Når udfordringen ved de nyankomne hænger sammen med opretholdelsen af velfærdsstaten, er der en naturlig løsning: at få dem i job. Det er en højtsungen sandhed, at flygtninge vil finde sig bedst til rette og integreres i det nye land, hvis de kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er her, sproget læres hurtigst, netværk skabes bedst, og accept mærkes tydeligst.
[quote float=”left”]Kun 25 procent af flygtningene er i job efter 10 år og 15 procent efter 3 år[/quote]De danske statistikker ser imidlertid ikke lyse ud. En undersøgelse gennemført af Dansk Arbejdsgiverforening viser, at kun 25 procent af flygtningene er i job efter 10 år og 15 procent efter 3 år. Udsigten til en forbedring af disse tal bliver ikke meget bedre, hvis man man ser på en nylig undersøgelse gennemført af Håndværksrådet til grund. Håndværksrådet spurgte 928 af dets medlemmer – små og mellemstore virksomheder – om de ville ansætte flygtninge, og kun 17 procent heraf svarede ja.
Det er tal som disse, der intonerer den kriseramte diskurs i debatter om flygtningesituationen.
Aldrende befolkning og relativt flygtningetal
Går man et spadestik dybere, er krisestemningen ikke retfærdiggjort. Udfordringen er overskuelig, den danske arbejdsmarkedsmodel samt erhvervskulturen i landet taget i betragtning. Lægges dertil muligheden, at erhvervslivet handler lidt ekstra kreativt på dets medansvar som samfundsaktører, synes opgaven begrænset.
Den demografiske udvikling har en kvantitativ letforståelig appel. Regeringen bruger bruttotallet på 20.000, når de taler om antallet af flygtninge, der er kommet til Danmark i løbet af det sidste år. Det er imidlertid et misvisende tal, da der hverken er taget højde for afslag eller dem, der flygter videre. Ser man på nettotallet, der kun tæller dem, der er blevet registeret og givet asyl, er der tale om langt færre. Og selv hvis bruttotallet tages for gode varer, ville flygtninge til statsborgerratioen kun være 1:275.
Man kunne dog ønske sig, at bruttotallet var det retvisende, ser man på det lave fødselstal i Danmark. Ifølge flere prognoser vil 2050 være året, hvor ældrebefolkningen er vokset sig så stor, at velfærdsstaten ikke længere kan opretholdes uden en ligeledes større arbejdsstyrke. Derfor har Danmark brug for arbejdskraft udefra.
Flexicurity giver råderum
Danmark har tilmed en arbejdsmarkedsmodel, der gør det mindre risikabelt at ansætte flygtninge. I kontrast hertil ser man i mange europæiske lande en rigid arbejdsmarkedsmodel, der afskrækker virksomheder fra at ansætte flygtninger. Konsekvenserne af en sådan politik viser sig tydeligst i den store ungdomsarbejdsløshed, der råder i EU. Ifølge Statista.com indtager Danmark en tredjeplads og klare sig godt på denne parametre.
Fyringer er på grund af statens sikkerhedsnet mindre omkostningsfulde for danske virksomheder end i andre lande, så det er forbundet med mindre risiko at tage chancen med nogen, der måske viser potentiale og gode personlige egenskaber, men i professionel henseende endnu ikke er fuldt udviklet til stillingen. Derudover med finansierer staten via løntilskudsordninger og virksomhedspraktikker ansættelse af flygtninge.
[quote float=”right”]Gør mod andre, som du vil, at de gør mod dig[/quote]Der skulle altså såvel ud fra det relative flygtningetal som den store bevægelsesfrihed i ansættelsesforhold, der er i Danmark, være et større incitament til at give flygtningene en chance på arbejdsmarkedet.
Ud fra en rent økonomisk kalkule er der også flere undersøgelser, der viser, at diversitet, såvel etnisk som kønslig og religiøs, er gavnlig for en virksomhed. Det fremgår af en ny undersøgelse, som ISS og konsulentvirksomheden Proacteur har gennemført, om effekten af mangfoldighedsledelse på bundlinjen. Den viser, at de virksomheder med størst mangfoldighed i ledelsen tjener godt 12,6 procent mere end de virksomhedsledelser med mindst.
Integrering er etisk fordring
Sidst kan der tilføjes en etisk fordring, der taler til tidsåndens virksomhedsansvar.
I den danske kontekst er den ekstra potent, hvis man tager Forbes’ liste over bedste lande at drive virksomhed i til indtægt. Her har Danmark ligget på førstepladsen i de seks af de seneste ti år. Flexicuritymodellen er sammen med lav korruption, stærke fagbevægelser, sikkerhed i kontrakter og et medgørligt bureaukrati nogle af de ting, der vægter højest i Forbes’ vurdering. Succesformlen er en sund symbiose mellem en social-demokratisk velfærdsstat og gode vilkår for de frie markedskræfter (selskabsskatten i Danmark ligger trods alt lavere end i USA).
Forventninger om gensidighed eller at give igen er en fundamental del af økonomisk og dermed social adfærd. Herved kan der til erhvervslivet stilles krav mod reciprocitet i form af samfundsbevidsthed og handlen derpå. Filosoffen K.E. Løgstrups etiske fordring kræver, at man gør det gode uanset tilbøjeligheder eller sindelag. Det er et ansvar, der opstår alene af det, at vi i ethvert møde med den anden er helt og aldeles udleveret hinanden. Rettesnoren, imperativet eller den gyldne regel, om man vil, der skal sikre den gode handling, har at gøre med reciprocitet: ”Gør mod andre, som du vil, at de gør mod dig”.
Det gunstige erhvervsmiljø i landet burde være et incitament, hvis ikke en forpligtelse, for virksomhederne til at tage del i de udfordringer, staten står over for. Flygtningenes integration er noget, der i sidste ende berører os alle.
Virksomhedens sociale ansvar og engagement i samtidens mest omdiskuterede udfordringer og ikke bare symbolsk bæredygtighedspolitik er en etisk fordring, der desværre stadig kun kan gøre krav på frivilligt engagement (hvor oxymoronisk det nu end lyder), eller snarere spontan velvilje for ikke at gå på akkord med Løgstrup.
Nuvel, det er en udfordring, men en egentlig krise er det kun, for så vidt man kigger på den bredere geopolitiske kontekst og EU-landenes ræs mod bunden, i skrivende stund med Danmark i front, hvad angår ansvarsforflygtigelse og lempelig omgang med internationale konventioner.
Indenrigs derimod skulle opgaven være ganske overskuelig, hvis erhvervslivet erkender sit medansvar som samfundsaktør, der ser ud over kortsigtet profit for at hjælpe de nye medborgere til en lysere fremtid efter at have flygtet fra ødelagte hjem. Dermed er staten ikke frataget dets ansvar. Den skal ligeledes finansiere støtteordninger, og jobcentrene skal være bedre til at hjælpe virksomhederne med at rekruttere det rette match. Men virksomhederne er ikke tynget af politiske processer og offentligt bureaukrati – de har derimod den umiddelbare innovations- og implementeringskraft.