Kommentar: Jens Hvass, arkitekt og ph.d. fra Kunstakademiets Arkitektskole, gør i denne kommentar status over den netop underskrevet COP21-aftale. Han skriver blandt andet, at vores hjemlige regerings klimaattitude er pinagtig slap, men også at 22. april var en festdag, en dag, hvor en helt ny gruppe af mennesker deltog i fejringen af moder jord. Og heldigvis er der mange andre steder i verden en langt klarere forståelse af nødvendigheden af en hurtig og systematisk helhjertet klimaindsats.
[dropcap]S[/dropcap]ymbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december 2015, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, havde første underskrivelsesdag på moder jords dag, den 22. april. For den aftale handler i allerhøjeste grad om at beskytte moder jord mod menneskers måske største fejlgreb til dato: afbrændingen af fossile brændstoffer.
Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere mennesker, men også voldsomt mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selv om Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie.
[box]Denne artikel er en ikkelåst abonnementsartikel, som er tilgængelig for alle. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler på Erhvervsfilosofi.dk, kan du oprette et gratis prøveabonnement ved at klikke her.[/box] [quote float=”right”]Aftalen handler om at beskytte moder jord mod menneskers måske største fejlgreb til dato: afbrændingen af fossile brændstoffer[/quote]Det handler om beskyttelse og bevarelse af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘’tak’’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som – hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier – vil gribe transformationelt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse moder jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.
For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55 procent af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FN’s historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens underskriftsceremoni skal aftalen gennem en ratificeringsproces, hvor de enkelte lande sikrer sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer.
[quote float=”left”]Paris-aftalen er en klimaaftale, så det handler om meget mere end kul og olie[/quote]EU kan være være blandt de langsomme
Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem EU og de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang. Der var i hele forhandlingsgrundlaget for klimaaftalen, som blev fastlagt ved COP17 i Durban for mere end 3 år siden, lagt op til, at aftalen skulle forhandles på plads senest i 2015, men så først træde i kraft fra 2020.
Set i bakspejlet synes dette at være en helt absurd tidslinje, når alle ved, at det haster, og at opgaven bliver sværere, jo mere vi nøler. Det er den slags, som kan ske, når man ikke har fået sin nattesøvn i de sidste mange dage. Men i finpudsningen af aftaleteksten i Paris har der indsneget sig formuleringer, som gør det muligt at gå videre med implementeringen så snart ratificeringsprocessen er nået dertil, at de 2 gange 55 er nået.
I den gruppe af lande, som ikke har skrevet under i dag i New York, er de største udlederlande Saudi-Arabien og Nigeria med henholdsvis 1,2 og 0,66 procent af de globale udledninger. Ligeledes har Ecuador, Irak, Yemen, Syrien, Zambia og Nicaragua ikke underskrevet. Det er nok ikke tilfældigt, at et flertal af disse lande er olieproducerende lande, for underskriften indebærer et farvel til olieindtægter, som i en række tilfælde er disse landes vigtigste indtægtskilde. Vi så tilsvarende op til COP21 i Paris, at INDC fra disse lande indløb med betydelig forsinkelse.
[quote float=”right”]Paris-aftalen er kommet i hus 10 år for sent, så det er uomgængeligt nødvendigt, at alle i allernærmeste fremtid tager en ny runde[/quote]Nicaragua vil ikke underskrive
Af alle verdens lande er det kun Nicaragua, som har meldt klart ud, at man ikke vil underskrive med den begrundelse, at aftalen langtfra er tilstrækkelig og står i vejen for den nødvendige aftale. Det kan Nicaragua for så vidt have ret i – der er mange huller og utilstrækkeligheder i Paris-aftalen, og hvis ikke der (som der er lagt op til) bliver strammet gevaldigt op på de enkelte landes klimaplaner inden for de allernærmeste år, så vil den ikke formå at sikre, at den globale temperaturstigning holder sig under 2° C, endsige de 1,5° C, som Paris-aftalen aspirerer til.
De fleste havde da også helst set en mere direkte juridisk forpligtigende aftale. Men den nuværende grad af frivillighed er nøje afvejet, så aftalen også kan vedgås af USA uden at skulle godkendes af den amerikanske kongres. For med dens nuværende flertal af rabiate Tea Party-klimafornægtere ville det simpelthen ikke ske. Nu tegner det til, at Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver en demokrat, som er til sinds at videreføre og styrke Obamas begyndende klimaindsats. Men de tre tilbageværende republikanske kandidater er alle klimafornægtere så for også at sikre, at de ikke trækker USA ud af Paris-aftalen, er det vigtigt, at den hurtigt bliver ratificeret af 55 lande, der står for 55 procent af udledningerne.
Paris-aftalens helt store bedrift
Ved afslutningen af Paris-aftalen var der afleveret INDC – intended nationally determined contributions – fra 187 af verdens 195 lande, hvilket måske var Paris-aftalens helt store bedrift. I starten af februar indleverede Nepal sin INDC, og her i dagene op til underskrivelsesceremonien er der yderligere kommet INDC fra Panama. Ud over Nicaragua, som boykotter, mangler der således nu kun INDC fra krigshærgede Libyen og Syrien, Nordkorea, Usbekistan og East Timor.
[quote float=”left”]Heldigvis er der mange steder i verden en langt klarere forståelse af nødvendigheden af en hurtig og systematisk helhjertet klimaindsats[/quote]Panamas INDC foreligger endnu kun på spansk, som jeg ikke kan læse, men at dømme efter graferne indebærer den blandt andet plantning af 1 million træer. Panamas elforsyning er i dag rundt regnet 60 procent vandkraft og 40 procent fossiler. Med så stort et ‘’batteri’’ af vandkraft vil det være relativt enkelt at erstatte de 40 procent fossil energi med vedvarende energikilder. Men man regner med, at energiforbruget frem mod 2050 vokser med op imod en faktor 3, så selv om en stor del af denne vækst vil være i vedvarende energikilder, er der forudsat en stigende brug af fossile brændsler.
Det er her, den nuværende udvikling, hvor solcelleenergi er lige ved at være billigere end kul, er fantastisk vigtig. En del af Panamas INDC er betinget af hjælp, herunder en stor del af indsatsen for at øge CO2-absorptionen i økosystemerne.
Nordkorea er blandt de lande, som ikke har indleveret sin INDC – og sandsynligvis ikke kommer til at gøre det. Men Nordkorea var med i Paris, hvor man gav udtryk for at ville reducere op imod 38 procent i 2030 set i forhold til 1990, og Nordkorea var blandt de lande, som skrev under i dag i New York.
IPPC har på opfordring af politikerne i Paris i december indledt arbejdet med en rapport, som vil søge at sammenfatte alle hidtidige peer reviewed arbejder om 1,5°C-scenariet. Det er stadig et åbent spørgsmål, om det kan lykkes verdenssamfundet at sikre denne 1,5°C-løsning, som Paris-aftalen aspirerer til. Det vil i givet fald kræve, at alle gør deres yderste. De INDC, som blev indberettet forud for Paris, giver kun begyndelsen til en 2,7°C-løsning, selv hvis de betingede indsatser gennemføres fuldt ud.
Paris-aftalen i hus 10 år for sent
Som Christiana Figueres på det seneste har givet udtryk for, så er Paris-aftalen kommet i hus 10 år for sent. Så det er uomgængeligt nødvendigt, at alle i allernærmeste fremtid tager en ny runde, hvor der strammes op i klimaindsatsen over alt, hvor det kan lade sig gøre, så indsatserne i de enkelte lande tilsammen fører til det i Paris aftalte resultat.
Og her må man sige, at vores hjemlige regerings klimaattitude er pinagtig slap. Hvis den var almindeligt udbredt, så ville vi kunne glemme alt om en 2°C-løsning. Men 22. april var en festdag, en dag, hvor en helt ny gruppe mennesker deltog i fejringen af moder jord. Og heldigvis er der mange andre steder i verden en langt klarere forståelse af nødvendigheden af en hurtig og systematisk helhjertet klimaindsats.
Artiklen er tidligere udgivet på Jenshavss.com under kategorien ”Strøtanker om bæredygtighed