En række medier, herunder Information og New York Times, sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, hvorvidt Saudi Aramco vitterlig er 2.000 milliarder dollar værd. For selv om selskabet sidder på enorme oliereserver, risikerer den grønne omstilling og udvikling af nye energikilder at indebære, at en stor del af olien aldrig bliver pumpet op af jorden og derved ender med at være fuldstændig værdiløs.
I presseomtalen af børsnoteringen af Saudi Aramco er der imidlertid ingen medier, der spørger til, hvorvidt det saudiske styre overhovedet har ret til at sælge landets olie.
[quote float=”left”]Today, huge regions, even whole nations, are being run as criminal enterprises[/quote]Det saudiske styre betragter da også sig selv som den retmæssige ejer af landets olieressourcer, og flittig handel med regimet vidner om, at resten af verden synes at dele den betragtning. Men er det rimeligt, at vi køber olie af et regime, der blandt andet bruger pengene på at undertrykke landets befolkning?
Ingen af Global Compacts 10 principper vedrører virksomheders handel med diktaturstater. Spørgemålet er, om det ikke er på tide, at organisationen tager initiativ til at udarbejde et 11. princip, der omhandler netop dette emne. Umiddelbart forekommer det i hvert fald besynderligt, at Global Compact ikke adresserer despoters handel med naturressourcer, hvilket synes at være mindst lige så væsentligt som arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn.
En række af verdens mest prominente moralfilosoffer er i de seneste år begyndt at se nærmere på international handel med naturressourcer, og her er dommen klar: Det er aldeles uacceptabelt, at vi lader nogle af verdens mest hensynsløse mænd sælge naturressourcer, der ud fra enhver rimelig betragtning tilhører det pågældende lands befolkning.
Urimelige låne- og ressourceprivilegier
Imperialismens ophør og afskaffelsen af slaveriet er klassiske eksempler på opgør med princippet om, at magt giver ret. Selv om både slaveri og territoriel krig stadig findes, er det i dag hverken moralsk eller juridisk acceptabelt at tilegne sig andre lande eller befolkninger med magt. Menneskerettighederne afspejler samme tanke, og især demokratiske stater er kendetegnet ved, at magt ikke giver ret.
[quote float=”right”]Global Compact adresserer ikke despoters handel med naturressourcer[/quote]I forhold til handel med naturressourcer er det imidlertid anerledes. Her giver magt stadigvæk ret. Så længe der ikke er tale om imperialistiske eventyr, hvor eksempelvis vestelige lande tilegner sig oliefelter eller kobberminer med militærmagt for herefter at sælge naturressourcerne til højestbydende, er der stort set frit spil for despoter og væbnede oprørere til at tilegne sig og sælge landes naturressourcer.
I bogen ’World Poverty and Human Rights’ sammenligner den tyske filosof Thomas Pogge den nuværende praksis vedrørende tilegnelse og salg af naturressourcer med en gruppe bevæbnede mænd, der indtager et indkøbscenter. Men selv hvis det lykkes den kriminelle bande at sælge byttet, så vil køberen ikke blive anerkendt som den retmæssige ejer. Ingen lande i verden accepterer nemlig den form for hæleri.
“Contrast this with a group that overpowers an elected government and takes control of a country. Such a group, too, can give away some of the country’s natural resources, accepting money in exchange. In this case, however, the purchaser acquires not merely possession, but all the rights and liberties of ownership, which are supposed to be – and actually are – protected and enforced by all other states’ courts and police,” skriver Pogge.
Problemet er ifølge Pogge, at vi tildeler despotiske regimer juridisk ejerskab over naturressourcerne i de lande, hvor de uretmæssigt har tilegnet sig magten. Og ikke nok med det. Vi tillader også alverdens tyranner at optage lån på deres landes vegne. Og her er det værd at bemærke, at selv om det er det despotiske regime, der optager lånet og bruger pengene, så er det befolkningen, der hæfter for lånet.
Disse låne- og ressourceprivilegier indebærer ifølge Pogge, at despotiske regimer kan fastholde magten samt at svage demokratier udsættes for kupforsøg. Ved at yde dem lån eller købe naturressourcer af dem spiller vi tyranner over hele verden bedre gode kort på hånden til at undertrykke deres befolkning. De penge, vi fylder i deres lommer, går jo ikke kun til store paladser og luksusbiler, de bliver også brugt på voldsparate sikkerhedstjenester og underjordiske torturkamre.
Hæleri ved højlys dag
I bogen ’Blood Oil’ sætter den amerikanske filosof Leif Wenar spot på international handel med naturressourcer. Ligesom Pogge er Wenar kritisk over for den nuværende praksis, der tillader tyranniske regimer at sælge ud af naturressourcer.
“Today, huge regions, even whole nations, are being run as criminal enterprises, their natural resources taken by force to make the goods on our shelves. In one country, heavily armed militias are plundering the gems and minerals that go into our jewelry and electronics. In another, a tyrant is selling off the country’s petroleum to sustain his repressive regime (…) and when we buy any of those products, we may be putting more money in the pockets of some of the most merciless men on earth, ” skriver Wenar.
[quote float=”left”]Ved at yde dem lån eller købe naturressourcer af dem spiller vi tyranner bedre gode kort på hånden til at undertrykke deres befolkning[/quote]Ifølge Wenar tilhører et lands naturressourcer ikke regimet, men befolkningen. Og som han gør opmærksom på, er det faktisk allerede et alment accepteret synspunkt, der er indeholdt i en række internationale konventioner. Eksempelvis i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som mere end 80 procent af verdens lande har tilsluttet sig, hvor der står, at ”alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer.”
Og når man tænker over det, forekommer det jo også nærmest åbenlyst rimeligt, at et lands naturressourcer tilhører folket og ikke regimet. Alligevel lykkes det os tilsyneladende hver eneste dag at ignorere dette. Wenar skriver:
“Citizens should control their country’s resources, and no one should sell off that property without their OK – that’s it. If we believe this, then we believe that international oil and mining companies are flying, trucking, and sailing away billions of dollars of stolen wealth every day.”
Et er at erkende, at den nuværende praksis er uacceptabel. Noget andet er at ændre den.
Wenar anerkender, at det bliver svært at gøre op med princippet om, at magt giver ret. Selv om princippet er åbenlyst urimeligt, er det nemlig en så indgroet del af vores nuværende praksis inden for international handel med naturressourcer, at et opgør vil give enorme rystelser i verdenshandlen. Derfor bør opgøret med princippet foregå i etaper. Wenar understreger i den forbindelse, at militær intervention ikke er løsningen, men at vi på sigt helt bør undlade at handle med despotiske regimer.
Et centralt spørgsmål er her, hvilke regimer det egentlig er i orden at handle med. Ifølge Wenar er der fire betingelser, der som minimum skal være opfyldt, før et styre retmæssigt kan sælge ud af et lands naturressourcer.
For det første skal der være transparens, det vil sige, at styret skal levere retvisende information om handel med landets naturressourcer. For det andet skal styret have borgernes frivillige tilsagn, det vil sige, at borgerne må ikke være tvunget eller manipuleret til at acceptere styrets dispositioner. For det tredje skal det være muligt at diskutere styrets dispositioner, det vil sige, at der skal være mulighed for en fri og åben debat om salg af landets naturressourcer. For det fjerde skal styret lytte til befolkningen, det vil sige, at hvis et flertal af befolkningen er utilfreds med styrets dispositioner, så skal styret inden for en rimelig tidshorisont ændre kurs, således at styret handler i overensstemmelse med befolkningens ønsker.
I praksis handler det om, hvorvidt et styre accepterer grundlæggende demokratiske rettigheder såsom pressefrihed og muligheden for frit at vælge sine repræsentanter. I den forbindelse henviser Wenar til, at der allerede findes en lang række anerkendte organisationer, der løbende foretager vurderinger af landes respekt for grundlæggende rettigheder, herunder the World Bank, Brookings Institution Worldwide Governance Indicators, The Resource Governance Index og Freedom House.
Ifølge en nylig opgørelse af Freedom House er det kun en sjettedel af verdens olieressourcer, der forhandles af frie stater. Hvilket igen understreger, at et opgør med den nuværende praksis ikke bliver let. Men sådan er det somme tider med moralske udfordringer. Det kostede at bekæmpe nazisterne. Og det britiske folks opgør med slaveriet var også aldeles omkostningsfuldt. Tusindvis af briter mistede livet, og endnu flere mistede deres arbejde. Og beregninger viser, at den britiske kampagne i gennemsnit kostede 2 procent af bnp hvert år i 60 år.
“Britons today may well be poorer because of their ancestors’ determination to end the Atlantic slave trade. Again, nearly 2 percent of national income sacrificed, every year, for sixty years – consider which politicians would have the courage to stand behind such a campaign today. Determined people accepted these costs for the sake of their principles,” skriver Wenar.
Har Global Compact brug for endnu et princip?
Spørgsmålet er, om de moralfilosofiske overvejelser indebærer, at organisationer som Global Compact bør udarbejde principper om, hvordan virksomheder bør forholde sig til diktatoriske regimer.
Det er bestemt et fremskridt, at mange multinationale virksomheder er begyndt at stille krav til leverandører vedrørende arbejdsforhold og miljø – men det er samtidig vanskeligt at forstå, at de ikke bekymrer sig om, hvorvidt træsælgeren, oliegrossisten og mineralforhandleren kan betragtes som retmæssig ejer af den naturressource, som vedkommende udbyder. At købe olie af det saudiske styre er ud fra enhver rimelig betragtning hæleri ved højlys dag. Det samme gælder køb af en lang række naturressourcer fra alverden despoter.
Det er på tide at gøre op med princippet om, at magt giver ret. Wenar udtrykker det på denne måde:
“‘Might makes right’ was the rule of slavery and of imperialism. It is still the rule for resources, and the policies to abolish it are already close at hand. We need only affirm our own principles and allow them to guide our actions. Here, as with other enlightened causes, results come from resolve. Act on principle, progress will follow.”
Topfoto under Creative Commons-licensen.