[dropcap]D[/dropcap]anmarks Grønne Investeringsfond har stik mod ånden i lovgivningen ladet kortsigtede forretningsmæssige kriterier være det altdominerende beslutningsgrundlag i afvisningen af konsortiet Maabjerg Energy Centers (MEC) låneansøgning. I modsætning til Erhvervs- og Vækstministeriets udlægning af loven om den grønne fond mener fonden ikke, at man har et makroøkonomisk ansvar.
Den nuværende regering og Danmarks Grønne Investeringsfond synes dermed at være på kollisionskurs med ministeriets embedsmænd og EU’s målsætninger for grøn omstilling om hensigterne i loven om den grønne investeringsfond. Loven om Danmarks Grønne Investeringsfond, der blev vedtaget i 2014, skulle, hed det sig, ”yde lån på rimelige vilkår til investeringer”, der fremmer den grønne omstilling af samfundet.
[quote float=”left”]Modsat ministeriets udlægning af loven om den grønne fond mener fonden ikke, at man har et makroøkonomisk ansvar[/quote]Det har aldrig havde været meningen, at man i opstartsfasen alene skulle køre efter strikte bankøkonomiske kriterier, når man vurderer låneansøgninger.
Oprindelig hed det sig i forbindelse med Erhvervs- og Vækstministeriet fortolkning af lovteksten i februar 2015, at enkelte projekter i forbindelse med lovens gennemførelse skulle vurderes på baggrund af fire finansieringskriterier, hvoraf de to skulle handle om økonomi. Det hed sig nemlig, at projekterne skulle være økonomisk sunde, og at ”det samfundsøkonomiske afkast” skulle spille ind.
Den grønne fond indskrænker dette til ”sund økonomi” alene, uden at man medtager det samfundsøkonomiske afkast i finansieringskriterierne. Der er intet i lovteksten, der hjemler, at det alene skal være driftsøkonomiske kriterier, der skal styre fondens praksis. Læs også artiklerne ‘Hård kritik af statens grønne investeringsfond‘ og ‘Bioethanol: regeringens evige venten på privat initiativ‘.
Konsortium stod klar med 460 millioner kroner
Et konsortium bestående af Vestforsyning, Struer Forsyning, Dong og Novozymes står bag projektets budgetterede 2,1 milliard kroner. Dertil kommer EU’s NER 300-program med 300 millioner kroner, der skal gå til at sparke demonstrationsprojektet i gang med seed money over de første fem år. Konsortiets deltagere står bag egenkapitalen med yderligere 460 millioner kroner fordelt med 260 millioner kroner fra Vestforsyning og Struer Forsyning, 100 millioner kroner fra Dong og 100 millioner kroner fra Novozymes.
Garanterede lån fra stat, kommuner, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og andre investorer skulle på lang sigt udgøre fremmedfinansieringen med ca. 1,6 milliarder kroner, hvilket i alt giver de 2,1 milliarder kroner ved siden af NER 300-støtten til demonstrationsprojektet.
MEC, der er en selvstændig offentlig forvaltningsenhed, synes ellers at harmonere smukt med EU’s NER 300-programs målsætninger, fordi MEC søger en totalløsning, hvor flere grønne energiteknikker skaber synergier. Det planlagte værk skulle dels producere varme og el, dels biogas og transportbrændstof, og endelig skulle man producere næringsstoffer til gødningsformål. Projektets målsætning inden for vedvarende energi er at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder, hvilket vil føre til udledningsreduktion i drivhusgasser.
Fonden afviser, at det samfundsøkonomiske afkast også er afgørende, og man fortolker loven om den grønne fond som det, at sund økonomi er samfundsøkonomi; det styrende skal være kommerciel bæredygtighed. Det væsentligste økonomiske kriterium, der lægges til grund for at yde støtte, er tilbagebetalingsevne og et projekts evne til at kunne levere en forrentning, der modsvarer risikoen.
Modsat ministeriets udlægning af loven om den grønne fond mener fonden ikke, at man har et makroøkonomisk ansvar. Man skal lånefinansiere virksomheder ud fra en vurdering, om markedsforudsætningerne holder.
Lovteksten om den grønne fond siger klart, at fonden (§2, stk. 4) kan yde enkeltstående lån på op til 100 millioner kroner med en løbetid på op til 30 år. Havde man valgt denne tidshorisont i en beregning baseret på nutidsværdien af MEC’s investering, ville resultatet sikkert tage sig noget anderledes ud. Her ville man have beregnet værdien i dag af fremtidige årlige indtægter og udgifter 30 år ud i fremtiden med en kalkulationsrente på 4 procent.
I en mail til Erhvervsfilosofi.dk skriver formand for Danmarks Grønne Investeringsfond Jørgen Tang-Jensen: ”For at komme i betragtning til finansiering fra os skal et projekt både fremme den grønne omstilling og have en sund økonomi, der er bæredygtig på lang sigt. Vi har vurderet, at markedsrisikoen ved Maabjerg Energy Concepts projekt er for stor til at leve op til kravet om en bæredygtig økonomi. Vi finansierer gerne projekter inden for bioøkonomi, og vi har aktuelt flere af den type projekter i vores pipeline. Leverer projekterne grøn omstilling, og har de en bæredygtig økonomi, vil vi meget gerne være med, uanset hvilken teknologi projekterne er baseret på.”
[toggle title_open=”Luk” title_closed=”MEC-projektets økonomi + grafisk oversigt” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]Kommunikationschef i Danmarks Grønne Investeringsfond Peter Bruun kan ikke fortælle offentligheden, hvordan beregningerne bag afvisningen af MEC-projektet er skruet sammen. Han forklarer, at fondens afgørelse er fortrolig, og at fonden ikke må udlevere oplysninger om en kunde.MEC siger selv, at Maabjerg Energy Center vil give overskud. Som grundlag for denne påstand henviser man til Danmarks Statistiks makroøkonomiske ADAM-model (annual Danish aggregate model), som også Finansministeriet bruger. På baggrund af beregningskørsler vurderes MEC’s interne forrentning at ligge på 8 procent. Denne metode anvendes ofte i samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, og med en markedsrente, der ligger lavere, betragtes dette som acceptabelt.
Nationalbankens tal for de gennemsnitlige renter på pengeinstitutternes udestående udlån til erhverv viser et fald fra lidt over 4 procent i januar 2011 til 3,6 procent i januar 2015. Det normale kriterium ved brugen af en beregning baseret på den interne rentefod går på, at man sammenligner markedsrenten med den forventede forrentning i fremtiden.
Man skal her ikke glemme, at brugen af denne metode ofte får store og langsigtede offentlige investeringer til at tage sig mere ufordelagtige ud, end de er. Så længe nutidsværdien af fremtidige afkast er positiv, og desto længere tidshorisonter vi arbejder med, desto større vil det akkumulerede afkast blive.
Tilbagebetalingstid
En anden metode, der går på låns tilbagebetalingstid, siger, at det centrale er, hvor lang tid det vil tage at skabe en indkomst, der kan tilbagebetale et lån. Hvis man som den grønne investeringsfond vælger at indskrænke sig til en periode på 8 år, gør man det sværere for ”den låntagende kamel at slippe gennem nåleøjet”.
Hvis en finansieringsinstitution (f.eks. et pengeinstitut) har to projekter at vælge mellem, og de skal være tilbagebetalt på f.eks. 10 år, vælger man det projekt med den hurtigste tilbagebetalingstid. Antag f.eks., at man skal vælge mellem et projekt i licitation, hvor et privat selskab skal finansiere indkøb af 5 store busser til den kollektive trafik, og et andet selskab, der søger om at finansiere 10 minibusser.
Investeringerne og renten er ens, men de 5 busser forventes at kunne tilbagebetale og forrente et lån på 8 år, mens det vil tage 10 år for minibusserne. Her vil udlåner vælge projektet med den korteste tilbagebetalingstid, fordi udlåner får flere penge at arbejde med på kort sigt. Den potentielle låntager med 10 minibusser på tegnebrættet stilles ringere, hvis ikke man kan afdrage og forrente lige så hurtigt inden for den korte tid på 8 år.
Udlåner vælger at se bort fra minibussernes fremtidige indtjening ud over de 10 år. At det sandsynligvis er den form for kortsigtet finansiel tænkning, der har styret den grønne fond, vil kunne medføre, at langsigtede projekter som MEC bliver lagt i mølposen.[/toggle]
Hastemøde i Erhvervs- og Vækstministeriet
Tirsdag den 11. oktober var der indkaldt til et hastemøde i Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor Danmarks Grønne Investeringsfond skulle forklare politikerne, hvorfor man ikke vil låne penge til Måbjerg Energy Center (MEC) mellem Holstebro og Struer. Et opfølgende møde fredag den 14. oktober bragte ikke politikerne en løsning af finansieringsproblemet nærmere.
På mødet redegjorde Danmarks Grønne Investeringsfond for, hvorfor man ikke ønskede at støtte projektet økonomisk. Flere deltagende politiske partier, der deltog i samrådene, var ikke tilfredse med svarene, og man enedes om at arbejde videre med mulighederne for at finde en offentlig garantistillelse.
Langsigtede miljøinvesteringer indebærer altid en risikovillighed, og store private investorer, der tager deres sociale ansvar alvorligt, er i høj grad motiveret af deltagende nationale offentlige investeringer og overnationale EU-investeringer. Man forventer selvfølgelig ikke i alle tilfælde et maksimalt afkast på en investering på kort sigt, ligesom man heller ikke viger tilbage for tab i indkøringsfasen. Det er det lange sigt, der er afgørende.
Det hedder sig fra fondens side, at man skal have ”en rimelig sandsynlighed for at få tilbagebetalt de penge, som man låner ud, inklusive forrentning.” Yderligere siger man, at der hersker usikkerhed om prisen på bioethanol 8 år ud i fremtiden. Fondens ledelse og dens nøglepersoner har en solid baggrund inden for finansielle markeder, hvilket måske kan medvirke til at forklare den forsigtige investeringsprofil, man anlægger.
Regeringen og den nuværende erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, afviser statsfinansieret støtte til MEC, og det ikke kan udelukkes, at der ligger ideologiske motiver bag. Ikke desto mindre har betydelige kredse i regeringspartiet, f.eks. tidligere minister Søren Gade, paradoksalt nok talt for projektet.