[dropcap]B[/dropcap]oganmeldelse: Et af tidens helt store begreber i ledelsesdebatten er autenticitet. Det verserende grundspørgsmål er, hvorvidt ledelse kan praktiseres autentisk og ikke mindst i forhold til hvilke mål og med hvilke midler. For Steve Jobs, Apples stifter og mangeårige topchef, eksisterede disse spørgsmål ikke. Steve Jobs var og er på sin vis stadig Apples identitet. Derfor praktiserede Steve Jobs per instinkt autentisk ledelse, og det gjorde ham til en både elsket og berygtet leder. Hvis ledelse i sidste ende handler om resultater, så taler ledelse ifølge Steve Jobs for sig selv.

Det er netop Jobs´ ledelsesstil som Walter Isaacson i bogen Ledelse ifølge Steve Jobs skitserer gennem fjorten praktiske råd, der alle bygger på interview med Jobs. Bogen hævder, at rådene er universelle og gælder for alle typer virksomheder – store som små. Det er på sin vis også rigtigt, hvis det forudsættes, at alle ejerledere er ildsjæle, samt at ledelse og tilværelse er uadskillelige fænomener – som det var for Jobs.

[quote float=”right”]Vil man som leder øve sig i autentisk ledelse, skal man ikke læse bogen. I stedet skal man gøre, som Steve Jobs gjorde: Øve sig i at være menneske  – hele tiden – og huske at signere værket![/quote]

Bogen beretter om mange velkendte Apple-produkter, og hvordan de er blevet til. Det er heri, at fortællingen om Steve Jobs’ autenticitet i forretningsførelse udfoldes, og det er ganske underholdende og lærerigt. Dels fordi de produktnære historier i almindelighed gør det hele nærværende og genkendeligt for læseren, dels fordi Steve Jobs autentiske ledelsesstil både drager og foragter. Skulle læseren efter endt læsning stille sig det rammende spørgsmål, om han eller hun selv er en autentisk leder, bliver svaret i lyset af Steve Jobs for de fleste: Nej, det er jeg nok ikke.

Hele bogen kan nemlig læses som et opgør med målrationaliteten og erhvervslivets fokus på performancemanagement, hvor alle discipliner kvantificeres i tal og indikatorer. Det er ikke muligt at beregne autenticitet, ej heller at måle den – til trods for at mange virksomheder forsøger i forhold til peoplemanagement og ledelse generelt. Bogen viser Steve Jobs autenticitet gennem en række begivenheder og interview, der alle peger på ikke blot meget irrationelle, men også rigtige ledelsesbeslutninger med bund i intuition og mavefornemmelse. Det er næppe ret mange steder i i dansk erhvervsliv, at begge beslutningsgrundlag debatteres næppe, hverken i bestyrelseslokaler eller på direktionsgange, hvis medlemmer i stigende grad benytter sig af databaseret ledelse.

[quote float=”left”]De virksomhedsledere, der studerer Jobs og beslutter sig for at efterligne hans barskhed uden at forstå hans evne til at fremelske loyalitet, begår derfor en farlig fejltagelse.[/quote]

Et eksempel på Jobs’ ledelsesstil omhandler tilgangen til markedsundersøgelser. I bogen kan man læse: ”At være dybt optaget af kundernes behov er væsensforskelligt fra konstant at spørge dem om, hvad de vil have, det kræver intuition og instinkt for ønsker, som endnu ikke er blevet formuleret. ”Vores opgave består i at læse det, som endnu ikke står skrevet, ” forklarede Jobs.”” Ifølge bogen stolede Jobs mere på sin egen indlevelsesevne end på kundernes ønsker og behov. Derfor benyttede Jobs også sig af fokusgrupper – men blot med en enkelt deltager til at spejle sig i.

Steve Jobs var opmærksom på vigtigheden af at sætte et stærkt ledelseshold. Steve Jobs beskrives i bogen som et naturtalent udi at dele sine medarbejdere i dem, der blev inspireret, og dem, der blev demotiveret. Steve Jobs var aldrig blot en leder; han var enten inspirator eller skurk. Denne balancegang kom ikke fra handelshøjskoler eller lærebøger. Den kom fra Steve Jobs’ egen passion for Apple, personligheden samt den identitet, han fik med sig fra middelklassen i Californien, hvor ærlighed var den vigtigste værdi. I den forstand var ledelsesstilen autentisk, fordi dens udgangspunkt var mennesket Steve Jobs: I bogen beskriver forfatteren det således: ”De virksomhedsledere, der studerer Jobs og beslutter sig for at efterligne hans barskhed uden at forstå hans evne til at fremelske loyalitet, begår derfor en farlig fejltagelse.”

Steve Jobs var uden tvivl en kreativ og skabende leder, som gjorde sig umage for at fremelske det uforudsete. Apples hovedkontor blev, ifølge bogen, designet med et primært formål: at øge sandsynligheden for tilfældige møder mellem medarbejdere på kryds og tværs af organisationen. Steve Jobs indførte i samme ærinde et forbud mod powerpointpræsentationer: ”Folk, som ved hvad de taler om, behøver ikke PowerPoint,” udtalte han i et interview.

Steve Jobs som ledelsesikon er på mange måder forud for sin egen tid, hvor erhvervslivets ledere skriger på kreative input, men ofte driver virksomhederne efter en meget rationel og i stigende grad datadrevet ledelseskultur. Og på mange måder er det jo netop logikken i Apples store succes. Virksomheden – med Steve Jobs i spidsen – gjorde computer- og databrug til en intuitiv, nem og æstetisk oplevelse, samtidig med at teknikken bag det hele virkede og understøttede rationelle mål: Med Steve Jobs’ egne ord: ”Rigtige kunsterne signerer deres arbejde.” Vil man som leder øve sig i autentisk ledelse, skal man ikke læse bogen. I stedet skal man gøre som Steve Jobs gjorde: Øve sig i at være menneske  – hele tiden – og huske at signere værket!

[box]Titel: Ledelse ifølge Steve Jobs
Af Walter Isaacson
2014
Forlag: Gyldendal Business
ISBN: 9788702167184

9788702167184

 

 

 

 

 

 

[/box]

 

Skriv et svar