Dansk Arbejdsgiverforenings Pernille Knudsen skrev i en kronik i Jyllands-Posten den 13. august under overskriften ’Mere udenlandsk arbejdskraft, tak’, at der allerede i dag er en spirende mangel på arbejdskraft, og at det kan forventes, at denne tendens bliver værre de kommende år. Man fristes til at stille de mange, der mener, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, et spørgsmål.
Spørgsmålet går på de uventede data, man enten glemmer eller ikke har adgang til. Eller som med andre ord handler om det pludselige, man ikke kan vide eller foruddiskontere.
[quote float=”left”]Vi glemmer ofte, at alt andet netop ikke er lige[/quote]Dansk Arbejdsgiverforening (DA) står bestemt ikke alene med påstanden om, at det er nødvendigt at importere udenlandsk arbejdskraft. Traditionelle økonomer og arbejdsgiverside forudsiger samstemmende, at indvandringen er nødvendig, for at vi kan få væksten til at stige. Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, skrev allerede i 2014, at ”Det danske samfund bør droppe modviljen og blive langt bedre til at tage imod mennesker fra Østeuropa og andre dele af verden, som kommer hertil for at arbejde.”
DA mener med Pernille Knudsens artikel det samme. Om 14 år skulle der angiveligt være så få danskere mellem 15 og 64 år, at risikoen for mangel på arbejdskraft er til stede. Sikkerhedsnettet, der er spændt ud under dansk økonomi, vil forsvinde, fordi der også bliver mangel på arbejdskraft. Derfor skal udlændinges tilstedeværelse tales op. Det er der perspektiv i.
Superlativerne tårner sig op hos DA, når Pernille Knudsen skriver: ”Den polske murer leverer en faglig arbejdskraft, vi så desperat mangler i Danmark både nu og i fremtiden. Den indiske ingeniør kommer med ny viden fra udlandet i en tid, hvor danske virksomheder aldrig har været mere globaliseret. Og den pakistansk-danske efterkommer på universitetet bliver en del af rygraden af en højt kvalificeret og yderst talentfuld arbejdsstyrke, som vi i fremtiden kan være dybt stolte af.”
Den nyliberale tænketank Cepos holder sig som bekendt aldrig tilbage og følger ivrigt trop. I følge Berlingske den 24. september 2014 skal der besættes 250.000 flere fuldtidsstillinger frem mod 2030, hvis Danmark skal have den samme velstand som Sverige. Det har man skam fra OECD, der forudsiger, at Danmark vil ligge 9 procent efter naboerne på den anden side af broen, når det kommer til bnp per indbygger. Hvis kun 100.000 job kan besættes af dansk arbejdskraft, bliver der med andre ord behov for at importere 150.000 udlændinge.
Hvad med robotiseringen?
Blandt toneangivende futurister som amerikanske Kevin Kelly er der ingen tvivl. I løbet af de næste 30 år vil kunstig kognition, billige sensorer, maskinel læring og distribueret intelligens kunne erstatte de fleste job lige fra manuelt arbejde til videnarbejde. Erik Brynjolfsson, der er økonomiprofessor på Massachusett Institute of Technology (MIT) har sammen med Andrew McAfee plæderet for, at der er en træg vækst i beskæftigelsen på trods af de store teknologiske fremskridt inden for computerteknologien de sidste ca. 15-20 år.
[quote float=”right”]Der lurer en ukendt størrelse, der hedder arbejdskraftbesparende teknologi, bag beregningerne[/quote]Uden for vinduet eller inde i stuen tøffer autonome robotter i form af græsslåmaskiner og støvsugere rundt. Nasa har proklameret den første mission til Mars engang i 2030’ere, men allerede nu har vi set førerløse rovere hvirvle det røde støv op på planetens overflade.
Søgemaskiner som Google gør selv denne artikel meget nemmere at skrive. Ekspertsystemer bruges allerede på apoteker og hospitaler i forbindelse med medicinsk diagnosticering. Stormesteren russiske Kasparov tabte til den skakspillende computer Deep Blue. Chatprogrammer, chatrobotter og maskinel oversættelse af sprog er i sin vorden. Førerløs transport, autonome droner og robotter beskæftiget inden for landbruget eller i fremstillingsvirksomheder er på vej.
Udviklingen tager sig ildevarslende ud for arbejdstagerne, når de to MIT-professorer forudser dystre udsigter for mange typer job. Og som Kelly påpeger de, at dette ikke kun gælder i selve produktionen. Nobelprisvinder i økonomi professor Paul Krugman påpeger, at forholdet mellem kapitalindkomst og arbejdsindkomst til stadighed viser en faldende lønandel af den samlede værditilvækst (bnp) i amerikansk økonomi. Flere og flere unge har indset, at en høj uddannelse ikke er garanten for en høj livsindkomst, hvorfor der en tendens til at fravælge højere uddannelser.
Overkvalificerede tager alle mulige job og efterlader mindre kvalificerede i en eksistentialistisk limbo. Den hastige teknologiske udvikling ødelægger job hurtigere, end der skabes nye, og det bidrager til stagnation for de mellemste indkomster i USA og måske til syvende sidst udraderingen af den middelklasse, der hidtil har været et væsentligt aktiv. Noget lignende sker i disse år i andre teknologisk avancerede lande.
Står vi allerede i situationen?
Et tegn på, at vi allerede står i en situation med teknologisk arbejdsløshed, ses, hvis vi sammenholder ‘produktivitetsudviklingen’ med udviklingen i beskæftigelsen. I september forrige år offentligjorde Wall Street Journal – i en artikel af Anna Louie Soussman baseret på tal fra Economic Policy Institute – et chart, der bekræfter teknologipessimismen, fordi vi ser et voksende gab mellem nationalproduktet (netto) og timelønsniveauet fra 1973 til 2014. I perioden 1948-973 fulgtes de to variabler ganske pænt ad.
Jamen, hvorfor i alverden ser vi end ikke blot skyggen af den slags ræsonnementer i de dommedagsscenarier, der udbasuneres om en kommende mangel på arbejdskraft. Og det gælder, uanset hvor komplicerede modeller man lægger til grund for beregningerne. I dette tilfælde lurer en ukendt eller glemt størrelse, der hedder arbejdskraftbesparende teknologi, bag beregningerne.
Hvad kan der ligge bag de mange argumenter?
Cepos´ cheføkonom Mads Lundby Hansen er helt i tråd med DA og DI, hvad angår udbudspolitisk ønsketænkning. Udbudspolitikken skal stimulere et dalende udbud af varer og tjenester. Derfor skal de ledige tilskyndes af det, man fra militærpsykologisk institut kalder negative igangsættere. Alternativt ved de positive igangsættere, som man i dansk hundekennelforening kalder at stryge ’vovsen’ med hårene.
I denne tankeverden er alle negative igangsætteres moder naturligvis frygten for arbejdsløshed på grund af udefrakommende arbejdskraft, der som set i forbindelse med det københavnske metrobyggeri arbejder under det danske lønniveau. Det, man ikke snakker om, går på, at en stor arbejdskraftreserve, der kan og vil arbejde for det danske lønniveau, skaber et arbejdsløshedsgab – i økonomisk jargon er der tale om et overskud af udbudt arbejde, fordi en ‘bisværmeffekt’ sætter ind.
[quote float=”left”]Er det i virkeligheden etableringen af en reservearmé af udenlandsk arbejdskraft, der står på dagsordenen? [/quote]Arbejdskraft fra fattigere lande tiltrækkes af det højere landniveau og en højere levestandard i Danmark som en bisværm, der får færten af en kæmpestor honningskrukke. Med flere, der vil arbejde i Danmark, end der er behov for, kan vi trække det efterspurgte antal arbejdstimer fra de udbudte, og så får vi et overskud af udbudte timer.
Spørgsmålet er så, om argumenterne virkelig er funderet på ønsket om at undgå flaskehalse på arbejdsmarkedet og mangel på arbejdskraft, eller om det er etableringen af en reservearmé af udenlandsk arbejdskraft, der står på dagsordenen?
Sidstnævnte er en tilbagevenden til det rå og ubarmhjertige ‘manchesterkapitalismes gammelliberalistiske’ arbejdsmarked? Argumentationen stammer fra klassiske økonomer, der mente, at løndannelsen er fleksibel i både op- og nedadgående retning. Udbydes der mere arbejde, end der er behov for, skyldes det, at det samlede lønniveau i en økonomi er for højt, og kan man ikke få et job på det høje lønniveau, er man villig til at arbejde til en lavere løn.
At håbe på, at denne opfattelse skulle kunne slå igennem på grund af den robotiserede økonomi, er selvfølgeligt i både DA’s og DI´s interesse, fordi man tror, at lønreduktioner kan genoprette de vigende profitrater, vi ser de seneste år. Men dette er en håbløs forældet tankegang. I den robotiserede verden mister begrebet lønomkostninger i den klassiske udlægning sin betydning. Hvis en robot kan erstatte menneskelig arbejdskraft overalt, behøver man hverken at importere billig arbejdskraft eller outsource produktionen til Langtbortistan. Robotten fungerer lige så effektivt i Bolleløse Nedre, hvor man oven i købet sparer de logistiske omkostninger.
Men skyder arbejdsgiverkredse herhjemme og i udlandet ikke sig selv i foden ved at trykke lønnen nedad ved hjælp af arbejdsløshed – med et fald i lønnen i hele Nordeuropa, følger der også et fald i den samlede vareefterspørgsel, som virksomhederne skal tjene penge på?
Hvis man i stedet inddrager den teknologisk betingede frisætning af arbejdskraft i sine beregningsmodeller, vil man sikkert få et helt andet resultat. Ja, man vil måske ligefrem nå frem til, at der ikke bliver mangel på arbejdskraft de kommende årtier: Ender vi så i stedet med et worst case scenario, hvor vi om 30 år står med et kæmpe overskudsudbud af arbejdskraft?
Hvis ikke der er job til immigrantarbejdere, der slår sig ned i Danmark, vil 150.000 arbejdsløse ’batte’ i arbejdsløshedstallene. I stedet for at skabe værditilvækst til dansk økonomi vil arbejdsløsheden belaste de offentlige kasser og vort uddannelses- og sundhedssystem endnu mere. Destabilisering i form af social uro og på lang sigt den endelige udradering af den sociale kapital, vi er så berømte for, kan meget vel blive resultatet.
Medmindre selvfølgelig vi finder en løsning, hvor den menneskelige selvrespekt forbundet med at arbejde og skabe noget kan bevares. Og det rejser spørgsmålet, om alternative indkomstkilder for alle, nu man ikke kan leve af at sælge sine hænder eller sit intellekt mere?