Der er for så vidt masser at fejre. Få dage inden konferencen trådte Paris-aftalen officielt i kraft, efter at mindst 55 lande med mindst 55 procent af verdens udledninger havde ratificeret den. På åbningsdagen havde 103 lande med i alt 73 procent af verdens udledninger ratificeret aftalen, og i løbet af den forudgående måned var det lykkedes at lande en supplerende aftale om HFC-gasser og en aftale om regulering af luftfartens klimapåvirkning fra 2020. Selv skibsfarten har fået tilsagn om en aftale i 2023, så en række af de klimabelastninger, der ligger uden for Paris-aftalen, er kommet under begyndende regulering.
[quote float=”left”]A Trump presidency might be game over for the climate[/quote]Desuagtet var det, som om mødet i Marrakesh ikke rigtigt ville begynde. Alle havde sommerfugle i maven på grund af det forestående valg i USA, som potentielt kunne få konsekvenser langt ud over USA’s grænser. For hvor den ene kandidat, Hillary Clinton, ville videreføre og styrke præsident Barack Obamas begyndende amerikanske klimaindsats og gøre USA til en leder i den globale klimaindsats, havde den republikanske modkandidat, Donald Trump, varslet, at han inden for de første 100 dage som præsident ville tilbagerulle hele Obamas klimaindsats og søge at aflyse Paris-aftalen eller trække USA ud af den.
Det amerikanske valg endte i manges øjne chokerende: Trump vandt Det Hvide Hus, og republikanerne fastholdt deres flertal både i senat og kongres. Den globale klimaindsats’ onde drøm var blevet til virkelighed.
Alvorlige klimakonsekvenser
Den fremtrædende amerikanske klimaforsker Michael Mann reagerede prompte på valgresultatet: “A Trump presidency might be game over for the climate. … It might make it impossible to stabilize planetary warming below dangerous levels.” Og klimajournalist David Roberts fra Vox frygter tilsvarende, at Paris-aftalens 2°C-mål med Trump glider verdenssamfundet af hænde.
Med hensyn til tidsrammen udtaler Bill McKibben fra 350.org: “We have such a short window [of time] to deal with climate change, and it feels to me like it got significantly narrower.”
De første reaktioner fra Marrakesh
Megan Darby fra Climate Home rapporterer på fjerdedagen fra Marrakesh, at klimaforhandlerne stadig går let tranceagtigt rundt om hinanden. Obama siger diplomatisk fra rosenhaven i Det Hvide Hus, at verden går videre, selv med Trump ved roret. Men ingen ved endnu rigtigt, hvad der vil ske, eller hvad Trump egentlig vil.
High Ambition Coalition, der efterhånden omfatter mere end 100 lande, og som i Paris også omfattede USA, udsendte fredag den 11. november denne meddelelse: “The Paris Agreement marks a turning point toward a more prosperous and stable world. Acting on climate change is in all of our national interests – it is good for our environment, good for our economies, and good for our climate security. Our commitment to be climate leaders remains steadfast, as is our commitment to work with the whole international community, including the United States, to tackle one of the greatest challenges of our time.”
[quote float=”right”]Det vil tage fire år at trække sig ud af Paris-aftalen[/quote]Patricia Espinosa, der i maj i år overtog ledelsen af FN’s klimasekretariat United Nations Framework Convention for Climate Change (UNFCCC) efter at Christiana Figueres, sagde få dage efter valget, at hun er rede til at samarbejde med Donald Trumps transition team for at forklare de muligheder, der ligger i Paris-aftalen: “We believe we have lots of information to provide … of the opportunities and challenges but at same time hoping for a better world for everybody.”
Paris-aftalen er underskrevet af mere end 190 lande og ratificeret af foreløbig over 100, hvorfor den har opnået ”an enormous amount of weight and credibility,” udtalte Espinosa lørdag. Den marokkanske udenrigsminister, Salaheddine Mezouar, der er præsident for COP22, istemte på en pressekonference søndag, at det, at et enkelt land trækker sig fra Paris-aftalen, ikke kan sætte spørgsmålstegn ved aftalens eksistens.
Trump og Paris-aftalen
Igennem den lange valgkamp har Trump skiftevis stillet i udsigt, at han ville skrotte Paris-aftalen, og at han ville trække USA ud af den. Men nu, hvor aftalen er trådt i kraft, vil det tage fire år at trække sig ud af den. Trumps transition team er dog i færd med at undersøge mulighederne for at trække USA ud af den oprindelige klimatraktat fra 1992, hvorved USA vil kunne være ude af Paris-aftalen på et år.
Se også artiklen: Oliemilliardærer og klimafornægtere bag USA’s nye klimapolitik.
Den oprindelige UNFCCC-traktat fra 1992 havde en bred målsætning om at undgå ’farlige’ menneskeskabte klimaforandringer for at imødegå stigninger i hyppigheden og voldsomheden af hedebølger, ekstremregn, oversvømmelser, udryddelse af planter og dyr samt stigende verdenshave. Traktaten dannede først grundlag for Kyoto-aftalen, som pålagde de industrialiserede lande CO2-reduktioner. Siden fik vi i 2015 Paris-aftalen, som omfattede alle lande.
Der ligger således et kvart århundredes kontinuert diplomatisk proces bag den Paris-aftale, som Trump og republikanerne har sat sig for at ville detonere inden for de første 100 dage af den nye præsidentperiode.
Vil historien gentage sig?
USA er allerede én gang løbet fra en global klimaaftale. Den Kyoto-aftale, som blev forhandlet på plads i 1997, var på mange måder svækket af amerikanske ønsker om, at den primært skulle baseres på markedsbaserede løsninger. Så det var et chok, da præsident George W. Bush i marts 2001 efter massivt pres fra den fossile industrilobby løb fra sit valgløfte om at reducere CO2-udledningerne fra den amerikanske energisektor og trak USA ud af Kyoto-aftalen med den begrundelse, at den ikke pålagde udviklingslandene nogen reduktioner. USA’s svigt var samtidig medvirkende til, at andre industrilande ikke tog udfordringen alvorligt, og at tilslutningen til Kyoto-aftalens anden fase derfor smuldrede.
[quote float=”left”]Markedskræfter snarere end reguleringer vil drive omstillingen videre[/quote]USA’s forhandlingspositioner var igen stærkt medvirkende til, at det ikke lykkedes at vedtage nogen klimaaftale i København i 2009, først og fremmest fordi man aldrig har villet anerkende noget historisk ansvar for de industrialiserede lande, men har søgt at fastholde, at der var tale om et fælles ansvar, som alle lande må bære i fællesskab.
Paris-aftalen blev på sæt og vis skræddersyet til at kunne accepteres af USA og vedtages af Obama uden om kongres og senat, selv om mange lande ville have foretrukket en mere præcis og bindende aftale. Endda kan vi meget vel ende med at se Trump gentage Bush’ tilbagetrækning.
Det vil møde voldsom kritik i det internationale samfund, hvis USA nu render fra sin del af klimaindsatsen, efter at amerikanerne i årevis har insisteret på, at alle skulle være med. Trumps USA vil igen og igen, ved G7- og G20-topmøder, i FN, ved statsbesøg, ja, overalt, blive mødt med kritik af den svigtende støtte til den fælles klimaindsats. Dette kan måske styrke den isolationisme, som Trump synes at ønske sig, med mindre frihandel og mindre ansvar for den globale verdensorden. Men Trump synes at være så hyperopmærksom på sit image, at han kan vise sig være meget sårbar over for en sådan kritik og ende med at gøre meget for at undgå den.
Vi skal nok ikke forvente en egentlig sanktionspolitik over for USA. Men omvendt har den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy luftet muligheden for at etablere en CO2-skat på 1-3 procent på amerikanske produkter, hvis Trump trækker sig fra Paris-aftalen. Og man kunne meget vel forestille sig en global klimabevægelse iværksætte en forbrugerboykot af amerikanske produkter.
En af dem, der har fulgt FN’s klimaforhandlingerne gennem alle årene, Alden Meyer fra Union of Concerned Scientists, kommenterer situationen på følgende måde: ”It’s clear Donald Trump is about to be one of the most powerful people in the world. … But even he does not have the power to amend and change the laws of physics, to stop the impacts of climate change, to stop the rising sea levels.”
Historiens bakspejl vil dømme Trump og den amerikanske klimafornægtelse hårdt.
Make a ”quick, wise decision”
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har i sin embedsperiode haft klimaindsatsen højt på sin dagsorden. Han opfordrer Trump til at se klimaudfordringen i øjnene og træffe en hurtig og klog beslutning [om at fastholde Paris-aftalen]. Ban søger at tale til forretningsmanden i Trump: “My sense is that as a very successful businessman, I believe he understands market forces are already in this issue.” Når de to i nær fremtid skal mødes, vil Ban Ki-moon rejse spørgsmålet om klimaforandringerne, idet han håber, at Trump virkelig vil ”understand the seriousness and urgency of addressing climate change.”
John Kerry direkte ind fra Antarktis
Onsdag i COP22-konferencens anden uge talte den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Marrakesh. Kerry har været med ved FN’s klimaforhandlinger i samtlige 22 år, så det var bevægende, da han her holdt sin sidste tale som udenrigsminister. Han indledte med at berette om sit besøg på Antarktis, hvor klimatologerne er stærkt bekymrede for forestående tipping points, hvorfra udviklingen ikke kan skrues tilbage. Så det haster, insisterede han. Der kommer ikke nogen ekstra chance.
I sin tale kom Kerry også ind på situationen efter Trump. “Climate change shouldn’t be a partisan issue in the first place,” fastslog han. “No one has a right to make decisions that affect billions of people based on solely ideology or without proper input.” I et forsøg på at berolige de mange klimadelegerede i Marrakesh understregede han: “No one – no one should doubt the overwhelming majority of the citizens of the United States who know climate change is happening, and who are determined to keep our commitments that were made in Paris.”
Kerry fremhævede fortrøstningsfuldt, at der i de seneste år er sket meget i USA, som kun få havde forestillet sig kunne ske, og at situationen er kommet dertil, hvor markedskræfter snarere end reguleringer vil drive omstillingen videre. Der er ingen vej tilbage.
Som en understregning af dette, har en gruppe med mere end 300 amerikanske virksomheder samtidig udsendt en opfordring om at fastholde USA’s rolle i forhold til Paris-aftalen med tre krav: En fortsættelse af de nu igangsatte klimainitiativer, så etablerede målsætninger kan nås, investeringer i en low carbon economy for at skabe sikkerhed for investorer verden rundt, samt at USA deltager i Paris-aftalens arbejde på at sikre 2°C-målsætningen.
Inden den skelsættende tale havde udenrigsminister Kerry signaleret, at Obama-administrationen – ud over at hjælpe Trump godt i gang – vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at implementere Paris-aftalen, inden Trump overtager administrationen.
Samtidig fremlagde Det Hvide Hus Obamas langsigtede klimastrategi: United States Mid-Century Strategy For Deep Carbonization. Den er udarbejdet som et grundlag for at fastsætte en amerikansk klimamålsætning ud over 2025 og anviser en vej til at opnå reduktioner i de samlede drivhusgasudledninger på mere end 80 procent i 2050 forhold til niveauet i 2005.
Dette oplæg ville Hillary Clinton sandsynligvis have bygget videre på. Men nu bliver det nok til fire års tænkepause.
Dominoeffekt?
Der har været fremsat bekymringer om, hvorvidt store udlederlande som Indien og Kina nu vil bruge Trumps klimasvigt som undskyldning for at gøre det samme. Men begge lande har store sundhedsmæssige udfordringer ved den fossile afbrænding, som uanset den globale situation gør det attraktivt at accelerere omstillingen til vedvarende energikilder mest muligt. Og Kina signalerer, at man er rede til at overtage det globale lederskab på klimaområdet, hvis USA løber fra ansvaret.
Ifølge The Guardian har Saudi-Arabien i den første uges uformelle forhandlinger i Marrakesh været tilbage i gamle smådestruktive mønstre, mens repræsentanter for mellemøstlige olielande har udtrykt lettelse over, at Trumps 100-dagesplan ville mindske presset for omstilling. Et land som Saudi-Arabien, som har baseret sin hele eksistens på olieindtægter, står over for gennemgribende forandringer og kan være fristet til at følge efter, hvis USA under Trump løber fra sine klimaforpligtelser. Men det er ikke noget, der er kommet officielt til udtryk, og Saudi-Arabien er blandt de lande, der har ratificeret Paris-aftalen.
USA er Canadas største handelspartner, og det amerikanske valgresultat har genrejst protesterne mod den CO2-afgift, som premierminister Justin Trudeau og miljøminister Catherine McKenna har under forberedelse, med udsagn om, at det er ”totally insane”, hvis USA går fri. Men foreløbig synes den canadiske klimakurs ikke at ændre sig.
Der har således endnu ikke været noget, der tyder på nogen dominoeffekt. Tværtimod har der i Marrakesh været et konstruktivt pres for at stå endnu stærkere sammen om at markere viljen til at fastholde og styrke Paris-aftalen.
Klimafinansiering igen igen
Værtslandet for COP22 har haft ganske stor succes med at tiltrække udenlandske investeringer, og Marokko er ved at udvikle sig til en slags model for en afrikansk udvikling.
Man har således lige indviet de første etaper af store avancerede solcelleanlæg, som kommer til at kunne drive størstedelen af landets energiproduktion. Hvor 97 procent af ørkenlandets elektricitet i 2015 blev genereret via importerede fossile brændsler, har Marokko planer om i 2020 at nå en andel af vedvarende energi på 42 procent og i 2030 at nå 52 procent.
Mange andre afrikanske lande har indleveret tilsvarende ambitiøse klimaplaner forud for Paris-aftalen. Disse planer havde typisk to dele: Den del, som man ville kunne løfte med egne ressourcer, og den del, som vil kræve teknologisk og økonomisk støtte. Foreløbig har det dog vist sig meget vanskeligt at tilvejebringe en sådan finansiering.
Parallelt med Paris-aftalen har de rige lande lovet at mønstre mindst 100 milliarder dollar om året i klimafinansiering til verdens fattigste lande senest fra 2020. Det vil langtfra dække behovet, men erfaringerne fra Marokko viser, at det med et vist mål af ekstern klimafinansiering er muligt at tiltrække yderligere privat finansiering.
En af de store frustrationer i forhandlingerne i Marrakesh har derfor været en opgørelse, som viser, at man er tæt på at have nået 100 milliarder dollar, men i denne opgørelse har man også medregnet lån og kreditter. Denne beregningsmetode er de fattigste U-lande i sagens natur stærkt kritiske over for. Der forestår således et større udredningsarbejde med hensyn til, hvordan man beregner disse midler, og efter hvilke kriterier de skal fordeles.
Her vil Trumps planer om at tilbagerulle de amerikanske bidrag til klimafinansieringen gøre en i forvejen alvorlig hindring for implementeringen af Paris-aftalen i verdens fattigste lande endnu større.
Samtidig står verdens øvrige lande med en presserende udfordring om at måtte gennemføre endnu større reduktioner, hvis Trump demonterer USA’s klimaindsats. Indtil det står klart, hvor radikalt Trump går til værks, er der dog stadig håb om, at USA kan ende med at fastholde Paris-aftalen.
Læs mere her: Oliemilliardærer og klimafornægtere bag USA’s nye klimapolitik