulighed.
Erhvervslivets klimapotentiale
World Business Council for Sustainable Development (WBCSD) fremlagde inden klimakonferencen i Paris et low carbon technology partnerships initiative, som på baggrund af en rapport udarbejdet af PricewaterhouseCoopers viste, at verdens virksomheder frem mod 2030 samlet set ville kunne mønstre en klimaindsats i størrelsesordenen 17-18 gigaton CO2. Men “for this target to be met, the right policy framework needs to be created by governments around the world,” skriver UNFCCC i en pressemeddelelse 3. november 2015 og fortsætter: “To meet this ambition, the low carbon technology partnerships initiative could channel at least USD 5-10 trillion investment into low carbon sectors and create at least 20m-45m jobs around the world as a result over the next 15 years.”
Denne figur sammenfatter WBCSD’s rapport. Hvis man nærlæser rapporten, er der ikke tale om et enkelt område, som giver størsteparten af disse reduktioner. Tværtimod er der tale om en bred vifte af indsatser inden for meget forskellige sektorer: Øget brug af vedvarende energi forventes i 2030 at kunne give reduktioner i størrelsesordenen 1,5 gigaton CO2, CCS-projekter er vurderet at kunne give 1 gigaton per år, bedre brug af kemikalier 1 gigaton, cementindustrien kan skære 20-25 procent af dens udledninger i 2030, energiforbruget i bygninger kan reduceres med 50 procent, transportsektoren kan med biobrændstof finde 2,1 gigaton i forhold til baseline, et intelligent fragtsystem ville kunne udvikle CO2-neutralitet, climate-smart agriculture vil kunne nå 3,7 gigaton reduktioner i 2030, mens skovlagringen kan øges med 3 gigaton per år.
Man kan ikke bare lægge alle disse reduktioner sammen, for nogle af dem vil overlappe med reduktioner, som allerede er medtaget i de nationale klimaplaner. Men hvis verdens virksomheder systematisk implementerede en sådan vifte af indsatser, så ville det nærme sig reduktioner i det omfang, som er nødvendigt for at kunne efterleve Paris-aftalens klimamål.
Virksomhederne tilknyttet low carbon technology partnerships initiative har for hvert af hovedområderne defineret ambition, challenges, action plan samt policy asks. Men selve rapporten ser mest på ambitionen: At verdens virksomheder frem mod 2030 ville kunne bidrage med to tredjedele af Paris-aftalens ambition gap, samt hvilke konkrete indsatser der kan komme på tale i de enkelte områder. Og så bruger den en del plads på at belyse, hvordan denne indsats samtidig kan være med til at understøtte FN’s nye bæredygtige udviklingsmål, som i høj grad er sammenkædet med klima- og klimatilpasningsindsatsen.
Optimale rammevilkår
”Business does not operate in a vacuum, so it needs an appropriate policy environment to deliver the full potential of the actions plans and achieve the vision of a low carbon economy”, hedder det i WBCSD’s rapport: ”Each focus area has developed a set of ’policy asks’ that it believes are needed to unblock the barriers to cutting emissions.” Men disse fordringer til virksomhedernes rammevilkår bliver ikke yderligere udfoldet.
Der er nok heller ikke noget enkelt svar, som passer på tværs af lande, kulturer og brancher. Men i den nuværende situation, hvor vi står med et svimlende emissions gap, er det vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvilke muligheder og barrierer for en klimaindsats der er i de enkelte virksomheder og brancher, og på den baggrund formulere ønsker til de rammevilkår for virksomhederne, som bedst muligt understøtter virksomhederne (institutionerne og byerne) i denne klimaindsats.
Rigtigt formuleret bør der kunne skabes bred opbakning om en sådan proces, som meget vel kunne indlejres i en ambition om Danmark som globalt foregangsland og Danmark som eksperimentarium for bæredygtig livsstil. For mange af løsningerne vil ikke være rent teknologiske, men involvere hele den måde, vi organiserer os på.
Det kommer ofte til at handle om særlig støtte til frontløbervirksomheder, og på ét niveau er det fantastisk vigtigt med forbilleder og rollemodeller: Virksomheder og institutioner, som viser, at det kan lade sig gøre. Men samtidig er vi så sent ude med klimaindsatsen, at det er vigtigt at få alle med. At det ikke kun er København, som bliver CO2-neutral i 2025, men alle danske byer. Derfor må rammevilkårene fuldt så meget stimulere, at alle lægger om.
Klima- og bæredygtighedsudfordringen er en oplagt anledning for den enkelte virksomhed til at se frem og placere sig i omstillingsprocessen. For uanset om vi ønsker det eller ej, så kommer der forandringer. Med Figueres’ ord er klimaomstillingen fra København til Paris gået fra at være impossible til at være unstoppable.
Note: For læselighedens skyld er kun medianværdien medtaget, og den er angivet i gigaton CO2 eller blot i gigaton, hvor der reelt er tale om gigaton CO2e, det vil sige CO2-ekvivalenter, hvor man har omregnet de øvrige klimafaktorer til CO2.
Links
Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker 34.08.2015.
Christiana Figueres: The inside story of the Paris climate agreement, 15 min. TED-forelæsning februar 2016.
Global Response to Climate Change Keeps Door Open to 2 Degree C Temperature Limit New UN Report Synthesizes National Climate Plans from 146 Countries, (pressemeddelelse) 31.10.2015.
Synthesis report on the aggregate effect of intended nationally determined contributions, (download-side) UNFCCC.
The Emissions Gap Report 2015, (download-side) UNEP 06.11.2015.
Hashem Akbari: Urban Surfaces and Heat Island Mitigation Potentials, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).
Schäfer, A.W. et al.: Costs of mitigating CO2 emissions from passenger aircraft, Nature Climate Change 23.11.2015.
About the Lima-Paris Action Agenda, UNFCCC september 2015.
Lima-Paris Action Agenda Matures into Major Force Driving Climate Action, (pressemeddelelse) UNFCCC 09.12.2015.
Low Carbon Technology Partnerships initiative, Impact Analysis, (WBCSD) pwc november 2015 (pdf).
Global Business Community Comes to Paris with Solutions for Taking On the Climate Challenge Across the Board, (pressemeddelelse) UNFCCC 08.12.2015.
Ambitions of new WBCSD initiative could deliver two-thirds of carbon reductions needed for critical UN climate change goal, says PwC report, WBCSD 03.11.2015.