På klimatopmødet i Paris i december 2015 fyldtes plenarsalen med klapsalver og glædesudbrud. En ny global klimaaftale var endelig en realitet. Kinas præsident, Xi Jinping, har blandt andet i en fælles erklæring med Obama meldt sig klar til en hurtig ratificering. Dermed er ca. 38 procent af de globale udledninger omfattet, og de to vigtigste lande har meldt sig klar.
[quote float=”left”]Vi kan i EU godt ignorere omstillingen, men vi kan ikke standse den[/quote]Med ratificering fra også EU, der er ansvarlig for ca. 12 procent af de globale udledninger, vil aftalen være så godt som ratificeret. Men foreløbig er det kun Ungarn og Frankrig, der har givet EU-kommissionen grønt lys til ratificering. De øvrige medlemslande tøver, dukker sig eller forsøger at slippe så billigt som muligt.
EU har ellers i rigtig mange år traditionelt spillet en både fremtrædende og afgørende rolle i COP-forhandlingerne. Ifølge John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden, har EU’s rolle i klimaforhandlinger ændret sig i uheldig retning:
”Fra den absolutte førerposition, hvor EU var med til at flytte forhandlingerne, fordi de politiske ambitioner hang sammen med realpolitisk handling, er vi de seneste år blevet en sten i skoen. Vi går med løftede pegefingre ind i forhandlingslokalet og indtager en position, hvor vi mener, de andre skylder os en hel masse. Det har skabt et ufrugtbart forhandlingsklima, og derfor gik det franske formandskab klogt en stor bue uden om EU ved topmødet i Paris.” Siger John Nordbo.
Klimaaftale kan træde i kraft uden EU
For at træde i kraft skal COP21-aftalen ratificeres af mindst 55 lande, der tilsammen er ansvarlige for 55 procent af den globale CO2-forurening. USA’s præsident, Barack Obama, har tilkendegivet, at han kan og vil ratificere aftalen uden om Kongressen i en såkaldt executive agreement, inden udgangen af sin præsidentperiode i november.
Uden USA falder Kina med stor sandsynlighed også fra, og uden disse to store udledere kommer COP21-aftalen aldrig til at træde i kraft. Der er derfor overordentlig meget på spil, hvis aftalen skal blive til virkelighed, inden Obama forlader Det Hvide Hus.
USA og Kina er gået i gang med at sikre opbakning fra andre nationer, hvilket de foreløbig ser ud til at have succes med. Dermed står vi over for det scenario, at EU måske ikke bliver en del af ratificeringen.
”Hvis aftalen træder i kraft uden EU, vil det være et historisk lavpunkt. Det vil give genlyd globalt, og det handler selvfølgelig om, hvem der bliver lyttet til rundt om forhandlingsbordet, men endnu vigtigere handler det om, hvilke nationer der vil være i stand til at tiltrække investeringer i bæredygtige globale løsninger. Det er altså det, vi skal leve af i fremtiden, der er på spil.”, siger John Nordbo.
Kina og USA er omstillingens epicentre
De europæiske medlemslande optræder således splittede og ude af stand til for alvor at omsætte den historiske førerposition til vækst og udvikling af den bæredygtige slags, nu hvor resten af verden for alvor begynder at røre på sig.
Den udvikling er blandt andet dokumenteret i rapporten ’Global Trends in Renewable Energy Investment 2016’, udarbejdet af UNEP og Frankfurt School. Ifølge denne og flere andre rapporter faldt investeringer i vedvarende energi i EU med 21 procent fra 2014 til 2015. Faktisk er investeringslysten faldet konsekvent hvert år siden 2011.
I stedet rykker flere lande i Sydamerika, Afrika og Asien. Men ingen lande omstiller i et omfang og med en hastighed, der tåler sammenligning med USA og Kina. Her skyder nye epicentre for innovation, forskning og investeringer op, og de to lande udgør tilsammen en stærk global akse for bæredygtig omstilling. Ifølge samme rapport steg Kinas investeringer i vedvarende energi i 2015 med 17 procent i forhold til 2014.
Dermed udgør Kinas investeringer omkring 36 procent af de globale investeringer i vedvarende energi. I USA er det primært solenergi, der har drevet væksten, som i 2015 steg med 19 procent i forhold til året før.
Afgørende, men kontroversiel opbakning fra Det Hvide Hus
Obama har leveret et – i amerikansk kontekst – historisk bidrag til den globale klimaindsats. Ude at stand til at gennemføre nye miljø- og klimalove med opbakning fra Kongressen har Obama benyttet sig af muligheden for at gennemføre ny regulering og sætte nye mål i den eksisterende lovgivning.
USA opererer således nu med langsigtede planer for CO2-reduktion, energieffektivisering og investering i vedvarende energi. Især den omstridte Clean Power Plan, som Obama gennemførte sammen med Environmental Protection Agency i 2015, har været en milepæl i en global kontekst om end så kontroversiel, at nogle stater har lagt sag an, fordi de mener, planen er forfatningsstridig.
Trods denne modstand buldrer en række delstater derudad og har tilsyneladende skabt et momentum, der tiltrækker stadig flere stater og investorer fra ind- og udland. Californien, verdens sjettestørste økonomi, har længe udgjort spydspidsen i denne udvikling og har implementeret skrappe miljø- og klimakrav samt igangsat offentlige investeringer.
Californien er også hjemsted for et af verdens mest ambitiøse og vellykkede innovationscentre, Silicon Valley. Fra at spytte ny teknologi og lokale industrier ud på stribe er Silicon Valley i dag et globalt innovations- videns- og iværksættercentrum med multinationale virksomheder, offentlige og private partnerskaber fra hele verden samt et væld af universiteter, der leverer services, løsninger og ikke mindst mennesker, der kan tænke og udvikle fremtidens bæredygtige marked og vækst.
Kina – den oversete omstilling
”Denne femårsplan er formentlig det vigtigste dokument på Jorden, hvad angår langsigtet global sikkerhed og bæredygtighed.” Sådan skriver Dennis Pamlin i China Daily Europe om Kinas 13. femårsplan. Dennis Pamlin er svensk entreprenør og innovatør, der rådgiver multinationale virksomheder og regeringer om
bæredygtig omstilling. Han har blandt andet arbejdet i Kina og fulgt den kinesiske udvikling i mange år.
Vi hører ikke så meget til det i vores del af verden, men Kina har arbejdet seriøst og struktureret med omstilling af både økonomi og samfund i mange år. Glem alt om Kina som verdens industrifabrik. Landet er fuldt ud på højde med USA og EU, hvad angår forskning og innovation, men langt foran, hvad angår investeringer i og indfasning af blandt andet vedvarende energi.
Bæredygtig omstilling er simpelthen nødvendigt for at sikre ro og stabilitet blandt Kinas 1.3 milliarder indbyggere, der lider under massiv forurening i luften, jorden og i vandet. Det har regeringen i Beijing for længst forstået, og derfor denne og de foregående femårsplaner en guide til strukturel omstilling, som også kan tjene som eksempel for andre nationer og regeringer, mener Dennis Pamlin.
Omstilling som et nulsumsspil
Anført af politisk prioritering er Kina og USA blevet globale magneter for udvikling af og investering i bæredygtig omstilling. I EU omstiller vi i et omfang og med en hastighed, der er tilpasset de traditionelle industriers konkurrencedygtighed. Vi tænker omstilling som et nulsumsspil, som ikke rigtig må koste noget, og som vi kan skrue ned for, når der er behov for det.
Men den forestilling er falsk.
Klimaforandringerne og presset på klodens naturressourcer er en realitet, som fundamentalt ændrer forudsætningerne for den måde, vi har skabt udvikling og vækst på. Det er ikke noget, der vil ske i en fjern fremtid. Det sker lige nu. Heldigvis for nuværende og kommende generationer rykker store som små nationer nu for alvor, og konturerne af servicesamfundets økonomiske og samfundsmæssige fundament tager form. Med andre ord kan vi i EU godt ignorere omstillingen, men vi kan ikke standse den.
Det bliver dog dyrere for os, både for vores samlede økonomi og fremtidige værdiskabelse og for det enkelte menneskes økonomiske råderum og muligheder.
EU har efterhånden sat sit historiske forspring over styr, men vi har stadig en masse at tilbyde og bygge videre på. Blot skal vi anskue omstillingen som en investering frem for en udgift. John Nordbo udlægger EU’s situation sådan her: ”Man aner så småt et skifte fra sort til grøn i det globale investeringsflow. Men investeringerne lander jo primært i de lande, der sætter en klar politisk retning, og som sikrer stabile og forudsigelige rammer for virksomheder og investorer. EU gør det stik modsatte. Hvis vi vil være andet og mere end et ferieparadis i fremtiden, skal vi til at skynde os.”