Hertil anvendes Platons Sokrates, hvis samtaler med ung- dommen betragtedes som et forsøg på at fordærve ungdommen. Sokrates stræbte hverken efter penge, lystdyrkelse eller magt, idet hans undervisning kendetegnedes ved at være gratis, intellektuelt opbyggende og uegennyttig. Formålet var derimod at erobre det sande liv ved at kæmpe mod fordomme, ubegrundede vaner og uhæmmet konkurrence.
[box]Det sande liv – opfordring til ungdommenAlain Badiou
Forlaget Mindspace, 2016, 96 sider, Kr. 198,-
Anmeldt af Jacob Spangenberg, cand. pæd. i pædagogisk filosofi. Anmeldelsen er udgivet med tiladelse fra Dansk Filosofisk Selskab[/box]
Det sande liv er noget, der er værd at leve for, og som er hinsides lidenskaben dels for det umiddelbare livs fornøjelser, dels for at blive rig, succesfuld og veletableret. Badiou formulerer det som ”en lidenskab for at lade livet gå op i flammer, en lidenskab for at bygge op” (s. 15), hvilket prima facie ligner en modsætning mellem en nihilistisk dyrkning af det spektakulære og kortvarige liv på den ene side og en konservativ dyrkning af de eksisterende magtforhold på den anden. For Badiou er der imidlertid ikke tale om en spænding, eftersom det drejer sig om at kunne bygge livet op og bryde op, hvis noget andet peger i retning af det sande liv. Til dette finder Badiou inspiration i Arthur Rimbauds poesi om ung- dommen, hvori erkendelsen om pligten og tålmodigheden som modsvar på den vilde ungdoms heroisme, poesi og fest finder sted.
Badiou peger på to træk karakteriserende den moderne ungdom i dag. Der er mere frihed og ungdomsdyrkelse end tidligere. Med henblik på sidstnævnte indebærer det en langt mindre værdsættelse af alderdommen og dennes visdom for i stedet at dyrke ungdommen som ideologi og tema. Heri ligger en tendens til at klamre sig til ungdommen på alle mulige måder, især vedrørende det kropslige aspekt, hvilket fører til en nærmest uhæmmet inklination for sport, sund kost og plastikkirurgi.
Før i tiden var der et skel mellem den unge og den voksne markeret gennem indvielsen i form af fysiske og moralske prøvelser samt i nyere tid militærtjeneste for den unge mand og ægteskab for den unge kvinde, men dette er så småt ved at forsvinde med den konsekvens, at de unge udsættes for en så at sige uendelig ungdom og dermed umuligheden af at håndtere lidenskaberne.
[quote float=”left”] Badiou peger på to træk karakteriserende den moderne ungdom i dag. Der er mere frihed og ungdomsdyrkelse end tidligere[/quote]Omvendt kan der tales om en infantilisering af den voksne i den forstand, at voksenalderen betragtes som en kontinuerlig og partiel forlængelse af barndommen, hvilket ifølge Badiou er et korrelat til markedets magt, som netop handler om at kunne købe. Hertil opfordres man af samfundet til at købe dette eller hint, og når forbruget per se er med til at præge den voksne, er der ikke længere blot en symbolsk barriere mellem den unge og den voksne, men en forskel i retning af at den voksne har større købekraft end den unge.
Dette er den sande krise i dag. Der er tale om en subjektiv krise medførende desorientering blandt de unge, som har svært ved at finde deres plads i verden. Badious idé, som ifølge ham selv er militant, er at organisere en omfattende manifestation for en alliance mellem de unge og de gamle mod nutidens voksne, det vil sige de mest oprørske under tredive år og de mest seje over tres i kamp mod de velbjergede fyrre- og halvtredsårige for på den måde at lade de desorienterede unge overspringe den herskende aldersgruppe og sammen med den gruppe af gamle, der ikke er resigneret, markere, at vejen til det sande liv er åben.
Det sande liv er baseret på en række forelæsninger henvendt til unge på skoler og uddannelsesinstitutioner i Frankrig og andre lande. Bogen består af tre kapitler, hvoraf det første handler om ungdommen generelt, mens de to følgende drejer sig om henholdsvis drengenes og pigernes fremtid. Med udgangspunkt i Freud hævder Badiou, at sønnen, for at indtage en forsonende position med faderen, først må gennemgå en dialektisk proces, det umiddel- bare og voldelige stadium, det symbolske stadium med underkastelsen under loven og det endelige stadium med den fælles kærlighed (s. 49).
Imidlertid befinder denne konstruktion sig i en usikker tid i dag, idet indvielsen til den øverste orden ikke længere finder sted med det resultat, at det faktisk er faderen, som misunder sønnens livsnydelse. Samtidig er faderen som loven også i vanskeligheder, idet den eneste lov, der gælder i dag, er markedsloven. Ungdommen er den tid, hvor man afrettes til at tjene markedskonkurrencen eller slet og ret indvies i selve markedet.
Denne indvielse uden indvielse peger på tre muligheder, nemlig udsigten til den perverterede krop, til den ofrede krop og til den meriterende krop (s. 55). Den første refererer til de unges nydelsesfulde livsstil og søgen efter identitet. Den næste ønsker en tilbagevenden til traditionen, hvor sønnen som terrorist fungerer som subjektiv figur. Dette er to ekstreme, men reelle positioner, og mellem dem findes en tilpasning til middelvejen, som handler om kroppens tilgængelighed for de ydre markedslove, med andre ord om at gøre karriere. De tre typer kroppe bidrager ikke til en indvielse i egentlig forstand, idet de alle er nihilistiske, selv om den meriterende krop forsøger at skjule det ved at forsøge at erstatte arbejdet med meningsløsheden.
Ligeledes er skolen ifølge Badiou til for at udvælge og beskytte de meriterende kroppe med de unges kommende karrierer som fokuspunkt. Som modvægt til dette peger Badiou kort og godt på subjektets uegennyttige intellektuelle kreativitet, i videnskabens og kunstens gratis glæder samt i idéens oprør mod teknikkens pengeunivers.
Til forskel fra drengenes infantile stagnation opfattes pigernes kvindelighed som præmatur i den forstand, at det ikke længere er nødvendigt for pigen at gennemgå en indvielse udtrykt i indgåelsen af et ægteskab, idet hun er uafhængig og kan vælge at leve et liv uden en mand. Badiou hævder, at pigerne i de moderne samfund ligner kvinderne, hvad angår tøj, udseende og måde at tale på, og således er pigen allerede blevet den voksen-kvinde, hun ellers skulle realisere.
Mens det for drengene handler om umuligheden af at blive voksen, oplever pigerne til gengæld umuligheden af at vedblive med at være pige. Badiou beskriver kvinden som en konstruktion af fire poler bestående af Husmoderen, Forførersken, Den Elskende og Helgeninden. Kvinden er altid splittet mellem to figurer, for eksempel er husmoderen kun kvinde, hvis hun samtidig også er forførersken. Det vil sige, at en kvinde er noget, som udspiller sig mellem to positioner i ”det To-positionelles logik”. I modsætning hertil fremstår ”det En-positionelle”, som karakteriserer den traditionelle maskuline position sammenfattende i den absolutte enhed af ”Faderens Navn”.
En kvinde betegner en proces eller passage, som forstyrrer det En-positionelle, og dermed er en kvinde processen i det En-positionelles ikke-væren, som konstituerer det En-positionelles hele væren (s. 85). Ifølge Badiou lægges der i nutiden et stærkt pres på den kvindelige figur i to retninger. For det første vil den gøre enhver kvinde til en Enhed, det vil sige at lade sig indordne under den forbrugeristiske og konkurrenceprægede individualismes. En positionalitet med henblik på at indfri den borgerlige feminismes krav om at overlevere verden, som den er, nemlig i kvindernes magt.
For det andet peger den på moderskabet og reproduktionen, idet kunstig befrugtning betyder, at kvinden kan undvære manden, når det kommer til fødslen, og dermed kan hun gøre alt det, mænd gør, men det omvendte gør sig ikke gældende. Således vedbliver kvinden med at være en tjenerinde, ikke nødvendigvis for en mand, men for menneskearten. En pige er som nævnt allerede en kvinde, og det modsatte er også tilfældet, hvilket betyder, at enhver kvinde kan være en pige uden ønske om moderskab.
Dette kan imidlertid ikke gøres til en regel, for i den yderste konsekvens vil det betyde menneskeracens uddød slet og ret, og derfor foretrækker de fleste en verden, hvor kvinderne fortsat skal være menneskehedens tjenerinder. Kvinderne befinder sig således i dag i en position mellem Traditionen og Den Herskende Nutid, som er en overgangsfase til et sted, hvor den ”unge pige vil sætte sig for at blive den nye kvinde, den kvinde, som kvinderne ikke er, men skal blive, den kvinde, som uden vanskelighed vil skabe symboler og også omfatte moderskabet i denne skaben” (s. 94). Badious overbevisning er, at kvinden og manden vil tage del i reproduktionens følger på lige fod og dermed gøre fødslen til en ny universel symbolisering.
I Det sande liv leverer Badiou bud på, hvad det vil sige at være ung i dag, og som den filosof han er, kendetegnes hans løsningsforsøg sig ved at være noget virkelighedsfjerne og svævende. Badious påpegning af kvinden som passage er filosofisk interessant og kan læses i relation til en anden fransk filosof, Michel Serres, som i Statuer kommer ind på steds spørgsmålene. Til disse findes der fire hovedord, som grundlagde rummet: Ubi? Quo? Unde? Qua? Ubi? Hvor er vi? Quo? Hvor skal vi hen? Unde? Hvor kommer vi fra? Qua? Hvorigennem passerer vi? De tre første spørgsmål angiver med deres ”hvor” en lokativ (grammatisk kasus for et substantiv eller et substantivisk udtryk der udtrykker stedet, hvor noget sker), som ikke kan forstås uden en indhegning.
Med andre ord peger svarene i retning af det lokale, som kun kan finde sted i kraft af en indskrænkning eller en grænse. Indhegningen eller lukketheden forbindes som oftest med noget negativt, som bør undgås, for eksempel et lukket samfund, hvorimod passagen forbinder de enkelte lokaliteter med hinanden for at dan- ne et underlag af overgange. På den måde åbner lokaliteterne sig for transit og forvandler sig fra det lokale til det globalisable, som Serres skriver (Serres, 1990, s. 49-53). Set i dette perspektiv bliver Badious kvinde i stand til at bryde de snævre lokaliteter og indtage verdenslokaliteten.
Litteratur
Serres, Michel (1990): Statuer. Oversat af Carsten Bo Juhl. Det Kongelige Danske Kunstakademi