Iværksættere og erhvervsledere kan bruge filosofien til at løse globale problemstillinger. Det mener iværksætter Jonathan Løw, der i denne kommentar argumenterer for, at verden har brug for at vi stiller krav til os selv, hinanden og til iværksættere og ledere, der rækker ud over at tjene penge og gøre nytte.
[dropcap]J[/dropcap]eg tillader mig at komme med en opfordring til alle danske iværksættere og erhvervsledere: Læs filosofi! Om ikke på universitetet, så i det mindste i jeres fritid og fremtid. Vi står et sted i verdenshistorien, hvor vi er kommet så langt med innovation og disruption, at vi er nødt til at turde reorientere den økonomiske tænkning, herunder eksempelvis hvorfor vi som menneskerace overhovedet bedriver iværksætteri og etablerer virksomheder.
På CBS har man et spændende studie, der kombinerer erhvervsøkonomi og filosofi – FLØK kaldes det. Om end studiet ikke har helt det samme fokus som mit indlæg, så er det et virkelig interessant tiltag fra CBS. Et tiltag, der for tiden nyder stor international bevågenhed, fordi CBS som nogle af de eneste i verden bringer filosofi i spil i forhold til erhvervsøkonomi.
Verden har brug for dette fokus. Verden har brug for, at vi anskuer iværksættere som andet og mere end nytteskabere, profitmaksimerende organisationer og lykkesøgende individer. Verden har brug for, at vi taler mere ’vi’ og mindre ’jeg’.
[quote float=”left”]Verden har brug for, at vi bruger vores entreprenante evner til at løse globale problemstillinger[/quote]Og verden har brug for, at vi bruger vores entreprenante evner til at mindske lidelse, løse globale problemstillinger og til at hjælpe andre til at blive selvhjulpne. Iværksætteri er den drivkraft, der kan forandre liv og samfund, og den entreprenante vej kan skabe den gode verden, som ngo-tankegangen aldrig rigtig har formået.
Over for verdens behov står argumentet om, at det skal verden ikke blande sig i. At det er op til det enkelte individ. At vi hver især er vores egen lykkes smed, og at tale om verdens behov på den måde er én stor socialistisk vildfarelse. At det at skabe nytte er nok i sig selv. At man ikke kan tvinge det ned over andre, hvordan de bør/ønsker at leve deres liv.
Et sted midt imellem denne sort-hvide individ- versus verdenstænkning findes sandheden muligvis.
Eksempelvis ved vi fra forskningen, at når mangemillionærer begynder at bruge af deres penge på at hjælpe andre, så oplever begge parter glæde. Og for mangemillionæren er det en glæde, som langt overstiger den, han nogensinde har oplevet igennem forbrug og egetfokus. Det kan altså være overordentlig glædeligt og tilfredsstillende for den enkelte at mindske lidelse i verden. Fordi det netop giver mening i tilværelsen.
I forlængelse af denne positive synergi imellem individ og verden bør vi én gang for alle gøre op med termen ’egen lykkes smed’, der er en mærkelig og misforstået sproglig konstruktion. Uagtet politisk ståsted og fordelingspolitisk observans har mennesket aldrig eneansvar for sit eget liv og lykke. Vi er ontologisk set en udsat verden og er derfor snarere hinandens lykkes smede.
Det betyder selvfølgelig ikke, at der er noget galt med at forfølge sine egne drømme og mål i livet. Det betyder blot, at mening og værdi her i verden ikke kan reduceres til, hvad den enkelte får ud af sine bestræbelser. Ved at forholde sig filosofisk til sit liv og verden og den heraf følgende (selv)indsigt opstår ofte noget, som den danske psykolog Svend Brinkmann snedigt kalder selvudsigt.
Selvudsigten er ikke nogen politisk eller religiøs holdning. Det er først og fremmest en forståelse af, hvad det vil sige at være og gøre som et ordentligt menneske. Og herunder at business aldrig må blive business for business’ skyld. Selv om Gud muligvis ikke findes, så eksisterer kravet om at gøre det gode!
Inden for filosofien har den danske filosof K.E. Løgstrup kaldt dette ”den etiske fordring”:
“Så vist som et menneske med den tillid, det viser eller begærer, giver mere eller mindre af sit liv i den andens hånd, så vist hører fordringen om at tage vare på det liv med til vor tilværelse, sådan som den nu engang er. Hvor meget eller hvor lidt der står på spil for et menneske i den tillid, det viser, er selvsagt uhyre forskelligt.
Det beror på mange forskellige faktorer, på den enkeltes psykiske konstitution og øjeblikkelige befindende, på situationen, der ikke mindst er bestemt af, hvem og hvordan den anden er. Men hvorom alting er, betyder det, at der i et hvilket som helst møde mellem mennesker ligger en uudtalt fordring, uanset under hvilke omstændigheder mødet finder sted, og hvilken karakter det har.”
Oversat til nutidigt dansk: Den etiske fordring er kravet om at gøre det gode. Enten formuleret som buddet om næstekærlighed i Matthæus 22,39 eller som et kategorisk imperativ formuleret af Immanuel Kant.
Det vanskelige ved dette krav kan være, at det almindeligvis befinder sig i en konflikt mellem tilbøjelighed og pligt, mellem egoisme og næstekærlighed m.m. På den måde afslører selve kravet en brist: Gjorde man af sig selv det gode, var det unødvendigt at stille krav.
Her er vi tilbage ved indlæggets begyndelse: At vi må stille krav til os selv, hinanden og til iværksættere og ledere, der rækker ud over at tjene penge og gøre nytte. Vi får gennem filosofien indsigt i livet på en anden måde end gennem den daglige praksis og de daglige vaner, og vi bør give os selv og hinanden den gave at tilegne os den indsigt for på den måde at få et større perspektiv på livet og vores etiske rolle i verden.
Forhåbentlig vil det også inden for erhvervslivet føre til mere selvudsigt igennem selvindsigt.