[dropcap]R[/dropcap]ækken af kontroversielle Trump-tiltag har givet anledning til en fascismediskussion i amerikanske og nu også danske medier, for eksempel Politiken 1. marts, hvor Camilla Stockmann præsenterer argumenter for og imod.

Men kan betegnelsen fascisme bruges til noget som helst, og er Trumps tilbagevendende henvisninger til, at landet skal køres som en erhvervskoncern – ”running government as a business” – i virkeligheden ikke den bedste vaccination mod den fascistiske stat?

[quote float=”left”]Er vi vidner til en omsiggribende nyorientering?[/quote]

Det er spørgsmål, som kan være svære at afklare. For hvor Trump af kritikere bliver udgrænset som afviger, må man også konstatere, at den amerikanske ledelse følger en global trend mod erhvervsrettet politik, hvor demokratiet er underordnet. Ikke blot har det kommunistiske Kina længe præsteret imponerende vækstcifre uden skyggen af demokrati, men med for eksempel Erdogans afdemokratisering af Tyrkiet, kan man også spørge sig, om vi er vidner til en omsiggribende nyorientering eller reaktion?

Hvorfor er tyske og amerikanske teorier så ens?

For at få afklaret, om der er noget i moderne amerikansk management, der flugter med en fascistisk tilgang til ledelse og business, har Erhvervsfilosofi.dk konsulteret adjungeret professor ved CBS, ph.d., cand.merc. et mag. Bøje Larsen, der i 2003 begik et lille bemærkelsesværdigt stykke forskning – German Organization and Leadership Theory – hvor han ud fra længst glemte tyske teoretiske bøger fundet i CBS’ kælder er kommet til den konklusion, at der historisk er forbløffende ligheder i udviklingen af organisation og ledelse i henholdsvis Tyskland og USA.

”En af årsagerne til de store ligheder er, at de to stærke økonomier blev industrialiset og udviklede handelshøjskoler nogenlunde samtidig,” forklarer Bøje Larsen. ”Wharton, hvor Donald Trump er uddannet, blev oprettet i 1881, og den ældste tyske handelshøjskole – Handelshochschule – i Leipzig er fra 1898.”

Führerprinzip blev til human relations

Selv om Tyskland med bomstærke brands som Mercedes, VW, Siemens, Bosch, Bayer og Hugo Boss efterfølgende har været afsporet af Hitlers megalomaniske trang til verdensherredømme, så konstaterer Bøje Larsen, at flere af de tyske teoretikere, som i 1930’erne og 1940’erne anpriste Det Tredje Rige, efter 1945 kom til at tegne human relations, som dengang var det nyeste nye på det ledelsesteoretiske firmament.

[quote float=”right”]Målstyring er i høj grad at opfatte som et tillidsbaseret værktøj[/quote]

Forklaringen på denne kontinuitet er selvsagt, at fascistisk ledelse – ud over den forvildelse og forblændelse, som blandt andet førte til holocaust – indeholder nogle elementer og erkendelse, som virker. Man kan fristes til at tro, at det meget omtalte Führerprinzip matchede den kadaverdisciplin, som tyskeriet også gjorde sig i.

Men det er ikke tilfældet. Ifølge Bøje Larsen betoner teorierne om führerprinzip (der udspringer af et organisk paradigme) synlig ledelse ”som implicerer, at kun én person skal træffe beslutningerne. Ingen flertalsbeslutninger, ingen komiteer, ingen tomgangssniksnak. Ejeren skulle være führer. En klart defineret beslutningstager betød imidlertid ikke, at beslutningsansvar ikke skulle delegeres. Tværtimod blev der advokeret for en vis delegering af beslutningsansvar på de lavere niveauer.”[1]

Virksomheden som helhed og organisme

Grundlaget for denne frisættelse var en kulturbetinget tro på arbejdspladsen som en organisme, en helhed, man skulle tjene med nøgleord som Organismus, Kultur, Gemeinschaft.

Donald Trumps udenrigspolitik – ’America First’ – har ikke blot reminiscenser til Milton Friedmans klassiske shareholderteori, men også til de tyske teorier, at man som ansat i for eksempel Daimler-Benz nok er forpligtet til at tjene ledelsen og helheden i koncernen, men i princippet ikke er forpligtet til at tænke på, om konkurrenten BMW nu også har det godt.

Det er i denne sammenhæng ikke uden betydning, at Hitler i en snæver sammenhæng gik under tilnavnet ’Der Chef’. I manifestet ’Mein Kampf’ fra 1923 opfordrede han direkte sine tilhængere til at lade sig inspirere af erhvervslivets organisering og kommandoprincipper og netop undgå den ansvarsforflygtigelse, som komiteer, udvalg og afstemninger blev beskyldt for.

Hitlers ’Germany first-program overlevede ikke. Det gjorde til gengæld adskillige af de akademikere som fra de tyske handelshøjskoler havde arbejdet med at trimme det ekstremt gennemorganiserede tredje rige.

Manageren som statsmand

I ’German Organization and Leadership Theory’ læser man, hvordan forskellige professorer og docenter efter 1945 med få modifikationer af deres organismeteorier på forbløffende vis skulle blive fortalere for human relations og CSR – Bøje Larsen har sporet skikkelser som Hennig, Nordsieck, Böhrs, Lorch, Sandig, Schlenzka. Sidstnævnte, der med en reference til Der Führer, havde plæderet for manageren som Staatsmann, havde kun behøvet en lettere redigering af sine skrifter.

Da jeg spørger Bøje Larsen, der via Skype i mellemtiden har flyttet sig selv og sin sjældne kandidatvejledning til Berlin, om vi er på vej mod en ny type vækstorienteret samfund, hvor erhvervslivets principper overskygger en demokratisk tilgang, lyder svaret:

”Måske. Erhvervslivets metoder har i hvert fald sejret på mange måder. Inden for de sidste 10-20 år har vi set new public management (NPM), som jeg i modsætning til mange andre ikke er så kritisk overfor. I NPM skal man for eksempel sætte sig klare mål for aktiviteterne. Ellers kan man ikke delegere og give medarbejderne frirum, hvor de i et vist omfang kan vælge egne metoder. Når man har sat sig mål, er det rimeligt fornuftigt bagefter at undersøge og måle, om man har nået dem. Målstyring er i høj grad at opfatte som et tillidsbaseret værktøj. Måske er tanken blevet misbrugt i praksis, så målene er for snævre og nærmest kun handleregler, men det er noget andet.

[quote float=”left”]Vi kommer til at se mere af den personliggjorte kommunikation[/quote]

Det er 1 million dollar-spørgsmålet, om vi kommer til at se flere erhvervsorienterede autokratiske styrer. Men skal man sige noget specifikt om Trump, så er det, at han repræsenterer de ejerledede virksomheder. Det er ikke dem, ledelsesteorierne normalt fokuserer på. Han er rundet af en virksomhedskultur, hvor han er enevældig konge og kan blæse på organisationen. Som ejerleder kan man sætte folk til noget, der er milevidt fra deres kompetencer. Jeg kunne forestille mig, at Hitler ville være enig med ham i denne uortodokse tilgang. Hitler respekterede jo heller ikke systemerne.

Trump kommunikerer via sin twitterkonto direkte til folket. Hvilket får mig til at tænke på forskellige amerikanske it-ikoner, der springer presseafdelingen over og som Steve Jobs kommunikerer direkte iført slidte cowboybukser og uden slips. Den stil er begyndt i Europa. Denne personliggjorte kommunikation tror jeg, vi kommer til at se mere af,” slutter Bøje Larsen, der har ledelsesmode, strategisk ledelse og organisationssociologi som forskningsområder.

Kontinuiteten mellem det tyske führerprinzip, der netop gav ledere og navnlig mellemledere frirum til at vælge egne metoder, og moderne ledelse har været så stor, at Bøje Larsen har tilføjet sit skrift et matrix, hvor man kan se, hvad betegnelserne er før og efter 1945. For eksempel er Führerprinzip blevet til moderne management og Organisch er blevet til Ganzheitlich (holistisch).

 

Larsen, Bøje, German Organization and Leadership Theory – Stable Trends and Flexible Adaptation, Scandinavian Journal of Management 2003, vol. 19, issue 1, p. 103-133

[1] German Organization and Leadership Thesory”, s. 14

Skriv et svar