Hillary Clinton og Det Demokratiske Parti ser USA som en global leder og har vedtaget et valgprogram med en vidtgående klima- og energivision, som vil videreføre USA efter den fossile æra. Donald Trump og republikanerne derimod vil tilbagerulle Obamas begyndende klimaindsats, fjerne enhver barriere for videre afbrænding af fossile brændsler og annullere Paris-aftalen.
[box]Denne artikel er en ikke-låst abonnementsartikel, som er gratis tilgængelig. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler på Erhvervsfilosofi.dk kan du oprette gratis adgang i en uge her eller tegne abonnement for 2017 og få adgang i resten af 2016 uden beregning her.[/box]Det vil således have konsekvenser langt ud over USA’s grænser, om det bliver Trump eller Clinton, som afløser præsident Barack Obama i Det Hvide Hus.
Donald Trump og Det Republikanske Partis klimaposition
Tilbage i 2009 var Donald Trump medunderskriver af en helsidesannonce i New York Times, som blev indrykket forud for klimatopmødet COP15 i København. Annoncen opfordrede i stærke vendinger præsident Obama og den amerikanske kongres til at iværksætte en lovgivning, som kan sikre, at USA via sit eksempel leder verden. Annoncen tilskyndede til clean energy economy, som vil skabe nye job, styrke økonomien og øge den amerikanske energisikkerhed, samtidig med at det vil begrænse de udledninger, som bringer vores planet i fare. Annoncen sluttede: “Please allow us, The United States of America, to serve in modeling the change necessary to protect humanity and our planet.”
[quote float=”right”]Klimaindsatsen står helt centralt for de unge vælgere[/quote]Dette er præcis, hvad kloden har brug for: At verdens største økonomi går forrest og viser vejen. Men at dømme efter hvad Trump siden har sagt om klimaproblemerne, må der have været tale om en svipser. For blot få måneder efter mente han i en tale i Trump National Golf Club, at Al Gore skulle have frataget sin Nobelpris, fordi vinteren havde været kold. I løbet af den igangværende valgkamp har Trump excelleret i skiftende synspunkter, men synes generelt at lægge sig tæt op ad den republikanske klimafornægtelse.
Med sin sans for det provokerende har Trump i valgkampen hævdet, at der ikke var tørke i Californien. Og med sin hang til konspirationer og ønske om at lukke ned for den frie verdenshandel har han i løbet af valgkampen ofte fremført, at klimaforandringer er en hoax opfundet af kineserne for at svække den amerikanske fremstillingsindustris konkurrenceevne. Andre gange er det blot bullshit eller et con job. Senest har han fremført, at klimaforandringerne er en hoax opfundet af klimavidenskaben.
I det republikanske primærvalg har så godt som alle sytten kandidater vedkendt sig samme klimafornægtelse, og klimaspørgsmålet har fyldt meget lidt. Tilsvarende blev klimapolitikken ved Det Republikanske Partis netop afholdte konvent i Cleveland (18.-21. juli) så godt som ikke nævnt. Og ifølge det valgprogram, som republikanerne vedtog, er ”Climate Change … far from the nation’s most pressing national security issue.” I den republikanske optik er Obamas klimatiltag “the triumph of extremism over common sense, and Congress must stop it.”
Konventet søgte derimod at fremmane et frygtens klima ved at sætte fokus på den ukontrollerede indvandring, kriminalitet og politivold, ISIS, terror og muslimsk ekstremisme, USA’s forfald og fejlsporing, verden uden for USA som en trussel – en dystopi, som kræver mure og en stærk mand, Trump, som kan ”make America great again.”
[quote float=”left”]I det republikanske primærvalg har så godt som alle sytten kandidater vedkendt sig klimafornægtelse (…) klimapolitikken ved Det Republikanske Partis netop afholdte konvent blev så godt som ikke nævnt[/quote]Trumps (manglende) klimaperspektiv kommer nok klarest til udtryk i den energitale, som han 26. maj 2016 holdt i Bismarck, North Dakota, midt i et af de kulminedistrikter, som har det vanskeligt i disse år. Det er i sådanne vælgergrupper – i Udkants-USA – at Trumps budskab vækker allerstørst genklang. Her lovede Trump at få de mange ledige minearbejdere tilbage i minerne og få gang i den amerikanske kulindustri ved at sløjfe alle administrative hindringer.
Dette er nok et dristigt løfte, for i dagens USA kan kul ikke konkurrere med billig energi fra gas og vedvarende energi. Alene i 2015 blev der lukket 91 kulkraftværker. Andre 400 værker står over for at blive udfaset inden for de nærmeste år, og hvis ellers den clean power plan for staternes energiforsyning, som Obama i sin anden periode har etableret uden om kongres og senat, klarer frisag over for domstolene, vil afbrændingen af kul være fortid inden for relativt få år.
I talen slog Trump også til lyd for, at han ville opsige Paris-aftalen eller i det mindste genforhandle den. Dette kommer nok ikke til at ske. Men hvis USA under Trump igen lader stå til over for landets klimaansvar og internationale forpligtelser, ligesom man i sin tid gjorde det med Kyoto-aftalen, som man først udvandede og derefter ikke deltog i, vil det blive endnu sværere at fastholde motivationen for den nødvendige klimaindsats i verdens øvrige lande – og umuligt at nå Paris-aftalens målsætning.
Det Republikanske Partis valgprogram afviser både Kyoto-aftalen og Paris-aftalen. USA’s støtte til FN’s klimainstans UNFCCC, som forestår de globale klimaforhandlinger, skal øjeblikkeligt standses, og Obamas tilsagn om støtte til den globale klimafinansiering er ulovligt. Enhver form for pris på CO2 skal undgås. Det amerikanske miljøagentur EPA, som har været Obamas mulighed for at indlede en amerikansk klimaindsats på trods af republikansk flertal i både senat og kongres, skal have politisk ledelse. Den føderale klima- og miljøregulering skal tilbagerulles og overdrages til de enkelte stater, hvis det står til republikanerne.
Det giver ikke mening at søge nogen indre sammenhæng i den republikanske klimafornægtelse, for det er der ikke. Det er en række løsrevne positioner, som bliver fremført igen og igen, til trods for at de alle er tilbagevist. Modstanden mod klimaindsatsen bunder for en stor del i den kortsigtede forestilling om, at ethvert vilkår, som begrænser de amerikanske virksomheder, er et principielt onde, som skal ryddes af vejen.
[quote float=”left”]Det Republikanske Partis valgprogram afviser både Kyoto-aftalen og Paris-aftalen[/quote]Det Demokratiske Partis klimaposition
Umiddelbart efter Det Republikanske Partis konvent afholdt demokraterne deres konvent i Philadelphia (25.-28. juli). Kontrasten kunne næsten ikke være større, ikke bare hvad angår klimaindsatsen, men hele grundstemningen. I Philadelphia, tæt på det sted, hvor den amerikanske forfatning blev til i 1787, fejrede man et USA med stolte traditioner og store muligheder, hvor klimaomstillingen er en udviklingsmulighed med masser af jobskabelse og løfter om bedre levevilkår. Her var the american dream spillevende, og demokraterne havde oven på Clevelands skyggelandskab skruet ekstra op for patriotismen og den amerikanske storhed.
Efter en primærvalgsproces, hvor det for Hillary Clinton og Bernie Sanders i en lang fase lykkedes at tale vision og politik på et ganske højt niveau, kunne demokraterne i Philadelphia vedtage den klimamæssigt set mest radikale politiske vision nogensinde.
Den understreger klimaudfordringens alvorlighed og vigtigheden af, at USA går forrest i klimaindsatsen, lever op til sine mål for Paris-aftalen, ja, overgår dem og vedgår et globalt lederskab. Der må ske en national mobilisering, som stod vi over for anden verdenskrig. Inden for de første 100 dage vil præsidenten, hvis Clinton bliver valgt, samle verdens ypperste ingeniører, videnskabsfolk, policyeksperter, aktivister og oprindelige folkeslag i et topmøde for at kortlægge en vej til at løse klimakrisen.
[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Uddrag fra demokraternes valgprogram om global climate leadership” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]“We believe The United States must lead in forging a robust global solution to the climate crisis. We are committed to a national mobilization, and to leading a global effort to mobilize nations to address this threat on a scale not seen since World War II. In the first 100 days of the next administration, the President will convene a summit of the world’s best engineers, climate scientists, policy experts, activists, and indigenous communities to chart a course to solve the climate crisis. Our generation must lead the fight against climate change and we applaud President Obama’s leadership in forging the historic Paris climate change agreement. We will not only meet the goals we set in Paris, we will seek to exceed them and push other countries to do the same by slashing carbon pollution and rapidly driving down emissions of potent greenhouse gases like hydrofluorocarbons. We will support developing countries in their efforts to mitigate carbon pollution and other greenhouse gases, deploy more clean energy, and invest in climate resilience and adaptation.As a proud Arctic nation, we are against putting the region at risk through drilling in the Arctic Ocean or the Arctic National Wildlife Refuge. Instead, while protecting our strategic interests, we will seek collaborative, science-based approaches to be good stewards of the rapidly changing Arctic region.”
Uddrag fra Det Demokratiske Partis valgprogram, side 45[/toggle]
Valgplatformen fastslår også utvetydigt, at udviklingslandene må støttes i deres klimaindsats og klimatilpasningsindsats, hvilket er nye toner. USA’s rolle i den internationale klimapolitik har i en lang fase nærmest været destruktiv, og USA har et ikke ubetydeligt ansvar for, at det tog 21 år at lave en Paris-aftale. Det vendte med Obama, som til gengæld har sin del af æren for, at det i Paris lykkedes at lave en aftale, hvor alle verdens lande var med.
[quote float=”right”]Demokraterne i Philadelphia vedtog den klimamæssigt set mest radikale politiske vision nogensinde[/quote]Hvor Obama i sin første periode talte meget om ”all of the above” og øgede produktionen af indenlandsk gas og olie for at gøre USA uafhængig af den mellemøstlige olie, da taler valgprogrammet nu om, at der ikke skal eftersøges eller udvindes gas og olie i det arktiske område eller langs atlanterhavskysten. Det vidner om, i hvor høj grad klima- og miljøbevægelsernes krav denne gang har fundet vej til demokraternes valggrundlag.
Den amerikanske klimaindsats
Valgplatformen fastslår, at den amerikanske omstilling til clean energy må være fuldt gennemført medio dette århundrede. Udledningerne fra elproduktionen skal halveres inden for det kommende tiår, mens de samlede udledninger skal være reduceret med mindst 80 procent i 2050 i forhold til 2005.
Støtteordninger og skattefritagelser for fossil produktion skal fjernes, mens den økonomiske opbakning til clean energy skal fastholdes og styrkes. Skattesystemet skal understøtte omstillingen, og der skal etableres en pris på CO2, metan og andre drivhusgasser, som afspejler deres nu eksternaliserede omkostninger. Med direkte adresse til kulminearbejderne bliver det fastslået, at ingen bliver ladt i stikken i omstillingen til clean energy.
[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Uddrag fra demokraternes valgprogram om USA’s hjemlige klimaindsats” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”] “Democrats share a deep commitment to tackling the climate challenge; creating millions of good-paying middle class jobs; reducing greenhouse gas emissions more than 80 percent below 2005 levels by 2050; and meeting the pledge President Obama put forward in the landmark Paris Agreement, which aims to keep global temperature increases to “well below” two degrees Celsius and to pursue efforts to limit global temperature increases to 1.5 degrees Celsius. We believe America must be running entirely on clean energy by mid-century. We will take bold steps to slash carbon pollution and protect clean air at home, lead the fight against climate change around the world, ensure no Americans are left out or left behind as we accelerate the transition to a clean energy economy, and be responsible stewards of our natural resources and our public lands and waters. Democrats reject the notion that we have to choose between protecting our planet and creating good-paying jobs. We can and we will do both.”“We are committed to getting 50 percent of our electricity from clean energy sources within a decade, with half a billion solar panels installed within four years and enough renewable energy to power every home in the country. We will cut energy waste in American homes, schools, hospitals, and offices through energy efficient improvements; modernize our electric grid; and make American manufacturing the cleanest and most efficient in the world. These efforts will create millions of new jobs and save families and businesses money on their monthly energy bills. We will transform American transportation by reducing oil consumption through cleaner fuels, vehicle electrification increasing the fuel efficiency of cars, boilers, ships, and trucks. We will make new investments in public transportation and build bicycle and pedestrian infrastructure across our urban and suburban areas. Democrats believe the tax code must reflect our commitment to a clean energy future by eliminating special tax breaks and subsidies for fossil fuel companies as well as defending and extending tax incentives for energy efficiency and clean energy.
Democrats believe that carbon dioxide, methane, and other greenhouse gases should be priced to reflect their negative externalities, and to accelerate the transition to a clean energy economy and help meet our climate goals.
Democrats believe that climate change is too important to wait for climate deniers and defeatists in Congress to start listening to science, and support using every tool available to reduce emissions now. Democrats are committed to defending, implementing, and extending smart pollution and efficiency standards, including the Clean Power Plan, fuel economy standards for automobiles and heavy-duty vehicles, building codes and appliance standards. We are also committed to expanding clean energy research and development.
Democrats recognize the importance of climate leadership at the local level and know that achieving our national clean energy goals requires an active partnership with states, cities, and rural communities where so much of our country’s energy policy is made. We will ensure that those taking the lead on clean energy and energy efficiency have the tools and resources they need to succeed. The federal government should lead by example, which is why we support taking steps to power the government with 100 percent clean electricity.”
Uddrag fra Det Demokratiske Partis valgprogram, side 27-28
[/toggle]
I sin acceptance speech på konventets sidste dag var Hillary Clinton flere gange inde på klimaudfordringen. Blandt andet erklærede hun med en mine, som trak hun en kanin op af en hat: ”I believe in science”. Udsagnet kan forekomme absurd, hvis ikke det var, fordi et flertal af politikerne i den amerikanske kongres ikke tror på forskerne, når det gælder klimavidenskaben. “I believe that climate change is real and that we can save our planet while creating millions of good-paying clean energy jobs,” fortsatte hun og forpligtede sig til at give klimaindsatsen højeste prioritet. “We have to hold every country accountable to their commitments, including ourselves.”
Direkte henvendt til Bernie Sanders’ mange unge tilhængere, som har presset hårdt på for at skærpe klimadagsordenen, sagde hun tidligt i talen: Nu har vi sammen udarbejdet et valgprogram, så lad os nu sammen arbejde på at realisere det.
Valgprogrammets udarbejdelse
Efter at primærvalget var afgjort, trak Sanders sig ikke som kandidat, men pressede på for, at hans kampagne fik medindflydelse på udformningen af den politiske dagsorden. Således fik Sanders fem af femten pladser i den komité, som gennem en serie møder og konferencer har stået for at udarbejde det demokratiske valgprogram. At Sanders har prioriteret indflydelsen på klimapolitikken højt, kan aflæses af, at han blandt sine fem repræsentanter udpegede to klimafolk: Dels Josh Fox, som er klimaaktivist og har lavet film om problemerne med fracking, udvinding af skifergas under jorden, dels Bill McKibben, som er grundlæggeren af klimabevægelsen 350.org og en af hovedkræfterne bag kampen mod den kontroversielle olieledning tværs over det amerikanske kontinent, Keystone XL.
Store dele af Sanders-fløjens klimaperspektiv er således blevet indarbejdet i valgprogrammet. Der blev også presset på for at få et fuldt stop for fracking, men her nåede de to fløje ikke til enighed. Som udenrigsminister i Obamas første periode var Hillary Clinton meget aktiv i promoveringen af fracking, både på hjemmebane og rundtomkring i verden. Staten New York vedtog for nylig et forbud mod fracking, og i en debat mellem Sanders og Clinton forud for primærvalget i New York blev hun ristet for sin accept af fracking. Hun svarede her, at mens hun ikke i den nuværende situation ville kunne støtte et fuldt stop for fracking, så ville der med de betingelser, hun agtede at sætte for fracking, ikke være ret mange steder, hvor fracking kunne komme på tale.
Hvor Obama og Clinton i Obamas første fireårsperiode praktiserede en ”all of the above”-politik, som var fuldt så meget et forsøg på at gøre USA uafhængig af den mellemøstlige olie som af klimahensyn, så står vi efter dette konvent med en demokratisk klimapolitik, hvor sol og vind er klart prioriteret på bekostning af gas og kul.
Fra Bernie til Hillary
Ingen regnede med, at Bernie Sanders (født 1941) havde en chance, da han i maj 2015 stillede op som præsidentkandidat. Men arrangement efter arrangement har han samlet i tusindvis af mennesker, nogle gange op til 30.000 mennesker, heraf mange unge førstegangsvælgere. Hvor Hillary Clinton (født 1947) havde støtte fra to tredjedele af pensionisterne, foretrak et stort flertal af de yngste vælgere Sanders – det var her, begejstringen og fornyelsen i partiet var at finde! En del af øvelsen med at være fælles om at udarbejde valgprogrammet har da også været at sikre, at så mange som muligt af disse mange unge Bernie-tilhængere ville ikke bare stemme for Hillary, men aktivt gå ind i arbejdet for, at det var hende, der blev valgt som USA’s næste præsident.
Klimaindsatsen står helt centralt for de unge vælgere. Derfor har man også i løbet af valgprocessen kunnet se Clinton overtage stadig flere af Sanders’ positioner på klimaområdet. I august 2015 satte hun spørgsmålstegn ved det rimelige i at indlede prøveboringer i det arktiske område. Måneden efter meldte hun sig efter lang tids vigen udenom som modstander af Keystone XL, og i løbet af efteråret nærmede hun sig Sanders yderligere ved at gå imod skattefradrag for fossile aktiviteter, modsætte sig fracking på statens områder, gå imod offshoreolieudvinding og støtte en cap and trade-kvoteordning.
Clinton havde forud selv til sinds at gøre klimaindsatsen helt central i sin valgkamp. Første del af hendes klimaplan var en vision om, at alle amerikanere skulle have solceller, et fint projekt, som det ville være let at udrulle, og som kunne være med til at sikre forståelsen i befolkningen for klimaindsatsens naturlighed og nødvendighed. Senere fremlagde hun forslag til et nyt transmissionsnet, som kunne håndtere et USA drevet på vedvarende energi.
Hvor alt fra Clintons side er policy ready, går Sanders igen og igen i analytisk fugleperspektiv og zoomer ind på de systemiske årsager til, at vi – trods al vores viden – stadig ikke er i stand til at træffe de rigtige beslutninger. Han har således hele vejen igennem talt om de økonomiske interesser, som tilsidesætter fællesskabets og de kommende generationers interesser for kortfristede mål. Bag disse forskelle har de været ganske enige om klimaindsatsens nødvendighed, og det er et godt stykke hen ad vejen lykkedes at forene disse to perspektiver i valgprogrammet.
En generel klimaklausul
Med Bernie Sanders og hans mange aktivister fra klima- og miljøbevægelsen har Hillary Clinton mødt et andet perspektiv på klimaproblematikken, som nødvendigvis må med til bords, hvis vi skal løse klimaudfordringen, men som ofte glemmes, når beslutningerne skal træffes: At der ud over de sædvanlige politiske aktører er et globalt økosystem, hvis reelle bærekraft vi må respektere og rette ind efter, og en atmosfære, hvor vi må standse den nuværende klimaforurening hurtigst muligt, hvis vi skal have en chance for at bremse klimaforandringerne i tide.
[quote float=”right”]Udviklingslandene må støttes i deres klimaindsats og klimatilpasningsindsats[/quote]Når man ved, at op imod 80 procent af alle nu kendte fossile reserver skal forblive i undergrunden, hvis ikke vi skal overskride det globale carbon budget, som følger med Paris-aftalen, så giver det ikke mening at iværksætte søgninger efter nye fossile forekomster. Med denne grundindsigt burde vi kunne sætte os ned omkring et bord og sige, at så må tar sands-olien forblive uudnyttet, fordi den indebærer større naturødelæggelser og mere CO2-forurening end konventionelle olieforekomster. Og vi må undlade at udvinde olie et sted som Yasuní, et regnskovsområde i Ecuador, som rummer verdens måske højeste biodiversitet og er hjem for ukontaktede naturfolk. Endelig behøver vi ikke at udfordre skæbnen med fracking og olieudvinding i den arktiske zone eller på dybt vand, selv om det teknisk set er muligt.
Indtil nu har den slags overvejelser været endog meget vanskelige at få ind i maskinrummet i den politiske beslutningsproces. Men det er lykkedes med afgørelsen om Keystone XL-rørledningen, som skulle have ført tar sands-olien fra Alberta i Canada til de store olieraffinaderier i Texas, hvorfra den kunne udskibes til hele verden. Efter flere års undersøgelser og et af de største lobby- og aktivistslag nogensinde endte Obama med at afvise Keystone XL på baggrund af en vurdering af, at den ville have en negativ klimapåvirkning.
I demokraternes netop vedtagne valgoplæg er denne Keystone XL klimaklausul gjort generel. Fremover skal alle føderale infrastrukturprojekter underlægges en tilsvarende klimavurdering for at sikre, at de ikke øger den globale opvarmning.
Environmental and climate justice
Når demokraternes valgprogram har et afsnit om environmental and climate justice, hvor det klima- og miljømæssige er sammenkoblet med den sociale og den etiske dimension, er det endnu et billede på, hvordan det er lykkedes at bygge bro mellem bevægelserne og Det Demokratiske Parti.
Det er også i dette perspektiv, at man håndterer de mange kulminearbejdere og samfund, som i generationer har levet af at forsyne USA med kul, ved at erkende, at man har et fælles ansvar for at sikre, at ingen bliver tilovers i forbindelse med de forandringer, som nødvendigvis må ske, når et industrisamfund omlægger hele den måde, man tilvejebringer energi på, men at der i hele denne omstillingsproces er masser af nye typer af gode jobs.
Retfærdighedsafsnittet slutter med en opfordring til retsvæsenet om at undersøge, om fossile selskaber gennem årene bevidst har ført aktionærer og offentligheden bag lyset med hensyn til the scientific reality of climate change (læs også artiklen ’Da Exxon svigtede menneskeheden’).
[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Uddrag fra demokraternes valgprogram om environmental and climate justice” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]“Democrats believe clean air and clean water are basic rights of all Americans. Yet as we saw in Flint, Michigan, low-income communities and communities of color are disproportionately home to environmental justice “hot spots,” where air pollution, water pollution, and toxic hazards like lead increase health and economic hardship. The impacts of climate change will also disproportionately affect low-income and minority communities, tribal nations, and Alaska Native villages ˗ all of which suffer the worst losses during extreme weather and have the fewest resources to prepare. Simply put, this is environmental racism.”“The fight against climate change must not leave any community out or behind ˗ including the coal communities who kept America’s lights on for generations. Democrats will fight to make sure these workers and their families get the benefits they have earned and the respect they deserve, and we will make new investments in energy-producing communities to help create jobs and build a brighter and more resilient economic future. We will also oppose threats to the public health of these communities from harmful and dangerous extraction practices, like mountaintop removal mining operations.
All corporations owe it to their shareholders to fully analyze and disclose the risks they face, including climate risk. Those who fail to do so should be held accountable. Democrats also respectfully request the Department of Justice to investigate allegations of corporate fraud on the part of fossil fuel companies accused of misleading shareholders and the public on the scientific reality of climate change.”
Uddrag fra Det Demokratiske Partis valgprogram, side 28-29[/toggle]
I den amerikanske klimadebat taler man også om intergenerational climate justice –klimaforpligtelsen over for kommende generationer. Således bliver det på baggrund af en opremsning af de allerede igangværende klimaforandringer, slået fast i demokraternes valgprogram, at “the best science tells us that without ambitious, immediate action across our economy to cut carbon pollution and other greenhouse gases, all of these impacts will be far worse in the future. We cannot leave our children a planet that has been profoundly damaged.”
Atomkraftens skæbne
Ordet nuclear optræder 31 gange i demokraternes valgprogram, men udelukkende i forbindelse med problemer med spredningen af atomvåben. De 66 sider er påfaldende tavse om atomkraftens videre rolle i den amerikanske energiforsyning. Det hænger dels sammen med, at man taler om clean energy, et begreb, der indbefatter både atomkraft og vedvarende energi. Dels sætter den clean energy plan, som Obama har iværksat, mål for de enkelte staters CO2-reduktion, men giver inden for disse rammer de enkelte stater frihed til at sammensætte det optimale energimiks.
USA har omkring 100 reaktorer, som efterhånden er af ældre dato. De står i dag for 20 procent af den amerikanske elproduktion. Men ligesom kulkraften er atomkraften i store vanskeligheder. Mange af værkerne kører med underskud, og hvert år er der reaktorer, som tages ud af drift før tid. Samtidig har der ikke været opført nye reaktorer i mange år. Der er dog fire reaktorer af en ny type under opførelse. Men da man i 2015 indviede en reaktor i Tennessee, var det den første i 20 år.
For eksempel har man netop vedtaget i Californien at lukke reaktorerne ved Diablo Canyon, når de i 2025 runder 40 års drift, og inden da erstatte dem fuldt ud med vedvarende energi. I staten New York har flere atomkraftværker været lukningstruede, og man har her vedtaget en redningspakke, som med de nuværende energipriser kræver en støtte i størrelsesordenen 500 millioner dollar om året for at holde reaktorerne kørende. Mark Z. Jakobson fra Stanford University, som har udarbejdet scenarier for en 100-procents vedvarende energiforsyning for samtlige USA’s stater, påpeger i den forbindelse, at man for det samme beløb vil kunne etablere 60 procent større CO2-reduktion ved i stedet at investere midlerne i onshorevindmøller.
Sanders har i hele valgkampen været klar i mælet: De amerikanske reaktorer skulle udfases, efterhånden som de nåede skelsår, og at man i stedet for at investere i nye reaktorer skulle investere i vedvarende energi, energibesparelser, energilagring og i et forsyningsnet, der kan håndtere store mængder vedvarende energi.
Fra valgprogram til virkeliggørelse
Der er bred enighed om, at demokraternes konvent er lykkedes på et langt højere niveau end republikanernes. De første meningsmålinger tyder da også på, at Clinton står til at få et stærkere convention jump end Trump. Hvor de umiddelbart efter det republikanske konvent stod næsten lige, er Clinton i de første målinger efter demokraternes konvent omkring 7 procentpoint foran. Måske det demokratiske konvents stærke betoning af de fælles amerikanske værdier har åbnet for, at mange traditionelt republikanske vælgere denne gang stemmer demokratisk. Der er i disse dage masser af anekdotisk sandsynliggørelse heraf. Men der vil gå et par uger, før det står klart, om der er tale om en blivende forskel.
En ting er at vinde Det Hvide Hus. Her står Clinton rent demografisk stærkere end Trump. Men med Trumps uforudsigelighed og brexitafstemningen i Storbritannien i klar erindring er der ingen, der tager let på situationen. Hvis den klimavision, som demokraterne har udfoldet i valggrundlaget, skal kunne virkeliggøres, så skal det også lykkes at genvinde et flertal i senatet og helst også i kongressen. Senatet er inden for rækkevidde, men for at genvinde et demokratisk flertal i kongressen skal der ske en yderligere nedsmeltning af Trumps kampagne.
[quote float=”left”]Det vil have konsekvenser langt ud over USA’s grænser, om det bliver Trump eller Clinton, som afløser præsident Barack Obama i Det Hvide Hus[/quote]I valgkampen i 2012 var der en udtalt klimatavshed, indtil orkanen Sandy få dage inden valgdagen brød dødvandet. Usikkerheden om, hvilke reaktioner det ville fremkalde fra republikanernes side at åbne for klimadiskussionen, havde været så stor, at demokraterne i stor udstrækning havde undveget. Siden da har præsident Obama tilbagevendende talt om klimaudfordringen og systematisk udrullet en klimalovgivning, samtidig med at store sager som Keystone XL har præget debatten. Gradvist er der også blandt republikanske vælgere en voksende forståelse for klimaindsatsens nødvendighed, så efterhånden er de republikanske politikere på klimaområdet mere enige med deres donorer end med deres vælgere. Derfor vil vi måske denne gang se klimaspørgsmålet trukket frem i første række. Det er i hvert fald et område, hvor der på afstemningsdagen den 8. november er tale om et uhyggeligt afgørende valg.
Den dag vil det blive klart, om demokraternes valgprogram bliver den køreplan for USA’s omstilling til et postfossilt samfund, som der er lagt op til – og som USA og verden har brug for.
[box]NoteApropos Trump, så afsluttes samtlige artikler om Donald Trump i Huffington Post med følgende editor’s note: “Donald Trump is a serial liar, rampant xenophobe, racist, misogynist and birther who has repeatedly pledged to ban all Muslims – 1,6 billion members of an entire religion – from entering the U.S.”[/box]