[dropcap]K[/dropcap]ommentar: I Det Miljøøkonomiske Råds årsrapport 2017 er et af hovedbudskaberne, at grønne afgifter er et effektivt reguleringsinstrument, hvis afgiftssatsen fastsættes på baggrund af miljøbelastning eller miljømålsætning.
Ikke desto mindre skal man i rapporten lede længe efter en analyse af, om afgiftssatserne nu også opfylder målsætninger vedrørende nedbringelse af forureningsmængden. Der er alene tale om sammenligninger af omkostninger forbundet med forskellige beskatningsformer, hvor man glemmer den vigtigste: den progressive beskatning. At man i rapporten peger på, at en afgift angiveligt skulle være for høj alene ved sammenligninger, er ikke ensbetydende med, at man har godtgjort, at en lavere afgift vil føre til et acceptabelt niveau med hensyn til forureningsmængden forstået som emission af kuldioxid og forsurende gasser.
[quote float=”left”]Der kan opnås samfundsøkonomiske gevinster ved en omlægning af grønne afgifter[/quote]Det er underligt, at man midt i iveren for at få nedbragt “for høje” grønne afgifter alene ser på provenuet (indtægterne til statskassen) ved at pege på en form for skat, der ikke har med statsskat at gøre? Statsskatten er progressiv og ikke proportional som foreslået i årsrapporten. Rapporten konkluderer, at en proportional indkomstskat samfundsøkonomisk set tilvejebringer et provenu på en mindre omkostningsfuld måde end provenuet ved afgiften. En proportional skat indebærer, at vi betaler det samme af hver krone, vi tjener. Den nuværende progressive skat betyder, at vi betaler mere af den sidste krone end af den første, fordi skattetrykket stiger som indkomsten stiger.
Det er en yndet vits blandt økonomer at gøre grin med beregningsmodeller, der efter 100 siders analyse konkluderer, at vi ”bruger mere brændsel i koldt vejr” eller at ”den virkelige verden er et specielt tilfælde”. Sidstnævnte synes faktisk at være tilfældet med Det Miljøøkonomiske Råds årsrapport, for rapportens konklusion om elafgifters mangel er baseret på en beregningsmodel – endda en tvivlsom en af slagsen.
DREAM on
De såkaldte velfærdsøkonomiske forbedringer i beregningsmodeller hviler på det nyliberale (neoklassiske) fatamorgana. Det Miljøøkonomiske Råds beregninger er baseret på de samme principper som i en beregningsmodel udarbejdet i overensstemmelse med den neoklassiske økonomiske model, som nationaløkonomiske institutter har hjernevasket økonomistuderende med i mere end 100 år.
En nyere beregningsmodel kendt som DREAM-modellen (Danish Rational Economic Agents Model) hviler på den nyliberale forståelse af markedssamfundets fortræffeligheder. Denne model bygger på ’homo oeconomicus’ (det rationelle økonomiske menneske) og en ureguleret krisefri markedsøkonomi, hvor der på alle markeder findes en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, hvis alle maksimerer og tager rationelle beslutninger, så ingen kan vinde eller tjene yderligere på det.
[quote float=”right”]Rapportens konklusion om elafgifters mangel er baseret på en tvivlsom beregningsmodel[/quote]Forbrugeren er kongen i en generel ligevægt på alle markeder. Efterspørgslen bestemmes af, hvor mange salige lystintensiteter der strømmer igennem dette robotiserede endimensionale menneskes nervebaner. Arbejdsløshed eksisterer ikke og kommer aldrig til det, fordi al lediggang er selvvalgt. Arbejder man ikke, skyldes det, at nytten ved at holde fri er større end nytten ved at erhverve sig en arbejdsindkomst.
Fordelingspolitik kommer ikke på tale her. Principielt er det underordnet, om ganske få ’sidder på flæsket’, mens resten af befolkningen ’lever af luft’. En effektiv fordeling (allokering) af ressourcerne er nemlig vigtigere. Derfor optræder elafgiftens ”forvridende effekt” mange gange i rapporten. Markedets ’usynlige hånd’ skal ikke forstyrres. Modellen er med god grund udsat for kritik fra heterodokse økonomer – f.eks. økonomer fra Aalborg og Roskilde Universiteter, der ikke køber den ortodokse teoris urealistiske forudsætninger.
Det kan næppe komme som den store overraskelse, at energiordfører Thomas Danielsen fra Danmarks liberale parti Venstre klapper begejstret i hænderne. Fra det gammelliberale hovedkvarter forlyder det, ”at vismændenes anbefalinger om at sænke afgifterne passer som fod i hose med regeringens planer med energiafgifterne”. Underforstået – de skal fjernes. Til gengæld ser Danielsen meget gerne, at rådet blander sig udenom, hvad angår forslag, der plæderer for, at skattetrykket skal stige.
And so what!
Rapportens konklusioner vedrørende elafgifter hviler som sagt på cost-effectiveness-betragtninger og beregninger over bruttoværditilvækst, realløn, privat forbrug og beskæftigelse. Der er således tale om sammenligninger mellem en række alternativer, der sjovt nok hviler på en form for beskatning, der ikke omfordeler fra højindkomstgrupper til lavindkomstgrupper.
Enten er det statskassens indtægter fra elafgifter, der regnes på, eller også er der tale en beregning baseret på indkomstbeskatning, der erstatter provenuet fra en fjernet afgift. Beskatningen kan enten være proportional, eller alternativt kan man bruge en engangsskat pålagt alle med samme beløb. Byrden ved alle disse skatteformer er lettere at bære for højindkomstgrupperne end lavindkomstgrupperne. Der regnes således ikke på, hvor meget lavindkomstmodtageres reale købekraft forringes, eller hvor meget den samlede forbrugsefterspørgsel og beskæftigelse påvirkes.
Ikke desto mindre er rapporten klar i mælet med hovedbudskabet, at der ”kan opnås samfundsøkonomiske gevinster ved en omlægning af flere af de eksisterende grønne afgifter. Formandskabet anbefaler at sænke afgiften på elektricitet. En sænkelse af afgiften på almindeligt elforbrug vurderes at medføre en samfundsøkonomisk gevinst på 1,8 milliarder kroner per år.”
Det fremgår af et dokumentationsnotat, at denne konklusion hviler på, at reduktionen i provenuet fra elafgiften finansieres via en stigning i en proportional skat på indkomst. Det danske indkomstskattesystem er som sagt progressivt, mens proportional skat omfatter kommuneskat, sundhedsbidrag og bundskat til staten.
Uanset hvilken beskatningsform der analyseres, indeholder rapportens kapitel om grønne afgifter og miljøregulering ikke en analyse af den centrale variabel: forureningsmængden.
Velkommen til virkeligheden
Når et af hovedbudskaberne rapport indikerer, at nogle grønne afgifter er højere, end de burde være i forhold til miljøbelastningen, er der tale om en konklusion, der ikke er empirisk dækning for. Selve metoden med sammenligninger af alternativscenarier introducerer måleproblemer i forbindelse med forureningsmængder og en målsat forureningsreduktion for mængderne og reduktionsomkostningerne, der skal opfyldes. Elforbrugets forureningskomponenter har med kraftvarmeværkers nedbringelse af udledningen af kuldioxid og forsurende gasser til atmosfæren at gøre. Om en afgift er for høj eller for lav, fordrer kendskab til disse størrelser.
Det kan være vanskeligt at opgøre forureningsmængder, og især hvor meget forskellige økonomiske beslutninger påvirker omfanget af eller bidrager til forureningsmængden. Men kan man måle forureningsmængden forbundet med elforbruget, kan man i det mindste ved en procedure med gentagne forsøg og fejl sætte afgiften op eller ned, indtil man har fundet den afgiftssats, der tilvejebringer det målsatte niveau for forureningen. Hvis man sætter en afgift for højt, bliver forureningsmængden nedbragt mere end det er nødvendigt, hvilket kan skabe produktionstab. Sættes afgiften for lavt, bliver der ikke renset nok ud i forureningen, og samfundet påføres miljøomkostninger.
Den seneste rapport har ikke godtgjort, om nedsættelsen af elafgiften skyder forbi, hvad angår de udledte mængder af kuldioxid (CO2), svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx).
Derfor kan rapporten ikke i sit hovedbudskab sige noget som helst om, hvorvidt elafgiften er for høj eller for lav!