[dropcap]L[/dropcap]ego er ESG-rating bureauernes nye danske topperformer. I seneste opdaterede data fra ESG-portalen CSRhub topper legetøjsproducenten listen over fuldt ratede danske selskaber. Lego har gennem de seneste år skruet gevaldigt op for de bæredygtige ambitioner, og indsatsen placerer nu Lego blandt verdens 2 procent bedst ESG-ratede virksomheder.
Lego vurderes med andre ord som den danske virksomhed, der samlet set har den stærkeste bæredygtige profil.
Vejen mod ESG-topplaceringen er sket som følge af en meget ambitiøs bæredygtig strategi, der i relation til produktionen bunder i planer for 100 procent brug af vedvarende energikilder i 2020, blandt andet via vindmøllefarmen Borkum Riffgrund, samt fortsat store investeringer i et sustainable materials-centre, der på sigt skal sikre nye bæredygtige materialer i både Lego-produkter og -emballage.
Selv om de ambitiøse projekter endnu ikke er gennemført, og resultaterne derfor heller ikke endnu er fuldt indfriet, har det privatejede Lego skabt et bæredygtigt momentum, som mange børsnoterede danske virksomheder for tiden synes at slække på (se artikel herom). Det belønnes nu med en høj ESG-rating.
Alene på ESG-parametre betragtet viser det sig, at Lego også er i superligaen, hvad angår arbejdsmiljø og medarbejdertilfredshed. I kategorien employees, som blandt andet omfatter medarbejderpolitikker og arbejdsmiljø, tildeles Lego på CSRhub en ratingscore på 80 i udfaldsrummet mellem 0 og 100.
Den markant høje rating i employees-kategorien fremkommer i CSRhubs metode blandt andet på baggrund af en AAA+ rating fra Brand Finance, en høj rating fra Glassdoors Employer Ratings og RepRisks Employee Relations, og fordi ledelsen er bundet af klimamål i incitamentsprogrammer (oplyst i Carbon Disclosure Project-rapportering).
Med til billedet hører dog, at betragtningen svækkes af, at Lego ikke er børsnoteret og derfor ikke vurderes af en række andre væsentligste ESG-leverandører, for eksempel Thomas Reuter og MCSI. Alligevel vidner Legos CSR-rapportering stadig om et selskab med en veludviklet og en seriøs tilgang til samfundsansvar.
Lego langt foran konkurrenter
Lego har langt højere ESG-rating end ikke bare samtlige fuldt ratede danske selskaber på CSRhub-portalen. Også konkurrenterne må spejde langt for at få øje på Legos fremadstormende bæredygtige visioner. De amerikanske konkurrenter Hasbro og Mattel, der begge er børsnoterede, har i de senere år slet ikke kunnet fremvise samme udvikling i ESG-scoren som den danske virksomhed fra Billund.
Hvor alle tre selskaber omkring januar 2015 blev vurderet på nogenlunde samme bæredygtige ESG-ratingniveau, så har Lego siden løftet sin rating op i verdenseliten. Målt på bæredygtige parametre står Lego-brandet således stærkt, til trods for at det finansielle regnskab for 2016 ikke viste helt samme ubegrænsede vækstmuligheder som de forgående år.
Lego er placeret blandt verdens 2 procent mest bæredygtige virksomheder målt efter ESG-ratingbureauernes vurderinger.
Legos CSR-rapport 2016 viser fortsat fokus på at komme i mål med de bæredygtige planer, selv om foreliggende kortsigtede resultater på energiforbrug og CO2-emissioner ikke her er helt så prangende som tidligere. En beskeden øget energieffektivitet på 0,2 procent og et samlet faldende energiforbrug på 1,9 procent er de konkrete bedrifter på afgørende områder. Lego offentliggør først tal for årets CO2-emissioner til september 2017.
Den høje ESG-rating afslører da også, at det er andre områder af ESG-spektret, der har indflydelse på det samlede stærke bæredygtige billede. Lego tildeles således høje ESG- rating i samtlige af CSRhubs fire hovedkategorier: governance, environment, community samt employees.