I rapporten ’Better Business, Better World’ konkluderer FN’s nyligt oprettede Business and Sustainable Development Commission (BSDC), at den nuværende forretningskultur er moralsk uacceptabel og at der er brug for en ny og mere bæredygtig måde at drive virksomhed på.
“Solutions are urgently needed. We see the next 15 years as critical, with change starting now and accelerating over the period. Business as usual is not an option: choosing to “kick the can down the road” over the next four years will put impossible environmental and social strains on a stuttering global economy.”
[quote float=”left”]Der er brug for en ny og mere bæredygtig måde at drive virksomhed på[/quote]I rapporten slår BSDC gentagne gange fast, at samfundsansvarlig virksomhedsdrift ikke blot handler om risikostyring og mulig indtjening, men også at virksomheder har en moralsk forpligtelse til at bidrage til opfyldelse af FN’s 17 bæredygtighedsmål.
BSDC kommer i den forbindelse med en række konkrete bud på, hvordan virksomheder bør agere. Eksempelvis bør virksomheder afholde sig fra lobbyisme, der har til formål at fremme politikker, der konflikter med opfyldelsen af FN’s 17 bæredygtighedsmål.
Selv om de konkrete bud skaber en vis klarhed, giver rapporten generelt ikke indblik i ophavet til eller omfanget af virksomheders moralske forpligtelser. Som læser savner man således svar på, hvad det er for moralske principper, BSDC mener, at virksomheder bør efterleve. Moral er jo ikke en entydig og ukontroversiel størrelse. Det er derfor problematisk at tale om moral uden at angive, hvilke moralske principper man tilslutter sig.
[quote float=”right”]Moralfilosofi handler om at sætte vores moralske praksis til debat[/quote]Bekæmpelse af fattigdom er et godt eksempel. Her hjælper det jo tydeligvis ikke blot at anføre, at virksomheder har en moralsk forpligtelse til at bekæmpe fattigdom uden at specificere, hvad forpligtelsen omfatter, samt hvilket princip den udspringer af. Visse moralske principper er jo langt mere krævende end andre. Så hvad bør virksomhederne egentlig gøre? Her er det værd at skele til moralfilosofiens behandling af emnet.
Hvad er vores moralske forpligtelser over for verdens fattige?
Den moderne moralfilosofiske debat om fattigdom blev for alvor skudt i gang i af filosoffen Peter Singer, der i sin berømte artikel ’Famine, Affluence and Morality’ fra 1972 argumenterer for, at vores forpligtelser over for verdens fattige er ganske omfattende. I artiklen præsenterer Singer følgende moralske princip: Hvis vi kan forhindre noget dårligt i at ske uden derved at ofre noget moralsk betydningsfuldt, så bør vi gøre det.
Singer forklarer implikationerne ved at henvise til, at princippet blandt andet indebærer, at vi er moralsk forpligtet til at redde et barn, der er ved at drukne i en sø, selv om det betyder, at vi får ødelagt vores tøj. Et par bukser (som de fleste af os jo har mange af) er ifølge Singer ikke betydningsfulde nok til, at vi bør undlade at redde et barn fra at drukne. Så langt er de fleste sikkert enige.
Singer mener imidlertid, at det, der gælder barnet i søen, gælder også verdens fattige børn. Hvis vi kan vælge mellem (endnu) et par bukser eller at redde et barn fra sultedøden, så bør vi redde barnet. Ifølge Singer står mange af os i den velstillede del af verden ofte over for sådanne valg, hvor vi enten kan vælge at købe relativt unødvendige forbrugsgoder eller vælge at redde et barn fra at dø af sult ved at donere penge til eksempelvis Oxfam. Her vælger de fleste af os imidlertid at købe ting og oplevelser til os selv.
Ifølge Singer er dette både dobbeltmoralsk og komplet uacceptabelt. Det er dobbeltmoralsk, fordi vi fælder forskellige domme i sager, der ikke indeholder nogen moralsk relevante forskelle. Ifølge Singer er der nemlig ingen moralsk relevant forskel på at undlade at redde et barn fra at drukne og på at undlade at redde et barn fra at sulte ihjel. At barnet, der sulter, befinder sig længere væk, er kun relevant, hvis afstanden betyder, at vi ikke kan hjælpe det. Men det gør den jo ikke.
Ifølge Singer er det komplet uacceptabelt, at vi bruger penge på unødige forbrugsgoder frem for at redde liv. Derved overtræder vi jo netop princippet om, at hvis vi kan forhindre noget meget dårligt i at ske uden derved at ofre noget moralsk betydningsfuldt, så bør vi gøre det.
Singers nævner ikke virksomheder med et eneste ord i sin artikel. Hans fokus er udelukkende på vores individuelle ansvar. Hans princip kan alligevel godt overføres til virksomheder, der jo også er moralske agenter. I den forbindelse synes Singers princip at indebære, at aktionærer bør tilskynde virksomheder til at bekæmpe fattigdom, selv hvis det konflikter med deres økonomiske interesser.
Hvis virksomheder er i stand til at forhindre sult og nød ved at gøre indhug i ejernes udbytte, så har ejerne en moralsk forpligtelse til acceptere dette.
Mon der er mange aktionærer, der rent faktisk vil acceptere dette? Sikkert ikke. Ligesom det er de færreste forbrugere, der blot køber det allermest nødvendige og donerer resten af lønchecken til organisationer som Oxfam. Så hvad skal vi bruge det til?
Moralfilosofi handler ikke om, hvad flertallet gør og mener. Tværtimod handler det om at sætte vores moralske praksis til debat. At et synspunkt strider mod flertallets, betyder ikke, at det er forkert. Gennem tiden har flertallet jo ment de mest besynderlige ting, herunder at slaveri er helt i orden, samt at homoseksualitet bør straffes med døden.
Men at et synspunkt konflikter med flertallets, er imidlertid heller ikke ligefrem en kvalitet i sig selv. Det afhænger af argumenterne. Og der findes faktisk filosoffer, der argumenterer for, at vores nuværende ageren over for verdens fattige stemmer fint overens med vores moralske forpligtelser. Jan Narveson er en af dem.
Vi skylder ikke de fattige noget!
I artiklen ‘We Don’t Owe Them a Thing!’ argumenterer Narveson for, at vores forpligtelser over for verdens fattige er yderst begrænsede. Narveson, der er etisk egoist, mener, at moralske agenter altid bør agere ud fra egne interesser.
Ifølge Narveson er det til gensidig fordel – og således rationelt for den enkelte – at indgå en kontrakt med andre, der omfatter såkaldt håndhævede pligter mod skadelige handlinger samt sociale konventioner om begrænsede pligter til assistance.
De håndhævede pligter mod skadelige handlinger indebærer eksempelvis forbud mod tyveri og drab. Lovovertrædere straffes med fængsel eller bøde. De sociale konventioner vedrørende assistance indeholder derimod ingen juridiske sanktioner. Ifølge Narveson bør konventionsbrydere derimod udsættes for social misbilligelse.
Narveson mener nemlig, at det er til gensidig fordel at skabe en assistancekultur, hvor vi hjælper hinanden i kritiske situationer, så længe det ikke er alt for omkostningsfuldt. Eksempelvis bør vi køre vores gravide nabo på hospitalet, hvis hendes bil er brudt sammen, og hun skal til at føde. Vi ved jo aldrig, hvornår vi selv får brug for hjælp. Og når det sker, er det jo godt med en venligstemt nabo.
Assistancekulturen omfatter dog ikke verdens fattige. Ifølge Narveson er der nemlig ikke udsigt til, at de en dag vil komme os til undsætning. Der kan dog være egoistiske grunde til at hjælpe verdens fattige. Her peger Narveson på, at velgørenhedsballer kan være sjove. Men alt i alt mener han, at vores forpligtelser over for verdens fattige er yderst begrænsede.
Hvis Narveson har ret, kan aktionærer verden over umiddelbart ånde lettet op. Virksomheders moralske forpligtelser strækker sig ikke ud over deres egne interesser.
Problemet er imidlertid, at den nuværende praksis, hvor mange virksomheder udelukkende handler ud fra egne økonomiske interesser, ikke gør os i stand til at løse verdens store udfordringer. Tværtimod vil business as usual føre til klimakatastrofe, udbredt ressourcemangel og alvorlige sociale uroligheder.
Et af problemerne ved etisk egoisme er nemlig, at der kan være forskel på, hvad der er individuelt og kollektivt rationelt, det vil sig, at det kan godt være individuelt rationelt at køre på frihjul og derved handle i modstrid med fællesskabets interesser.
Som påpeget af Vincent Hendricks i et interview i Erhvervsfilosofi.dk sidste år er en af udfordringerne ved forretningsdrevet CSR, at det ikke gør os i stand til at imødekomme verdens store udfordringer, fordi forretningsdrevet CSR ligesom etisk egoisme er kollektivt selvafvisende.
Tid til dialog om virksomheders moralske forpligtelser?
Ud over at etisk egoisme ikke formår at gøre os i stand til at imødekomme verdens store udfordringer, er det også værd at bemærke, at etisk egoisme indtager en yderst marginal position i moralfilosofien. Selv om mange filosoffer ikke tilslutter sig Singers princip, så er de fleste dog enige i, at vores nuværende adfærd over for verdens fattige er uacceptabel.
Eksempelvis mener Derek Parfit – der af mange fagfæller betegnes som en af efterkrigstidens største moralfilosoffer – at vi i den velstillede del af verden bør afgive mindst 10 procent af vores indkomst til at bekæmpe fattigdom. Parfit, der døde 1. januar i år, afslutter tredje og sidste bind af sit mammutværk ’On What Matter’ med følgende overvejelser:
”One thing that greatly matters is the failure of we rich people to prevent, as we so easily could, much of the suffering and many of the early deaths of the poorest people in the world. The money that we spend on an evening’s entertainment might instead save some poor person from death, blindness, or chronic and severe pain. If we believe that, in our treatment of these poorest people, we are not acting wrongly, we are like those who believed that they were justified in having slaves.”
Spørgsmålet er, om det ikke er ved at være på tide, at topledere, aktionærer og andre interessenter indleder en dialog om omfanget og ophavet til virksomheders moralske forpligtelser. Ud fra de nuværende hensigtserklæringer kan det nemlig være meget svært at afgøre, hvad virksomheder og erhvervsorganisationer egentlig mener, når de taler om moral.