[dropcap]S[/dropcap]PROGANALYSE: Barack Obamas sprogbrug og sprogtone i hans afskedstale i Chicago den 10. januar beseglede det image, han for otte år siden stormede ind i det Det Hvide Hus med. Talens sprogtone udtrykte meget præcist netop den side af Obama, som verden kender allerbedst: overoptimistisk, afmålt selvsikker, men absolut ikke realist.
Det viser en analyse af sprogtonen i Barack Obamas sidste tale som amerikansk præsident, som Erhvervsfilosofi.dk har foretaget.
Analysen er baseret på business intelligence-værktøjet Diction, der kan aflæse normalintervallet for ’public policy speeches’. Dette sammenligningsgrundlag er baseret på mere end 600 politiske og ceremonielle taler i tiden fra Harry Truman (1945–1953) til Bill Clinton (1993–2001).
Resultatet af sproganalysen viser, at Obamas sprogtone bryder normalintervallet i tre af fem af analysens målevariabler.
[toggle title_open=”Close” title_closed=”Se beskrivelser af sprogkategorier” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]Activity: Sproget indikerer bevægelse, forandring, implementering, gennemførelsen af ideer, fremdrift og fravær af træghed.
Optimism: Sproget støtter og viser positive sammenhænge med personer, grupper, koncepter eller begivenheder og fremhæver disses værdi.
Certainty: Sproget indikerer beslutsomhed, usmidighed, absolutter og en tendens til at tale ex cathedra (belærende autoritært).
Realism: Sproget beskriver konkrete, umiddelbare, genkendelige forhold, der påvirker folks hverdag.
Commonality: Sproget fremhæver fælles værdier (ensartethed) i en gruppe og afviser idiosynkratiske (afvigende) former for engagement.[/toggle]
Obamas sprogtone bryder normalintervallet i overdreven grad i sprogkategorien ’optimism’, mens sprogtonen i kategorien ’realism’ bryder normen i underdrevet grad. Obama er af flere politiske iagttagere blevet beskrevet som præsidenten med visionerne, håbet og optimismen, men også blevet kritiseret for ikke rigtig at kunne konvertere det hele til realistiske løsninger.
Analysen viser under alle omstændigheder, at Obama i forhold til sammenligningsgrundlaget bryder normen for optimismeytringer i overdreven grad, mens realismeytringer underdrives.
Obamas sprogtone bærer altså indlejret i sig en af de mere udbredte tolkninger af Obama-administrationens otte år ved magten: At Obama var den store visionære optimist med behersket fornemmelse for realismens barske virkelighed. Også derfor har skuffelsen over Obamas manglende resultater i forhold til for eksempelt konflikten i Syrien og afroamerikanernes rettigheder været udtalte.
Analysen viser desuden, at Obamas sprogtone falder uden for normalintervallet i kategorien ’certainty’. Certainty-ytringer signalerer vished og beslutsomhed, tangerende det belærende, hvis den overdrives.
Overraskende er det måske, at Obamas sprogtone bryder normen for certainty-ytringer i underdreven grad, fordi Obama ofte er blevet beskyldt for at være arrogant. Sammenholdt med 600 andre politiske taler var det ikke tilfældet den 10. januar. Underdrivelsen sker dog med den mindste marginalforskel, som analyseværktøjet kan registrere, nemlig 0,05 scorepoint. Derfor konkluderer vi, at Obama sagde farvel i en sprogtone med afmålt selvsikkerhed.
[quote float=”right”]Obama var den store visionære optimist med behersket fornemmelse for realismens barske virkelighed[/quote]Til gengæld blev certainty-ytringerne til sammenligning i særdeles grad overdrevet af den kommende præsident Donald Trump i den sidste tv-duel (se artikel herom) med Hillary Clinton, hvor Trump med brug af generelle referencer appellerende til følelser og abstrakte ideer belærte seerne om, hvordan han vil gøre ”America great again”. Helt samme selvsikre og belærende niveau har Obama altså ikke.
Scoren for Obamas certainty-ytringer er dog stadig uden for normen, og Obamas afmålte selvsikkerhed var altså ifølge sproganalyseresultatet i den følelsesladede afskedstale i modsætning til Trump aldrig i fare for at fremstå belærende eller arrogant.
I sprogkategorierne ’activity’ og ’commonality’, der henholdsvise afspejler sprogets bevægelse, forandring og fremdrift og fremhævelse af fælles værdier og afvisning af egne ideer, holdt den tidligere præsident sig inden for normalintervallet i forhold til sammenligningsgrundlaget.
Obama undslap ikke egen skygge
Som bekendt er det kun tegneseriefiguren Lucky Luke, der kan undslippe sin egen skygge. Og heller ikke Obamas afskedstale blev leveret i en sprogtone, der efterlader et indtryk af, at Obama er en anden end den, vi allerede kender.
På mange måder afspejler sproganalysens resultater, at Obama var præsident i håbets og optimismens tegn og mindre i realismens. Han afleverer sprogligt set embedet med den samme optimistiske, men knap så realistiske tro på en bedre verden til den mere belærende Trump.
Obama benyttede termen democracy 22 gange, America 16 gange, change 16 gange, people 16 gange faith 7 gange og believe 6 gange i talen.
Man kunne fristes til at konstruere Obamas overoptimistiske, men lidet realistiske eftermæle efter den tidligere præsidents mest benyttede termer fra talen: ”I have faith in democrocy. I will change America. I believe in the people.”