[dropcap]K[/dropcap]ommentar: Efter Murens fald erklærede den amerikanske og berømte politolog Francis Fukuyama liberalismen for sejrherren, der stod alene tilbage i ringen efter ’knockouten’ af angivelige socialister i østblokken. Han tog fejl! Nyliberalismens gospel om det frie marked, privatejendommen og det parlamentariske demokrati har fået sig nogle alvorlige ridser i lakken, og interessen for Karl Marx er stigende.
Højrefløjens fremmarch indebærer, at man vil tilbage til nationalstaten og protektionismen, men det europæiske venstre banker også på. Ifølge britiske The Guardian er nogle europæere begyndt at interessere sig for Karl Marx igen. Det tidligere østtyske forlag Karl-Dietz beretter om stigende salgstal for Marx-litteratur, ikke mindst milepælen i den menneskelige tænknings historie ’Das Kapital’, der er på mode igen.
[quote float=”left”]Den kapitalistiske produktionsmåde er kendetegnet ved overproduktionens og underforbrugets paradoks[/quote]Røde Oscar (La Fontaine) udtalte i 2008, hvor den internationale økonomiske krise slog igennem, til Die Welt, at dele af ’Det kommunistiske manifest’ burde indgå i Die Linkes politik. Med opfordringen om at socialisere nøgleindustrier citerede han Marx. Når borgerskabet ”tilslører udbytningen af det menneskelige arbejde med religiøse og politiske illusioner, har man erstattet nøgen, skamløs, direkte, brutal udbytning” med noget, der er bedragerisk og folkeforførende.
Men det er ikke kun dele af venstrefløjen, der graver ‘den hvidskæggede’ frem igen. Efter finanskrisen, der opstod i 2008, var der flere kilder af traditionel observans, der samstemmende pegede på nødvendigheden af at genoptage studiet af Marx. Ledende økonomi- og erhvervstidsskrifter og -websider peger igen på Marx.
Give Karl Marx a Chance to Save the World Economy
I Bloomberg View kunne man i 2014 læse et indlæg af seniorrådgiver for UBS Investment Bank George Magnus med den fængende overskrift: ‘Give Karl Marx a Chance to Save the World Economy’. Magnus refererede den centrale pointe i ‘Das Kapital’, at ophobning af rigdom fører til akkumulation af elendighed. Virksomhedernes jagt på øget profit og produktivitet vil føre til en teknologisk betinget frisætning af arbejdere, hvilket skaber en industriel reservearmé af fattige og arbejdsløse. Den kapitalistiske produktionsmåde er kendetegnet ved overproduktionens og underforbrugets paradoks.
Man behøver ikke at have tilbragt mange år på skolebænken i ‘den stråtækte’ for at forstå, hvad det leder til. Desto flere mennesker der henvises til lønnedgang eller fattigdom, desto mindre vil forbrugerne være i stand til at købe varer og tjenesteydelser. Den enkelte virksomhed, der kan skabe sig ekstra profit ved at reducere sine omkostninger, agerer klogt, men når alle gør det, går det galt.
[quote float=”right”]Indkomstuligheden i USA er tæt på det højeste niveau siden 1920’erne[/quote]I kølvandet på den reducerede indkomstmængde daler den samlede effektive efterspørgsel med et fald i produktion og beskæftigelse til følge, og profitraten (profitten divideret med kapital- og lønomkostninger) vil også vise en faldende tendens (se tekstboks).
Udviklingen i amerikansk økonomi viser, at virksomhedernes indsats i forhold til omkostningsreduktioner og en faldende beskæftigelse forøgede profitternes andel af den samlede produktions værditilvækst til det højeste niveau i mere end seks årtier, samtidig med at ledigheden ligger på 9,1 procent, og reallønnen er stagnerende. Indkomstuligheden i USA er p.t. tæt på det højeste niveau siden 1920’erne. Millioner af mennesker har måttet gå fra hus og hjem, spøgelsesfabrikker står som sørgelige efterladenskaber, og hele bydele ligger øde hen.
New York Times refererer under overskriften ‘Marx Rises Again‘ et essay af Timothy Shenk i tidsskriftet The Nation. Ifølge Shenk er der to strømninger i bevægelserne mod en genoplivning af Marx, henholdsvis Occupy Wall Street-bevægelsen eller de såkaldte millennialmarxister, og en gruppe, der tager sit udgangspunkt i nye studier af Marx inspireret af Thomas Pikettys bog ‘Capital in the Twenty-First Century’. Tilsvarende er der herhjemme opstået studiegrupper, der beskæftiger sig med den nu oversatte bog af David Harvey ‘Sytten modsætninger og enden på kapitalisme’.
Bomben i Hellerup havn
Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen detonerede en tilsvarende bombe fra Saxobanks domicil. Om verdensrevolutionen som hævdet i Berlingske udgår fra Saxo Bank, er selvfølgeligt diskutabelt.
Tilbage i 2012 kunne man berette om et morgenarrangement i forbindelse med lanceringen af bogen ‘Og verden skælvede’ af den libertære filosof Ayn Rand, som Saxo Bank havde bekostet udgivelsen af. Blandt talerne ved dette arrangement var der også et indlæg af Steen Jakobsen. Han kritiserede ved den lejlighed ideer om, at statslige reguleringer af økonomien skulle kunne løse verdens problemer, dog uden at Ayn Rand og Saxo Bank afviser enhver form for regulering, hvis den er fornuftig.
Man kan næppe forestille sig to personligheder, der ville have en større ulyst ved at være i stue sammen end Ayn Rand og Karl Marx, men man behøver da heller ikke være skizofren, hvis man holder af begge to. Begge havde en forkærlighed for den statsløse utopi omend på et vidt forskelligt grundlag.
Det vakte nogen opsigt, da Jyllands-Postens Finans senere citerede samme Jakobsen for i 2016 at mene det samme som finansfolk i USA. ”Karl Marx havde ret,” proklamerede han og fremførte de samme argumenter som George Magnus og Bloomberg om overproduktionens og underforbrugets paradoks samt den faldende profitrate i de produktive erhverv.
Når kapitalejerne giver arbejder- og middelklassen for små lønstigninger, udmagrer man de forbrugere, der skal bære økonomiens samlede efterspørgsel. I de toneangivende økonomier har reallønningerne kun udviklet sig med 8 procent fra 1964 til 2014. Indkomsterne er flyttet fra løn til profit, fordi lønandelen i forhold til tilvæksten i værdien af produktionen ligger på det laveste niveau siden anden verdenskrig. På den måde har topchefer og investorer fjernet kundernes købekraft i jagten på profit.
Tallene er helt i tråd med en nylig opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der antyder, at de rigeste er blevet rigere, og de fattigste er blevet fattigere. 70 procent har oplevet fald i deres nettoformue de sidste ti år, når der ses bort fra pensionsopsparinger. Kun 30 procent har set en fremgang. Den rigeste tiendedel af befolkningen har 3,7 millioner kroner i formue, mens den fattigste tiendedel i gennemsnit har en nettogæld på næsten 700.000 kroner. Formuer opbygges på grundlag af indkomst. I perioden 2008 til 2015 faldt reallønnen for almindelige faglærte og ufaglærte i arbejderklassen med over 6.000 kroner. I den samme periode steg reallønnen med næsten 130.000 kroner for personer i ‘overklassen’.