[dropcap]V[/dropcap]incent Hendricks, professor i formel filosofi og leder af Center for Informations- og Boblestudier ved Københavns Universitet, er skeptisk over for den forretningsdrevne tilgang til CSR. Det snævre økonomiske fokus, hvor CSR hovedsagelig betragtes som et konkurrenceparameter, er muligvis individuelt rationelt, men risikerer samtidig at være kollektivt selvafvisende – hvad der er godt for den enkelte, er her dårligt for alle. Erhvervsfilosofi.dk har opsøgt Hendricks til en snak om forretningsdrevet CSR.
Ifølge professor Vincent Hendricks implicerer en forretningsdrevet tilgang til CSR umiddelbart, at CSR-aktiviteter ikke må have negativ indflydelse på virksomheders økonomiske bundlinje. Tværtimod skal CSR helst bidrage positivt til virksomhedens indtjening. Hendricks påpeger, at forretningsdrevet CSR derved umiddelbart er individuelt rationelt, men dog samtidig risikerer at være kollektivt selvafvisende.
[quote float=”left”]Hvis andre ikke gør noget, gør min indsats ingen forskel, og hvis alle andre gør meget, er der ingen grund til, at jeg også gør det[/quote]”Ud fra et snævert økonomisk perspektiv er det i forhold til CSR umiddelbart rationelt for den enkelte virksomhed at vælge en såkaldt mini-maks strategi, hvor man gør det minimale for at få det maksimale udbytte. Det er således rationelt at fremstå, som om man arbejder seriøst med CSR, samtidig med at man i virkeligheden gør så lidt som muligt. Og hvad der gælder for en, gælder for alle. Den økonomiske ambition indebærer således, at forretningsdrevet-CSR er kollektivt selvafvisende, da det jo er dårligt for alle, hvis ingen virksomheder for alvor gør noget ved verdens udfordringer.”
Global Compact konkluderer i en nylig rapport, at den nuværende tilgang til CSR er helt utilstrækkelig, hvis vi skal være i stand til at imødekomme de store udfordringer, som menneskeheden står over for. Mener du, at det kan have noget at gøre med, at virksomheder fokuserer for meget på businesscasen i deres arbejde med CSR?
”I høj grad. Hvis CSR virkelig skal batte noget, skal der være et kollektivt incitament. Men ud fra en snæver økonomisk betragtning er der ikke noget incitament hverken for en selv eller for konkurrenten. Derved havner vi i det, man inden for spilteori kalder for fangernes dilemma. Hvis jeg er en af de få virksomheder, som for alvor engagerer mig i CSR, mens de fleste andres bidrag er minimalt, så forslår mit bidrag som en skrædder i helvede. Og hvis alle andre for alvor engagerer sig i CSR, så løfter de jo opgaven, hvorved jeg lige så godt kan fortsætte med at gøre så lidt som muligt. Grundet manglende koordination og samarbejde er mini-maks-strategien den mest rationelle tilgang til CSR. Hvis de andre ikke gør noget, gør min indsats ingen forskel, og hvis alle andre gør meget, så er der ingen grund til, at jeg også gør det. Og hvad der gælder for mig, gælder for alle. Hvorved vi ender med, at ingen for alvor gør noget.”
Kan man dæmme op for det?
”Virksomhederne er nødt til at indse, at deres nuværende adfærd ikke er bæredygtig. Vi står over for nogle meget store udfordringer, som nationalstaterne ikke kan klare alene. Eksempelvis migration og flygtninge. Her ser vi allerede konturerne visse steder. Svenskerne ender med at bruge over 60 milliarder på migration og flygtninge i 2016. Det er det samme, som de bruger på deres sundhedsvæsen. Det er uholdbart i længden. Hvis den globale flygtningekrise skal løses, så er virksomhederne nødt til at hjælpe til. Det gælder også i forhold til ulighed, der risikerer at skabe social uro mange steder i verden. Hvis virksomhederne ikke begynder at påtage sig et ansvar, så bliver det svært at lave forretning, eftersom ustabile og kaotiske stater jo er ret besværlige at drive virksomhed i. Den nuværende fodslæbende tilgang til CSR er således også undergravende for virksomhederne.”
[quote float=”right”]Good business er ikke det samme som right business[/quote]Selv om den nuværende tilgang til CSR er umiddelbart rationel for den enkelte, så er den kollektivt selvafvisende, fordi den på langt sigt er til skade for alle, inklusive virksomhederne?
”Ja, og hvis det bare er et spørgsmål om bundlinje, hvorfor er der så nogen, der laver andet end landminer og porno. Der er 186 væbnede konflikter i verden lige nu. Landminer og maskinpistoler er nemme at afsætte. Så hvis det bare er et spørgsmål om bundlinje, hvorfor er man så ikke i våben- eller pornoindustrien, for der er profitmarginen betragtelig højere end ved eksempelvis vindmøller. Men det er der mange virksomheder, der ikke vil, fordi good business ikke er det samme som right business. Men derved har de jo allerede givet tilsagn om, at CSR er andet og mere end en fodnote på side 55. For ellers havde de været i de brancher.”
Et af de argumenter, man ofte hører i forbindelse med forretningsdrevet CSR, er, at hvis man eksempelvis gør noget for miljøet, uden at det er økonomisk rentabelt for ens virksomhed, så ender man med at tabe i konkurrencen til de virksomheder, der udelukkende har øje for profit. Og så er man jo lige vidt. Hvordan slipper man traditionelt ud af fangernes dilemma, hvor det er rationalt for alle at gøre så lidt som muligt?
”Det undslipper man typisk via fælles viden. Den bedste måde at koordinere på er nemlig via fælles viden. Hvor jeg ved, hvad du ved, og du ved, hvad jeg ved, og så videre. Man bliver derfor nødt til at oprette nogle transparensbetingelser, hvor fælles viden kan flyde frit mellem virksomhederne. Det kræver, at man er oprigtig. Det er vigtigt. Og at man udviser tillid.”
Men risikerer profitmotivet ikke at underminere eller i hvert fald at besværliggøre dette, da det jo indebærer, at det er mest rationelt at gøre så lidt som muligt?
”Virksomheder må gerne tænke i profit. De skal bare ikke udelukkende agere ud fra det. Og her er det værd at bemærke, at forretningsverdenen udmærket ved, hvor vigtig tillid er. Handel bygger i stor udstrækning på tillid. Hvis jeg ikke stoler på dig, så vil jeg ikke handle med dig. Det sjove er, at forretningsverden godt ved, at man end ikke kan definere bilateral handel uden et vist element af tillid. Det er bare ikke det, de er kendt for. De er kendt for, at det hele handler om profitmaksimering, og at man ikke kan stole på dem. Men i virkeligheden bygger meget af det på tillid. Og det kunne man godt fokusere mere på i forhold til CSR.”
Mener du, at virksomheder og andre bør holde op med at tale så meget om businesscasen i CSR og i stedet begynde at tale noget mere om værdierne?
”Hvis det er et spørgsmål om bundlinje, så lav landminer og porno. Hvis du har ambitioner om andet og mere end bundlinje, så vær ambitiøs på verdens vegne og de udfordringer, vi står over for. De kommer til at ramme os hurtigt og hårdt. Og vi ved det. Så hvis du vil være ambitiøs, så gør noget ved det,” siger Vincent Hendricks.
Friedman vs. kritikeren
Forholdet mellem CSR og profit har været debatteret i årevis. I sin berømte artikel ‘The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profits’ publiceret i New York Times i 1970 argumenterer økonom og nobelprisvinder Milton Friedman for, at virksomheders sociale ansvar er at maksimere profit. Friedmans argument går på, at virksomhedsledere, der giver sig i kast med CSR, uretmæssigt bruger ejernes penge på sociale og miljømæssige formål, medmindre de sociale og miljømæssige aktiviteter bidrager til at maksimere profit. I Friedmans optik er CSR, der ikke har profit for øje, således umoralsk.
Friedmans argument er blevet tilbagevist utallige gange. Især kritiseres han for at fokusere på lederne i stedet for ejerne. Ifølge kritikerne er ejerne nemlig moralsk forpligtede til at sikre, at deres virksomhed drives på ansvarlig vis, også selv om det til tider konflikter med hensynet til profit. Desuden anklages Friedman for at overse, at ejerne enten kan sælge deres aktier eller skille sig af med toplederen, hvis de er utilfredse med den måde, virksomheden drives på.
Verdens store udfordringer
Et mere aktuelt problem ved Friedmans profitorienterede tilgang til CSR er, at den hverken er socialt eller miljømæssigt bæredygtig. En lang række anerkendte organisationer har i de seneste år påpeget, at vi står over for de største og alvorligste udfordringer i menneskehedens historie. Eksempelvis bruger vi ifølge WWF Verdensnaturfonden ressourcer svarende til halvanden planet. Hver eneste dag omdanner vi således langt flere ressourcer til affald, end planeten kan nå at gendanne til nye ressourcer, hvilket er åbenlyst uholdbart.
I ’The Global Risk Report 2016’ peger World Economic Forum desuden på en række udfordringer, som skal løses, hvis vi ønsker at give en verden i bare nogenlunde balance videre til vores børn og børnebørn. Eksempelvis påpeges det, at medmindre vi formår at imødegå en række konfliktudløsende drivkræfter, herunder stigende økonomisk ulighed, korrupt regeringsførelse og massiv ufrivillig migration, risikerer vi omfattende væbnede konflikter, der vil sætte verden i brand. Derudover peger rapporten blandt andet på risikoen for voldsomme klimaforandringer, udbredt mangel på livsvigtige ressource og udbrud af pandemier.
I rapporten ‘Impact – Transforming Business, Changing the World’ understreger Global Compact gentagne gange, at de store udfordringer, vi står over for, kun kan imødekommes gennem radikale ændringer af vores nuværende levevis. Ifølge Global Compact er det nuværende kapitalistiske system hverken socialt eller miljømæssigt bæredygtigt, og organisationen konkluderer, at der er brug for en helt ny måde at drive virksomhed på. Hvis verdens udfordringer skal løses, kræver det ifølge Global Compact, at virksomhederne er langt mere ambitiøse på det sociale og miljømæssige område, end de er i dag.
DI bakker op om forretningsdrevet-CSR
Selv om Friedmans syn på CSR for længst burde være både dødt og begravet, spøger det stadig i det danske CSR-miljø. Her spiller profit nemlig stadig en afgørende rolle, hvilket illustreres af den flittige brug af udtrykket forretningsdrevet CSR, hvor fokus er på konkurrencefordele og profit og knap så meget på verdens store udfordringer. Eksempelvis henviser Dansk Industri til begrebet på deres hjemmeside, hvor de skriver, at ”DI er aktive på CSR-agendaen, fordi vi mener, at CSR skal være forretningsdrevet og knyttet til virksomhedens kerneforretning.”
I regeringens handlingsplan ’Ansvarlig vækst – handlingsplan for virksomheders samfundsansvar 2012-2015’ fra 2012 står der, at ”Danmark og danske virksomheder er og skal fortsat være drivende i arbejdet for at styrke forretningsdrevet samfundsansvar.” Og ifølge CSR Kompasset kan CSR ”være med til at styrke virksomhedens konkurrenceevne og indtjening. Der er størst værdi at hente for virksomheden, hvis indsatsen er forretningsdrevet og dermed supplerer virksomhedens kerneforretning. Med forretningsdrevet samfundsansvar forstås, at virksomheden fokuserer sin indsats, så den passer ind i virksomhedens strategier, udfordringer og markedsrelationer.”
Spørgsmålet er, hvorvidt den forretningsdrevne tilgang til CSR er hensigtsmæssig, eller om den i lyset af verdens store udfordringer snarere er helt utilstrækkelig og derved risikerer at være dårlig for alle, inklusive virksomhederne.