Kreditten fra ING er en Revolving Credit Facility (RCF) og en refinansiering af en allerede eksisterende og ubenyttet kredit. Derfor er det endnu for tidligt at vurdere, hvorvidt finansieringsstrukturen i praksis vil have konkret betydning for Philips´ kapitalomkostninger. Det afhænger af om koncernen på et tidspunkt vælger at trække på kreditten samt hvorledes deres ESG rating udvikler sig.
[quote float=”left”]Vi mener, at kreditvurderingsbureauer snart formelt vil inkludere denne type faktorer i deres kreditvurderingsbeslutninger[/quote]Andre eksperter vurderer, at det endelige gennembrud for ESG-rating koblet til kreditomkostninger er nært forstående. Men de mener også, at det først for alvor vil få markedsbetydning, når de etablerede kreditratingbureauer, som fx S&P og Moody´s, indarbejder ESG-parametre konkret i deres kreditvurderinger. Det vil forventeligt ske i en nær fremtid, vurderer Bahar Gidwani, Co-founder og CEO for den globale ESG-portal CSRhub.com.
”Vi mener, at kreditvurderingsbureauer snart formelt vil inkludere denne type faktorer i deres kreditvurderingsbeslutninger. Indtil vi ser et engagement fra kreditvurderingsbureauer, forekommer ordninger som den omtalte dog stadig mere som marketingdrevet end reelt risikodrevet,” siger Bahar Gidwani til Økonomisk Ugebrev.
Hjemlige banker er på vej i lignende retning: ”Når vi taler bæredygtighed sker det for tiden i den finansielle sektor mange nye tiltag for at dække efterspørgslen. Ordningen er et udtryk for et nyt og anderledes bud på en finansieringsstruktur, hvor ESG-parametre kan spille en direkte rolle. I Nordea er vi involveret i lignede transaktioner i forhold til grønne obligationer samt grønne lånestrukturer. Men forskellen er, at vi har haft fokus på at virksomhederne skal målrette finansiering direkte imod øremærkede investeringerne der har konkrete bæredygtige løsninger, og ikke som i ING Group’s tilfælde til ”general corporate purposes.” Siger Nordeas Head of Sustainable Bonds, Jacob Michaelsen.
Videre siger han, at, ”Det er rigtigt, at kreditvurderingsbureauer endnu ikke har fuldt sammenkørt kreditvurderinger med ESG-kriterier og vi derfor stadig har et endeligt gennembrud til gode. De viser dog positive takter da både S&P og Moody’s har lanceret nye specifikke modeller for at evaluerer ’grønne’ finansieringer. Det er endnu en god indikation på den stærke udvikling vi ser fortiden inden for bæredygtighed i de finansielle markeder.”
Renterne på lånet fra ING Group justeres årligt på baggrund af udviklingen i Philips´ ESG-rating. Tilbagebetaling og kapitalomkostningerne på lånet, hvis Philips altså trækker på kreditten, er dermed i nogen grad direkte forbundet til miljø, sociale og ledelsesmæssige vurderinger af Philips. ESG-ratingen foretages af det internationale og uafhængige ESG-ratingbureau Sustainalytics, der i Danmark bl.a. benyttes af PKA og MP Pension til at foretage etiske screeninger af selskaber.
ING Group oplyser i en mail til Økonomisk Ugebrev Ledelse, at renten justeres efter den overordnede ESG-score og ikke efter specifikke underliggende øremærkede områder. ING Group har ifølge det oplyste efterfølgende stillet endnu et lån til rådighed til anden unavngivet virksomhed på lignende vilkår.
ING Group fungerer som bæredygtige koordinator og flankeres i lånesyndikatet af i alt 16 internationale storbanker, herunder bl.a. ABN AMRO, Bank of America Merrill Lynch, BNP Paribas, Citi, Deutsche Bank, Goldman Sachs, HSBC, JPMorgan, Morgan Stanley Rabobank, Société Générale og UBS.
Bæredygtighed generelt en mindre drivkraft
Bahar Gidwani mener, at det giver god mening at knytte kreditomkostninger til bæredygtighed, men påpeger at studier viser, at ESG-faktorer kun udgør en mindre drivkraft i relation til de samlede kapitalomkostninger. ”Vores analyser viser, at mere bæredygtige virksomheder har mindre risiko og bedre omdømme end dem, der er mindre bæredygtige. Det er derfor fornuftigt at binde en virksomheds gældsudgifter til bæredygtigheden. Men vi kan også se en korrelation på mindre end 10 procent og det tyder derfor på, at bæredygtighed generelt er en mindre drivkraft for kreditomkostninger – andre faktorer er altså vigtigere.” Siger han.
Kreditfaciliteten fra bankerne til Philips adskiller sig ved, at kreditten ikke er øremærket til specifikke bæredygtige formål eller særlige grønne tiltag. Kreditten kan benyttes til ”general corporate purposes” og er ikke øremærket konkrete ESG-initiativer. Det er en markant forskel fra andre bæredygtige finansieringsformer, der typisk er betinget af målrettede investeringer i fx energioptimering eller konkrete bæredygtige udviklingsprojekter.
I en meddelelse fra Bloomberg i forbindelse med offentliggørelsen udtaler ING Groups Director of Sustainable Lending, Roland Mees, at ”vi ønsker at understøtte klientens bæredygtige retning fremad ved at tilbyde mindre rabatter til låntagernes renter til gengæld for positive ESG-præstationer.”