Ansvar er et uomgængeligt nøglebegreb inden for CSR, ledelsesetik og filosofi. Ansvarsdilemmaer i erhvervslivet og privat er en hverdagsbegivenhed. Tre tankevækkende og uhyggeligt konkrete eksempler på disse var at finde i det europæiske Philosophie Magazin i dossieret ‘Hvor ender mit ansvar?’. Vi viderebringer her med tilladelse de tre beretninger, der hver især relaterer til en nyere og vedkommende filosofs grundantagelse om, hvad ansvar er.
Medløber i systemet
[dropcap]E[/dropcap]n af mine gamle venner fra studiet har i årevis arbejdet i investeringsafdelingen i en storbank, hvor han handler med råstofderivater. Det vil sige, han køber rettigheder til køb af for eksempel majs og hvede på en fastlagt dato, typisk et par måneder i forvejen, til en på forhånd aftalt pris.
Hvis de reelle priser for majs og hvede stiger på grund af en dårlig høst eller sæsonbetinget, kan han sælge disse rettigheder videre til en højere pris, ja, i visse tilfælde kan han sågar selv presse priserne endnu højere op ved at beholde tilstrækkelig mange af rettighederne.
For nylig afslørede han stolt over for mig, at prisen på hvede i Somalia i 2007 var steget med hele 300 procent som følge af sådanne råstofspekulationer. Bingo! I den forbindelse var han dog mindre stolt over at fortælle, han nærmest fortav, hvordan somaliske familier som følge af disse stigninger sultede og ikke længere kunne betale for lægebehandling til deres børn. Børn døde.
[quote float=”left”]Den største ondskab er den ondskab, der ikke udføres af nogen[/quote]Min studiekammerat er egentlig en ærlig gut, der ikke vil nogen noget ondt, og privat er han meget opmærksom og hjælpsom. Men når det gælder de konkrete følgevirkninger af hans erhvervsmæssige handlinger, fremstår han fuldstændig afstumpet og uinteresseret. Her siger han altid: ”Du forstår det alligevel ikke”, det er ”i sidste ende systemet, der fungerer sådan.” Og desuden er der ”et enormt pres i afdelingen”. Til syvende og sidst har han blot spillet efter ”de regler, som alle andre også følger”, ”det er ikke ulovligt”, og ”hvis jeg ikke gjorde det, ville en anden blot udføre opgaven”. Derfor afviser han også ethvert personligt ansvar, hvad angår de nødsituationer, hans spekulationer i råstofderivater konkret forårsager.
Jeg er ikke meget for at sige det, men når alt kommer til alt, viser min ven den samme tomme retfærdiggørelse, som Hannah Arendt i 1961 indkredsede, da hun rapporterede fra Adolf Eichmanns retssag. Eichmann var ansvarlig for den logistiske planlægning af holocaust i den nazistiske organisations bureaukratiske maskineri. Uden at stille spørgsmål til sit arbejde havde han i årevis stået for kontorarbejdet. Han regnede, udformede lister, kalkulerede og organiserede massemordet på de europæiske jøder fra sit skrivebord.
Det abstrakte i hans arbejde gjorde ham moralsk afstumpet. Han så sig selv som en simpel modtager af befalinger, som han tankeløst udførte. Denne, som Arendt betegnede det, ”ondskabens banalitet” gjorde den kvindelige filosof lamslået. ”Den største ondskab,” skrev hun, ”er den ondskab, der ikke udføres af nogen.” Hun observerede endvidere hos Eichmann en undvigen i forhold til selv at tænke. En ”tænkningsdovenskab”, som hun kaldte det. Således var Eichmann i løbet af retssagen tilfreds, hver gang han kort og præcist kunne forklare en kendsgerning med en floskel eller talemåde.
Faren for, at man som handlende funktionær i et system kan miste enhver dømmekraft og være ude af stand til at tænke moralsk, så Arendt som noget grundliggende menneskeligt. Altså som noget, der den dag i dag findes iblandt os. Også i egen vennekreds. Eller sågar i en selv.
Oversættelse: Signe Riis Petersen
Redaktionel bearbejdning: Torben Lautrup
Litteratur
Arendt, Hannah, ’Eichmann in Jerusalem’, Piper, 2006