Refleksion: Magister i filosofi og vicedirektør Klaus Kvorning Hansen fra Københavns Universitet skriver på opfordring fra Erhvervsfilosofi.dk om praktisering af erhvervsfilosofi. Han mener blandt andet, at erhvervsfilosofien repræsenterer det nysgerrige blik på erhvervsfænomener, og at filosoffen praktiserer erhvervsfilosofi ved at søge at fremstille varige sammenhænge. Klaus Kvorning Hansen taler for erhvervsfilosofien som den hjemløse insisteren og irritation, der producerer og reproducerer mening.


[dropcap]E[/dropcap]gentlig er erhverv og filosofi sådan lidt groft sagt uforenelige størrelser. Filosofiens tålmodighed, dens kritiske væsen, dens hang til refleksion og dens krav om universalitet passer dårligt med erhvervslivets betingelser, hvor handling og pragmatisk beslutningskraft oftest er det allermest efterspurgte. Derfor ville jeg, blev jeg spurgt, ikke være sikker på, hvad jeg skulle svare, om erhvervsfilosofi er en særlig disciplin inden for filosofien, der er målrettet erhvervslivets filosofisk tonede problemstillinger, men i øvrigt ser på dem udefra, eller om erhvervsfilosofi ganske enkelt er den filosofi, der så at sige på trods af uforeneligheden udøves i erhvervslivet af den filosofisk trænede eller filosofisk inspirerede.

[quote float=”right”]Filosoffens faglighed, hvis en sådan findes, er hjemløs[/quote]

Jeg hælder jo mest til det sidste, fordi jeg har ganske svært ved at se, at erhvervslivet stiller filosofien særlige spørgsmål, som den ikke allerede har stillet sig selv. Jovist, det er berettiget at bringe filosofien som disciplin eller tradition i anvendelse over for erhvervslivets problemstillinger, men problemstillingerne er sjældent, hvis nogensinde, af en så speciel karakter, at det kræver en filosofisk særdisciplin at håndtere dem. Erhvervsfilosofien findes ikke, fordi den har sit eget originale genstandsfelt, men er anvendelsen af filosofi på de eksempler og den praksis, som kendetegner erhvervslivet. Det handler om magt, om sandhed og om sprog. Det handler om anerkendelse, om mening og om etik. Men det handler ikke om dette og alt det andet på en så original måde, at filosofien må give op og definere sig som erhvervsfilosofi.

Hvorfor er det nu så vigtigt at fremhæve? For gælder ikke nøjagtig det samme i forhold til f.eks. videnskabsfilosofi og pædagogisk filosofi – at traditionen strengt taget er den samme, men genstanden en anden? Jo, sådan set. Men det er væsentligt at gentage i forhold til forestillingen om en erhvervsfilosofi, fordi erhvervsfilosofi ikke står i samme forhold til filosofien, som f.eks. erhvervsøkonomi står i til økonomien. Erhvervsfilosofi er udøvelse af hele filosofien, fordi den ikke er begrænset af at være målrettet erhvervslivet, men tværtimod er udfordret og relevant i alle sine aspekter.

[quote float=”left”]Erhvervsfilosofien er anvendelsen af filosofi på de eksempler og den praksis, som kendetegner erhvervslivet[/quote]

Det er min erfaring. Jeg har endnu til gode at kunne bidrage til specifikke løsninger eller til specielt gode beslutninger, fordi min baggrund som filosof har givet mig særlige forudsætninger eller en særlig indsigt på lige fod med medlemmer af andre professioner. Jeg har endnu ikke oplevet og tror heller ikke, at jeg nogensinde kommer til det, at direktionen har kaldt filosoffen på banen, fordi dennes særlige faglighed er påkrævet for at løse en opgave eller afklare en problemstilling. Det sker for økonomen, juristen, it-arkitekten, HR-konsulenten og mange andre, men det sker ikke for filosoffen af den enkle grund, at hans faglighed, hvis en sådan findes, er hjemløs. Den finder ikke sin anvendelse eller berettigelse i forhold til et afgrænset domæne eller et monopol på at kunne konkludere inden for anerkendte problemområder. Ikke en gang, vil jeg påstå, på områder, hvor filosofien eller antages at have et særligt ord at skulle have sagt. Tag etikken. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen virksomhed vil indkalde eller rekruttere filosoffer, fordi man f.eks. er i tvivl, om det er etisk forsvarligt at handle med virksomheder i en diktaturstat. Og hvis det mod al forventning skulle ske, så ville det ikke være en erhvervsfilosof, man ville søge.

[quote float=”right”]Erhvervsfilosofi er udfordret og relevant i alle sine aspekter[/quote]

Men hvad skal der så forstås ved, at filosofien, som jeg skrev ovenfor, kan anvendes på de eksempler og den praksis, der er erhvervslivets? Først og fremmest det, at filosoffen repræsenterer det nysgerrige blik på fænomenerne, der søger konsistens og persistens. Sagt på en anden måde, så vil filosoffen praktisere erhvervsfilosofi ved at søge at fremstille de varige sammenhænge, der giver mening til ellers adskilte handlinger og beslutninger. Den udøvede erhvervsfilosofi er derved en insisteren og en irritation, der producerer og reproducerer mening, eller hvad jeg i anden sammenhæng har kaldt ledelsens grammatik. Det er vel at mærke ikke forbeholdt filosofien at levere en sådan ydelse, men det er kendetegnende for den filosofisk stemte, at han ikke kan lade være og formentlig også er den mest øvede udøver af irriterende insisteren.

Udtrykt mere jordbundent så har filosofien sin berettigelse (også) i erhvervslivet, fordi den stiller spørgsmål, ser efter og kalder på omtanken, så der opstår eller produceres noget meningsfuldt og genkendeligt på tværs af faglige discipliner og enkeltstående handlinger. Uden at filosofien på nogen måde kan hævde et monopol på at gøre noget sådant.

For nu også at tage den helt personlige indfaldsvinkel, så er det med andre ord ikke filosofien, der har drevet mig til at gøre, sådan som jeg har gjort i min erhvervskarriere. Det er derimod det samme, der drog mig til filosofien, som det, der har drevet mig erhvervsmæssigt. Så måske ender disse refleksioner over den udøvede erhvervsfilosofi i den banale konstatering, at filosofien og erhvervet har fællestræk, der muliggør selv samme.

Skriv et svar