[dropcap]K[/dropcap]ommentar: Konservatismen i Danmarks Grønne Investeringsfonds og regeringens argumentation for at afvise støtte til Maabjerg Energy Center (MEC) ligger smukt i tråd med denne evige venten på et privat initiativ, der alene skal kunne skabe mere produktion og beskæftigelse. At ignorere et muligt samspil mellem det offentlige og EU på den ene side og det private på den anden kan være dødbringende for dansk økonomis innovationsevne og for beskæftigelsen.
Hvis Folketinget har vedtaget en målsætning om, at det samfundsøkonomiske afkast og en ekspansiv økonomisk politik er vigtigst, kan man spørge til, hvor de virkelige samfundsøkonomiske målsætninger bliver af i puslespillet.
At forsøge at sige, at anlægs- og driftsøkonomiske vurderinger alene kan gøre det ud for at være det samme som en samfundsøkonomisk vurdering, er naturligvis ukorrekt. Spørgsmålet er, om det er den rigtige økonomiske analyse, der lægges til grund for en politisk beslutning om økonomien i grønne projekter.
[quote float=”left”]At ignorere et muligt samspil mellem det offentlige og EU på den ene side og det private på den anden kan være dødbringende for dansk økonomis innovationsevne og for beskæftigelsen[/quote]Centralt i dette står makroøkonomiske variabler som vækst og udvikling, beskæftigelse og arbejdsløshed, det offentliges budgetsaldo samt handelsbalancen og betalingsbalancen, hvor importbesparelser og øget eksportevne kommer ind i billedet.
Ifølge Måbjergværket er en af de mest åbenlyse MEC-fordele, at Danmark i fremtiden slipper for at importere bioethanol. Makroøkonomisk betyder det en besparelse på 680 millioner kroner på handelsbalancen. En anden åbenlys fordel er beskæftigelsesvirkningen og det hermed øgede offentlige provenu via beskatning.
Man har med ADAM-modellen beregnet sig frem til, at den årlige direkte og indirekte beskæftigelse andrager 1.000 mandeår, og at beskæftigelsen i anlægsfasen de første to år bliver 1.250 mandeår. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget dette vil betyde makroøkonomisk, hvis flere grønne investeringer sættes i værk.
At der ikke skulle være et marked for bioethanol i fremtiden, vil næppe kunne forsvares. Det gælder både på eksportsiden og på hjemmemarkedet. Energiminister Lars Christian Lilleholt og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen bekendtgjorde på et møde i maj, at regeringen fra 2020 vil lave iblandingskrav af andengenerationsbioethanol i benzin på 2,5 procent.
EU’s energipolitik viser med ønskelig tydelighed, at man vil støtte biobrændsler. Energimarkederne nationalt og i EU skal fremover realisere en målsætning om, at avancerede biobrændstoffer erstatter traditionelle brændstoffer. Derfor er den fremtidige udbygning af markeder i Europa afhængig af udbredelsen af biobrændstoffer, der bruger affald, restprodukter og energiafgrøder (dyrket på marginaljorde).
Det forunderlige her er, at dette sikkert er den mest sikre information, vi har, om fremtiden for bioethanol. Men regeringen og den grønne fond mener altså, at vi midt i en krisetid skal sætte os på hænderne og vente, mens vi messer til snurrende bedemøller og fremsiger mantraet om det frie markeds velsignelser – man glemmer her et andet og nok så vigtigt mantra: På lang sigt er vi alle døde!
Er de nogle kyllinger i Danmarks Grønne fond?
Det berømte citat “på lang sig er vi alle døde”, betød ikke, at John Maynard Keynes mente, at vi hensynsløst bør nyde nutiden og ignorere fremtiden. I stedet handlede hans tænkning om en kritik af den klassiske liberalismes trosætninger. Markedssamfundet og den ’usynlige hånd’ vil ifølge liberalismen på lang sigt skabe ligevægt, og regeringen skal ikke gribe ind. Vi skal som den nuværende erhvervs- og vækstminister vente på markedet og ikke forfalde til ordninger med statsfinansiering af projekter som MEC-projektet.
Det turde være en banal konstatering, at det ikke er muligt at sige noget præcist om 10 år ude i fremtiden, selv med hjælp fra dynamiske skøn. Det er ikke kun prisen på bioethanol fremover eller markedsforudsætningerne, der hersker usikkerhed om. Der er usikkerhed om alt, hvad angår økonomiske forløb. Den slags kan kun hvile på ’kvalificerede gætterier’, der baserer sig på, at det, der sker i morgen, vil være det samme som det, der sker i dag. Fremtiden indeholder ukendte variabler, vi umuligt kan forudsige i en driftsøkonomisk eller samfundsøkonomisk beregningsmodel.
Og tilbage står så igen en eneste adfærdsvariabel – risikoviljen. Den grønne fonds afvisning ligner risikoaversion, altså at man er overdrevent forsigtig eller har andre bevæggrunde.