Kritikkens kerne rettes indledningsvis mod virksomhederne, men derfra videre til medlemmerne af FN – nationalstaterne – der med særinteresser og manglende politisk vilje endnu ikke har kunnet ”nå til enighed om, i hvor høj grad virksomhedernes menneskeligeretslige ansvar skal reguleres ved lov, og om det gælder deres aktiviteter i hjemlandet eller i udlandet.” Konsekvensen er, at ofre for krænkelse af menneskerettigheder som følge af virksomheders handlinger har meget svært ved at opnå erstatning, og at virksomhedernes gode intentioner sjældent rækker ret langt.
[quote float=”right”]Det står fuldstændig uklart, hvad virksomhedernes ansvar for menneskerettigheder egentlig er[/quote]Udgangspunktet for kritikken, der fremføres i kapitlet ’Har virksomheder ansvar for menneskerettigheder’, er den kollapsede bygning Rana Plaza i Bangladesh, der tilbage i 2013 kostede tusind menneskeliv, alle ansat af leverandører til store globale tekstilvirksomheder.
Der skal som bekendt ofte lig på bordet, før erkendelsen indfinder sig, og tragedien har da også proaktivt skubbet gang i processen om øgede krav til beskyttelse af arbejdstagere og bedre erstatningsmuligheder for ofre. Men selvsamme proces afslører samtidig, at det står fuldstændig uklart, hvad virksomhedernes ansvar for menneskerettigheder egentlig er for en størrelse, og hvor langt det bør række. Uklarheden har medført, skriver kapitlets debattør, senioranalytiker ved IMR Stéphanie Lagoutte, at FN to gange – sidste gang i 2014 – har iværksat initiativer, der skal føre til en egentlig retsskabende traktat om erhvervsliv og menneskerettigheder.
Men det har hidtil ikke i FN kunnet lade sig gøre at få indrammet en mere præcist formuleret ansvarsforståelse af erhvervsvirksomheders rolle i forhold til menneskerettigheder og ikke mindst at sikre ofrenes muligheder for at søge erstatning. ”Initiativet (FN´s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder, red.) har dog sine klare politiske og juridiske begrænsninger. Det fremgår nemlig tydeligt af retningslinjerne, at de ikke er bindende og ikke har til formål at skabe nye menneskeretlige forpligtelser eller rettigheder,” skriver Stéphanie Lagoutte.
[quote float=”left”]Der er intet i vejen for, at virksomhederne selv kan implementere egne høje standarder[/quote]Et er juridisk ansvar, noget andet er spørgsmålet om et virksomhedsetisk ansvar i erhvervsfilosofisk perspektiv. Der er som bekendt intet i vejen for, at virksomhederne selv gennem f.eks. code of ethics eller CSR-politikker kan implementere egne høje standarder som værn mod risikoen for krænkelser af menneskerettigheder samt have processer for handlinger, når eller hvis rettighederne overtrædes, herunder også erstatningsmuligheder for ofre. Men IMR vurderer, at: ”på trods af at virksomheder altid skal overholde gældende lov (…), kan det være meget besværligt og endda umuligt for ofrene at søge og få erstatning for skader.”
Dermed er vi ifølge IMR ved problemets kerne. De mange frivillige initiativer, vejledninger, principper og rundbordssamtaler mellem forskellige aktører – virksomheder, stater og ngo´er etc. – har skabt en positiv mangfoldig diskurs indeholdende gode intentioner. Desværre medfører det hverken bedre beskyttelse af ofrene eller øger deres muligheder for erstatning endsige får ret mange virksomheder til at skrue op for ansvarligheden for at sikre procedurer. ”Den meget inkluderende proces kan dog ikke kompensere for den manglende juridisk bindende effekt af disse tiltag,” konkluderer IMR.
[quote float=”right”]I sidste instans er det nationalstaterne, der skal regulere virksomhederne på området[/quote]Ifølge IMR er FN´s retningslinjer meget vagt formuleret. Det skyldes, at det er staternes forpligtelse at regulere i forhold til erhvervslivets håndtering af menneskerettighederne, men forpligtelsen rækker menneskeretsligt ikke til reguleringer i udlandet. Dette ændres ikke ved, at EU sidste år implementerede et direktiv om, at større virksomheder skal rapportere forhold om menneskerettigheder – eller i det mindste forklare indgående, hvorfor de ikke gør. Direktivet bygger på et følg- eller forklarprincip.
Nogle virksomheder – typisk de få helt store frontløbere – har menneskerettighedsprogrammer, men de bestemmer helt frivilligt selv omfanget, blot lokale lovregler bliver overholdt.
Er frivilligheden bedst egnet
Erhvervsfilosofi.dk har tidligere debatteret, hvorvidt frivillighedsprincippet for virksomhedernes samfundsansvar nu også er det bedste princip til at opnå de bedste samfundsansvarlige resultater. Det afhænger givetvis af interesser, og hvordan man opfatter samfundsansvar og begrebet resultater. Men på et så fundamentalt område som menneskerettigheder synes det ikke at være gældende, og som vi belyste i artiklen ’Hæmmer frivilligheden etikken’, er risikoen ved frivillighedsprincippet i CSR, at ethvert samfundsansvarligt initiativ kobles direkte til forretningsdriften. Dermed øges sandsynligheden for, at etiske vurderinger og handlingers moralske konsekvenser nedprioriteres til fordel for den økonomiske bundlinje.
Et andet problem ved princippet om frivillighed, som IMR også peger på, er, at det er meget svært at måle effekten, og om de gode intentioner rent faktisk har indflydelse på, om dels krænkelse af menneskerettigheder kan undgås, dels om ofre har adgang til og mulighed for at søge berettiget erstatning fra den pågældende virksomhed. IMR vurderer meget klart, at ”hvorvidt indsatserne skaber de nødvendige forandringer, er stadig et åbent spørgsmål, og at ”man kan dog ofte konstatere, at virksomhedernes gode viljer ikke rækker så langt.” Med det mener IMR, at de mange soft law-vejledninger og velmenende formuleringer om virksomhedernes ansvar for menneskerettigheder i sidste ende ikke indebærer noget bindende ansvar. For i sidste instans er det nationalstaterne, der skal regulere virksomhederne på området.