Ansvar er et uomgængeligt nøglebegreb inden for CSR, ledelsesetik og filosofi. Ansvarsdilemmaer i erhvervslivet og privat er en hverdagsbegivenhed. Tre tankevækkende og uhyggeligt konkrete eksempler på disse var at finde i det europæiske Philosophie Magazin i dossieret ‘Hvor ender mit ansvar?’. Vi viderebringer her med tilladelse de tre beretninger, der hver især relaterer til en nyere og vedkommende filosofs grundantagelse om, hvad ansvar er.
Redningen i dammen
[dropcap]N[/dropcap]år alt kommer til alt, var jeg nu noget nær en helt. Egentlig mærkeligt. Som enhver anden morgen går jeg ud ad døren og løber min runde om dammen, og pludselig hører jeg en råben. Normalt løber jeg altid med høretelefoner og høj musik, men ikke lige præcis denne dag. Nogen skreg altså om hjælp fra dammen.
Tydeligvis en skoledreng, hans skoletaske lå stadig ved bredden. Egentlig ubegribeligt, at han er svømmet derud alene. Og frem for alt uansvarligt. Måske en manddomsprøve eller for sjov. Lige meget. Lige nu var det overhovedet ikke det, der var vigtigt.
Det var ikke, fordi jeg gjorde mig de store overvejelser og afvejede for og imod, jeg gik ganske enkelt ud i søen med sko og det hele på: Drengen sprællede mindre end 25 meter væk. Det var ikke risikabelt for mig at redde ham.
[quote float=”left”]Alene købsprisen for mine løbesko, min iPhone og mine høretelefoner kunne i årevis redde liv[/quote]Først bagefter forstod jeg, at de retslige perspektiver også havde spillet en rolle. ’Pligt til hjælp i nødsituationer’ og lignende. Men først og fremmest handlede det her slet ikke om lov, men om moral. Det handlede om drengens liv og om mit syn på mig selv. Hvad jeg mener er, at selv om ingen havde opdaget det, havde jeg aldrig tilgivet mig selv, hvis jeg bare var løbet videre. Jeg så nogen i nød, jeg kunne hjælpe, jeg gjorde det. Som enhver anden også havde gjort. Ganske enkelt. Eller hvad?
Eller netop ikke. For hvis jeg læser filosoffen Peter Singers tekster, må jeg spørge mig selv, hvad der adskiller episoden med drengen ved dammen i mit nabolag fra enhver af de antagelig dagligt 25.000 børn i verden, der dør af sult eller mangel på lægehjælp. Jeg er bekendt med deres nød, jeg kunne også hjælpe dem, men jeg gør det ikke. Som Singer skriver: “Når det står i vores magt at forhindre noget forfærdeligt uden (…) at måtte bringe et betydeligt offer, da er det forkasteligt ikke at gøre det.“ Sådan er det vel. Men ingen stiller mig til regnskab for de børn, der dagligt dør, ingen kalder mig af den grund for fej, forbryder eller endog morder.
Hvorfor ikke? Hvor ligger her den afgørende moralske forskel? I afstanden til lidelsen? Næppe. Død og ulykke findes også på andre kontinenter. Og intet liv er i sig selv mere værd end et andet, eller?
Men alene med købsprisen for mine løbesko, min iPhone og mine høretelefoner kunne jeg i årevis redde flere liv der. Det er blot tanker, som jeg sidenhen har gjort mig. Og som gør, at jeg alligevel ikke føler mig som en helt.
Oversættelse: Signe Riis Petersen
Redaktionel bearbejdning: Torben Lautrup
Litteratur
Singer, Peter, ’Praktische Ethik’, Reclam, 1994