Idéhistoriker Mikkel Thorup, professor ved Aarhus Universitet, har forsket i emnet, hvilket blandt andet har udmøntet sig i bogen ’Pro bono’ fra 2015. Ifølge Thorup er der sket en forskydning i den interne logik blandt ngo’erne i den måde, de forsvarer sig over for omverdenen på, og i det, som i deres øjne er succeskriterierne for deres arbejde.
Mikkel Thorup udtaler til Erhvervsfilosofi.dk: ”Jeg mener, at de kommer til at mime den kapitalisme, som i hvert fald i min optik er årsagsrammen til den ulighed, der gør velgørenhed nødvendig.”
Hvis ngo’er fortsat skal udgøre den moralske fortrop blandt samfundets organisationer og som korrelat til virksomhedernes opereren, så er det lige så nødvendigt at forholde sig kritisk til dem.
[quote float=”left”]Kapitalisme er årsagsrammen til den ulighed, der gør velgørenhed nødvendig[/quote]Thorup er ikke den eneste forsker, der langer hårdt ud efter de seneste års udviklingstendenser inden for ngo’erne. Ilan Kapoor, der er professor ved York University, har for nogle år siden skrevet ’Celebrity Humanitarianism’, der stiller spørgsmålstegn ved ngo’ernes samarbejde med diverse berømtheder. Og professor ved London School of Economics Lilie Chouliaraki har skrevet bogen ’The Ironic Spectator’, hvor hun kritiserer ngo’er for at gøre bidragsyderen til forbruger.
Men alle er de enige om, at der er sket en mutation i den traditionelle ngo-logik. Blandt andet fremhæver de, at det er problematisk, at ngo’er i stigende grad engagerer sig i finansiel handel og investering, ligesom der er tendens til en stigende professionalisering i form af, at der inviteres erhvervsfolk ind i bestyrelser, at frivilligt arbejde afløses af velbetalte direktører. Ligeledes er ngo’er begyndt at konkurrere om markedsandel, og de kigger efter corporate donationer frem for private medlemsdonationer.
Mikkel Thorup udtaler videre: ”Jeg læser alt dette ind i en større bevægelse, som man i mangel af bedre kunne kalde for ’markedsgørelse’, hvor der ikke blot kommer flere og flere ting på markedet, men også at flere og flere ikkemarkedsmæssige ting bliver omorganiseret, som om de var markeder. Der synes jeg, ngo-området er et område der er blevet markedsgjort, sådan at mange ngo’ere er begyndt at mime virksomheder.”
Han mener, at problemet med markedsgørelse er, at man derved de facto accepterer ulighed.
[quote float=”right”]Det er problematisk, at ngo’er i stigende grad engagerer sig i finansiel handel og investering[/quote]”Og et af problemerne er, at man meget tit taler om, at ulighed er det helt store problem, vi skal adressere, men at vi accepterer løsninger, der historisk og aktuelt producerer ulighed. Der var en periode op til 1970’erne, hvor en bremse på markedsgørelsen var en af grundene til, at vi i perioden efter anden verdenskrig og frem så en markant reduktion af uligheden.”
Han argumenterer også for, at ngo’er accepterer nogle mekanismer og udviklinger, som tendentielt skaber mere ulighed. Og på den måde dækker man nok overvejende ubevidst eller ikkeintentionelt en accept af nogle spilleregler, der har ulighed som sin forudsætning og ulighed som sit resultat.
”Så ser vi fænomener som Bill Gates, der kun kan opstå på grund af ulighed, og som så kan donere en masse penge, og herved accepterer vi uligheden.”
Spørger man Robert Hinnerskov, generalsekretær for Isobro, ngo’ernes brancheforening, om han kan genkende noget af kritikken med markedsgørelse, er svaret, at ngo’erne i høj grad er udfordret på at tilpasse sig omverdenen. Og han synes ikke bare, at man kan skyde dem i skoene, at de markedsgør sig.
”Jeg mener faktisk, at de er udfordret på at tilpasse sig. Her kommer så den danske kontekst – i Danmark må man tilpasse sig offentlig lovgivning, EU-krav samt de nye strategier, fondene lægger, hvor der er vægt på at skabe noget sammen, og hvor man naturligt nok forventer, at ngo’erne leverer varen. Jeg vil ikke umiddelbart sige, at skurken ligger i markedsgørelsen, professionalisering af bestyrelse og ledelse eller andet. Det er et omverdensvilkår, det er sådan, det moderne samfund tænker, og det smitter også af på ngo’erne.”
Hinnerskov mener, man kan lære noget af at tænke forretning, og ”her handler det om at lægge en distance til det lidt disneyagtige billede af en sød og velmenende ngo, der bare gerne vil gøre en helt masse godt ude i verden, men som måske ikke er helt professionel til at begå sig. Jeg mener ikke, at man kan tage ansvar for en stor projektportefølje uden at indtænke professionel ledelse, forretningsmodeller og økonomi. Det skal dog gøres med stor respekt for det mandat, den pågældende organisation har!”
[quote float=”left”]’Virksomhedslogikken’, der bliver metaforen eller prismet for, hvordan man læser verden[/quote]Han understreger, at der i indsamlingsloven er krav om, at man har et afkast på 66-67 procent af de penge, man investerer i indsamlinger: ”Der skal være en overskudsgrad – det er skrevet ind i lovgivningen, jeg har mange eksempler på, at det at tænke forretningsmæssigt er et grundvilkår, som også kommer udefra. ’Tilpas eller dø – eller omorganiser eller dø’ – var engang titlen på et seminar, vi holdt for fulde huse.”
Fra kollektiv organisering til den individuelle mikro-entreprenør?
Mikkel Thorup langer også ud efter ngo’ers tendens til at optimere individuelle kompetencer i stedet for at fokusere på bedre organisering.
”Noget af det, som forsvinder fra opmærksomhedsfeltet, er, hvad der sådan systemisk skaber den her ulighed, og her var der måske nogle andre tiltag, man bedre kunne have valgt at fokusere på: arbejdstagerrettigheder, offentlige arbejdspladser, hele omfordelingsspørgsmålet i bredere forstand på et politisk niveau. Nu skal vi i stedet alle sammen til at være ’change-makers’ i vores eget liv. Det kommer til at handle om at optimere individuelle kompetencer, hvilket er alle tiders – det er ikke en kritik af dette – men problemet er, at de individuelle kompetencer meget tit bliver formuleret i det entreprenørielle menneskes billede.”
Tænker du på sådan noget som microfinance?
”Det er bestemt et sted, man kan se det ret eksplicit. F.eks. hos Muhammad Yunus – hans projekt er at gøre alle til små virksomhedsejere. Der ser man, at det er ’virksomhedslogikken’, der bliver metaforen eller prismet for, hvordan man læser verden eller ser, hvad der er en succesfuld udviklingsstrategi. Og vi kan også empirisk se, at meget microfinance ikke ser ud til at virke – folk ender tit i bundløs gæld. Man kan diskutere, om denne strategi med individuel bemægtigelse er den rette udviklingsstrategi – så at sige at accelerere og fordybe nogle processer, som i forvejen har gjort store dele af verdens befolkning ulige.”
Robert Hinnerskov er helt uenig, hvad angår microfinance.
”Jeg er ikke ekspert i microfinance, men jeg har selv set velfungerende eksempler på, at de her ganske små midler har boostet små lokale forretninger. Jeg interviewede engang kvinder i Malawi med fokus på, hvad ganske små penge kunne gøre for, at de startede deres egen lille forretning, og det var imponerende, hvad de kvinder kunne få ud af det.”
Tal, profit og værdikrise
Mikkel Thorup mener, at ngo’erne også er fanget af, at alle bliver bedt om at leve op til markedets vilkår, at succeskriteriet er markedets kriterier, så i en vis forstand har de ikke andet valg end at lade sig måle og definere og beskrive sig selv med markedets termer.
Han kunne ønske sig, at ngo’erne begyndte at tænke uden for måling og tal.
”De kunne f.eks. argumentere meget stærkere for, at vi skal give demokratiske muligheder, notere det, som er meget sværere at måle, men som ikke desto mindre er det, som en rigtig ngo’er er sat i verden for at gøre: at forbedre folks livsmuligheder på forskellig vis. Så jeg synes godt, at ngo’erne kunne og ville få resonans ved at argumentere på andre måder end i markedstermer, og det gør de selvfølgelig også. Men den tenderer bare til at blive mindre vigtig, så længe det er ude i det offentlige rum, fordi man skal leve op til markedsdiskursen, hvis man vil blive ved med at få penge. Men der er jo noget om, at ikke alt godt her i verden er profitabelt – noget er bare en udgift, f.eks. demokrati eller retsstat, der godt kan være økonomisk belastende i det daglige, men det er ikke derfor, vi har det. Det er, fordi vi betragter det som en værdi i sig selv – uanset om det er dyrt eller ej. Den form for diskurs kunne jeg godt savne noget mere offensivt fra ngo’erne.”
Også her er Robert Hinnerskov uenig.
”For det første gør ngo’er sig store anstrengelser for at kommunikere virkningen og betydningen af indsatsen i et bredere perspektiv, men denne kommunikation fanger sjældent offentlighedens interesse.”
”For det andet famler nutidens fundraisere ikke i blinde. Man kan ikke lave et fornuftigt indsamlingsarbejde uden at have relevante målinger. Tal og målinger er nødvendigt, når man taler om pengeindsamling. Og jeg vil også sige, at det er nødvendigt at gå systematisk til værks, når man skal tilrettelægge en indsamling. Hvis vi er besat af tal og målinger, så er det, fordi vi er besat af at gøre en forskel! Så kan det godt være, at fundraiseren ser beregnende ud, men hjertet er stadig varmt, og fundraiseren møder gang på gang bidragydere, der viser et overskud og en generøsitet, der som bekendt er noget af det, der binder verden sammen.”