”Husstande med høje indkomster står for en stor del af det samlede økologiske forbrug.” Statistikken konkluderer endvidere, at uddannelse er en endnu stærkere markør i denne sammenhæng: ”Hvis man ser på uddannelse og indkomst samtidig, ser det imidlertid ud til, at uddannelse betyder mere end indkomst – i hvert fald for de højeste indkomster.”
Ergo, med uddannelse følger oplysning og penge og hermed bevidsthed om og mulighed for at købe økologisk varer.
Det synes at være den underliggende forklaring på den stigende omsætning af økologiske varer i Danmark. Trods de senere års stigninger er den forholdsvis lille andel af økologiske fødevarer – kun i alt 7 procent af alle fødevarer udgøres af økologiske produkter – udelukkende drevet af de veluddannede med relative høje lønninger i forhold til resten af befolkningen. Det viser det førte statistiske materiale om den økologiske forbruger fra Danmarks Statistik.
[quote float=”right”]Den kreative klasse trækker udviklingen[/quote]Danmarks Statistik har for første gang kunnet producere statistik om den økologiske forbruger. Opgørelsen viser, at det økologiske forbrug stiger, i takt med at husstandens samlede indkomst øges, og at indkomstniveau er afhængigt af uddannelsesniveau. Den økologiske forbruger er at finde i en større by og med stor sandsynlighed i Storkøbenhavn: Forbruget af økologiske varer er nemlig statistisk dobbelt så stort i Storkøbenhavn som i Syddanmark.
Der et tale om meget markante forskelle i indkomstgruppers forbrug. Det økologiske forbrug udgør to gange mere af husstandens samlede vareforbrug hos de velstillede end hos de dårligst stillede. Forskellen trækkes endda tydeligere op, når forbruget perspektiveres til uddannelsesniveau. Hos de højtuddannede med en lang videregående uddannelse udgør det økologiske forbrug 13,4 procent af segmentets samlede fødevareforbrug. Blandt de dårligst uddannede uden videregående uddannelse udgør økologiske varer kun 5 procent.
Skal økologi bestemmes af økonomi?
Det er relevant at stille spørgsmål til, hvorvidt konklusionerne på baggrund af observationerne i talmaterialet i det lange løb gavner den grønne omstilling, som her forudsættes nødvendig for samfundet og kommende generationer.
For det første viser statistikken, at etiske overvejelser omkring forbrug og indkøb er tæt forbundet til dels økonomiske muligheder, dels muligvis også til intellektuel formåen og vilje. Det kræver med andre ord et vist overskud, økonomisk såvel som mentalt, at være politisk korrekt udi økologiforbrug. Etiske købsbeslutninger kræver naturligvis oplysning, men i dagens Danmark er økonomisk råderum styrende for bæredygtigt forbrug.
[quote float=”left”]Det er næppe rimeligt at overlade ansvaret for omstillingen til et bestemt segment i befolkningen[/quote]Skal omstillingen så entydigt bestemmes af økonomiske vilkår? Er det etisk forsvarligt på samfundsplan? Giver det mest nytte for alle? Hvilket ansvar kan der forlanges af forbrugerne? Spørgsmålene er mange og er næppe af blot filosofisk, men også politisk karakter.
For det andet viser statistikken i en lidt større sammenhæng – et stigende samfundsansvarligt ønske om en renere klode (antages som forudsætning) – en noget ufarbar vej for den fortsatte udvikling af det økologiske forbrug. Med tiden vil økologiforbruget som logisk følge af den stigende ulighed svækkes af mangel på velhavere til at drive udviklingen videre. Den kreative klasse, der ifølge statistikken trækker udviklingen, er stærk og målrettet, men også i mindretal. Medmindre priserne reduceres til samme niveau som konventionelle varer, eller der foretages politiske indgreb for at sikre det endelige gennembrud for bæredygtig omstilling, vil samfundet ikke opleve, at andelen af det økologiske forbrug overhaler det konventionelle forbrug.
Argumentet, at markedskræfterne bedst regulerer forholdet omkring økologi, synes at have svære præmisser at støtte sig til, hvis rapporten tages til indtægt for betragtningen. Godt nok vil større efterspørgsel alt andet lige medføre lavere priser, men ifølge statistikken er efterspørgslen hovedsagelig betinget af købernes økonomiske formåen og uddannelsesniveau. Eftersom uligheden i samfundet generelt er stigende, vil gruppen, der har ressourcer og uddannelse til at trække den økologiske udvikling, mindske. Det er måske marginalt på den korte bane og meget teknisk betragtet, men det er stadig udtryk for en modsigelse til det, rig såvel som fattig, og hele verdenssamfundet har som mål: bæredygtighed og en renere verden. Statistisk set forhindrer den stigende ulighed dog en meget stor gruppe i samfundet at realisere ønsket. Omvendt er det næppe rimeligt at overlade ansvaret for omstillingen til et bestemt segment i befolkningen.
Det kan naturligvis argumenteres, at sande etiske beslutninger ikke kan købes for penge, og at den sande etiske forbruger med en stålsat vilje til mere økologisk forbrug nok skal finde råd og midler. Statistikken taler dog ikke for synspunktet, medmindre man har den tilbøjelighed at tillægge holdningen, at økonomisk rigdom automatisk medfører stærkere etiske beslutninger i forhold til værdier og mål. I det tilfælde taler statistikken faktisk med en, men det er næppe en gangbar holdning. Faktum er, at det er dyrere at handle økologisk end konventionelt, samt at uddannelse fører til større indsigt og højere løn. Og de to ting hænger sammen.
Spørgsmålet er derfor, om vi skal vurdere det stigende økologiske forbrug i en positiv optik og se det som en reel grøn omstillingsproces? Eller om vi skal vurdere den i bestemte segmenter isolerede positive udvikling som faresignaler på, at sammenhængskraften i vores samfund er strakt længere end tidligere? Og vil det overhovedet være muligt at øge det økologiske forbrug, så længe den sociale og økonomiske ulighed samtidig stiger?