Sådan er det ikke længere. Det klassiske bnp har i de senere år været ude i et kritisk stormvejr fra mange sider. Kritikerne når – ofte med forskellige udgangspunkter – frem til den samme konklusion: At bnp er en utilstrækkelig måde at måle økonomisk aktivitet på for slet ikke at tale om begreber som velfærd og bæredygtighed, der i stigende grad indgår i overvejelserne, når man skal vurdere, hvordan et samfund fungerer.
Kritikken er ikke ny, for erkendelsen, at bnp ikke giver et dækkende billede af udviklingen, er lige så gammel som begrebet selv. Tilhængere konstaterer, at bnp oprindelig var skabt til at måle en økonomis produktionskapacitet – i dag forlanger man for mange andre ting af det, som det ikke kan leve op til.
[quote float=”right”]Den postklassiske model er baseret på teknologidrevet – og i princippet grænseløs – vækst[/quote]
Af samme grund er der kommet alternativer – eller i det mindste supplementer – til bnp på banen, f.eks. det grønne nationalregnskab, som på basis af FN-standarder er ved at blive udviklet i Danmark og mange andre lande (se selvstændig artikel).
Fra et andet og mere liberalistisk orienteret udgangspunkt konstaterede Economist for nylig, at bnp er en utilstrækkelig måde at måle velstand på. Det højt respekterede britiske nyhedsmagasin slog blandt andet til lyd for at indføre en bredere målestok, et +bnp, der også tager højde for det ubetalte arbejde, der udføres på hjemmefronten. Samtidig skrev Economist, at immaterielle aktiver som videnskabelige ideer skulle værdisættes, og at beregningerne også burde inkludere slitage på maskiner og veje og skader på miljøet.
I sammenhæng med bnp-kritikken rettes søgelyset også mod det fokus på vækst, som mange politikere fortsat bekender sig til. For nylig samledes forskere, debattører, politikere og studerende på Københavns Universitet for at debattere vækstbegrebet. På den velbesøgte konference ”Vækst i et kritisk perspektiv” gav nogle af Danmarks ”klogeste økonomiske hjerner”, som arrangørerne udtrykte det, deres bud på, hvad der måske kan gøres anderledes.
En af oplægsholderne, idéhistorikeren Rune Møller Stahl, leverede en fascinerende historisk gennemgang af vækstbegrebet, hvor han trak linjer helt tilbage til Aristoteles, fadderen til den første form for økonomisk tænkning. På hans tid og i et par årtusinder derefter handlede økonomi om at få nok til et ”passende” forbrug, og rent historisk fylder væksttankerne meget lidt i menneskehedens udvikling. Dengang var man meget langt fra den moderne forestilling om, at økonomisk vækst er knyttet til fremskridt.
Som et eksempel fremhævede Rune Møller Stahl, at folk i middelalderen ville have reageret på en ”lønforhøjelse” ved efterfølgende at arbejde i færre timer. Det ville man have anset for at være rationelt, fordi det netop handlede om at have nok frem for at få mere.
[quote float=”left”]I middelalderen handlede det om at have nok frem for at få mere[/quote]Den periode var den første af de fire historiske vækstmodeller, Møller Stahl fokuserede på. Derefter fulgte den klassiske med de store britiske økonomer som Adam Smith, hvor man opererer med en grænse for vækstprocessen, indtil en tilstand af velstand er nået. Den postklassiske model med Robert Solow som bannerfører er baseret på teknologidrevet – og i princippet grænseløs – vækst. Og i kølvandet på ideerne om vækst som en del af naturens orden har vækstkritikerne i de seneste årtier talt om grænser for vækst – blandt andet på grund af de belastninger, som miljøet i modsat fald vil blive udsat for.
Rune Møller Stahl konstaterede, at de vestlige industrinationer kun i en kort periode på cirka tredive år har oplevet virkelig høj vækst. I det seneste halve århundrede er væksten i vores del af verden dalet fra årti til årti, og det er derfor relevant at spørge, hvorvidt vækstperioderne er undtagelsen frem for reglen: Var efterkrigstiden udtryk for noget unormalt? Eller er man nødt til at gentænke tesen om, at vi lever i en verden, hvor kriser er midlertidige afvigelser fra en trend, hvor man har 2 procents vækst?
Han beskyldte også det politiske establishment for at leve i en Solow-verden, hvor en vækst under 2 procent er lig med en krisesituation: ”Så man taler om liberalisering og indfører skattelettelser, lukker øjnene og krydser fingre for, at væksten kommer i gang igen,” sagde Møller Stahl.
”Men hvad nu, hvis det ikke er en midlertidig krise, hvad gør vi så? Det er naivt at tro, at vækst er en forudsætning for vores politiske målsætninger. Kan vi finde andre måder at opfylde de målsætninger på end økonomisk vækst? Og hvis vækst ikke er svaret, hvordan fordeler vi så ressourcerne?”
Rune Møller Stahls stikpiller til politikerne kunne have fungeret som et indspark til en debat, der fandt sted senere under konferencen med deltagelse af fire folketingspolitikere fra henholdsvis Liberal Alliance, Alternativet, Socialdemokratiet og SF. Her diskuterede man to aspekter af vækst, nemlig ulighed og klimaproblematikken.
[quote float=”right”]Økonomien skal være et middel til at balancere[/quote]”Vi skal have tre bundlinjer i stedet for en,” sagde Josephine Fock fra Alternativet. ”Måden, vi måler på, er økonomisk, men vi mangler fokus på miljøet og den sociale bundlinje. Der skal være balance på alle tre bundlinjer, og økonomien skal være et middel til at balancere de andre.”
Flere af de andre politikere understregede nødvendigheden af vækst: ”For mig at se er økonomisk vækst en del af forudsætningen for det samfund, vi vil skabe. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken slags vækst vi taler om. Økonomisk vækst, der ikke kommer det enkelte menneske til gode, er meningsløs,” sagde socialdemokraten Peter Hummelgaard.
Henrik Dahl fra Liberal Alliance konstaterede, at ”uden vækst ville de fleste befinde sig i armod. Men det skal balanceres af social retfærdighed, og vi ved, at mennesket kan ødelægge sit eget naturgrundlag.” Og endelig slog Lisbeth Bech Poulsen fra SF til lyd for, at økonomi balanceres med økologi: ”Der er for meget fokus på bnp, og vi skal gøre op med vækstfetichismen,” sagde hun.
At dømme ud fra konferencedebatten tyder noget altså på, at i hvert fald en del hjemlige politikere er ved at erkende, at den gamle bnp-målestok som minimum har behov for et supplement – og at den type vækst, som udviklingen i bnp sætter tal på, ikke nødvendigvis er det ideal, verden skal stræbe efter. Hvad det kommer til at betyde for fremtidens måder at måle velstand og velfærd på, vil tiden vise.