Baggrund: På smitsom vis løber mantraet om grøn omstilling gennem alle samfundets lag og institutioner, men har vi overhovedet et reelt spillerum for transformationer, når vores antagelser om vækst, penge, mennesket og organisationer er låst fast, som de er i dag? Lektor ved Institut for Ledelse, politik og filosofi, CBS, Ole Bjerg forsøger i sin nye bog ’Parallax of Growth. The Philosophy of Ecology and Economy’ at ruske op i nogle af de konstanter, som vi tager for givet.
[dropcap]F[/dropcap]or det første kommer vækstbegrebet under behandling. Bjerg er på ingen måde den første til at kritisere vækstbegrebet, men han angriber det med en tiltrængt saglighed, der ikke prædiker økohippiesamfund og slow living. For han vil helst et andet og gerne et mere ukendt sted hen.Positionerne i den nuværende debat kan ifølge Bjerg i grove træk deles ind i tre hold. På den ene side har vi dem, der insisterer på at sætte naturen højere end økonomien (gennem reduktion i vækst og forbrug), på den anden side dem, der prioriterer økonomien frem for naturen (vi skal ignorere klimaproblemerne, for økonomien er jo selvregulerende og vil reparere sig selv). En tredje position vil i en kompromitterende gestus insistere på, at begge dele må være muligt – ’grøn vækst’ eller under den nuværende regerings parole ’grøn realisme’ er i dag den måske mest dominerende af de tre positioner.
[quote float=”right”]Bjerg kritiserer vækstbegrebet med en tiltrængt saglighed, der ikke prædiker økohippiesamfund[/quote]Med den slovenske filosof Slavoj Zizek som analytisk prisme forsøger Ole Bjerg at pege på en fjerde position – den position, som vi må lade stå åben, og som snarere end at skulle defineres må forstås som et vedvarende spørgsmålstegn ved hele debattens selvforståelse. Det er i virkeligheden den filosofiske position. Og den gør det muligt at kritisere de tre andre positioner, hvilket tillader forfatteren at give os et meget forfriskende og egentlig dekonstruerende syn på sagen.
Men hvorfor har vi så egentlig brug for vækst? Svaret lyder typisk, at det er den eneste måde at afskaffe fattigdom på, eller at der er brug for vækst til at skabe job. Andre argumenterer for, at væksten er det eneste probate middel til at kunne komme de voksende gældsbobler til livs. Bjerg punkterer alle begrundelser. For gennem hans analyser bliver det klart, hvorfor begrundelserne dybest set er til for at legitimere multinationale (MNE) selskabers rovdrift på planeten og udnyttelse af de selvsamme fattige, de hævder at ville hive ud af fattigdom. Det at ville hjælpe de fattige bliver et skalkeskjul for MNE’erne til at sætte den vækstdagsorden, de ønsker. Men væksten rykker som bekendt oftest med vinden fra syd og øst til vest. Ligeledes kan væksten, som vi kender den, heller ikke tilbagebetale gæld, da væksten selv overvejende skabes af gæld i dag.
Men ikke blot må vi diskutere, hvorvidt vi skal have vækst, vi må også spørge, hvad vækst overhovedet er, og hvad det er for en vækst, vi opererer med.
[quote float=”left”]Kerneproblemet er, at neoklassiske økonomiske modeller opererer med en forestilling om, at mennesket er uden grænser i dets behov[/quote]Ud over at fremlægge de helt klassiske vækstteorier om væksten som værende knyttet til opdyrkning af land eller arbejdsdeling skitserer Bjerg i bogen en slags socialpsykologi for væksten og forbruget. For at økonomien kan vokse, må den ikke kun producere varer og produkter, men også skabe behov, vi ikke vidste, vi havde før. Men ud over at supplere de velkendte vækstmodeller med disse overvejelser mener han, at et kerneproblem er, at neoklassiske økonomiske modeller opererer med en forestilling om, at mennesket er uden grænser i dets behov: ”Den umættelige forbruger er indskrevet som et ontologisk faktum i [den neoklassiske] økonomiske model”. Dette bliver f.eks. problematisk, når en universel referenceramme for bæredygtig udvikling – Brundtland-rapporten fra 1987 – har en selvfølgelig antagelse om ’behov’ i sin berømte bæredygtighedsdefinition: ”At kunne imødekomme nuværende generationers behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers behov”. Trods alle gode hensigter fortæller denne referencedefinition os problematisk nok ikke, hvor grænserne for et behov går? Og behov i henhold til hvilke økonomiske vækstmodeller?
Bogen peger i et væld af retninger og har betydelig flere og skarpere mellemregninger med end de fleste både vækstkritiske og forandringssøgende bøger. Men et par ubesvarede spørgsmål melder sig efter læsning: Kan man ikke forestille sig, at vækst netop er nødvendig for at skabe kapital til at foretage den omkostningsfulde grønne omstilling med alt, hvad den indebærer af investeringer i grøn teknologi og omstilling af produktionsformer?
Ligeledes er der noget problematisk ved Zizeks metode, der ikke bare er en demaskering af alt, hvad vi kender, men ofte opleves som et forsøg på at vise, at masken er til for at skjule, at der ikke er noget bag. Ideologikritikken, som den praktiseres af Zizek, kan føles værditom på en måde, så man efter at have analyseret alt til vægs bagefter vågner op med tømmermænd og kigger ind i en tom grå væg.
[quote float=”right”]Den grønne agenda er ikke ideologisk nok[/quote]Når Ole Bjergs analyser får skrællet alle ideologiske lag af bæredygtighedsdebatten, kan man spørge, om der så er plads til nydelse og forførelse, hvilket kan blive effektfulde midler til at vinde masserne hurtigt over på det grønne terræn? Hvordan kan vi skabe rum for det, den britiske filosof Kate Soper kalder ’alternativ nydelse’? For mennesker vil vel stadig nyde og forføres, måske på nye grønne måder? Men kan dette lykkes? Bjerg kommer selv ind på det, når han ganske rigtigt siger, at det måske er et problem, at ”den grønne agenda ikke er ideologisk nok”! At den ikke har formået at forføre tilstrækkeligt nok. Hjertet svarer, at det vil kun omstillingen til en vis grad.
Bogen kaster et særdeles opklarende lys på den pseudoaktivitet, der hersker over hele debatspektret (selv der, hvor slaget for moder natur kæmpes mest heroisk) og får os til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi egentlig ønsker en egentlig omstilling eller blot forsøger at opføre et gigantisk skuespil af mere eller mindre bevidst selvbedragende gode intentioner, der skal stille os selv tilfredse?
Vi er i det hele taget omgivet af rigtig mange forestillinger – ofte fantasier, der skal sløre den ubærlige kendsgerning, at vi ofte ikke har en tilfredsstillende løsning på vores problemer. Selv den grønne forbruger er måske også til dels på vildspor her, hvilket er særlig forfriskende læsning hos Bjerg.
Oscar Wilde proklamerede aforistisk i sit store essay ’Menneskets sjæl under socialismen’, at ”det er nemmere at have sympati med lidelse end at have sympati med tænkning.” Måske er problemet, at der er alt for lidt sympati for at tænke sig godt og grundigt om i den bæredygtige omstilling?
I en bog, der er særdeles sympatisk indstillet over for tanken, når vi frem til en tanke, som bliver Bjergs (foreløbige?) endestation: Man bør kigge på pengesystemet. Bjergs konklusion på bogens sidste side er da også: ”[…] i stedet for enten at prøve at ændre forbrugernes vaner, eller ignorere klimakrisen og lade kapitalismen gøre sit arbejde eller sætte os tilbage og håbe, at videnskaben kan løse problemerne, skal vi hellere prøve at tænke igennem, hvad vi ville kunne opnå ved at ændre vores pengesystem.”
Ole Bjerg
Parallax of Growth. The Philosophy of Ecology and Economy
Polity Press 2016
£17.99